Edvard Kristian Antonius Nielsen Ørtoft

Mand 1875 - 1920  (45 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Edvard Kristian Antonius Nielsen Ørtoft 
    Født 29 apr. 1875  Vesterø Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Evt. august
    Døbt 7 nov. 1875  Vesterø Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Konfirmation 6 okt. 1889  Vesterø Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Vesterø Kirke 
    Alder: 14 
    Beskæftigelse Konge af Wuvulu 
    Død 5 aug. 1920  Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Post Moresby
    Person-ID I71868  My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen
    Sidst ændret 26 sep. 2018 

    Far Christen Nielsen Ørtoft,   f. 17 maj 1849, Volstrup Sogn, Dronninglund Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. eft. 1920  (Alder > 72 år) 
    Mor Eline Kirstine Eriksdatter,   f. 21 nov. 1845, Hals Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Ja, dato ukendt 
    Gift 27 apr. 1873  Vesterø Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F20002  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Wollabai,   d. før 22 aug. 1910, Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted 
     1. Dorthea Ørtoft,   f. jun. 1907, Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted
    +2. Margrete Ørtoft,   f. okt. 1908, Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted
     3. Karl Ørtoft,   f. okt. 1909, Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. Papua-Ny Guinea Find alle personer med begivenheder på dette sted
    Sidst ændret 1 aug. 2018 
    Familie-ID F20043  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Edvard Kristian Antonius Nielsen
    Edvard Kristian Antonius Nielsen
    På billede ses tydeligt, i nakken og under hagen, nogle af Edvards mange ar, efter kampe og overfald. ca. 1913
    En af Edvards kone
    En af Edvards kone
    En landsby på wuvulu ca. 1913
    En landsby på wuvulu ca. 1913
    Konge Hytten på wuvulu
    Konge Hytten på wuvulu
    Kongen med nogle af sine børn ca. 1919
    Kongen med nogle af sine børn ca. 1919
    Kongen med to af sine børn ca. 1913
    Kongen med to af sine børn ca. 1913



    • A short biography by Kaj Aksel Jensen.
      (Edited and reproduced with permission from the authors)

      Edvard Christian Antonius Nielsen Ørtoft was born In Byrum, Læsø, Denmark on August 29, 1875.  Læsø is a small island in the northern part of Kattegat, ten miles off the coast of Jutland (57°15' North and 10°59' East) and has almost the same size and shape as Wuvulu Island.  So Edvard was born an islander.  He died aboard his ship on a business voyage to Port Moresby, New Guinea in 1920-21.

      His father was Christian Nielsen Ørtoft, who had moved to Læsø in 1871.  He had contemplated immigration to America, but was persuaded by friends to move to Læsø instead.

      According to Emil Larsen in his book Kong Faiu Paa Wuvulu, Christian was a very god-fearing, strong and handsome man, and two years after he sat foot on Læsø, he married the most beautiful girl on the island.  She was the daughter of the local shoemaker, who, as was normal in those days, also had a small farm.

      On the island he first worked as a farmhand, then bricklayer and postman, and also quickly learned the shoemaking trade of his father-in-law as well.

      Edvard, the second born, had 10 siblings, 6 sisters and 4 brothers.

    • A short biography by Charlotte Larsen.


      My great grand mother, Jakobine was the third.  She in her turn gave birth to 13 children.  As of May, 2003, only four of these 13 children are still alive.  But this is only my branch of the family, so I imagine there must be several more around.

      To my knowledge, there has been written and issued two books in Danish, strictly about Edvard:

      Kong Faiu Paa Wuvulu (King Faiu on Wuvulu) by Emil Larsen, Vejle: Kristelig Bogforennings Förlag, 1927. 79 pages.  This book is written like a biography of Edvard.  The author was born in Denmark in 1900 and was a very prolific writer and clergyman who wrote numerous books mainly on religious subjects; and Kongen af Wuvulu; En Læsøø-drengs eventyr (The King of Wuvulu) by Børge Mikkelsen, København: Eiler Wangels Forlag A/S; 1954. 124p.  This book is also about Edvard, but more fiction, like a novel.

      And one in Swedish: Arafis tropiska år (The Tropical Years of Arafis) by Birger Mørner, Stockholm: P.A. Norstedt & Söners Förlag; 1914. 251p.  This book is about the Swedish Count Mørner's visit to Wuvulu and nearby Aua in 1913.  It is a very comprehensive book, with pictures, ancient history, description of the islands flora and fauna and Wuvulu poetry told and translated by Edward to Count Mørner.  Arafis was, according to Emil Larsen, the name the islanders gave Count Mørner.  I was told by my grand mother that after he returned to Sweden, the Count visited Edvard's remaining relatives on Læsø, and told them about Edvard’s life on Wuvulu.

      Furthermore. a Danish writer, Bent Rosenkilde Nielsen (1904) has written a book Danske Pionerer i Stillehavet (Danish Pioneers in the Pacific) in which there is a chapter about Edward's life.  I believe this book also is more fiction than facts.

      A Danish travel journalist and explorer, Arne Falk Rønne visited the islands in the 1960s.  He wrote a travel book Mine venner kannibalerne (My friends the cannibals).  That book should also have passages about Edward and Wuvulu.  I know that this journalist, while doing research, visited some of Edvard’s relatives after he came back home.

      According to information from the various books, the name of the island's ruler before Edward was "Poalla Nalipei" or "King Nalipei."  His wife’s name was Geva’uge.

      In a letter to his family in Denmark dated 22 august 1910, Edvard said that 125 persons on the island had died of dysentery, one of them his wife Wollabai, but that now everyone on the island was well.  Edwards had three children, Dorthea, born June 1907, Margrete, born October 1908 and Karl, born October 1909.

      The following is a brief summary of what Edward Christian Antonius Nielsen Ørtoft a.k.a. William Peder Leonard told Count Birger Mørner about himself during the Count's stay on Wuvulu Island from July to October 1913.

      This is what Faiu told me about his remarkable life:

      He was born on the island of Læsø in Denmark in 1875.  His father was a postal worker and shoemaker and, like his mother, very religious.

      At the age of 15 and against his parents' will, he went to a dance at the local inn.  This resulted in a big argument, particularly with his father, and ended in Edward leaving the island for Copenhagen, where he signed on as sailor on a Swedish schooner.

      He later signed on bigger ships, on which he went to all of the Scandinavian and European countrys, and at the end he had set foot on all the remaining continents.

      He soon got tired of working at sea and in 1891, while the ship he worked on was calling at the port of New York, he was all set to jump ship go to California to become a gold digger. 

      In New York he met a German who had been in California and told him about the terrible conditions the gold miners worked under and persuaded Edward not to go there, but instead follow him to Chile where there was good money to earn by working in the salpeter mines.

      Edward and his German friend then went to Chile and stayed there until the spring of 1893.  Then they decided to try their luck as gold diggers in Australia. 

      They were not very successful in that, so when they saw an add in the papers that The German New Guinea Company (who later became the German firm Hernsheim & Co. in Matupi) was looking for men to sail out to the islands to buy copra from the islanders, Edward who now had changed his name to William Peder Leonard, applied, together with his friend, for the jobs, and they got them.  On one of his first voyages out to the islands, Edward almost got killed by a tomahawk [hatchet] during a fight with the islanders who didn’t want to have anything to do with the white men who came to the islands.  He was very seriously wounded on the head, and he insisted that most of his brain ran out in that incident, but to me the only notable results of the wound was the two enormous scars on the left side of his face.

      He and his friend tried twice to become independent.  First as traders in Tambu-Tambu on the Solomon Islands, where their station eventually was ambushed by head hunters from the British Solomon Islands, and almost all their men got killed.  Next they bought the 17 tons cutter "Seegast" and used it to trade between the islands, but one day while they had stopped on the island of Nouma-Nouma (now known as Bougainville) and were trying to repair the sails, they were attacked by the natives who sunk the ship and killed Edward's German friend.

      Being bankrupt he now arrived at Matupi and again applied for a job at Hernsheim & Co. and it was while trading for them that he first came to Wuvulu. 

    • Min farmors onkel var konge...

       Photos kindly borrowed from Steffen Rosendahl Christensen

      Siden jeg var en lille knægt, har min bror og jeg altid fået fortalt af vores forældre at vi havde blåt blod i årerne. For mange år siden var der en konge i familien. Vi troede ikke rigtig på det selv om det var en god historie at fortælle i skolen. Klassekammeraterne grinede bare af mig og sagde jeg var fuld af løgn. 
      Historien gik på, min farmors onkel der oprindelig kom fra Læsø, havde rejst rundt i verden og handlede med forskellige ting og sager. Han var så endt på en lille bitte ø, ikke meget større end Læsø, et sted i Stillehavet der hed Wuvulu og blevet udnævnt til konge på øen.
      Grundet teenager årene og andre interesser gik historien lidt i glemmebogen indtil min farmor en dag gav mig nogle kopier af avisartikler og en bog der fortalte om onklen. Specielt et billede glemte jeg sent, det var onklens bror der stod med min farmor som helt lille i favnen…. Med store øjne og en blomstrende eventyrlyst studerede jeg dette billede.
      Jeg mistede desværre papirerne med tiden og det forsvandt lidt fra mine tanker igen indtil en aften på Filippinerne. Nogle venner og jeg sad og drak et par øl og talte om verdenssituationen, jeg indviede dem i historien om mit blå blod, et familiemedlem der havde rejst rundt som handelsmand og var endt som konge på en lille ø. Som det skete ti år før, blev der grinet en hel del af mig og skulderklap blev uddelt for den udmærket røverhistorie. Jeg satte en kasse øl på højkant, når vi kom tilbage til Danmark kunne jeg bevise det.
      Danmark år 2000, min vens kæbe ramte brystkassen da jeg viste ham et avisudklip om kongen fra Wuvulu og jeg blev en kasse øl rigere.
      Internettet var for alvor kommet ind i min verden lige det år og en tilfældig aften med noget seriøs surfing på nettet, fandt jeg Wululu.com, gik ind under historie og fandt min farmors onkels navn….
      HYPERLINK "http://www.wuvulu.com/ortoft.shtml" Edvard Christian Antonius Nielsen Ørtoft.
      I dette sekund gik det for alvor op for mig at han virkelig havde været konge på øen. Jeg satte mig for at finde ud af noget mere og fik besværligt fat i en bog skrevet af Børge Mikkelsen der hedder: ”Kongen af Wululu”. Bogen er skrevet lidt eventyragtigt og historien er sikkert blevet lidt bedre med årene men hvor om alting er så skildrer den meget godt hvad min farmors onkel lå og rodede med i starten af 1900-tallet.
      Efter nogle år som skibsdreng på forskellige skibe, endte han i Amerika eller som vi i dag kalder det, USA. Det var under den helt store guldfeber at han prøvede lykken mod Australien men endte i Chiles saltpeter miner sammen med en ven fra Tyskland. Langt om længe kom han til Australien men guldet var enten gravet op eller også havde der aldrig været noget. De to venner blev ansat af et tysk handelsfirma til at sejle rundt og opkøbe kobra på Salomon øerne og hvor der ellers kunne handles. I starten af 1900-tallet var der stadig en del kannibaler på diverse øer og efter for mange overfald blev de to enige om at starte en plantage på Salomon øerne. De gik også rigtig godt et par år men efter at have været sejlet lidt rundt en uges tid og kom tilbage, var hele plantagen brændt af. De tog til Australien og fik samme job tilbage hos det tyske handelsfirma og igen sejlede rundt mellem de knap så fredelige øer.
      På et tidspunkt da de var ved at handle med nogle lokale på en strand, kom der endnu engang en et overfald. Edvard blev ramt hårdt af et slag i baghovedet og hans tyske ven, hvis navn ikke er dukket op blev fanget. Edvard blev halet ud til handelsskibet og sejlede lidt væk. Han kom sig dog hurtigt og fast besluttet på at redde sin ven, sejlede de tilbage i nattens mulm og mørke. Han sneg sig tæt på fjendens lejr godt bevæbnet men synet som mødte ham glemte han aldrig, hans tyske ven var ved at blive spist af kannibalerne. Med en væmmelig fornemmelse listede han tilbage til sit skib og sejlede væk.
      De næste par år prøvede han andre øer i Bismarck Øhavet og stødte på en lille ø der mindede om hans fødeø, Læsø. Alle frarådede ham at handle med de lokale der blev kaldt tigerfolket, de var kannibaler og ekstrem voldelige. Et års tid før havde han hyret en skibsdreng der netop kom fra denne lille ø og kunne tale tigerfolkets sprog så han prøvede lykken og lagde an. Tigerfolket var heldigvis ikke som det var beskrevet og det hjalp at have en med til at tale den lokale dialekt. Han vendte mange gange tilbage til denne bestemte ø og efterhånden opdagede han levemåden på øen der hedder Wuvulu.
      Af mange omveje havde han fået brev fra Danmark der fortalte at hans forældre lå for døden. Sønderknust måtte han skrive tilbage at det var umuligt for ham at komme tilbage til Danmark. Han havde været i Japan hos en læge for at få undersøgt det slag han havde fået i hovedet og det gjorde at han ikke kunne rejse til kolde steder. Ingen ved om det var brevet fra forældrene der gjorde udslaget men han sagde sit job op og bosatte sig på Wuvulu for at starte en plantage.
      Den konge som sad på magten på Wuvulu, var ingen god konge. Han tyranniserede alt og alle og flere gange prøvede han at brænde Edvards plantage af. Flere og flere var blevet trætte af kong Nalipei og sluttede sig til Edvard som heller ikke var tilfreds med ham. 
      En dag drog de mange mænd over til kong Nalipei og gav ham to muligheder, enten kunne han forlade øen inden 48 timer eller også kunne han miste livet. Det blev ikke til mange kampe inden Nalipei var fordrevet og de lokale var så glade for hvad den store dansker havde gjort så de spurgte og han ville være ny konge. Han skulle sejle ned til Port Moresby og ville komme tilbage med et svar inden for en uge.
      Et ja blev det til og de lokale kaldte ham Kong Faiu. Han fik tre børn Dorthea, født juni 1907, Margrete, født oktober 1908 og Karl, født oktober 1909.
      Som så mange andre vesteuropæere på det tidspunkt, fik han malaria. Det blev værre og værre med årene og på et tidspunkt blev han tvunget til en læge i Port Moresby men på denne rejse måtte han bukke under for sygdommen, han døde omkring 1920.
      Det plantage hus som han boede i blev desværre revet ned i slutningen af 1980’erne.
      Wuvulu Island from the air. Photo kindly borrowed from Francois R. Brenot
      Steffen Rosendahl Christensen website:


    • Bøger:

      • "Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr" skrevet af Børge Nielsen og udgivet i 1954 på Eiler Wanglers forlag A/S. $

      • "Danske Pionerer i Stillehavet" En bog om dansker der har slået sig ned i Stillehavet, bogen indeholder et kapitel om Edvard, skrevet af Bent Rosenkilde Nielsen og udgivet i 1904.$

      • "Arafis tropiska år" Indeholder et kapitel om Kong Faiu. skrevet på svensk af Birger Mørner (Vist nok den eneste der har mødt Edvard), og udgivet på P.A. Norstedt & Söners Förlag 1914 . $ MANGLER KORREKTUR

      • "Mine venner kannibalerne" skrevet af Arne Falk Rønne efter et besøg til øen i 1960 indeholder måske en passage om Edvard.

      • "Kong Faiu paa Wuvulu. En Læsødrengs mærkelige livsskæbne" Skrevet af Emil Larsen 79 s. udgivet på Vejle. Udbyes Bogtrykkeri i 1927. En biografi som også indeholder billeder af Edvard og uddrag af breve han har sendt til sin familie.


