Carl Emanuel Mazanti (1800-1868)
Carl Mazanti med sin kone Johanne Krogh i begyndelsen af 1860'erne
Ungdom
Kun ni år var han, Mazantifamiliens yngste søn Carl, da han mistede sin mor og var forældreløs. Han kom nok til at bo i en plejefamilie, men det ved vi ikke noget sikkert om. Efterhånden havde hans ældste søskende forladt Odense - kun Carl og den to år ældre bror, Johan, blev tilbage. De kom begge i håndværkerlære. Fra den 1. april 1814 og fem år frem skulle Carl være skomagerdreng hos skomagermester Hans Jørgen Hansen Møller. Men først seks år senere, i april 1820, blev Carl efter svendeprøven erklæret "duelig" og udskrevet som svend.
"Skomager, bliv ved din læst!" Hvis Carl har kendt det gamle ordsprog, har han svaret: "Vel vil jeg ej!" Han arbejdede kun få år som skomagersvend. Han foretrak militæret i stedet. I marts 1823 lod han sig indrullere i det 3. Jyske Infanteriregiment, som hørte hjemme i Ålborg. Det blev til mange år som underofficer. I 1825 var han korporal, altså befalingsmand af laveste grad. Højere op avancerede han ikke. I 1840 blev han også kaldt hauboist. Det betyder, at han var militærmusiker og spillede på et blæseinstrument.
I 1800-tallet blev mange af underklassens børn født uden for ægteskab. Sådan var det også i Ålborg. Den ugifte Johanne Krogh, kaldt Hanne, fik f.eks. en "uægte" søn i september 1825. Og kirkebogsføreren fik at vide, hvem den "skyldige" var; hun "udlagde til Barnefader Corporal Carl Mazantij ved 3. Jydske Infanteri Regiment". Heldigvis blev Hanne ikke svigtet som så mange andre piger i den situation. Tre korporaler, Hadersleben, Pedersen og Laursen, fulgte barnet til dåben - og det må vel være Carl, som har bedt sine soldaterkammerater om at møde op. Måske flyttede Carl og Hanne sammen allerede på det tidspunkt, men der gik et år, før de giftede sig i Frue Kirke.
Familien Krogh
Hanne Krogh var barnefødt i Ålborg. I slutningen af 1700-tallet boede der en skipper i byen, som hed Peder Krogh. Han var født ca 1735. Men han blev nok træt af livet på søen, for han åbnede et værtshus i Skolegade 305, hvor han boede i 1787 sammen med sin familie. Han var da gift for anden gang, med Johanne Jensdatter, som var 35 år gammel, og han havde en datter, 17-årige Karen Pedersdatter. Der var også en tjenestepige og en logerende bogtrykkersvend i husstanden.
I juni 1799 måtte Peder Krogh begrave sin kone på Sct. Jørgens Kirkegård. Men han prøvede lykken endnu en gang og fandt en ung pige, Dorothe Marie Larsdatter, som var hele 37 (!) år yngre end ham selv. Hun har måske serveret i hans værtshus og holdt hus for ham. De giftede sig i maj 1800 i Budolfi Kirke, og det var også på høje tid, for allerede i september samme år fødte Dorothe en datter. Som skik og brug var, blev pigen opkaldt efter sin fars afdøde kone. Et halvt år senere blev der afholdt folketælling i Danmark:
Folketælling 1801, Scholegaden No. 305, 94de Familie, Aalborg
Peder Krogh
Huusbonde
66
gift 3die Gang
Værtshuusmand
Dorethea Marie
hans Kone
29
gift 1ste Gang
Johanne
deres Datter
1
-
Svend Børgesen
Logerende
57
Enke af 1ste Ægteskab
Muurmester
Lars Nielsen
Ditto
44
ugift
Snedkersvend
I april 1803 fik familien Krogh endnu et barn, sønnen Lars Peter, men han døde allerede i februar 1805. Derefter forsvinder familien fra Ålborgs kirkebøger. Måske flyttede de fra byen. Jeg har i hvert fald ikke fundet noget før 1825, hvor datteren som nævnt dukker op i Vor Frue Sogns kirkebog.