      Avis og ugeblads artikler:


    • Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr En biografi om Edward Christian Antonius Nielsen Ørtoft. Børge Mikkelsen 1 Forord Den 29' august 1875 fødtes i et lille skomagerhjem i Byrum på Læsø en dreng, hvis liv skulle komme til at forme sig mere eventyrligt end de flestes. I dåben fik drengen navnet Edward. Forældrene var ikke velhavende, men stræbsomme folk, og som det var skik og brug, når man ikke kunne give børn andet, så gav man dem gode navne. Derfor kom drengens navnerække til at se således ud: Edward Christian Antonius Nielsen Ørtoft. Senere i livet ændrede han, af ukendte grunde, navnet til William Peder Leonard Edward Nielsen. Måske har de danske navne faldet lidt svære at udtale for hans omgivelser. Måske var det af den grund, at de øer, hvorpå han kom til at udøve sin mandsgerning, var tyske og først efter den første verdenskrig kom under engelsk overherredømme. Gennem de sparsomme breve til forældre og søskende, samt hvad man endnu ved at fortælle der ude, hvor han levede den største del af sit, desværre alt for korte, liv, har forfatteren forsøgt at rekonstruere hans liv og færden. Men endnu i dag, mere end tredive år efter hans død, kan man på den lille ø Matty, eller Wuvulu, som dens beboere kalder den, finde høje, slanke mænd og kvinder, der er lysere i løden end deres landsmænd. Det er efterkommere af Læsø-drengen Edward. Navnet kong Faiu nævnes den dag i dag med ærbødighed, han var øen en god konge og Danmark en god gesandt. 2 FØRSTEKAPITEL Rømningen Tremastet skonnert Gerda af Karlshamn lå blidt vuggende for sine fortøjninger ved kul kajen i Blyth. Kulstøvet lå som et sort, tykt tæppe over hele skibet, lugerne var skalkede, og alt var klart til at gå til søs, man ventede kun på højvandet, som skulle indtræffe kl. fire næste morgen, så Gerda og en del andre lastede skibe kunne slippe ud gennem sluseporten, og andre skibe kunne komme ind på deres pladser under kul elevatorerne, hvorfra Englands sorte diamanter, kullene, løb ned i skibenes lastrum for at blive fragtet til kul fattige lande. Der var endnu en time til midnat, alle lys var slukket ombord i Gerda, kun fra kabyssen ved fokkemasten trængte et svagt ildskær fra komfuret ud gennem den halvåbne dør. På kabysbænken sad en fjortenårs dreng og kæmpede med søvnen, som hvert øjeblik lukkede hans øjne, men aldrig så snart var øjnene faldet til, før der lød en klirren mod dørken, og drengen for op med et sæt. Spektaklerne kom fra en ildrager, som han havde siddet med i hænderne, og som uvægerlig faldt på dørken, hver gang søvnen løsnede fingrenes muskler, et gammelt trick, som søfolk ofte bruger for at holde sig vågne på nattevagten. Hver gang han således blev vækket, strakte han hals, kikkede ud på dækket og lyttede efter fodtrin, så satte han sig igen tilrette med sit vækkepatent, ildrageren, mellem hænderne. Dagen havde været lang og anstrengende, med lastning, for healing og klargøring af skibet. Alle mand var ombord med undtagelse af kaptajnen; når først også denne var vel ombord, kunne vagtmanden, om ikke med god samvittighed så dog uden større risiko, tage sig en velfortjent lur. Dokbetjentene skulle nok vække ham i god tid til at purre de andre, men falde rigtigt i søvn inden kaptajnen kom, det gik ikke, det ville i hvert fald resultere i en overhaling med påfølgende lussinger, noget drengene i Gerda ikke var uvante med. Helt misundelig lyttede han til den taktfaste snorken, der lød op fra mandskabslukafet forude. De kunne sagtens, det var altid ham, yngstemanden, der fik det lidet misundelsesværdige job, at være nattevagt, men det var heldigvis hans sidste rejse som dæksdreng. Jungmanden Edward, danskeren, havde betroet ham, at han inden længe ville forlade skibet, så var der en chance for ham til at avancere, hvis da ikke Gerda kom til Sverige inden, men det var der ikke stor mulighed for. Det sidste års tid havde rejserne gået fra England til Spanien, Portugal eller Italien med kul og tilbage igen med salt. Skønne lande at besøge, men også en hård tilværelse at krydse den urolige Biscayabugt ved vintertide med et tungtlastet skib. Havde forholdene så været gode ombord, så havde det vel gået, men kaptajn Berg forlangte, at hans folk ikke sparede på kræfterne under arbejdet; til gengæld sparede han, hvor han kunne, især på kosten. Nu lød der fodtrin oppe på kajen. Hurtigt var drengen ude på dækket. En mørk skikkelse kom langsomt ned ad den lange stige til dækket. Er alle mand ombord, spurgte kaptajnen. - Javel, svarede drengen. Hold så gluggerne åbne og kald på mig, når slæbebåden kommer, godnat! Drengen fulgte ham med øjnene, til han forsvandt ned i kahytten agterude. Han skuttede sig i nattekulden og søgte igen ind i den varme kabys. Denne gang lod han ildrageren ligge og strakte sig velbehageligt på den hårde træbænk, nu var øjeblikket kommet, han havde set hen til. Øjnene faldt i, og endnu en snorken blandede sig i koret fra lukafet. 3 Men dæksdrengen var ikke den eneste, der havde ventet kaptajnens tilbagekomst med længsel. Mellem de seks i mandskabslukafet var der en, som ikke sov, selv om han lod så. I den agterst underkøje lå jungmanden, Edward, eller »dansken«, som han i daglig tale kaldtes. Han var gået sidst til køjs, og de trætte kammerater havde ikke lagt mærke til, at han i stedet for at klæde sig af havde taget det bedste tøj han ejede på. Skjult af mørket 'havde han ligget i køjen og lyttet efter kaptajnens fodtrin ligesom vagtmanden i kabyssen, bare med den forskel, at han ikke havde haft noget besvær med at holde sig vågen. Med åbne øjne havde han ligget og stirret ud i mørket, ved den mindste lyd dirrende af spænding, for Edward havde efter mange overvejelser besluttet at forlade Gerda og forlade den på en måde, som måske ikke var helt i overensstemmelse med den svenske sølov. Da han for næsten to år siden var kommet ombord i det svenske skib i Frederikshavn, havde han skrevet under på at sejle med skibet i indtil atten måneder. Tiden var for længst udløbet, men skønt han flere gange havde bedt kaptajnen om at blive afmønstret, havde denne nægtet dette, både fordi det ville påføre ham ekstra udgifter, og også fordi Edward i de to år, der var gået, havde udviklet sig og var blevet stor og stærk, en god arbejder og en dygtig sømand. Under skibets ophold her i Blyth havde han igen forespurgte kaptajnen om at måtte forlade skibet, men han havde fået et blankt afslag, derfor havde han med nogen ret taget sagen i sin egen hånd og besluttet sig til at rømme i nat, inden skibet igen gik ud på en flere måneder lang rejse. Edward var atten år, en høj, kraftig dreng med lyst krøllet hår, blå øjne, der kunne være alvorlige med et lidt drømmende blik, men som oftest lod en antydning af et smil spille i øjenkrogene. Født på den lille kattegatø, Læsø, havde han lidt af øboens indesluttede væsen, ikke sådan, at han havde vanskeligheder med at omgås andre, han var tværtimod kommet godt ud af det med kammeraterne her på det svenske skib, men så langt tilbage, som hans hukommelse strakte, vidste han, at han havde haft denne higen efter at komme bort fra øen, ud i den store verden. Han var ofte blevet drillet af kammeraterne derhjemme, når de havde fundet ham siddende ensom i klitten og stirrende ud over Kattegat, hvor barker og skonnerter for fulde sejl passerede forbi. Edward drømmer om at sejle ud og blive konge på en sydhavsø, havde én af kammeraterne en dag sagt. Ja, hvorfor ikke, havde han leende svaret - havde jeg for eksempel været konge her på Læsø, så havde jeg da kunnet forbyde mine undersåtter at forstyrre mig! Faderen havde derimod bedre forstået ham, da han på sin femtenårige fødselsdag havde bedt om lov til at gå til søs. Nåh, er vor lille ø nu ikke længere stor nok til dig, min dreng, havde han svaret. - Ja, det var også min drøm som ung, at komme ud at se mig om, det blev aldrig til noget. Vil du rejse, så lykke på rejsen og glem ikke dit hjem og vor ø! Ja, alt det havde Edward ligget og tænkt på i mørket, men nu var der ikke længere tid til at drømme, nu skulle der handles. Så lydløst som muligt lod han sig glide ud af køjen. Han stod et øjeblik og lyttede efter de sovendes åndedræt, men hårdt arbejde giver rolig søvn, der var vidst ingen fare for, at de skulle vågne. Han åbnede låget på sin skibskiste, indeni lå en lille køjesæk pakket med de ejendele, han kunne tage med sig. Han lukkede igen kistens låg, lod som en slags afsked hånden glide hen over dens sejldugsbetræk. Den kiste havde hans far i sin ungdom lavet, dengang han selv gik med drømmen om den store verden, den drøm, som aldrig blev til virkelighed. Med forsigtige trin gik han op ad den stejle trappe til dækket. Fra kabyssen lød en kraftig snorken, han trak på smilebåndet, dæksdrengen, Kalle, sov de retfærdiges søvn, men han kan nu alligevel ikke lade være med at sende ham en vemodig tanke. Når skipperen i morgen opdagede, 4 at han, Edward, var forsvunden, så ville der være i en god mening til den arme Kalle. Et plaster ville han dog få på skrammerne, nemlig avancementet til jungmand, og man fik jo nu engang ikke noget her i livet helt gratis. Med den lille køjesæk på nakken kravlede Edward op ad stigen til kajen, satte sækken fra sig og halede stigen op til sig, der var mere end fire meter fra kajen og ned til Ge da's dæk, når stigen var fjernet, var det umuligt at komme hverken op eller ned. Skulle nogen vågne og opdage hans fravær, havde han dog et forspring. Endnu var han ikke udenfor fare, der var ti minutters gang til den lille færge, der skulle føre ham over til byen. Han havde været så forudseende at søge oplysninger om togenes afgang, for blive i Blyth turde han ikke, muligvis ville kaptajn Berg kaste anker uden for havnen og ved politiets hjælp søge at finde ham, men var han først i et tog med flere timers forspring, var der vist ikke nogen større fare for, at de skulle finde ham. Der var lige et øjeblik, da hjertet næsten stod stille, da han trådte iland fra færgen, hørte han en røst spørge: - Hvor hen, sømand. Det blev sagt på engelsk, og den, som spurgte, var en politibetjent, men skønt Edward de sidste to år var kommet godt efter det engelske, var det ham umuligt at få et ord over læberne. Pludselig kom han et godt råd, han havde hørt, ihu, han rystede på hovedet for at tilkendegive, at han ikke forstod noget, samtidig trykkede han betjenten et toshillingstykke i hånden, og mønten virkede, som den skulle. Men rigtig veltilpas følte han sig først, da han en times tid senere sad i en tredje klasses kupe på vej mod Liverpool. Med sømandens evne til at få sig en lur når som helst og hvor som helst, var Edward næsten udsovet og veltilpas, da han om morgenen steg af toget i Liverpool. Ved at spørge sig for fandt han hurtigt vejen til havnekvarteret. Det gjaldt først og fremmest om at finde et billigt logi og dernæst forhyringskontoret. Den smule penge, han havde fået af sit tilgodehavende ombord i Gerda, skulle gerne strække til så længe, indtil han fik en hyre. En af dokbetjentene i Blyth havde fortalt ham, at de bedste chancer for at få hyre med et stort skib ville han have i Liverpool, så nu måtte han håbe, manden havde talt sandt. Han passerede flere restauranter, hvor skilte med: »Room and Board« stod i vinduet. Det kendte han og vidste, det betød kost og logi, men det gjaldt om at finde et, der var tilforladeligt og ville stå til hans penge. Endelig vovede han sig inden for et sted, hvor han syntes, gardinerne var renere end de andre steder, og en trind og hyggelig dame på et halvt hundred år tog imod ham og spurgte, hvad han ønskede. Han forklarede hende, at han søgte logi. Da hun havde hørt lidt på ham, lyste hendes runde, godmodige ansigt op i et smil. En øjeblik, sagde hun på gebrokkent dansk, vendte sig mod trappen op til første sal og råbte: Anderson, kom herunter, her er en skandinav ! En ældre mand, kun iført benklæder, skjorte og slippers, kom ned ad trappen. God morgen, landsmand, hilste han. Edward kunne ikke med det samme fastslå, om det var dansk, svensk eller norsk, manden talte, senere fandt han ud af, at det var en sammenblanding af alle tre sprog. Men det kunne nu også være ligegyldigt, manden så venlig ud, betragtede ham et øjeblik undersøgende og spurgte: - Hvad skib er du rømt fra? 5 Edward følte, han blev rød i hovedet, tog sin sæk og ville gå, men manden lo, slog ham på skulderen og gjorde tegn til, at han skulle sætte sig. På hollandsk gav han konen besked om at bringe dem kaffe, og selv satte han sig over for Edward. Ja, lo han - det spørgsmål skal du nu ikke svare på, men man har ikke for ingen ting været Boardingmaster i tyve år, man vænner sig til at se folk an efter størrelsen af deres køjesæk. Du må tænke på, at der i årenes løb kommer mange søfolk her og søger hyre, nogle har ingen penge, men sætter deres tøj i pant, til de får hyre, så det er blevet en vanesag at vurdere en mand efter, hvor meget tøj han har! Jamen jeg har penge og kan betale for logi, svarede Edward hurtigt, lidt bedre tilpas, efter at manden havde forklaret grunden til sin nysgerrighed. Nåh, ja, godt ord igen, lo Anderson, vi bliver nok enige. Men hvad sejler du som, og hvor gammel er du. Letmatros, jeg er atten år, svarede Edward. Det må jeg sige, du ser mig mest ud til at være tyve! Jeg har sejlet to år med en skonnert, men der er jo det, at jeg ingen papirer har, da du rømte fra skibet, grinede. Anderson. - Jo, jeg fik alligevel ret, men det skal du nu ikke bryde dig om, papirer betyder ikke så meget i disse tider. Det har mere at sige, at en mand kan udfylde sin plads. Jeg er selv forhyringsagent og skal nok finde en hyre til dig. Nu må vi først finde en seng, men det ordner min kone, hun er hollænder, men kom ikke for sent hjem og for alt i verden ikke fuld, for så vanker der det, I på dansk kalder øretæver; men du ser mig nu heller ikke ud til at være af den slags, så vi skal nok komme ud af det sammen. Edward kom til at dele værelse med en jævnaldrende tysker, Piter, der havde boet i Andersons Boardinghouse en uges tid. Piter var en lille, kraftig og mørkhåret fyr, let til smil og latter. Han talte meget lidt engelsk, men Edward kunne dog forstå, at han var kommet syg i land fra et hollandsk skib og nu ville på langfart. De blev hurtigt venner, Piter havde brugt sine penge under hospitalsopholdet, men Edward delte broderligt tobak og cigaretpapir med ham. Hver morgen travede de til havnen, så på de mange skibe og spurgte efter hyre, og under deres traveture blev de enige om, at de så vidt mulig skulle se at komme med samme skib, og lejligheden kom hurtigere, end de havde turdet håbe. Den fjerde dag efter Edwards ankomst bankede det på døren tidlig om morgenen, det var Anderson. Hvad siger I til at komme ud at sejle med en damper, spurgte han. En damper? De to drenge var lysvågne, sad op i sengene og kikkede spørgende på Anderson. - Ja, det er rigtigt nok, lo han - en stor ny damper, som hedder »Olympia«, skal have en jungmand og en letmatros, det må da være noget for jer! - Jamen, vi har aldrig sejlet med dampskib, stammede Edward. - Betyder ikke noget, betyder ikke noget, min ven, sagde Anderson. - For et par sejlskibssømænd som jer bliver det såmænd den rene søndagssejlads. Ikke noget med at gå til vejrs om natten, rene tørre køjer at kravle i på frivagten og varm mad tre gange om dagen. Se nu at komme ud af fjerene, før andre kommer og napper kagen for næsen af jer! Og det lod de to sig ikke sige mere end een gang. Kort efter var de, med deres køjesække på nakken, sammen med Anderson på vej spurgte efter Edwards manglende papirer, hyrekontrakten blev underskrevet, at Anderson for sin »tjeneste« fik udbetalt halvdelen af deres første måneds hyre, skænkede de ikke en tanke, sådan var det nu engang. Først da de stod ved skibets landgang, hvor Anderson skulle aflevere dem til 6 styrmanden, slog den tanke ned i Edward, at Anderson vist havde taget sin »venlighed« godt betalt, men nu var det for sent at klage. - Hav det nu godt, drenge, sagde Anderson og stak dem på næven. - Skulle I finde på at gå i land i Amerika og grave guld, så tag en lille klump med hjem til mig, jeg har altid ønsket at have sådan en til at hænge i min urkæde ! Nu kom en styrmand, med tre guldsnore på ærmet, ned ad landgangen. Anderson afleverede drengenes papirer, drengene fulgte styrmanden ombord og stod lidt efter på dækket af deres nye skib og så sig forundret om. ned mod mønstringskontoret. Alt gik glat, ingen ANDET KAPITEL Den store by - Jeg troede ikke, der fandtes så stor en by i hele verden! Piter havde ellers ikke let ved at lade sig imponere, men som han stod her en tidlig morgenstund på »Olympia«s fordæk sammen med Edward og så ind mod Manhattan, der som en kæmpekulos hævede sig op over disen, var hans overraskelse tydelig nok. - Hvor mange mennesker tror du, der bor i den by, Edward, henvendte han sig til kammeraten, der endnu ikke havde svaret på hans første bemærkning. Det gav et lille ryk i Edward, som om han først nu blev nærværende. - Flere end der bor i hele Danmark, svarede han - men se engang statuen der, Piter, hvor høj tror du den er? Drengene kom ikke længere i deres samtale, der lød en skingrende bådsmandspibe, og det signal kendte de. Et øjeblik efter var de sammen med matroserne i færd med at stikke en svær trosse ud gennem forklydset, ned til et par gestikulerende negre på dækket af en rygende hjuldamper, der skulle bugsere »Olympia« det sidste stykke vej op ad Hudson river til kajen ved 18. gade. Her var nok at se på. Så snart skibet var fortøjet myldrede havnearbejdere af næsten alle racer, sorte, brune og hvide, og lige så forskellige som farverne på ansigterne, lige så forskellige var sprogene, hvori der taltes og gaves ordrer, et virvar af engelsk, italiensk, spansk og tysk, ja, næsten hvert sprog var repræsenteret. Drengene lyttede, slugte alt med øjne og øren, mens de tog luger af, og da de endelig kom så vidt, at lossearbejdet var i gang, og de kunne snyde sig til en smøg i lukafet, var der ikke bedre her. På borde og bænke stod kufferter og kasser med skjorter, halstørklæder, fine landgangssko, livremme, både almindelige og de moderne California-bælter, med påsyede portemonæer næsten hele vejen rundt, hvori man kunne gemme en formue i guld og sølvstykker, lå spredt ud til beskuelse, mens tre-fire forretningsmænd, klædt i sort tøj med lange frakker, ternede veste med svære guldkæder fra vestelomme til vestelomme, høje stive landkrabbehatte og kravetøj, med flydende veltalenhed, på en sammenblanding af spansk-engelsk-tysk, reklamerede for deres varer. Drengene holdt sig beskedent tilbage, som det var skik, når de var i lukafet med matroserne, *men det kan ikke nægtes, at deres øjne slugte den udstillede pragt. Kun Mack, den gamle skotske tømmermand, sad uanfægtet på sin søkiste og bakkede på sin gamle kridtpibe. Handelsmændenes veltalenhed bed ikke på ham, dertil havde han set den forestilling for ofte. - I skal ikke lade jer imponere af den første den bedste »sjakrer«, drenge, sagde den gamle. Vent med at handle til I kommer iland, forretningerne bugner med varer til meget billigere priser, og alle vil sælge, alle vil tjene dollar i dette velsignede land, som 7 flyder med mælk og honning. Vent og se, om lidt kommer »runnerne«, fine herrer med guldur og slipsnål med ægte perler. De har whiskyflasker i baglommen, de skaffer hyrer og godt arbejde i land, de lover guld og grønne skove her i »guds eget land«, og hvad er det så? En slavetilværelse, amerikanske sejlskibe, hvor mandskabet drives til arbejde med spark og knubs af koffinagler, hvor man hellere sejler en mand overbord end mindsker sejl. Lad jer ikke bluffe, drenge, I er om bord i et godt britisk skib, har en tør køje og får mad tre gange om dagen, derinde i det store land finder I kun kæltringe og tyvepak, som vil forsøge at stjæle øjnene ud af hovedet på jer, hvis I ikke lukker dem, mens I sover ! Men drengene hørte kun halvt efter, hvad den gamle fortalte dem. Han havde været dem en god ven i den tid, de havde været ombord, hjulpet dem tilrette og mangen gang gået imellem, når sprogvanskeligheder eller ukendskab til arbejdet i den store damper havde sat blodet i kog, og det begyndte at trække op til håndgribeligheder, men når gamle Mack nu ville spille barnepige for dem, så gik han dog for vidt. Edward stod lidt fra bordet, med armene over kors, han følte armenes muskler spænde under den gamle, udvaskede skjorte, som snart var ved at blive for snæver. Hvordan mon det ville føles at trække i en af de farvestrålende, den slags, som han havde set på billeder i de illustrerede blade? På den anden side, hyren var jo ikke så stor, og efter sigende fik de kun udbetalt halvparten under opholdet i udlandet, en regel rederne havde indført for at modvirke, at folkene rømte fra skibet. Hans medfødte jydske sparsommelighed gjorde vel også, at han holdt sig tilbage fra at gøre indkøb. Der var skam ellers god gang i handelen, matroserne tog fra, hvad de ønskede, og handelsmændene noterede ned for at holde orden i regnskabet, når styrmanden efter fyraften udbetalte hver mand sine penge. Gamle Mack fik ret. Da mandskabet efter dagens arbejde vendte tilbage til lukafet, kom runnerne. Fine herrer med knebelsbart eller snoede overskæg. Flade whiskyflasker gik fra mund til mund, og på bænke og søkister langs med køjerne førtes hviskende samtaler om gode hyrer, nye skibe, arbejde i land, og der blev nævnt summer i dollars, der nok kunne få det til at svimle for en matros med tre pund sterling om måneden, for ikke at tale om en jungmand med to pund. Under aftenskafningen blev der talt højrøstet, mænd med blussende ansigter hamrede næverne i messebordet og svor på, at her lå fremtiden, der skulle fylde deres lommer med det røde guld. Næste morgen stod fem af de fjorten køjer i »Olympia«s matroslukaf tomme. Først tredje dag i havn fik drengene landlov. Det var søndag, og de havde hele dagen for sig. Lukketid kendte man ikke noget til i New York, en mand lukkede sin butik, når han blev sulten og gik hjem for at spise, eller han blev søvnig og gik i seng. Også her viste det sig igen, at gamle Mack havde ret, priserne var meget lavere i land end hos handelsmændene ombord. Skønt de kun havde fået udbetalt halvdelen af deres hyre, blev det alligevel til seks dollar. Den ternede skjorte, de hver købte, slugte næsten den første dollar, de to næste røg til kasket og støvler, men så var der heller ingen, der kunne se på de to, at de først for et par dage siden havde sat foden på amerikansk jord. Det var en herlig fornemmelse at slentre gade op og gade ned, kikke på vinduer og se på arbejderne, der selv på en søndag sled med hamre og mejsler for at flække sten til underlag for de nye elektriske sporveje på 2. avenu, som alle mennesker talte om. Så meget engelsk, at de kunne gøre sig forståelig, havde de allerede lært, men sproget var ingen vanskelighed i denne gigantiske by, hvor en forsamling af seks mennesker mindst talte fem forskellige sprog. 8 Dagen var brændende hed, men en citronlæskedrik eller presset appelsinsaft kostede kun to cent og serveredes fra vogn eller butik på hvert gadehjørne. Varme pølser, ristede nødder, kogte majskolber fristede med en liflig duft, og for fem cent per hoved lod de sig lokke ind i et mørkt lokale, hvor de, famlende fra bænkerække til bænkerække, endelig fandt et par ledige pladser. Mens en pianist på et klaver fremtryllede stormvejr, torden og regn der silede ned, kamplarm, knaldende pistoler og lyden afgaloperende heste, rullede levende billeder frem på et hvidt lærred, og hvilke billeder, »Det store postrøveri«, banditter til hest i susende fart efter diligencen, kusken slynges ned fra bukken, een af banditterne springer fra sin hest over på kuskesædet og griber tømmerne. Men nu kommer endnu en mand ind i billedet, helten på den hvide hest, som under tilskuernes larm og tilråb gør kål på alle banditterne og til sidst står tilbage i solnedgangen med poserne med guldstøvet og den skønne dame, som kom frem fra vognens indre. Piter og Edward finder sig selv ude i solskinnet igen, siddende på en bænk betragter de forbipasserende New Yorkere, som er så velhavende, at de har råd til at holde søndagen fri. Ingen af dem siger noget for en stund, så overraskende har deres første møde med filmen virket; endelig tager Edward ordet. - Du Piter, hvad mener du om at blive her og prøve på at arbejde i land et stykke tid. Måske kunne vi også spare penge op og rejse vest på til California og grave guld? - Joh, det var måske ikke så tosset en ide, men hvad med »Olympia«? Tror du, vi får lov til at mønstre af, ellers mister vi jo de penge, vi har til gode, og hvad tror du, gamle Mack vil sige? - Nej, een ting må vi gøre os klart, vi får ikke lov til at afmønstre, så de penge kommer vi til at skyde en hvid pind efter, og hvad gamle Mack mener om Amerika, ja det har han jo allerede sagt os, men Mack har set det hele, mens det er første gang vi to har chancen. Hør nu her, Piter, der er allerede rømt fem mand af »Olympia«s besætning, og det skal ikke undre mig, om der går flere, vi to kan tjene 20 dollar om måneden ved at sejle i fast fart mellem England og Amerika, det er nøjagtig det samme, som en af de fyre, der går og slår sten til den nye sporvognslinie, tjener på een uge, hvis der da var en lille smule sandhed i det, »runneren« fortalte ombord. Han sagde også, at en matros på et amerikansk skib tjente 3o dollar om måneden, men det er heller ikke det, det drejer sig om, nej, jeg vil ud og opleve noget, se noget nyt, og så måske en dag finder man det helt rigtige, et sted, man kan slå sig ned og blive sin egen mand! Edward holdt inde. Det var den længste tale, han nogensinde havde holdt, men alt det nye, kæmpe byen med sine millioner af travle mennesker, råbene fra limonadesælgerne, forretningerne med de strålende varer, oplevelsen med de levende billeder, alt, hvad han her havde mødt, havde på en gang revet ham ud af hans vante ro. For første gang siden han rejste fra Læsø, havde han mødt noget af det, han i virkeligheden havde siddet og drømt om derhjemme i klitterne. Han kom pludselig til at smile. - Hør, sig mig en ting, hvad sidder du og griner af? spurgte Piter, lidt forbavset - er det virkelig blevet en almindelig sag for dig at rømme fra et skib? Jeg kunne da godt ønske at få noget af mit tøj med, hvis du endelig synes, vi skal gå i land, men tror du ikke, det varer lidt for længe med at blive millionær, hvis vi skal begynde med at slå sten? - Nåh, det var nu ikke det, jeg tænkte på, lo Edward, men der var engang en af mine kammerater hjemme, der sagde, at jeg gik og drømte om at blive konge på en øde ø. - Den er fin, afbrød Piter leende - så kunne jeg tænke mig at blive præsident her i Amerika! 9 - Det har du skam også store chancer for, her i dette land kan en mand næsten blive, hvad han vil, blot han vil arbejde! Lød en stemme. Forskrækket vendte drengene sig mod den, der så pludselig havde brudt ind i deres samtale. Det var en høj, kraftig mand, søndagsklædt og med en stor bredskygget hat på en ildrød manke, der bredte sig ned ad kinderne i to flotte barter. Et par blå øjne smilte dem venligt i møde. Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad I talte om, og var straks klar over, at I var et par »greenhorns«, ja, undskyld udtrykket, men det kalder vi nu alle nyankommende her i landet. Jeg kom her selv fra Irland for over tyve år siden, mit navn er Patric Donovan, jeg har et lille logihus og har netop plads til sådan et par som jer, arbejde skal I ikke bekymre jer om, hvis I ikke er bange for at tage fat. Se, her ovre må enhver hjælpe sig selv. Som man siger i den gamle verden: man er sin egen lykkes smed. Der er nok, der vil snyde og bedrage en emigrant, men hos Pat Donovan i Whitehall Street kan en ærlig mand få en seng for 15 cent. Den store mand havde rejst sig, fra inderlommen tog han et trykt kort med sit navn og adresse og rakte det til Edward. - Selv om I ikke skulle opnå at blive hverken præsident eller konge, så kan vel mindre også gøre det, sagde han smilende og hilste med en finger til den bredskyggede hat. Arbejdet gik sin vante gang ombord med at banke rust og male. Drengene talte ikke om deres planer, når nogen var i nærheden, og slet ikke til gamle Mack. To af de rømte matroser var ganske uventet vendt tilbage, frarøvet både tøj og penge, men deres beretning om, hvorledes det var gået til, afskrækkede ikke de to kammerater, de havde taget deres beslutning og ventede kun på en gunstig lejlighed. Men gamle Mack kunne de ikke snyde, han så alt. Aftenen før skibet skulle sejle, havde de bestemt sig til at stikke af. Efter fyraften, da resten af besætningen enten var gået iland for at få en afskedsdrink eller var gået til køjs, sad de oppe på bakken og så ud over floden, hvor travle bugserbåde hastede frem og tilbage, og overfyldte færger fra Battery place bragte italienske, spanske og græske havnearbejdere tilbage til deres hjem i forstæderne Staten Island eller New jersey. Pludselig, uden at de havde hørt hans fodtrin, stod Mack hos dem. - Nåh, skal det så være, drenge, spurgte han og bakkede sindigt på sin kære kridtpibe. Edward og Piter mærkede begge, at rødmen skyllede op i kinderne, selv om det var så mørkt, at den gamle sikkert ikke kunne se det. - Hvad mener du...? - I behøver ikke at sige noget, afbrød den gamle. Jeg har længe kunnet se det på jer, og vi må håbe, at første styrmand ikke er lige så synsk, for så slipper I to ikke over landgangen i aften. Men når det nu endelig skal være, så må jeg vel hellere indrømme, at havde jeg jeres alder og mod, så gik jeg såmænd på den igen, som jeg gjorde så ofte, da jeg var ung. Der er bare det ved det hele, at i dag er chancerne betydelig større end i mine unge år. Jeg kan godt lide jer, og derfor skal I også have et par råd med på vejen, lad os sætte os og tale ud om tingene. Drengene og den gamle satte sig tilrette på ankerspillet, og nu fik de mangt og meget at vide, som de begge forstod kunne komme dem til gode i fremtiden. Først af alt, hold jer væk fra spiritus. Det er ganske almindeligt, at runnerne lokker sømænd iland og for gode ord og betaling lover at skjule dem, til deres skib er sejlet, og siden at skaffe dem en god hyre. Men de fleste af runnerne er sjakaler, der ikke har skrupler ved at drikke en sømand fuld, selv om der skal lidt sovemixture i øllet, for derefter at transportere ham ombord i det samme skib, han lige er rømt fra. Når han så 10 endelig vågner op og ser, at han befinder sig i sin gamle køje, vil styrmanden hurtigt gøre ham forståeligt, at man for at få ham tilbage har måttet betale runneren en større sum, ja, at man såmænd har et dokument med hans egen underskrift på, som bevidner, at det er sket med hans egen fri vilje. Både en og to måneder må sømanden sejle gratis for at tilbagebetale sin gæld. Se, det er det, man kalder at blive »shanghajet«. Jamen, vi traf en mand, som havde et logihus, og fik hans kort, indskød Piter - jeg er sikker på, at han var god nok, han var irlænder og hed Donovan ! Donovan, Donovan, mumlede Mack. - Jo, jeg kender ham, og det gør tusinde sømænd med mig. Tro nu ikke, det er, fordi jeg er skotte, jeg siger det, I ved, skotter og irlændere har ikke meget tilovers for hinanden, men sky den fyr som pesten, drenge. Både levende og døde sømænd, altså hvis de sidste stod op af graven, kunne i dag fortælle om, hvordan de blev modtaget af den flinke og rare irlænder, for siden, ribbet for penge og tøj, kun med den obligate »Donkey's breakfast«, altså en tarvelig halmmadras, at være vågnet op godt ude i Atlanten og blevet sparket langs af dækket af en yankey-styrmand eller bådsmand og sendt til vejrs i storm og bidende kulde i laser og pjalter. Hvis forbandelser kunne dræbe, ville Patric Donovan i dag have ligget tre alen under jorden. Men lyt nu til mig, drenge ! Tag kun det tøj med, som I kan have på, lad resten i stikken, ser I jer godt for, får I snart penge til at købe nyt for. Landet her er ikke så dårligt for den, der vil noget, og det er altid bedre at være to end at være alene. Nu skal I have farvel, og Gud velsigne jer, jeg er glad, jeg har truffet jer. Stik så ned og gør jer klar, jeg går midtskibs og narrer vagtmanden ind i kabyssen, mens I fordufter. Den gamle havde rejst sig, trykkede dem begge i hånden, og inden de fik tid til at takke ham, var han allerede på vej mod landgangen. De havde gjort, som Mack sagde, taget det tøj på, de på nogen måde kunne have på, og ikke en moders sjæl så deres sidste landgang fra s. s. »Olympia«. De fulgte den forud lagte plan. Til fods spadserede de til Battery Place, og for tre cent tog de færgen til Brooklyn, og efter endnu en travetur fandt de endelig det lille logihus, som Mack havde givet dem adressen på. En venlig ældre kone stillede ingen nærgående spørgsmål, hvor de kom fra, eller hvor de agtede sig hen. Hun anviste dem et par senge, modtog betalingen, 15 cent, og ønskede dem en god og rolig nat. Det gjorde godt at få de mange lag tøj af og komme i seng. En sømands fødder er nu engang ikke beregnet på landjorden, var det sidste Piter mumlede, inden han faldt i søvn. TREDIE KAPITEL Shanghajet! Et par dage holdt Edward og Piter sig i ro, til de var klar over, at »Olympia« var sejlet. Ovre i Manhattan voldte det dem ingen vanskelighed at få arbejde, kæmpebyen var ved at gå over fra hestesporvogne til sporvogne, drevet ved elektricitet. Den brede Avenu fra Bowling Green til Bronx Park genlød af hakkeslag, og i de tidlige morgentimer sprang gnisterne som fyrværkeri fra de hårde flintesten. En summen og pludren på alverdens tungemål fortalte, at her tjente emigranter fra alle lande deres første dollar. I mere end en måned havde de to kammerater arbejdet fra seks morgen til seks aften. Allerede klokken fire forlod de deres ' logi i Brooklyn for at nå Manhattan til arbejdstid. Halvanden dollar var daglønnen, og de penge var tjente. Når endelig ugens eneste fridag, søndagen kom, var de for trætte til at gå ud. For Edward faldt arbejdet ikke så tungt, hjemme på Læsø havde han været vant til at tage fat fra sin tidligste barndom. 11 Han blev dog ikke særlig overrasket, da Piter pludselig en dag smed hakken, tørrede sin svedige pande med skjorteærmet og udtalte, at nu var han færdig med jordarbejde for tid og evighed, og hvis New Yorks beboere ville til Bronx Park, så kunne de for hans skyld spadsere hele vejen ! - Hvad så med præsidentposten, spurgte Edward med et smil. - Blæse være med den, de må se at finde en anden, grinede Piter - nu vil jeg til søs ! Ja, ja, som du vil, Piter. Edward stillede sin hakke fra sig og smøgede ærmerne ned. - Jeg tror også, vi trænger til frisk luft, søluft, jeg synes allerede, jeg kan lugte Atlanten! Nu havde de to drenge penge på lommen og tog den med ro. Der var hyrer nok med sejlskibe, men de fortællinger, de havde hørt om livet i de amerikanske sejlskibe, fristede just ikke til et forsøg. Dagligt hjemsøgte de hyrekontorerne i South Street og Whitehall Street, men sommeren var på hæld, og flere og flere søfolk, der lige som de to kammerater havde taget nogle måneders arbejde iland, begyndte nu at søge tilbage til søen. De opdagede hurtigt, at langt de fleste og bedste hyrer gik gennem deres gamle bekendt, Patric Donovans Boardinghouse, men for at komme i betragtning var det en betingelse, at man boede hos ham. Havde man ingen penge, kunne man bo på kredit, Pat skulle nok få sine penge hjem den dag, sømanden fik en hyre. Den, som skyldte mest, kom først ud. Til gengæld hviskede man også om, at den, som kunne betale, fik lov at gå, til hans penge var opbrugte. Til sidst blev de enige om at henvende sig hos Pat. De tyve dollar, som var hele deres rørlige formue, blev gemt i Edwards California-bælte. Skønt mange søfolk mellem år og dag gik gennem Pats Boardinghouse, genkendte han dem straks. - Velkommen, hilste han og slog faderligt ud med hånden. - Lad som I er hjemme, her er vi alle som een stor familie. I vil finde et reglement for spisetiderne, øl kan I få, indtil seks glas om dagen, hvad I kommer til at skylde, bliver fradraget jeres hyre, når I får en. Hvad har I to unge gentlemen så tænkt jer? En lille let klipper til Kina eller Japan, en skonnert i kystfart, eller en Australienfarer? Ja, vi havde nu egentlig tænkt os at tage til California og helst med en damper, svarede Edward. Glimrende, svarede Pat smilende. - En damper til California, ud og grave guld og vende rig tilbage og lægge New York for sine fødder. Men bare rolig, gentlemen, tilføjede han og pegede med en finger på sit store hoved - jeres ønske er noteret, giv tid og I skal få det opfyldt! Tror du ikke, det var lidt overdrevet, når gamle Mack fortalte, at Donovan var en af de største »shanghajere« i New York, spurgte Piter, da de senere vandrede rundt i Battery Park og betragtede skibene på Hudson River. Ja, jeg ved ikke, svarede Edward eftertænksomt - et gammelt ord siger, man skal ikke skue hunden på hårene, men jeg synes nu næsten, han er lidt for flink, og et dårligt rygte opstår jo som regel ikke af ingenting. Nu har vi to jo den fordel, at vi ikke drikker, så vi løber ikke den risiko, at blive narret til at sætte navn under noget, vi ikke ved hvad er. Lad os nu bare roligt se, hvad der kan ske. Der skete ikke meget de første dage. Sømændene, der boede hos Pat Donovan, hang for det meste rundt i restauranten, spillede kort og drak øl. Edward og Piter havde dog ikke boet