Afsked med Ålborg
Familien Mazanti flyttede meget rundt i byen. I 1834 boede den i Jens Bangs Gyde, som skal have været byens smalleste. Andre adresser var Peder Barkes Gyde (1835), Nygade (1837), Cortesgyde (1840) og Dokterens Gyde (1841). Carl blev heller ikke i militæret; han har nok ment, at han bedre kunne forsørge familien med et civilt arbejde. Efter 16 år og syv måneders tjeneste fik han i oktober 1839 udleveret et dokument, som bevidnede, at hans indsats i militæret havde været tilfredsstillende. Følgende er en afskrift af det fortrykte skema, med håndskrevne tilføjelser om hans personlige forhold i kursiv. Det viser, at han omregnet til moderne mål var 1,67 meter høj, det var en pæn højde dengang.
Hans Kongelige Majestæt til Danmark &c. &c. bestalterKammerherre Oberst og Commandeur for det 3. Jydske Infanterie-Regiment Carl Frederik von Moltke Ridder af Dannebrog
Gjør hermed vitterligt, at nærværende en mandhafte Corporal Carl Emanuel Mazanti født udi Fyen nu 40 Aar gammel, af middel Statur, 2 Alen 16 Tommer høi, sort af Haar og bruun af Øine, stærk af Skuldre og stærk af Been, ved dette mig allernaadigst anbetroede 3. Jydske Infanterie Regiment og under3die Musquetteer-Compagnie, siden den 7. Marts Anno 1823 og saaledes udi16 Aar og 7 Maaneder, som Corporal haver tjent, og udi saadan Tid ved alle forefaldne Leiligheder, efter sin allerunderdanigste Pligt, forholdet sig ærlig og tro, som det en ærekjer og tapper Soldat sømmer og anstaaer:
Men da han nu efter eget Ønske og ifølge det Kongelige General Commissariats Collegie Circulaire af 18. Juni og 31. August d. A. er meddelt Afsked. Saa meddeles ham herved hans ærlige og velfortjente Afsked; og er dernæst til alle høie og mindre Militair- og Civil-Betjente min respective tjenst- og venlige Anmodning og Begjering, at de ovenmeldte Corporal Carl Emanuel Mazanti ei alene overalt, baade til Lands og Vands, fri, sikker og uhindret ville lade passere, men ham endog, for hans gode Forholds Skyld, al god Villie og gunstig Befordring bevise; hvilket jeg imod enhver, efter Stand og Vilkaar, i slige og andre Tilfælde igjen at erkjende, mig tilbyder.
Aalborg den Fem og tyvende October Eet Tusinde Otte Hundrede Nie og Tredive. -
Moltke
I 1841 var Carl arbejdsmand. Han har nok været daglejer hos skiftende arbejdsgivere, uden fast arbejde. Det gik ikke så godt med at forsørge konen og de efterhånden seks børn. Carl og Hanne havde vel altid været fattige, men nu blev det værre. De havde ikke råd til at have deres eget sengetøj men måtte leje hovedpuder og en overdyne. Vinteren 1840-41 må have været slem for familien. I januar havde Hanne født en søn, og Carl kunne ikke finde beskæftigelse. I marts henvendte han sig til fattigkommissionen og forklarede, at bortset fra i sommermånederne kunne han ikke forsørge sin familie. Kommissonens medlemmer noterede sig med interesse, at Carl var født i Odense, for så kunne "Sorteper" gå videre, og de gode Ålborg-borgere kunne spare en slat penge i de kommende år.