længe i huset, før de opdagede, at de seks glas øl, som husets reglement tillod på kredit per dag, ikke blev strengt overholdt. Et par af de sømænd, de delte værelse sammen med, blev ofte båret i seng af husets opvartere, og det var gutter, som ellers ikke bukkede under for seks glas øl. Hvad de derimod bemærkede, var, at de fleste 12 forhyringer næsten altid foregik om natten eller i de sene aftentimer, og forinden blev der som regel afholdt et større mønstringsgilde, hvori een eller flere af Donovans »runnere« deltog. At det gik livligt til, hørte de, når de var gået i seng, eller så de, når de kom tidligt ned næste morgen, inden resterne af knuste møbler endnu var fjernet. Grunden til, at både op vartere og »runnere« ofte plejede et blåt øje eller en skramme, kunne jo være så mange, men de to kammerater begyndte efterhånden som dagene gik at gøre sig deres tanker. Den eneste luksus, de havde tilladt sig, mens de havde arbejdet iland, var een gang ugentlig at gå i biografen. Deres møde med de levende billeder var en oplevelse, de stadig talte om. Det var netop en søndag aften efter en biograftur, at de ved indgangen til boardinghuset hørte larm og højrøstede stemmer fra restauranten og besluttede at se, hvad der foregik, og det kan nok være, de studsede over det syn, der mødte dem. To af opvarterne var i færd med at bære en næsten bevidstløs sømand ud af en bagdør, medens den tredje var i vild håndgemæng med en stor sømand, som de genkendte som en af deres medlogerende, en nordmand ved navn Helge. - Giv mig en hånd mod det tyvepak ! råbte han, da han så drengene, men i det samme blev han strakt til jorden af en stol, som en af de andre opvartere, som nu var kommet igen, svingede mod hans hoved. Det var mere, end Edward og Piter kunne se på. Skønt alene mod tre voksne mænd gik de til angreb. Et præcist kæbestød fra Edward satte en af modstanderne på enden. En anden humpede hylende af smerte rundt, efter at Piter med et velrettet spark havde ramt hans skinneben. Nu gik Edward løs på den sidste modstander, mens Piter løftede en stol over hovedet for at sende den stadig humpende og hylende opvarter over i drømmeland, da et rungende: Stop! fik både opvartere og drengene til at standse deres kamp. I døren til baglokalet stod den store irlænder, Pat Donovan, med en lille revolver i sin store hånd. Det venlige smil var for engangs skyld strøget af hans ansigt, han så ud, som om han ikke var bange for at bruge skyderen, hvis det skulle blive nødvendigt. Men det varede kun et øjeblik, da han så, hvem opvarternes modstandere var. Han så først forbavset ud, siden gled et stort smil over hans rødmossede ansigt, og han lod revolveren glide ned i lommen. Hvad betyder dette her, spurgte han, og så fra drengene til opvarterne, hvoraf de to var kommet på benene og nu stod skulende, klar til at kaste sig over modstanderne igen. Vi var ved at hjælpe et par gutter til køjs, forklarede den ældste af mændene - pludselig kom de to gorillaer styrtende og blandede sig i det Hvem kalder du gorilla? Edward tog et skridt frem mod manden, men Pat Donovan var hurtigt imellem. Tag den nu med ro, gutter. I har fået denne lille affære helt galt i halsen. Det er sommetider nødvendigt at bruge krasse midler for at afkøle et par sømænd, der har fået et glas for meget. Sæt jer nu ned og få et glas øl oven på anstrengelserne! Nej, ellers tak, mister Donovan, tog Edward nu ordet. - Vi havde hørt en hel del om Deres metoder, og selv om vi ikke troede derpå, så har vi nu fået syn for sagen, at Patric Donovan er en slyngel, der drikker ærlige søfolk på pelsen, slår dem ned og shanghajer dem, afbrød den store irlænder leende. - Jo, jeg tænkte nok, I havde hørt den skrøne, men jeg er ked af, at I troede på den, og jeg vil sige, I har skuffet mig, og så tør I vel ikke engang drikke et enkelt glas øl med mig? Tja, jeg ved ikke rigtig ! Edward så efter de tre opvartere, som nu var i færd med at stille de væltede stole og borde på plads, som om intet usædvanligt havde fundet sted. - Hverken Piter eller jeg drikker øl, forstår De. 13 Well, well, det respekterer jeg, men huset har også andet at byde på. Luis! Bring de to unge gentlemen en kop kaffe, af den gode, og giv mig et glas øl, råbte Donovan og slog faderligt ud med hånden. Opvarteren bragte de to kopper kaffe og øllet, og drengene og Donovan tog plads ved bordet. Kaffen var stærk, måske en smule bitter efter deres smag, men ellers god. Donovan løftede sit fyldte glas til en skål. Skal vi så lade den lille uoverensstemmelse være glemt, gentlemen, så skal jeg love for, at der skal blive en god hyre til jer med det første, ja endda med det allerførste! Edward og Piter hilste igen med deres kaffekopper. Opvarterne, som var færdige med oprydningen, havde taget plads ved et lille bord i lokalets anden ende. Edward kom tilfældigvis til at kaste et blik i spejlet over buffeen, et øjeblik syntes han at læse et skadefro eller nærmest triumferende blik i deres øjne, men han fæstede sig ikke derved. Han følte sig pludselig lidt mat, det var nok reaktionen efter ophidselsen under kampen. Han tog igen en slurk kaffe, men opdagede pludselig, at Piter sad med lukkede øjne og trak vejret på en underlig langsom måde. Han ville tale til ham, men mærkede, at tungen ikke rigtig lystrede. Han vendte blikket mod Donovan, den store Irlænders skikkelse forekom ham lidt sløret. Noget begyndte at dæmre i hans hjerne, med begge hænder greb han fat i bordets kant, han var med eet klar over, at uden hændernes hjælp kunne han ikke rejse sig. I spejlet så han, at de tre opvartere havde rejst sig og langsomt kom hen imod bordet, hvor han sad. Han ville og måtte op, han ville råbe, men pludselig så han som gennem et tågeslør Piter glide fra stolen og ned på gulvet. Det sidste han så, var den store irlænder, der smilende satte sit tomme glas på bordet, tørrede sig med hånden om munden, så blev alt mørkt omkring ham. Edward var hjemme igen, hjemme på Læsø. Sammen med sine gode kammerater lå han i faderens lille jolle. Der gik en krap sø, som gav jollen små huggende bevægelser, men det værste var, at han sad med siden mod den skarpe toft, og skønt han hele tiden forsøgte at flytte sig lidt, blev toften ved med at hamre mod hans sideben. Det var som et ulideligt mareridt. Langt borte syntes han også at høre stemmer, men det var ikke høje drengestemmer, men en dyb, arrig bas. Hans tunge øjenlåg gled med besvær op. Der var halvmørkt og skummelt omkring ham. En ram lugt af bundvand og tovværk, som han kendte så godt fra skonnert-lukaferne, rev i hans næse. Nu opdagede han, at smerten i hans side ikke kom fra en jolletoft, men fra en svær støvlenæse, som regelmæssigt blev hamret ind i hans ribben. Han kæmpede sig op i siddende stilling. - Hvor er jeg, hvor er Piter, spurgte han og så op på den store mand, som stod bøjet over ham. I sin halve bevidstløshed havde han spurgt i sit modersmål, manden rystede blot på hovedet. - Hør nu, unge mand, hvis du og det andet skrog der bilder jer ind, at I er passagerer, så skulle I se at få jeres penge tilbage. Hvis du engang til åbner tremmekassen på det niggersprog, du lige talte, skal jeg tvære dig ud, så selv ikke din mor kan holde synet af dig ud. Se så at komme på højkant, få liv i den anden strandvasker, eller smid ham over bord, hvis der ikke er liv i ham. Her har vi kun brug for levende folk, mærk dig det, min ven, meget levende folk ! Virrende på hovedet, som for at sætte hjernen i bevægelse, så Edward den talende forsvinde op gennem en lem i noget, han forstod måtte være dækket. Nu opdagede han Piter, der lå udstrakt på en presenning, og gik igang med at ruske ham vågen. Det tog nogen tid, men endelig fik han dog øjnene op og så sig spørgende om. Hvad pokker er. den af, Edward, jeg synes lige vi sad og drak kaffe sammen med Donovan for et øjeblik siden, hvor er vi nu? 14 Tja, det kunne jeg også godt lide at vide, men jeg er klar over een ting, hvis vi ikke i løbet af et øjeblik kommer på højkant, så får vi en hel del ubehageligheder, jeg har i hvert fald haft de første, der var en fyr, der sparkede mig i ribbenene, så jeg vil kunne mærke det den første uge. Den kaffe, som den forbistrede irlænder bød på, var lidt for stærk for os. Godt, at gamle Mack ikke kan se os nu. - Den sjover, mumlede Piter og tog sig til hovedet. - Jeg føler det, som om der lå en jernring om mit hoved, lad os komme op og snakke med de fyre. De må da kunne forstå, at man ikke uden videre kan behandle en hvid mand på den måde. Piter var kommet på benene og begyndte at vakle hen imod lejderen, der førte op til lemmen i dækket, men Edward standsede ham med et tag i hans arm. - Tag det nu roligt, Piter. Det hjælper vist ikke at sætte hårdt mod hårdt, hvis der er flere fyre af hans kaliber, som var hernede for lidt siden, han var ikke af de gode børn. Der er jo ingen tvivl om, at vi er shanghajet, nu er spørgsmålet bare med hvad. Nu lød der larm fra dækket af trampende fødder. Lysningen i dækket formørkedes af en skikkelse, og en stemme brølede: All right, boys, skal vi så se at få luft under vingerne, eller jeg skal komme ned og hjælpe jer, savvy! Ja, det var ikke til at misforstå, og et øjeblik efter var de to kammerater oppe på dækket. Den friske luft gjorde underværker. De skuttede sig lidt i morgenkulden, Edward følte til sine mishandlede ribben, og nu begyndte de at se sig om. Skibet var en firmastet bark med en høj slank rig. Oppe fra bakken lød shantymandens taktfaste råb: Hiw away, boys, efterfulgt af sang, og de ti mand, der trampede rundt i ankerspillets spager, sang og brummede med på koret. Men de fik ikke lang tid til at se sig om, stemmen, de havde hørt før, var der igen, og denne gang så de dens ejermand, og han var ikke til at spøge med. En høj, kraftig mand i halvtredserne, med et par buskede, grå øjenbryn over et par øjne, der så ud til at kunne se ret igennem en mand. Skikkelsen var over seks fod høj med brede skuldre og et par arme, hvis store hænder så ud til at have besvær med at holde sig i ro. - Hør, I to cowboys, begyndte han ved synet af deres ternede skjorter. - Nu har I vist snart fået frisk luft nok til en lufttur. Nu skal denne gamle tøs klædes på, savvy ! I det tilfælde, at I to landlobbere aldrig har set et skib før og pludselig, når I kommer til vejrs, skulle finde på at tro, at I er blevet til engle, og få lyst til at flyve, så vil jeg lige gør jer opmærksom på, at uden vinger kan man kun flyve een vej, og det er nedad, og fra roylen og til dækket er der over et hundrede og halvtreds fod, så den tur tager I kun en gang, savvy! Se så at komme til vejrs, som om der var en vis mand med horn i panden efter jer ! Styrmandens lange remse fulgtes af et latterbrøl fra ankerhiverne på bakken, men medens Piter og Edward entrede vante op i rigningen, hørte de styrmanden give ankerhiverne en salve af samme skuffe, det var dem da altid en trøst. Skønt de begge var vante til at gå til vejrs, så var der dog en forskel mellem rigningen i en tremastet skonnert og en firmastet bark, men svimmelhed havde ingen af dem kendt til. Midt i deres uheldige situation kunne Edward dog ikke lade være med at godte sig over, at styrmanden på grund af deres påklædning havde taget dem for et par landkrabber, nu skulle de nok vise ham noget andet. Komme tilbage til New York var han nok klar over ikke lod sig gøre, men han havde dog et og andet at ville sige både den rapkæftede styrmand og kaptajnen. Der var allerede folk til vejrs, i færd med at gøre sejlene los. Edward entrede ud på roylråen for at give en hånd med. Han syntes pludselig een af mændene på råen så 15 bekendt ud, da manden i det samme vendte ansigtet mod ham, så han ind i nordmanden, Helges, grinende fjæs. - Hvad er den af, danske, fik den forbandede irlænder også lejlighed til at komme sovepulver i jeres børnemælk, lo han. Edward blev rød i hovedet. Han var nok klar over, at deres medlogerende i Donovans bordinghouse havde betragtet dem som et par lidt »grønne« fyre, fordi de aldrig deltog i øldrikkeriet, men det var dog lidt uretfærdigt af Helge at skyde dem det i skoene, da det i virkeligheden var hans skyld, at de var kommet i deres nuværende situation, han kunne derfor heller ikke dy sig for at give den ældre matros et raskt svar: Vi glemte for engang skyld at passe os selv, men næste gang jeg ser nogen i færd med at myrde en nordmand, skal jeg nok holde labberne hos mig selv, den slags fyre er ikke umagen værd at løfte en hånd for ! Hov, hov, godt ord igen, kammerat, grinede Helge - jeg håber da, I fik tid til at tvære fjæset ud på et par af Pats håndlangere, før de fik ram på jer; det tykke svin af en irlænder skal jeg nok få gjort op med en dag, når jeg kommer tilbage! Men mere blev der ikke ud af samtalen. Fra dækket lød styrmandens råb til dem om at rubbe neglene, og en hel masse velsignelser og gode råd, såfremt de ikke efterkom hans ordrer. Med et smæld foldede det store sejl sig ud, og mændene gik i gang med det næste. Et øjeblik glemte Edward rent, hvor han var. Det var et storslået syn at skue ned over den store sejlers dæk, se mændene dernede som små myrer løbe fra fald til braser, lette rær, strække sejl, og til alle manøvrerne lød shantymandens opsang og matrosernes brølen med på koret. Da de endelig igen nåede ned på dækket, var alle sejl sat, og barken strøg af sted for en let brise. Agterude forsvandt storbyen New York i røg og dis . FJERDE KAPITEL Rundt Kap Horn Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var jer. Ubehageligheder er ikke noget man går efter, de kommer af sig selv! sagde Helge advarende, da Edward og Piter var på vej agterud for at tale med kaptajnen. Man kalder Amerika frihedens land, så har en mand vel også ret til at blive behandlet retfærdigt, svarede Edward stædigt. Allright, det er jeres begravelse og ikke min, sagde Helge og trak ligesom beklagende på 'skuldrene. Men allerede ved lejderen til halvdækket blev de standset af en lang, tynd mand, som de rigtigt gættede var andenstyrmanden. Hvem har haft bud efter jer? Vi vil tale med kaptajnen, svarede Piter. Det er muligt, grinede den lange, men jeg er ikke sikker på, at »den gamle« vil tale med jer, i så fald sender han bud efter jer, og det skal I ikke ønske jer. Skrup så af, forud, hvor I hører hjemme ! Men nu var Edward ved at blive gal, med sin jyske stædighed lod han sig ikke sådan uden videre vise af. Han tog et par trin op ad lejderen, men måtte skyndsomt bukke hovedet for at undgå det spark, den lange sendte efter hans ansigt. Blev Edward i første omgang overrasket, handlede han dog hurtigt. Mens han med venstre hånd holdt fast i lejderens gelænder, 16 røg den højre hurtigt frem, greb fat i støvlehælen, og et kraftigt ryk trak den lange styrmand ned ad lejderen, mens hans ryg og nakke gjorde et ubehageligt bekendtskab med alle lejderens messingbeslåede trin. Inden andenstyrmanden fortumlet var kommet på benene, var Edward over ham, og de to tumlede rundt på dækket i vildt håndgemæng. Forude i lukafet havde man hørt støjen. Matroserne kom væltende ud af døren for at overvære det kærkomne skuespil, et slagsmål altid var, når der vel at mærke var chancer for, at det gik ud over en af de forhadte overordnede. Piter sluttede sig til tilskuerne, bekymret for hvordan det skulle gå Edward mod den meget ældre og sikkert rutinerede slagsbroder. Den lange styrmand var stadig fortumlet efter faldet, medens Edward var kold og rolig, optændt af raseri over det beskidte triks med sparket, som den anden havde benyttet. Var han ikke så velbevandret i boksekunsten, så hjalp ungdommens let bevægelighed ham til at undvige de susende slag, der blev rettet mod hans hoved, selv fik han også lejlighed til at slå igen, og et par gange var den lange ved at gå i dækket, fulgt af mandskabets opmuntrende råb, men atter fandt han balancen, og Edward måtte indkassere nogle drøje hug. Hvordan kampen ville være spændt af er ikke godt at sige, hvis ikke et skarpt kommandoråb fra halvdækket havde fået de to kæmpende til at holde inde. Piter havde lagt mærke til, at både kaptajnen og førstestyrmanden oppe fra halvdækket i adskillige minutter havde været vidne til kampen, men nu, da det begyndte at se sort ud for andenstyrmanden, fandt kaptajnen det tilrådeligt at standse slagsmålet, hvilket tilskuerne ikke undlod at give deres højlydte mishag tilkende over. Var man end både shanghajet og forkuet i de store sejlskibe, så fandtes der dog en uskreven lov, som selv kaptajner bøjede sig for: et slagsmål skulle kæmpes til ende, lige meget hvem der end deltog, men på den anden måde kunne man vel godt sige, at slaget var afgjort. Medens Edward, skrammet og opsvulmet i ansigtet, stadig stod på benene, så segnede hans modstander om på lejderens nederste trin, mens han med begge hænder tog sig til sit forslåede hoved. Edward stod spændt ventende på, at de to officerer ville falde over ham, og han forberedte sig til at sælge sit liv så dyrt som muligt. Også Piter ventede noget lignende, og heller ikke han tænkte et øjeblik på at trække sig tilbage. Hans blik søgte dækket rundt efter et våben af en eller anden art, men til begges store forbavselse skete intet af det, de havde ventet. Den lange andenstyrmand fik lov at passe sig selv og halede sig med besvær op af lejderen og forsvandt ned agter. Førstestyrmanden kom ned på dækket, stod et øjeblik og så vist på Edward, der med spændte muskler gengældte hans blik. Edward var senere ikke rigtig klar over, om han ikke havde set et ganske lille smil i de ellers så kolde øjne. Så gav han en ordre, og mændene stillede sig op i en række langs lønningen. Styrmanden gik ned langs rækken, når han kom til en matros, som havde en kniv i skeden, og det havde langt de fleste, trak han den frem, målte den i sin åbne hånd, og det, som kniven var længere end hans håndflade var bred, brækkede han af ved at stikke knivsbladet ned mellem to dæksplanker og træde på skaftet. - Her ombord har vi ikke brug for lange knive, en kort kniv er både god nok til at skrabe rundholte med og arbejde i tovværk. Er der nogen, der føler trang til at prøve kræfter, kan de komme til mig. I er kommet her ombord for at sejle dette skib, og ikke for andet. Hvordan I er kommet her, vedkommer ikke mig, men I kan bande på, I kommer ikke herfra, før det passer kaptajn Brown og undertegnede. I kan få det, som I vil, pas jeres 17 job og pas jer selv, og I kan have det godt. Hvis I ønsker ufred, skal I få det. Jeg skal gøre dette skib til det hedeste sted på jorden, ja så hedt, at et andet varmt sted vil føles som et isbjerg ved siden af dette skib, savvy! Styrmanden så op og ned langs rækken og op mod kaptajnen, der nikkende tilkendegav, at de to i hvert fald var enige. Forude i lukafet var mandskabet ve