Der blev skrevet til Odense, hvor den lokale fattigkommission måtte anerkende Carl som berettiget til forsørgelse i byen. Men den ville ikke risikere at få prakket en flok uægte Ålborg-unger på, så den skrev tilbage, "at han med sin Familie vil blive modtaget til Forsørgelse, naar det med Vielse Attest godtgjøres, at han er ægteviet til det Fruentimmer han angiver for sin Kone, og at de anførte Børn ere avlede i deres Ægteskab." Det ordvalg vidner ikke ligefrem om respekt for de mennesker, som kommissionen var sat til at hjælpe!
I Ålborg gik fattigvæsenet i gang med at forberede familien Mazantis afrejse. Der blev truffet aftale med en skipper, som skulle sejle familien og det fattige bohave til Odense. Carl fik fire brød med som proviant, "men skulde Reisen imod Formodning blive langvarig, er Skipperen anmodet om at give Familien Forpleining, imod at samme betales ham i Odense efter billig Regning." Sidst i maj måned 1841 forlod et skib så havnen i Ålborg, sejlede ud af Limfjorden og begyndte den lange sejlads mod Odense. Seks børn i alderen 0 til 15 år var med, og selv om familiens situation var kedelig, må det have været en spændende tur for en børneflok opvokset i mørke, forfaldne gyder. Og det skulle vise sig, at den tur blev afgørende for Mazanti-slægtens skæbne helt op til vor tid. Fire af sønnerne blev boende i Odense resten af deres liv, og mange efterkommere har været (og er stadig) odenseanere.
Ankomst til Odense - og hvad der siden hændte
Den 2. juni 1841 mødte den forhenværende korporal med familie op hos fattigvæsenet i Odense sammen med skipperen, som fik sine aftalte penge, 20 rigsdaler. Familien Mazanti blev foreløbig "indlagt" på fattiggården. Det har ikke været hyggeligt - den slags steder var normalt strengt kønsopdelte, så familier blev skilt ad. Carl blev bedt om at se sig om efter en lejlighed, og det har han uden tvivl selv været ivrig efter. Forstanderen lovede at hjælpe. Det lykkedes at finde en ledig bolig efter nogle måneder, og der blev tildelt fire rigsdaler i halvårlig huslejehjælp. Men inden da dukkede en ubehagelig sag op.
Fattigkommissionen fik brev fra en mand i Ålborg, Peder Haals. Det var rygtedes, at Carl Mazanti befandt sig i fattighuset i Odense, og Haals savnede en del sengetøj, som Carl havde lejet i 1½ år for to mark hver måned (der manglede dog betaling for de sidste tre måneder). Der var tale om en overdyne, en hovedpude, et pudevår med halmfyld og et dynevår, vurderet til 10 rigsdaler. "Disse medtog han ved sin afreise herfra", beklagede Haals sig, "uden at tale det mindste med mig derom. Min Begjæring er derfor, om at den Høie Commision ville paalægge Mazanti om at sende mig Sængeklæderne tilbage, eller og at betale dem efter Vurderingen..." Carl blev konfronteret med anklagerne, men han påstod "at have afgjordt sagen". Det var påstand mod påstand, og jeg har ikke fundet mere om den sag, så den er nok gået i glemmebogen.
Da der i februar 1845 blev holdt folketælling, boede Carl, Hanne og fem børn i Skulkenborg, en smal gyde med mange småkårsfolk. De blev resten af deres tid i Skulkenborg, som lå i kvarteret mellem Nørregade og Overgade, byens fattigste. Familien Mazantis yngste, Martinus, ni måneder i 1845, var født i Odense. Den eneste datter, Sine på 12, boede ikke hjemme, så hun var nok allerede kommet ud at tjene. Den ældste søn, Ferdinand, var langt væk, han boede i Jylland hos sin farbror Alexander i Hammer Mølle. Allerede før afrejsen fra Ålborg må Carl have skrevet til sin velstående bror og bedt om hjælp. Ålborgs fattigkommission skrev i maj 1841 til kollegerne i Odense, at "den ældste Søn Carl Ferdinand 15 Aar medfølger tillige men skal være antaget af en Farbroder, hvorfor han straks fra Odense vil afgaae." Børnenes anden farbror, Ferdinand, levede stadig på det tidspunkt (han døde fem måneder senere), men han havde selv en stor flok børn, så det har sikkert hele tiden været den barnløse Alexander, som skulle være plejefar.