      DEN 29. August 18i5 kom Edvard Christian Antonius Nielsen Ørtoft til Verden paa det havomflydte Læsø. Hans Fader var Murer og Landpostbud, og i trange Kaar voksede Drengen op. Fattigdom og Nojsomhed kræver Flid og Arbejde, og allerede i sit ottende Aar maatte Edvard fra Stuens Leg og Smaaglæder ud til Livets Alvor og Pligt. Som Gaasedreng blev han fæstet paa en af Læsøes berømte Tanggaarde. Det var Sommer, og Solen lagde et forsonende Skær over Arbejdet. Desuden havde Edvard Selskab af jævnaldrende Purke, der Dagen lang havde nok at gøre med at holde Styr paa de skræppende Gæs.

      Da Edvard Ørtoft var ti Aar gammel, blev han forfremmet til Kvæghyrde, og sammen med andre Vogterdrenge løb han barfodet om paa Græsgangene langs Kysten. Naar Kvæget i Middagsstunden laa' fredeligt og tyggede Drøv, legede Vogterdrengene spændende Sørøverlege. Af Strandingsgods, Brædder og gamle Kasser tømrede Drengene sig en Tømmerflaade, de stagede sig frem paa, mens de udkæmpede drabelige Slag med Bue, Pil og Træsværd. Edvards største Oplevelse var det dog nu og da at komme mcd en Fiskerkutter ud til Bundgarnene eftcr Hummer

      tejnene. Allerede i Barndomsaarene vaagnede Kærligheden til Havet i ham, det Hav, der omgav hans lille Fødeø, og hvis dybe Stemme han var fortrolig med.

      I Byrum Kirke blev han konfirmeret og var, som med et Slag, blevet voksen. Forbi var Skoledagene og Vogterdrengetiden. I Hjemmet var der efterhaanden kun daarlig Plads, for de mange smaa Søskende, der var kommet til, fyldte op og fortærede hurtigt det Brød, Faderen møjsommeligt tjente. Edvard besluttede derfor at staa til Søs, og en Dag kort efter Konfirmationen fulgte Faderen ham ned til Vesterø Havn, hvor toogtyve unge Mænd stod rejseklare for at drage ud i Verden. Edvard fik sine faa Sager ombord; hans hele Udrustning bestod af en Skibskiste med Sømandstøj og saa det Konfirmationssæt, han havde paa. Tredive Kroner havde han paa Lommen. De var til. Hyrebassen i København.

      Et er Drengedrømme, et andet den nøgne, barske Virkelighed. Efter et Par Dages Ophold i den ukendte Storby var Edvard Ørtofts Mod og Selvtillid borte, og han havde den største Lyst til igen at vende Næsen hjemefter. Endelig fandt Hyrebassen dog en Hyre til ham, og som yngste Mand, ombord paa et Sejlskib, der fragtede Tømmer fra Finland og Sverige, sejlede han fra Danmark.

      En ny Verden og et nyt og strengere Liv aabnede sig for Drengen. Man hundsede med ham, som var han en Slave. De raa og haardhudede Søfolk, der selv i deres Drengeaar var blevet pint og plaget, kendte ikke til Blødsødenhed. Mens Sejlskibet rullede fremover, laa Edvard Nat efter Nat i sin Køje og græd sine modige Taarer af Udmattelse og Sorg. Saaledes omskabtes Drengen til Mand. Det var som et Hamskifte. Det forvovne, mandige Ansigt, han senere fik, begyndte allerede at anes under de bløde, unge Træk

      Da Vinteren kom, vendte Edvard Ørtoft tilbage til Læsø. Han havle glædet sig til at komme hjem efter den lange Rejse og de haarde Dage til søs, men Hjemmet var forandret og forekom ham næsten ukendeligt. Indremissionen var trængt frem paa den ensomme Ø, og hans Forældre var blevet grebet af den ny Bevægelse og samlede hver Aften en lille Skare troende i de lavloftede Stuer. Salmesang og aandelige Samtaler gennemtrængte det fattige Murerhjem.

      Edvard var ung og ladet med Ungdommens Vitalitet og Livslyst. Han følte sig derfor hjemløs og søgte til Kroen, hvor Øens Karle og Piger holdt sig til de mere jordiske Glæder og samledes i store Skarer, naar der blev spillet op til Dans. Faderen forsøgte at formane Sønnen til at blive i Hjemmet og høre Guds Ord, men det vilde eller kunde Edvard ikke. En Dag kom det derfor til et Opgør mellem Fader og Søn. Det endte med, at Edvard tog Afsked med sine Forældre og Søskende for atter at staa til Søs. Selv om Afskeden med Faderen var øm og kærlig, var det dog, som om en dyb Kløft skilte dem fra hinanden.

      For anden og sidste Gang i sit Liv saa Edvard Ørtoft fra et Skibsdæk Læsøs lave Konturer glide agter og forsvinde i Kimingen. Han havde valgt og gav sig nu blindt Fremtiden i Vold.


      Længe maatte Forældrene vente, før de fik Brev fra Sønnen. Omsider kom der et, som var afsendt fra Amerika. Det hidsættes her, da det giver saa levende og oprigtigt et Indtryk af Forholdet mellem Forældrene og deres Søn.


      SAS Olympia, 19. November 1891.

      Kære Forældre.

      Allerførst vil jeg bede om Tilgivelse for min stygge

      Opførsel imod jer, sidst jeg var hjemme. I havde ikke fortjent det, for I har altid været saa gode ved mig. Jeg cr saa ked af, at jeg svarede Far saa grimt den Aften, der var Bal paa Kroen. Du vilde mig jo det bedste — men det forstod jeg ikke den Aften. Jeg har det ikke, som I har det. Jeg bryder mig ikke om Møder og Salmesang og Iluspostillc-Oplæsning — men derfor skulde jeg ikke have forvoldt jer den Sorg. Tilgiv mig — jeg fortryder bittert min Gerning.

      I kan vel ikke forstaa, hvorfor I ikke har hørt fra mig i al den Tid, og I har vel grundet over, hvor i Verden jeg har været. Jeg sejlede først til Rusland, saa var jeg en Tur i Nordnorge og saa en Tur til Grønland, og nu er jeg paa Vej til Amerika. Om nogle Dage er vi i New York, saa sender jeg jer dette Brev.

      Jeg havde ellers lovet mig selv, at I ikke skulde have Brev fra mig mere, — men nu skal jeg nok bryde dette Løfte. I kan ikke skrive til mig, for jeg ved ikke, hvor jeg kommer hen. Det er min foreløbige Agt at tage til Kalifornien og grave Guld. Naar jeg kommer der, skal I snart høre fra mig igen.

      Nu er det snart Jul. Det er første Jul, jeg skal tilbringe borte fra Hjemmet. Jeg vil savne jer alle meget. Hils nu alle mine Søskende og Venner.

      Selv være I kærligst hilset med Ønsket om en glædelig Jul.

      Eders Søn

      Edvard Nielsen Ørtoft.


      PS. De tre Dollarscdler er en til Mor, en til Far og en til Deling mellem mine Søskende til Julegaver.

      Guldgraveriet i Kalifornien blev dog kun en Ønskedrøm. I New York traf Edvard en Tysker, der havde været Guld-graver og fortalte, at Forholdene oppe ved Lejerne var forfærdelige og Chancerne for at finde Guld saa ringe, at de ikke var Rejsen værd. Hvis en enkelt Mand var saa heldig at finde Guld, løb han til Gengæld en alvorlig Risiko for at blive skudt ned bagfra. I Stedet rejste Edvard Ørtoft og hans Kamrncrat derfor til Chile, hvor der dengang var store Penge at tjene i Salpeterminerne. Milevide Marker er dækket af Chilesalpeter. Det læsses paa Vogne, ligesom man i Danmark læsser Mergel eller Gødning, og bliver derpaa kørt ind til store Fabrikker, hvor det gennemgaar forskellige Processer, der spaltes det i _Jod, Salte og Restproduktet Kunstgødning. Det var dog ikke de to Venners Agt at blive i Chile. De havde andre og mere lokkende Maal. Ogsaa i Australien var der jo fundet Guld, og naar de havde sparet tilstrækkeligt sammen, var det deres Hensigt at tage til Sydney for at begive sig til de australske Guldfelter i Coolgardie og Kalgoorlie.

      Den gyldne Drøm viste sig dog endnu en Gang at savne Realitet. Alverdens Guldgravere var kommet dem i Forkøbet, Vestaustralien var oversvømmet af Prospectors, saa Ørtoft og hans Kammerat matte igen opgive Guldgraveriet. Som to Arbejdsløse sad de ørkesløst hen i deres billige Logi i Sydney, da en Annonce i et Dagblad pludselig slog Dørene til en eventyrlig Fremtid paa vid Gab for dem.

      Det var det dengang store, tyske Handelsfirma paa Stillehavet, Hernsheim & Compagni, der søgte Copraopkøbere til Stillehavsøerne. Selskabet havde anlagt Handelsstationer paa New Guinea og flere af Øgrupperne, hvorfra der blev sendt Opkøbere ud for at indsamle Copra. Saavel Edvard

      Ørtoft som hans tyske Ven blev antaget med det samme, deres nordiske Afstamning og deres granvoksne, arbejdsvante Skikkelser gjorde Udslaget. Firmaet kom aldrig til at fortryde sit Valg.

      Edvard Ørtoft blev sendt ud som shellback paa en Prøvetur, der førte et glimrende Resultat med sig, og Selskabet betroede ham derfor en Skonnert, som han skulde sejle rundt til de forskellige Øer med for at tiltuske sig Copra for Handelsvarer. Var der forholdsvis faa Kokospalmer paa Øerne, var det tillige hans Opgave at formaa de Indfødte til at udplante unge Træer og saaledes anlægge Plantager for Hernsheim & Compagnie.

      Dette Arbejde krævede baade Mod, Styrke og Raadsnarhed og tiltalte derfor den unge Læsøbo, der med Liv og Sjæl gik op i det. Han blev snart en af sit Selskabs dygtigste og mest forvovne Traders. Hvor andre Handelsmænd havde maattet give op, fordi de Indfødte var for vilde og blodtørstige, der lykkedes det Ørtoft at slutte Venskab med Høvdingene og afslutte tilfredsstillende Handelsoverenskomster. Han kendte ikke til Frygt, skønt han ofte var udsat for den alvorligste Fare, som kun hans Konduite og medfødte Humør frelste ham ud af.

      Paa Grund af Maskinskade paa Skonnerten var Ørtoft saaledes engang gaaet i Land paa Kysten af New Guinea med et Par af sine Mænd for at overtale de Indfødte til at hjælpe med at trække Skonnerten paa Land. Et Lysskær saas i den tætte Jungle, og de Indfødtes Trommer buldrede. Ørtoft og hans Folk trængte ikke desto mindre ind i Junglen og naaede frem til en Rydning, hvor et Baal brændte. Uden om det dansede de Vilde deres Krigsdans. I Skæret af Baalet saa Europæerne de bemalede Krigere gebærde sig med Fraaden om Munden, mens de udstødte skingrende Krigs

      hyl. Hastigt vilde Ørtoft og hans Mandskab trække sig tilbage, men de Indfødte havde faaet Øje paa dem og kastede sig i deres Blodrus over dem. Nogle af Matroserne blev myrdet paa Stedet, strakt til Jorden af Kannibalernes Stenøkser, mens andre blev saaret og slæbt hen til Lejrpladsen, hvor en endnu frygteligere Død ventede dem. I Kamptunnelen var det lykkedes Ørtofft at skjule sig for Angriberne. Ved Hjælp af de nedhængende Lianer svang han sig op i et højt Træ, derpaa svang han sig fra det ene Træ til det andet, til han kom i Nærheden af Lejrpladsen. Uden at kunne røre en Haand for at komme sit Mandskab til Hjælp maatte han sidde og være Vidne til Matrosernes sidste Time. Syv af dem blev som Slagtekvæg med Hovedet nedad hængt op i et stort Træ paa Lejrpladsen. Kannibalerne gik efter Tur frem til dem, huggede det ene Lcm efter det andet af dem, drak det rindende Blod af de aabne Saar og smed de afskaarne Lemmer i en stor Gryde med kogende Vand.

      Edvard Ørtoft glemte aldrig denne frygtelige Nat i New Guineas Jungle. Da Æderiet var til Ende, og de Indfødte tumlede om paa Stedet i deres Madrus, kravlede han ned fra sit Skjulested og vaklede mere død end levende ned til Strandbredden, hvor han blev modtaget af to Matroser, der var de eneste Overlevende af hele Mandskabet. Den ene af dem var saaret og trængte til hurtig Lægehjælp. Ørtoft vaagnedc op af sin sløve Tilstand og vendte atter tilbage til Livet og de Pligter, der paahvilede ham.


      Som de tidligere omtalte shellbacks tjente Edvard Ørtoft, eller William Leonard som han nu kaldte sig, store Penge ved den farlige Handel med de Indfødte paa Øerne. Efter fem Aars Tjeneste for Hernsheim havde han saa stort

      et Beløb, at han kunde slaa sig ned paa Salomonsøerne og drive en Plantage. Her levede han nogle Maaneder, og Fremtiden syntes omsider at være betrygget, men en maanelys Tropenat blev baadc Bungalow og Plantage fuldstændig raseret af en voldsom Ildebrand. Han reddede kun det Tøj, han gik og stod i, alt andet røg med; Ilden var sikkert paasat af fjendtlige Indfødte eller af konkurrerende konkurrerende Plantageejere, men Skaden var sket, og William Leonard maatte endnu en Gang ansøge om at komme i Hernsheims Tjeneste.

      Atter gik det fra Ø til Ø, ombord paa den lille Handelsskonnert, skønt det dog stadig var Ørtofts inderligste Ønske at vende tilbage til Forældrene paa sin Fødeø saa skal jeg bo hos jer og hjælpe eder paa eders gamle Dage. Men i de første Par Aar kan det ikke blive, ikke før vi skriver 1900«, hedder det i et af hans Breve fra 1897.


      Efter et Par Aars Forløb havde William Leonard lagt saa meget til Side af de zoo Mark, han fik om Maaneden, at han og hans tyske Ven besluttede at gaa i Kompagni. De erhvervede sig en lille hvid Kutter, Seegast, bød Hernsheim Farvel og sejlede nu som deres egne Arbejdsgivere. De to Venner gjorde et Par Ture sammen og havde Lykken med sig. Paa Øen New Mecklenburg truede Døden dog dem begge.

      De var kommet dertil for at opkøbe Copra. En Baad med en Besætning paa otte Mand og Leonard selv ved Roret styrede ind mod Strandbredden, men kun ct Par enkelte Indfødte vovede sig ned til Baaden, hvor Leonard stod med sine Herligheder af Lommeknive, Tøjer, Økser, Vækkeure og Mundharmonikaer. Det gik trevent med Handelen den Dag, og de Indfødte plejede dog at møde mandsstærke frem og

      beundre dc mærkelige og farvestraalende Ting. William Leonard pakkede derfor sine Varer sammen og gjorde sig rede til at ro tilbage til Skonnerten, men pludselig vrimlede Strandbredden af en Sværm af bemalede Krigere, der hylende gik til Angreb paa Søfolkene. Et Par Riffelskud strakte de første Angribere til Jorden, men den sorte Stormbølge væltede stadig frem. Leonard fik et Slag i Tindingen af en Stenkølle og styrtede om, mens Blod og Hjernemasse flød ud af det gabende hul. Den øvrige Besætning paa Seegast havde til alt Held bemærket Overfaldet, kom i sidste Øjeblik til Undsætning og jog de Indfødte paa Flugt med en hagl af Geværkugler. William Leonard og de døde og saarede Matroser blev bragt ombord. For Leonard betød den blodige Bataille flere Maanedcrs Ophold paa Hospitalet i Rabaul. At han genvandt sit Helbred, blev af Lægerne betragtet som et Mirakel. Tilsyneladende kunde intet knække hans enorme Konstitution.

      Da William Leonard var blevet udskrevet, begav de to Venner sig med ukuelig Optimisme paa en ny Fart til Øerne for at laste en ny, indbringende Copralast. De besluttede dennegang at sætte Kursen mod Salomonsøcrne.

      Seegast naaedc da ogsaa frem til Bougainville i Salomonsøerne, og William Leonard foreslog, de skulde søge ind i en rolig og afsides Bugt, saa han kunde gaa i Land med et Par Mand og faa udbedret en Skade paa Storsejlet. Kysten saa ubeboet og fredelig ud, Palmerne hævede sig smaragdgrønne over en blændende hvid Sandbred og Lagunens Vande, paa den blaa Himmelhvælving var ikke en Sky at øjne. En dyb, uendelig Skønhed og Stilhed herskede, det eneste man fra Kutterens Dæk hørte, var Flyvefiskenes lette Plasken i Vandskorpen. Seegast lod Ankeret glide ned i det klare, gennemsigtige Vand, til det naaede Koralbunden

      hvor man tydeligt kunde se stærkt farvede Fisk og spraglede Søanemoner imellem de snehvide Koralblokke. Ledsaget af et Par Matroser gik William Leonard i Skibets Jolle og sad snart paa Stranden og bødede Storsejlet. Med et blev Roen splintret af vilde Kampraab, en hel lille Eskadre paa 30—40 Kanoer, bemandet med sorte, bemalede og nøgne Krigere, havde ubemærket omringet Seegast. Kampen var allerede i Gang og Resultatet afgjort. De vilde Insulanere entrede Dækket og huggede Besætningen ned for Fode, og William Leonard og hans Matroser maatte magtesløse være Vidne til, at de Indfødte bastede og bandt deres Fanger og smed dem ned i Kanoerne, som hurtigt fjernede sig mod Bugtens modsatte Kyst. Inden den sidste Kano med Krigere forsvandt, blev Seegast stukket i Brand og boret i Sænk.

      Paany var Edvard Ørtoft blevet berøvet, hvad han ejede og havde„ og værst af alt, han havde mistet sin bedste og mangeaarige Ven uden at kunne hjælpe ham i Nødens Stund. Efter Døgn i Frygt, nedbøjet af Sorg, blev han og hans Mænd opbragt af et Skib, der førte dem bort fra Bougainville. For tredie Gang stod Leonard i Matupi i Hernsheims Kontor for at søge Plads, ribbet for alt, en simpel beachcomber.

      Bøjet var han, men ikke knækket. Ufattelige Rcsourcer havde han i Sindet, og med en stædig Energi, som han maaske havde taget i Arv fra Faderens jydske Slægt, tog han fat, hvor han havde sluppet, og gik igen ud som Trader. Hans imponerende Energiudfoldelse var imidlertid mere, end han kunde holde til; han blev syg og maatte atter i mange Maaneder ligge paa Hospital. Medens han laa her, gik hans Tanker mod Hjemmet paa Læsø, og han besluttede at tage hjem, saa saare han blev rask. Et tungt Slag for ham var det, da Lægen meddelte ham, at han med Trope-

      feber i Kroppen og nedbrudt af svære Saar og Anstrengelser ikke kunde taale en Klimaforandring, og at Kulden i Nordeuropa vilde virke dræbende paa hans Konstitution, der helt havde tilpasset sig Troperne. Maaske det var Guds Dom over ham, fordi han engang i sin Ungdom havde været opsætsig og ulydig overfor sine Forældre, tænkte han, da han fik at vide, at han var dømt til aldrig at vende hjem til Danmark og gense sine Forældre og sine elleve Søskende.

      Følg mig, følg mig, du der fryser, til min fjerne Ø i Havet,

      hvor den røde Hibiscus lyser,

      og mit Hjerte ligger begravet.

      Saadan skrev en svensk Forfatter efter at have besøgt Edvard Ørtoft paa Øen Wuvulu, hvor den danske Sømand endte sine Dage som Konge over den indfødte Befolkning. Det staar endnu tilbage at berette om de besynderligste Hændelser i hans begivenhedsrige Liv.

      I Maj Maaned 1545 udrustede Philip den Anden af Spanien Karavellen San Juan og sendte den ud under Kommando af Ortiz de Retes med Befaling om at sejle til Ny Spanien. Karavellen ankom i Midten af Juni det følgende Aar til et hidtil ukendt Land, som Retes kaldte Nueva Guinea. Efter at Skibet i et Par Dage havde fulgt dette Lands Kyststrækning, forandredes Kursen til stik Nord, hvor-ved San Juan kom til Øerne Wuvulu og Aua, som man fik i Sigte den 19. August.

      Der gik næsten to hundrede Aar, før Europæerne næste Gang kom til disse Farvande. Det var den franske Opdagelsesrejsende, Kaptajn Carteret, ombord paa Swallow, der

      den 19. September 1767 anløb de to Øer og navngav Aua Duror og Wuvulu lllaty. Atter laa Øerne ubesøgt hen, til Sir Andrew Hanfond, en Korvet ført af den engelske Kaptajn Bristow, i 1817 gæstede Wuvulu, som Bristow først havde troet var en øde Ø. Han beskriver den som en Ø, der er circa 6—7 Kilometer lang. »Den er rig paa Vækster, bevokset med høje Kokospalmer og befolket af vilde Kannibaler <. Af denne Grund kaldte han den Tiger Island.

      I Aaret 1893 anløb det tyske Rekrutteringsskib »Ysabek Wuvulu paa sin Fart efter stort Arbejdere, men Foretagendet strandede uhjælpeligt; det eneste man fik ud af denne niggerhunting var nogle etnografiske Kuriositeter, der senere er havnet i britiske og tyske Musæer. Nogle Aar efter kom Skonnerten Welcome til Wuvulu. Den førtes af den danske Kaptajn, A. F. V. Andersen, der for første Gang fortalte noget nærmere om den skønne Stillehavsø med den blodtørstige Befolkning. Indbyggerne er Polyncsicre, velvoksne som Samoanerne, men noget mindre, og de har hverken Tatoveringer i Huden eller skraatstillcdc Øjne. Deres Ørenprydelser er forarbejdet af Skildpaddeskjolde og ligner dem, der bæres af de Indfødte paa Ankoretøerne. De bærer ingen Armringe, men derimod Bladhatte, der ligner Mitracr. Deres Vaaben og Husinventar er meget smukt og kunstfærdigt gjort, blandt andet tilvirker de Økser af Skildpaddeskjolde. Deres Kanoer er usædvanlig yndefulde og ender, for og agter, i høje, gratiøse Spidser. husene er bygget af flanker og udvendig malet hvide. De er samlede i Byer, der alle er omgivet af Kokospalmer og ligger nær Kysten.

      Ombord paa Welcome befandt sig en af Hernheims tadere, Schielkopf, der havde faaet til Opgave at gaa i Land paa Wuvulu for at oprette en Handelsstation. Det gjorde

      han ogsaa, men faa Maaneder efter Welcomes Afrejse overfaldt og dræbte de Indfødte den ny Trader og brændte hans Handelsstation. Nogen Tid efter gjorde Hernsheim et nyt Forsøg paa at sætte sig fast paa Wuvulu, men da Traderen, der skulde i Land paa Øen, saa Strandbredden myldre med krigeriske Indfødte, blev han betænkelig, og Forsøget maattc igen opgives.


      Paa et af sine mange Handelstogter kom ogsaa William Leonard til Wuvulu. Han saa først Øen lidt an, mens han krydsede med sin Skonnert omkring den, men jo mere han saa, des hedere blev hans Længsel efter at gaa i Land paa den og gøre, hvad ingen hvid Mand for havde gjort, bosætte sig paa den og blive Trader. Sagen var, at Wuvulu i Form og Størrelse mindede Ørtoft om hans Fødeø langt borte mod Nord. Han vilde derfor med det onde eller det gode erobre Øen og gøre den til sin. Denne Stillehavsø i Læsø's Lignelse skulde give ham Oprejsning for alt, han havde lidt og gennemgaaet siden sin Afrejse fra Barndomsøen i Kattegat.

      Dristigt gik William Leonard i Land paa Wuvulus Kyst ledsaget af sit svært bevæbnede Mandskab. En af hans Matroser var født paa Øen, og med ham som Tolk kom Leonard paa Talefod med de Indfødte, som han lod forstaa, at han var kommet til Øen med fredelige Hensigter, kun for at handle med dem. De indfødtes Talsmænd trak sig tilbage og raadførte sig med deres Kammerater. Der gik nogle spændende Timer. Leonard og hans Mænd afventede uden alt for stor Optimisme Resultatet af Forhandlingerne, men endelig kom en Skare Polynesiere ud fra Junglen, og tre Mænd med Høvdingen Nalipei i Spidsen gik frem til Danskeren. Høvdingen og William hilste paa hinanden, hvor efter Leonard fortalte, at han havde set hele den Skov af Kokospalmer, der dækkede øen, og nu vilde han spørge, om de Indfødte vilde bære Kokosnødder ned til Stranden. De vilde saa til Gengæld modtage smukke og gode Ting fra de hvides forunderlige Verden.


      Nalipei var en snu Mand. Han sad og grundede lidt over Tilbudet og udspurgte saa Leonard om de forskellige Ting, han havde spredt ud over Strandbredden til almindelig Beskuelse og som en Slags Lokkemad. William Leonard forstod øjeblikkeligt, hvor Wuvuluhøvdingen vilde hen, og forærede ham derfor et broget Tæppe, forgyldte Armringe af Messing, et Spejl, en Feltstol og andre Ting, han havde Erfaring for vilde virke fristende paa de primitive Indfødte. De storslaaede Gaver gjorde deres Virkning, inden en Time var gaaet, havde William Leonard sejret i Duellen mellem den hvide og den sorte Mand, og Handelsoverenskomsten blev afsluttet. Leonard og hans Mænd blev desuden inviteret til at være Kong Nalipeis og øens Gæster, saa længe de ønskede, eller indtil alle Kokosnødderne var bragt ombord i Skonnerten.

      William Leonard fik fyldt Skonnertens Last og sejlede atter bort fra Wuvulu, men han glemte ikke øen og vendte snart efter tilbage, denne Gang for at blive der som Hernheims faste Opkøber og Handelsmand.

      Det gik efterhaanden op for ham, at Poalla Nalipei, eller Kong Nalipei, var en almindeligt forhadt Tyran, der herskede over det berygtede Tigerfolk med stor Grusomhed. Den danske Sømand holdt derfor øje med Nalipeis Gøren og Laden, samtidig med at han lærte sig at talc de Indfødtes Sprog og gjorde sig til Venner med flere af de mest indflydelsesrige af dem. Omsider stødte Kongen og Tradcrcn saa sammen. Kong Nalipei havde uden nogen bevislig Grund myrdet en ung Pige. Det benyttede William Leonard sig af. Han slog lynhurtigt til, og da han kundgjorde for Folket, at Morderen, Poalla Nalipei, var hans Fange, strømmede Menneskemasserne sammen foran hans Bungalow og overrakte ham den hvide Kongemusling, det ældgamle Tegn paa Kongeværdighed. Den fattige Læsødreng, Sømanden William Leonard, blev udnævnt til Wuvulus Hersker under Navnet Poalla Fai'u, der betyder den seje Kokosfiber. Kong Nalipci døde kort efter af Græmmelse, og hans Dronning, Gevauge, blev bragt til Kong Fai'us Kongsgaard i Landsbyen Agita, hvor hun senere blev en omsorgsfuld Barnepige for Regentens Børn.


      Et nyt Afsnit, det lykkeligste og navnkundigste i Edvard Ørtofts Liv, begyndte. Den lunefulde Skæbne havde endelig tilsmilet den danske Stillehavspioner.

      Tværs over Wuvulu strækker sig nu fra Nord til Syd et Bælte paa 2000 Kokospalmer; hvor Junglen tidligere groede, har Kong Fai'u og hans Undersaatter udplantet denne Skov af Palmer. Midt for Sydenden af den store Plantage ligger den Dag i Dag Kongsgaarden i Landsbyen Agita, en rummelig Bungalow med tre store Værelser og en Veranda, der løber rundt om den. Fra Bungalowens Bagside fører en lang, overdækket Gang til en mindre Bygning, hvor Kongen havde sit Badeværelse, og hvor Hoffets Køkken var beliggende. I Kongsgaardens Nærhed græssede i Fai'us Tid to smaa, kinesiske Ponyer, og i Hundredvis af Høns, Ænder og Gæs kaglede og snadrede som i Fødebyen paa Læsø.

      I 1913 fik den danskfødte Regent over Wuvulu Besøg af den kendte, svenske Forfatter, Grev Birger.Mørner der i flere Maaneder opholdt sig ved Hoffet paa den skønne Tropeø. Han skildrer Edvard Ørtoft i følgende Ord:

      Det var naturligvis den rene Indbildning, men det forekom mig, at Fai'u var vokset flere Tommer i Højden, efter at han var steget i Land paa sin højtelskede ø, Wuvulu. Han er en Mand, der med Sorg forlader sin egen lille Verden og føler sig fortabt, saa snart han er udenfor dens Grænser. Nu er han atter kommet hjem efter en kortere Rejse. Ved Ankomsten bliver han omringet af seksten Vild-svinehunde, der gø'r og springer op ad ham. Hans tre smukke Hustruer kommer ham glædestraalende i Møde for at byde ham Velkommen tilbage, Pilau rauravene, mens de skotter sky til den fremmede hvide Mand. Fai'u's to fortryllende og lyshaarede Smaapiger, Dorothea og Margrete, skynder sig at kravle op paa hans Knæ. Men sig selv bliver Fai'u først hen paa Aftenen, da han har faaet taget sine europæiske Klæder af og har iført sig et Lawa-Lawa, der dækker Hofterne. Hans Hud er brændt af Solen, saa han næsten virker mørkere end sine Undersaatter. Det var derfor ikke saa underligt, at en Kaptajn, der kom hertil med sin Skonnert for at hente en Kokoslast, spurgte Fai'u: »Findes der da slet ingen Europæere paa Wuvulu?« Fai'us Opførsel er enkel og nobel, hans øjne er kloge og lyser af Godhed. Hans Underkæbe, Panden og Baghovedet bærer endnu tydelige Ar efter Kølleslag, mens Ansigtet er skrammet af Ar fra Spydstik, og i Ryggen har han en Flænge efter et Spyd med Jernspids, som en af de Vilde paa New Mecklenburg jog i ham.