Skulkenborg set mod Nørregade
I denne gyde boede Carl og Hanne Mazanti i mange år
H. Lønborg foto 1924. Kilde: Odense Bys Museer
I Odense fortsatte Carl som daglejer, men fattighjælpen blev ved med at være et væsentligt bidrag til familiens underhold. I 1845 bestod den ugentlige ydelse af to 6-punds brød, en skæppe kartofler, 42 skæpper tørv og 1 mark 8 skilling i rede penge. Efterhånden forsvandt kartoflerne, og brødene blev mindre. Der var jo også færre munde at mætte, da børnene blev store.
Sønnerne lærte hver deres håndværk. Det skyldtes næppe forskellige interesser men snarere, at de måtte tage de lærepladser, der var at få. Ferdinand lærte møllerfaget hos sin onkel i Hammer. Frederik blev murer, Sander snedker og Martinus tobaksspinder. Julius kom i lære som former ved støberiet på Nørrebro. Ifølge en anetavle fra 1935 arbejdede faderen på et støberi i Odense, så han har nok skaffet sin søn en plads samme sted. Men Julius' liv endte brat, for i august 1857 druknede han ved badning i Odense Kanal, kun 16 år gammel. Peter blev udlært i sin fars gamle fag, skomagerhåndværket. Han var den eneste af sønnerne, som havde held til at kravle et stykke op ad samfundsstigen som selvstændig håndværksmester.
Carl døde i 1868, 67 år gammel. Han var arbejdsmand ved sin død. En anetavle af nyere dato kalder ham danselærer, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. Et bierhverv kan han selvfølgelig godt have haft. Sønnen Peter anmeldte dødsfaldet og "bemærkede, at den Afdøde boede til leie i Huset No. 107 i Skulkenborg, og at Boet aldeles intet eier, hvorfor Børnene udrede Begravelsesomkostningerne."
Hanne blev boende sammen med sin ugifte søn, Sander. Hun overlevede sin mand i 15 år og blev 82 år gammel. Et af hendes børnebørn, Johannes Krogh Mazanti, var opkaldt efter hende, og i hans familie er den gamle skipper og værtshusmand Peder Kroghs efternavn gået i arv. Carl og Hanne blev begravet på Assistens Kirkegård i Odense. Deres gravsted blev overtaget af sønnen Peter, som mistede fem små børn, og det har nu været benyttet af fire generationer af Mazantier.
I Ålborg Budolfi sogns kirkebog står følgende om familien Krogh: Peder Kroghs hustru Johanne blev begravet 22.06.1799, 49 år gammel, brylluppet med Dorothe Marie Larsdatter fandt sted 02.05.1800, datteren Johanne blev døbt 26.09.1800, og sønnen Lars Peter blev hjemmedøbt 04.04.1803, fremstillet i kirken 09.06.1803 og begravet 07.02.1805.
Følgende kilder har jeg fundet i Landsarkivet i Odense: Kopibog for lærekontrakter 1810-61 og protokol nr. 6 i Odense Skomagerlavs arkiv; fortegnelse over fattigvæsenets indkomne sager 1800-61, forhandlingsprotokol for fattigkommissionen 1830-32 og kopibog for samme 1840-42, fattigvæsenets journalsager 1841-42 og fattigforsørgelsesplaner 1841-62 i Odense Magistrats arkiv samt skifteprotokol 1867-71 i Odense Byfogeds arkiv. Fattigvæsenets materiale om familien har ikke været benyttet før.