      Paa sin ø levede Kong Fai'u elsket og æret af sine tro Undersaatter, der forstod, at denne mærkelige, hvide Mand kun vilde deres eget Vel. Et Fængsel fandtes ikke paa øen i Edvard Ørtofts Tid; Retten blev sat i Kongsgaarden, og Misdæderen fik omgaaende sin Afstraffelse i Form af en Bøde eller en Dragt tørre Prygl. Ogsaa de syge sørgede vor


      En Smal Dynamitsprängd passage genom revet lagom bred för en skeppsbåt, och innanför i lugnvattnet en lång brygga, byggd af korallblock. Vår båt Lägger till, Faiu och jag hoppa i land. Wuvnln äntligen! På bryggan står en mängd ungt Söderhavsfolk i olika nyanser, ljust lättröda Wuvulus, bruna Papuas, svartbruna Manus (Amiralitets-öarna), och kolsvarta Bukas (Salomon-öarna) — allt arbetare rekryterade för koprastationen av dess ägare, svenske konsuln ff. R. Walden i Gunanlambu, Rabaul. Vi följa en väg längs stranden mellan låga, palmbladstäckta hus, av vilka arbetarve av de olika nationerna hava var sitt, och långa på pålar resta Iängor, under vilkas tak kopran torkar på sina skjutbara hyllor, och vi äro vid Fafus lilla bungalow, hans egna händers verk, liggande fri på en grön plan med fasaden vettande mot det öppna havet. Ett envåningshus med trenne rum, runt kringbyggt av en veranda. T-formigt leder från baksidans mitt en lång övertäckt gång till en mindre byggnad med kök och badrum. Utanför verandan åt sjösidan den stora gröna planen, på vilken beta tvenne kinesiska ponny-hingstar och där ett hundratal av höns, gäss och

      ankor plocka. Ebben är inne, lämnande havsbottnen mellan stranden och yttre revet till större delen torr. Längst ut promenerar en svart häger, och i revets små bassänger bada unga flickor. Då de huka sig ned i vattnet, flyter deras svarta hår över ytan i en vid mörk krets.

      Öster om huset en väldig sandplan, på alla sidor kantad av pittoreska, utmärkt väl underhållna infödingshus. Där finnes ett på höga stolpar rest tak, under vilket skrattande och småpratande kvinnor syssla med tvätt. På den stora sandplanen promenerar en ung gulbrun kasuar, och från ett av taken ropar på ett obegripligt kanakaspråk en vit kakadu. Av de små husen saknar ett varje tillstymmelse till vägg; taket uppbäres helt enkelt av palmstammar. Det är kvinnornas rasthus. Det inre upptages helt och hållet av en stor bord-liknande bänk, över vars ena kant löper en lång träslå, avsedd till huvudgärd. Där sitta kvinnor, uppkrupna eller liggande på rygg och binda på ett nät, vars andra ända de fastgjort vid en bjälke över sitt huvud. Kring husen små buskar med klaraula eller dunkelröda blad, högresta bananer, ljusa Hyhiscusbuskar med lysande röda blommor, dunkla Cycas-palmer och längs stranden en rad av höga, smäckra kasuariner, vilkas tunna ljusgröna florsgardiner dämpa ljuset, då man från verandan ser ut mot det ändlösa havet.

      Det är naturligtvis bara inbillning, men det förefaller mig, som hade Pain, sedan han åter satte foten på sitt älskade Wuvulu, vuxit flera turn i höjd. Av den tystlåtne, framåtböjde man, som haft vänligheten avhämta mig i Herm.i(-arkipelagen, återser jag nu föga. Förvandlingen började redan i roddbåten, då han med

      vidgade näsborrar insöp första doften av land.

      Han är en man, som ogärna lämnar sin lilla värld och som utanför densamma känner sig främmande och olustig. Nu är han åter hemma. Hans sexton vildsvinshundar omringa honom skällande och hoppande. Hans trenne vackra hustrur komma med glädjestrålande

      ögon tysta fram att hälsa honom utan att skygga för den sällsynta uppenbarelsen av en främmande vit man, mig, Pi/du rauravene. Hans två förtjusande ljuslockiga små döttrar skynda i hans knä, men sig sjalv blir han riktigt först senare på kvällen, då han fått kasta sin europeiska kostym och kring de nakna höfterna vira en Iång lava-lava. Hans hud är av tropikernas sol så bränd, att

      den är mörkare än Wuvulu-folkets. »Finns då ingen europe på den här ön?» frågade honom en gång kaptenen på en ångare som hitsänts för att afhämta kopra. Mans anletsdrag äro nobla, ögonen kloka och goda. Vänstra underkäken, pannan och bakhuvudet äro kluvna av tomahawk, hans ansikte är överstrött Mecklenburg-vildes med järnspets försedda spjut.







      Det ar afton och stjärnklart. Vi sitta vid middagsbordet med dörrarna till verandan öppnade. Båda äro vi klädda i lava-lams. Bakom min stol star Tigert. och

      bakom Faius Wollaoai, hans yngsta hustru, båda fläktande

      med stora solfjädrar bort de knott och andra flygfän, som lockade av taklampans ljus hota att ramla ned i våra tallrikar. lI/ollabai är en präktig flicka, härligt vuxen men mörkare i huden än Tz,rca och de övriga Wuvulu-kvinnorna. Frm förklarar detta så, att hon icke är TT' ez'ulu utan Auer. Hon

      hade som barn kommit hit med de många auaner, vilkas vinddrivna kanoter strandat på Wuvulu, då de sökte fly undan konsekvenserna av ett å europeen Red liers begånget mord. Under hela måltiden höras frän verandan utanför steg av nakna fötter, infödda män och gossar skymta ur clunklet. Då vi rest oss från bordet och träda ut på verandan, finner jag den fullsatt av på hult sittande infödingar_ Vi taga plats i våra Bäckstolar. Fram trader, värdig och tyst som alltid, hövdingen Pctu, som ur ett fack i skrivbordet inne i salen hämtar en bok och en penna, som han räcker Faiu. Denne gör nu pä Wuvulu-språket några korta frågor angående under dagen skuren kopra, antalet sysselsatta arbetare, inträffade sjukdomsfall etc., vilket allt Faiu noterar, varefter Prflzi åter lägger boken på sin plats.

      Nu är det officiella överstökat, konversationen blir livlig. Endast cle äldre föra ordet, vanligen med munnen full av betelnöt. Gäng pä gång gör Faiu någon anmärkning, som kommer dem alla att brista ut i skratt.

      Från min stol liar jag gott tillfälle att betrakta de hukande infödingarne, vilkas hudfärg i det från taklampan fallande ljuset lyser varmt rödgul. Nastan alla bära de kring höfterna röda lava-lavas. Några hava stora, bakåtsträvande hattar, ytterst dekorativa, sammanfogade av friska, gröna vula-blad (tjuEy. dga,. De flesta bära sin kokoskniv i handen, några hava den instucken i lava-lavan med skaftet vilande i den nakna ryggens djupa skåra. Då de skratta, lysa de stora vackra tänderna.

      En vit, nästan genomskinlig gecko har krupit fram på väggen, hållande sig fast med fingrarnas knappar. Utanför slår havet mullrande mot revet. Plötsligt som de kommit försvinna infödingarne, ännu dämpat skrattande åt Fains sista rolighet.

      Varje afton med undantag av söndagarna samlas de åter på verandan. Och under de månader jag skulle förbliva i Faius hus kunde jag aldrig se dem någon afton utan ett leende försvinna ur Lampljuset genom mörkret mot sina avlägsna byar.



      Faiu och jag sitta en afton och betrakta gamla armatorfotografier. jeg faster mig vid porträttet av en

      ung Søderhavskvinna ntud alskligt skrattande ansikte

      — Vem ar hon h äga


      Fuzz sitter tyst for ett ogonblick. Så sager han dreg jande.

      lion var från Nuego Hon var min. Nu ai hon dod, tabou. Jag får aiding mer uttala hennes namn.

      Ilan sitter tigande ocli inork ett ogonblick. I)å han ser, att jag fortfarande be-traktar bilden med intrusse,

      reser han sig, går till skrivbordet, hamtar en blyertspeuua, och med sin stora, oövade stil skriver han pä kortets hak sida namnet:




      etta al vad jag kunnat erfara aV I'aius (ft//(H//(ni

      .'1 /7fr            i

      Ilan foddo, pit Laexr i I)anntarl: 1S7o.

      vai nont statumsti,ies tårdarr och hksont modern stycket rcllgios

      Vid femton ars alder t akade han mot deras vilja bcsika en ilanstilistallnmg på on Koljörn blev ett häftigt uppträd( nied fastnu, som slutade darrhed, att unge Lovard, som hans

      namn val, rymde tril Kol>enhautn, dar han tog hyra Ila e-t svensk skonare. f lan hesoLte sedan ratecl andra och Storre fartt iLandutavten, Island, (runland uch Nord-Futopa. Oclt seder-mera de fyra återstående varldsdelarna Ledsnade pit slup och blev salpeterarbetare i Cltue, darefter guldgravaic (lasttaken Kont sit tril /Ila/7ftr (Tyska Nya Guinea), dar han blev stations

      forestindare !lort sour Lopra-kopare till Neu ;Mecklenburg. dar han var 'nara att stryka med på grund av ett tontahariI-hugg, sons krossade pannans vänstersida och åstadkom ett stort hitl, uti vilket enligt hans egen unpgrtt ntycl:en Marna

      rann irt Någon, annan olagenhet dalav an ett fr ulktansvart arr liar jag for rant: del irke kunnat forntarka Glo, de tvenne forsok att gora sig sjalvstandrg, forst såsom handlande i 7ånrb7r-7ånzbrx (Salomon-darna), dar hans station overfolls av huvud-jagare från de Brittiska Lralonton-oarna och rastan alit hans

      tull, sodades, (Hefter sons kordatjor nucl en t) sk ul<'ut t I.uttei n out t 7 ton :\Ien en dag, nudan /drrn

      stannat ensart kvar

      på en o for att s) segel till ktrttern, over foils denna ~ IVirl7nza-Nonnr

      (Itougainville) och sanhtes av Infodittgalnie, soul samt; digt ntordade koin parjonen. Koral så åter utblottad till lllatrr~z, dar haut ånyo iotrad le i tu-nian I/crn ;helm C'T :o's tjanst, av vil-ken anledning han såsom koprakcipare furst Loin till 11:u


      Och efter år av mycket arbete och många hårda duster har outsider fbr honota intratt Invers stilla sondag. I ain'ilet starka bastet, såsom inf<idutgarne benamnde

      honom -. ar en god man, en tapper utan, en man, den ilar »Sim »ens mening förnummit — som ar sig sjalvii.


    • S/S Olympia, 19. November 1891.
      Paa Atlanterhavet

      Kære Forældre.
      Allerførst vil jeg bede om Tilgivelse for min stygge Opførsel imod jer, sidst jeg var hjemme. I havde ikke fortjent det, for I har altid været saa gode ved mig. Jeg er saa ked af, at jeg svarede Far saa grimt den Aften, der var Bal paa Kroen. Du vilde mig jo det bedste men det forstod jeg ikke den Aften. Jeg har det ikke, som I har det. Jeg bryder mig ikke om Møder og Salmesang og Huspostile-Oplæsning men derfor skulde jeg ikke have forvoldt jer den Sorg. Tilgiv mig jeg fortryder bittert min Gerning. I kan vel ikke forstaa, hvorfor I ikke har hørt fra mig i al den tid, og I har vel grundet over, hvor i Verden jeg har været. Jeg sejlede først til Rusland, saa var jeg en Tur i Nordnorge og saa en Tur til Grønland, og nu er jeg paa Vej til Amerika. Om nogle Dage er vi i New York, saa sender jeg jer dette Brev. Jeg havde ellers lovet mig selv, at I ikke skulde have Brev fra mig mere, men nu skal jeg nok bryde dette Løfte. I kan ikke skrive til mig, for jeg ved ikke, hvor jeg kommer hen. Det er min foreløbige Agt at tage til Kalifornien og grave Guld. Naar jeg kommer der, skal I snart høre fra mig igen.
      Nu er det snart Jul. Det er første Jul, jeg skal tilbringe borte fra Hjemmet. Jeg vil savne jer alle meget. 
      Hils nu alle mine Søskende og Venner. Selv være I kærligst hilset med Ønsket om en glædelig Jul.

      Eders Søn Edvard Nielsen Ørtoft.
      PS. De tre Dollarsedler er: en til Mor, en til Far og en til Deling mellem mine Søskende til Julegaver.


      Chiloe, den 7. Juni 1892.

      Kære Forældre og Søskende
      Nu er jeg i Sydamerika i Chilen. Det var jo ellers Meningen, at jeg vilde have været til Kalifornien, da jeg kom til Amerika. Jeg vilde være Guldgraver. Men det gik anderledes, end jeg havde tænkt mig. I New York traf jeg en Tysker, han er nogle Aar ældre end jeg, Han havde været Guldgraver i Kalifornien og fortalte, at der var saa frygtelige Forhold deroppe, og Chancerne til at finde Guld var saa usikre, saa han mente det vilde være dumt at rejse dertil. Fandt man endelig Guld, sagde han, saa kunde man risikere at blive skudt af en eller anden misundelig Kammerat. Han havde faaet nok af det og skulde ikke dertil mere Jeg blev noget betænkelig efter dette. Men saa foreslog han, at vi skulde holde sammen og saa tage til Chili. Der var gode Penge at tjene som Salpeterarbejder. Saa rejste vi dertil og her er vi nu. Arbejdet er meget strengt, men det giver gode Penge, det. I har vel nok hørt om Chilisalpeter? Der findes store Masser af det herude. - Lange, lange Marker bestaar af dette Salt. Det læsses saa paa Vogne, ligesom man hjemme læsser Mergel eller Gødning, og bliver saa ført ind paa store Fabrikker, der gennemgaar det saa nogle Processer, og saa faar man baade Kunstgødning og andre Salte og jod af det.
      Der er ellers meget interessant at være med til. Det er herfra de første Kartofler stammer. Det ved i vel. Min Ven og jeg vil ikke blive her længere end til Vinter, for Folkene her er ikke saa rare. Vi vil en Tur til Australien og grave Guld.
      Men i kan godt sende mig et Brev, inden jeg rejser herfra. Skriv alle sammen til mig og snart, for nu længes jeg saa meget efter eder alle.

      De kærligste Hilsner. Eders Søn
      Ede. W. L. N. Ørtoft. Med næste Brev sender jeg eder nogle Penge.

    • Lameria, den 27. Januar 1897.

      Kære Forældre
      Jeg har ikke hørt fra eder i meget lang Tid, men Tiden er mig saa lang, saa jeg vil skrive et Par Ord til eder og lade eder vide, hvorledes jeg har det. jeg er frisk og rask og har det godt. Men det er jo (sånne) med disse Mennesker, som jeg lever iblandt, de er vilde, som sædvanlig, somme Tider kommer der nogle fra Indlandet, og de kommer og føler paa mig og siger „tiller Kaikai", det er det samme som: god Føde. Jeg gik en Dag nede ved Kysten i en Baad, og der var en af de Vilde, der' skulde dræbe mig; men jeg fik min Bøsse op i Tide og knaldede løs, saa han fik et Skud, og jeg gik klar, Man maa passe paa saa meget man kan, for de er fjendske paa mig. Men jeg tjener gode Penge, jeg, over 200 Kroner om Maaneden, men saa er Klæder fire Gange saa dyre her ude som hjemme. Men naar jeg en Gang kommer hjem, saa skal jeg ikke mere gaa til Søs, saa skal jeg leve hos eder og hjælpe eder paa jeres gamle Dage. Men for de første Par Aar kan det ikke blive, men før vi skriver 1900 skal det blive. Jeg haaber, at vi alle er i Live til vi ses igen. Det skulde glæde mig at faa eder at se en Gang mere, før Herren kalder os bort, Men kære Forældre og Søskende, vær ikke bedrøvet, om Herren vil, skal jeg nok komme.
      Nu være I hilset paa det kærligste fra eders hengivne Søn. Hils alle Venner og bekendte, og sig til Agnete, at jeg har skrevet et Brev til hende og til alle dem, som har skrevet til mig; men jeg har ikke faaet Svar, hverken fra dem eller Mor, Men jeg tænker, at det er paa Vej her ud, saa jeg faar dem vel med næste Post. Og jeg skrev: tilsend mig ,,Ugens Nyheder" ud til mig, men de er ikke kommen,

      Hermed mange hjertelige Hilsener og Farvel til vi ses igen fra
      William Peder Leonard E. Nielsen

    • Matubi, den 2. April 1902.

      Kjære Forældre og Søskende.

      Det er en meget lang Tid siden jeg skrev til eder, men det er ikke min Skyld, for jeg har været saa langt borte med min Skude og har været i en Orkan og mine Master blæste ud, men nu er jeg tilbage igen og skal have min Skude repareret, og det vil nok koste mig et Par Tusinde Kr. ja, jeg kan jo gerne sende eder nogen Penge, men det er jo saa lamt borte fra Hjemmet, men jeg skal sende 400 Mark denne her Gang og ønsker, at I faar meget ud af dem. 400 Mark er det samme som 380 Kr., maaske en lille Smule mere, det er ja alle tyske Penge herude, saa jeg ved jo ikke, hvorledes Pengene staar her hjemme; den Adresse paa Pengene er C. Nielsen Byrum Læsø Danmark
      faar I ikke Pengene til sammen med Brevet, saa kan i jo forespørge eder paa Brevet; for Adressen er jo her. Skriv nu tilbage saa snart I faar dem, for I ved det er saa langt fra Hjemmet. Nu slutter jeg mit Brev med mange kærlige Hilsener til alle mine Venner og Bekendte, men først og sidst til Fader og Moder og Søskende.

      Min Adresse er
      William Peder Leonard
      Hernsheim & Co.
      via Singapore. Matubi B. A.

    • Sllio, d. 4. April 1903.

      Kære Forældre og Søskende.

      Jeg vil i Dag tage til Pennen og skrive til eder og lade eder vide, hvorledes jeg har det. Jeg er en lille Tur for min Sundhed, for jeg har værst syg; thi paa den Ø, jeg er, er ikke sundt. Men jeg tjener gode Penge. Næste Aar skal jeg sende eder nogle Penge igen, for jeg har ikke Tid at komme hjem selv. Skulde jeg dø, for jeg engang kommer hjem, saa har jeg lavet et Testamente over mine Penge, som jeg har; det er en tre eller fire Tusinde Kr. Men jeg haaber, at jeg skal komme hjemme, før jeg dør. Ja, kære Forældre, I kan tro, at det er ikke rart herude, for her er jo megen Sygdom, men naar jeg passer paa, saa holder jeg nok Livet. Jeg fik eders Fotografi sidste Aar; men I har vel ikke fået Svar paa eders Brev, for jeg har ikke haft noget Brev fra eder siden. Jeg takker eder mange Gange for det. Ja, jag sendte jo ogsaa et Fotografi af mig, men I har vel ikke faaet det, Men skulde I faa et, saa maa I sende et lige til Stine Møller i Frederikshavn, og hun vil lave Portrætter fra det, for herude er ingen Fotograf. Jeg sender et i en lille Kiste, men I maa passe paa, I ikke spolerer det, for det er jo ikke i Stand; men naar Stine Møller faar det, saa kan hun lave det i Stand, og det vil nok koste et Par Kroner. Nyheder er herude jo ingen af, saa hermed slutter jeg mit Brev med mange kærlige Hilsner til eder alle baade store og smaa. Lev vel til vi ses igen. Hermed en kærlig Paaske, for i Dag er det jo Skærtorsdag.

      Min Adresse er:
      Villiam P. Leonard,
      Adrs. Hernsheim & Co. Matupi B. A.
      P.s. Jeg har været syg, saa jeg kan ikke skrive saa meget, og jeg er bange for at blive syg igen, for Sygdommen herude er jo farlig. Det er jo altid den Tyfusfeber, man er plaget med her.

    • Wuvulu, d. 20. Juni 1905.

      Kære Søster og Svoger.
      For en meget lang Tid fik jeg Brev fra eder, men har 'ikke svaret eder paa det, men idag vil jeg tage til Pennen og skrive til dig og lade eder vide, hvorledes jeg har det. Jeg er frisk og rask og har det godt, og det samme gode ønsker jeg ogsaa at høre fra eder igen. leg har faaet Brev fra Teodor og hans Forlovede og Fotografi. Jeg har skrevet en Gang til dig, men ingen Svar faaet, saa det har maaske ikke naaet dig. Saa denne Gang skriver jeg til eder alle, som er gift. I er nok snart alle gift, men blot jeg er tilbage. Men min Tid er jo ikke kommen. Men den skal nok komme, om Gud vil, vi skal leve, og saa kommer jeg ogsaa nok hjem som en rig Mand.
      Hermed slutter jeg min ringe Skrivelse for denne Gang med mange kærlige Hilsener til eder alle, baade store og smaa fra din hengivne Broder

      William P. Leonard.
      Min Adresse er den samme som før.

    • Wuvu'u, d. 16 November 1909.

      Kære Forældre og Søskende.
      Det er meget lang Tid siden, jeg skrev til eder, saa jeg vil i Dag skrive tit eder alle, baade store og smaa, og medsende eder 600 Mark som en lille Jule-gave. Jeg har været paa Rejse for at komme hjem; men Kulden kunde jeg ikke udholde, saa maatte jeg vende om og gaa tilbage. jeg har før skrevet til eder, at de vilde Mennesker herude engang har flækket min Skal og min Kæbe, og naar jeg kommer i Kulden, siger Doktoren, at jeg kan ikke udholde det. Jeg troede det ikke, saa jeg vilde prøve, om jeg ikke en Gang, for Døden træder ind, kan komme hjem og se mine gamle Forældre, som jeg leenges meget efter at se. Men maaske er I alle døde, for I er jo gamle, og det er tang Tid siden, jeg skrev sidste Gang. Jeg har jo læst i Aviserne om gamle Bedstefader, der kom saa ulykkelig af Dage.
      Nyheder har jeg ingen af, bare at jeg er Fader til tre Børn, 2 Piger og 1 Dreng. Dorothea er 2 Aar og 4 Maaneder, og Margrete er 1 Aar og 1 Maaned, og Drengen, som jeg kalder Karl, naar jeg faar ham døbt i julen, er I Maaned.
      Min Forretning: Jeg er Handler og Planter for H. R. Wahlen, et stort Handelsselskab her i Sydhavsøerne. Maaske I har læst, om ham.
      Nu slutter jeg mine ringe Skrivelse for denne Gang, men jeg skal nok skrive og sende en lille Smule Penge med, naar jeg hører, I er levende.

      Jeres hengivne Søn og Broder
      E. C. A. N. Ørtoft.
      Min Adresse er:
      Mr. W. P. Leonard, Matty, via Maronn, Deutsch Neu Genea.

    • Matly, d. 22. August 1910.

      Kære Forældre og Søskende.
      Da jeg ingen Svar har faaet paa mit sidste Brev, saa vil jeg igen skrive et Par Ord til eder og lade eder vide, hvorledes jeg har det. For Tiden er jeg frisk og rask og har det godt, men jeg har jo ogsaa været Døden i Møde, for jeg har haft Blodgang og Tyfusfeber og Gigtfeber. Saa har jeg været paa en Rejse til Kina og Japan; jeg har skrevet et- Brev fra Kina, men intet Svar faaet, maaske har I ikke faaet det. Men denne Gang skal jeg sende det paa (Resile) Ø. - Nyheder har jeg ingen af, for jeg var jo saa syg, at jeg laa i min Køje den ganske Rejse. Men nu er jeg igen paa min lille Ø hos mine Børn, jeg har tre, to Piger og en Dreng. Min Kone døde af Blodgang, vi havde det snart forbi, der var 125 af de sorte her paa gad, der døde. Men nu er alle de andre friske og raske; men det kostede os 6000 Mark, det var jo en Mængde Penge. Min og Doktorens Rejse kostede 4000 Mark, men nu er jeg ogsaa frisk og rask, og Helbredelse er jo bedre end Penge. Det glæder mig meget at læse å. eders sidste Brev, som jeg modtog paa Faders Fødselsdag, men hvor gammel han er, det ved jeg ikke, for jeg har glemt hans Alder. Det glæder mig ogsaa at høre, at alle mine Søstre er gifte og har det godt. I skriver, at jeg skulde prøve paa at rejse en Tur hjem, ja, det skulde ogsaa more mig meget, men jeg har jo skrevet til eder, at det koster mig Døden; men I har jo ikke set mit Hoved, hvorledes de sorte har mishandlet det, jeg har tre Økseslag og 4 Spydkast paa den venstre Side af mit Hoved. Jeg skal sende eder mit
      Fotografi, saa kan I se, hvor gammel, jeg ser ud, for jeg er jo d. 29. August femogtredive Aar gammel, saa jeg er jo ingen Dreng mere. Nu har jeg ikke mere at skrive denne Gang. Med mange kærlige Hilsner til eder alle, baade store og smaa, men først og sidst til Fader og Moder

      fra eders hengivne Søn
      W. P. Leonard.
      Matty Insi,
      Germany New Genea

    • Den Danske skomagersøn der blev konge på Salomonsøerne

      En samtale med Kongens Fader, skomager Christen Nielsen Ørtoft, i Fiskerlejet Strandby.

      Kong William P. Leonard lever endnu


      Frederikshavn. Onsdag.

      Privat for Politiken.

      Ude i det lille Idylliske Fiskerleje Strandby, Nord for Frederikshavn, bor den gamle Skomager Christen Nielsen Ørtoft, hvis Søn Edvard Chitian Antonius Nielsen Ørloft er blevet Konge paa Øen Matty, der hører til Salomonsøerne i det sydlige Stillehav Øst for Ny Guinea og Nordøst for Australien. I det lille Fiskerleje, der ligger i eftermiddagens gyldne Foraarssollys,er Ribs og Stikkelbærsbuske ved at grønnes, og rundt i de små Haver begynder man at lægge Kartofler. Jeg gaar gennem de snirklede Stræder og Gyder og kommer helt ud til Kattegats Bred, hvor den gamle 75aarige Kongefader bor. Jeg træder ind i Skomagerværkstedet. Paa sin Stol sidder ban bøjet over en Støvle, der skal forsaales. Hans lange graa Hagefip giver ham et martialsk Udseende, og skønt Gigten gør ham Knuder baade Nat og Dag, er han fuld af Arbejdslyst og Iver. Saa snart jeg nævner mit Ærinde, rejser han. sig, besværet af Gigten og siger: -- Værsaagod, lad os gaa indenfor! Og i hans hyggelige Stue, hvor Væggene brydes af talrige Familiebilleder, fortæller han om sig selv og om Sønnerne og Kongen paa Matty.


      Kongefader Ørtoft om sine Børn.
      Jeg har haft 12 Børn, siger den gamle Kongefader. nu er tre døde, de to druknede. Men Vorherre ske Tak, de har alle været dygtige og gjort deres Far og Mor Ære. Jeg boede paa Læsø i mange Aar, byggede Huse, syede Sko samt Støvler, og om Aftenen og Natten gik jeg Postbud. Det fik jeg den Gang 16 Kr. for hver Maaned. Men jeg lærte alle mine Børn at arbejde.

      Hvornaar fødtes Kon, 1875 paa Læsø. 15 Aar gammel kom han ud at sejle, og siden har jeg ikke set ham. Men jeg har faaet baade mange Breve og mange Penge fra ham.

      Og den gamle Mand viser mig en stor Bunke gulnede Breve, der fortæller om det eventyrlige Liv, sønnen har ført.


      Hvordan man bliver Konge.
      — Hvordan gik det til at han blev Konge?

      — Ja, det er jo en lang Historie. Han var kommet ind som Skibsfører i et stort tysk Handelsselskab, der drev Handel paa  Salomonsøerne - for Resten har næsten alle mine Sønner været Skibsførere - og dette Selskab gav ham uindskrænket Myndighed til at handle paa Tysklands Vegne. Han havde 22 større og mindre Damp eller Sejlfartøjer, der indsamlede Copra paa Salomonsøerne. Dette blev saa to Gange om Aaret hentet af store tyske Dampere

      — Levede han alene hvid Mand blandt de Vilde?

      — Ja, næsten hele Tiden. Han havde en Tid en Kamerat, en Svensker, men denne flygtede en Nat efter at have stjaalet alle min Søns Penge.

      — Hvornaar blev han Konge paa Matty?

      — Nøjagtigt ved jeg det ikke, men efter Verdenskrigens Udbrud gik øerne over til England, og dette Land overtog dermed al Handel. Min Søn blev af England og Handelskompagniet udnævnt til Regent.

      — Anerkendte saa øens Befolkning ham?

      —Nej, paa det Lag, ikke straks. Nej, ser De, han maatte alene Mand slaas med dem alle sammen. De havde først nogle Aar, før han kom dertil, erobret en Skonnert. der ejedes af en Tysker. Herrnhein, som vilde sætte sig fast dernede De Vilde tog Skonnerten slagtede og spiste Besætningen, men Tyskeren undslap med nød og næppe.


      Kai - kai
      Saa kom min Søn altsaa og satte sig fast i den lille Handelsplads. Han havde også drøje ogsaa drøje Tider at gennemgaa. I et Brev - her skal De se, der staar, at de Vilde, der for Resten mest bestaar af Polynesere kom til ham, følte paa ham eg sagde -Kai - kai! Det skal betyde: God Føde! Da han havde været der en Tid, lagde de Raad op imod ham og vilde dræbe ham. en Dag, da han gik nede paa Stranden sammen med sin store Hund, brød tre Vilde ud fra Skoven og angreb ham. Men med en Revolver skød han den første, medens Hunden tog sig af den anden. Selv maatte han slaas med den tredje, der med sin krumme Kniv tilføjede min Søn et farligt Hug lige over Underansigtet. Men en Revolverkugle gjorde Ende paa hans Liv. Hunden havde jo holdt den anden Stangen, og ogsaa han fik Sig en Klump Bly i Kroppen.


      En haandfast Karl.
      Ved dette Overfald havde min Søn tiltvunget sig en vis Respekt, og de Indfødte forstod, at han var en haandfast Karl. Hvornaar han saa blev udraabt til Konge, kan jeg ikke bestemt sige, men i 1908 var han i hvert Fald blevet udnævnt til Regent af Tyskerne, og det var ikke mange Aar efter, de Indfødte ogsaa kom til ham og bad ham overtage Regentskabet over hele Øen.

      — Hvor mange Mennesker bor der paa Øen.

      — Det ved jeg ikke noget bestemt om. Men i 1910 havde der været en svær Epidemi, Blodgang og Tyfus, og den bortrev 125 af de Syge. Min Søn maatte have fat i en Læge, da han selv var meget syg, og det var en kostbar Historie. Han maatte betale 4000 Mark, men naturligvis maatte Kongen' jo ogsaa nok punge ud med mere end en almindelig Indfødt.


      Tre gange gift og seks sorte Børn.
      — Er Deres Søn gift?

      — Jeg tror ikke, han er gift nu, men han har været gift tre Gange med tre Indfødte og har seks Børn.

      — Har Kongen en Hær eller en Livvagt om sig?

      — Det har han vel sagtens. Men flere Gange har han dog været ude for raa Overfald. 1910 skrev han til mig — og den gamle Mand viser mig Brevet — at han er blevet saaret ved tre Øksehug og fire Spydkast i venstre Side af Hovedet.


      Et Forsøg på at komme hjem til Danmark.
      — Tror De, Kongen nogen Sinde kommer hjem og besøger Dem?

      — Nej, det tror jeg ikke mere. I 1909 fortalte han mig i et Brev, at han havde været paa Vej, men eftersom han kom nordpaa, blev han mere og mere syg af Kulden, og til sidst maatte han rejse tilbage til sit Rige. Han skrev saadan til mig: „Jeg har jo fortalt jer, at de Vilde herovre i sin Tid forsøgte at flække min Skal og min Kæbe, og Doktoren siger, jeg kan ikke taale at komme op i Kulden med de store Saar. Jeg troede dog, jeg kunde taale det og prøved om jeg ikke en Gang før Døden indtræder, kunde komme hjem og se mine gamle Forældre, som jeg længes meget efter. Men maaske er I alle døde, for I er jo gamle nu.” Dette Brev er fra 16. November 1909.

      — Hedder Deres Søn ogsaa Kong Ørtoft?

      — Nej, da England overtog Øerne derude, forandrede min Søn sit Navn til William P. Leonhard, og under dette Navn er han udraabt til Konge over Øen, og under denne Adresse. har vi skrevet til ham mange Gange. Og den gamle Mand viser mig et stort Adresseskilt paa en Kasse, der en Gang er kommet fra Sønnen, og hvorpaa denne har skrevet sin kongelige Adresse.

      Saadan er Eventyret om den fattige Skibsdreng, der blev Konge paa en af Stillehavsøerne, og tilmed er Eventyret den rene Virkelighed. 

    Kong Ørtoft
    Han er død i sommeren 1922





    Kong ørtoft.
    Vore Læsere vil huske, at vi i flere Artikler har omtalt Læsødrengen Edv. Chr. Antonius Nielsen Ørtoft, der blev Konge paa en Ø ved Ny Guinea Matty Island.
    Hans Fader, den gamle :Skomager Ørtoft i Strandby leve som bekendt endnu højt bedaget. Der er ikke i lange Tider hørt fra Kongen, der af de Indfødte kaldtes Kong Leonand. men udenrigsministeriet meddeler os i Dag at ministeriet igennem den kgl. Generalkonsul i Melbourne i 1922 har ladet anstille Eftersøgninger af hvilke det fremgaar. et Kong Ørtoft skal være død i Juli eller August 1920 paa sin Ø Matty Island
    Hermed er altsaa dette mærkværdige Livseventyr afsluttet"


    Det er ikke til at se fra hvilken avis udklippet kommer, men d. 14 juli 1924 forespurgte Vendsyssel Venstreblad  udenrigsministeriet, om de havde konkreteoplysninger, om Edvard

Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 12.0.1, forfattet af Darrin Lythgoe 2001-2018.

Opdateres af Johnny Hansen.