Notater |
Født ca. 1673 i Aalborg. Død 17. september 1723 i Vorsø. Sødringholm gods, Søvind sogn. ~ ca. 1706 med III.7 Hanne Marie Lauridsdatter MØLLER (1687-1724). · Var først fuldmægtig hos regimentskriveren på Dronningborg ryttergods. 1696-1702 nævnes han som fuldmægtig hos sin senere svigerfar, regimentsskriver Lauritz Møller i Ovstrup syd for Hammel; denne døde 1702, og Søren Larsen havde da en del løn tilgode af dødsboet. Samme år kom han til grevskabet Løvenholms godskontor, fra 1705 til 1709 som administrator (med titel af "Kongelig Majestæts Sequestrationsbetjent"), da Frederik IV havde inddraget godset, medens den vidtløftige grev Rantzau var i unåde. Grevskabet Løvenholm, der tilhørte familien Rantzau, bestod foruden af Løvenholm af hovedgårdene Demstrup og Sødringholm samt Skovgård i Tørrild herred. De enkelte hovedgårde forpagtedes bort, og det påhvilede Søren Larsen at få dette gjort på en så fordelagtig måde som muligt. Desuden skulle han sørge for, at jordebogspengene, tienden og andre afgifter blev rettidigt indbetalt, og han skulle præsentere de nye fæstere for sekvestrationskommissionen. Han synes at være gået i gang med opgaverne med ungdommelig iver, men støder hurtigt på store vanskeligheder, blandt andet på grund af bøndernes dårlige kår, der er betinget af landbrugets vanskelige forhold i denne periode. Besværlighederne melder sig omgående, idet den grevelige sekretær og den tidligere forvalter Henrik Henriksen Evendorph ikke vil flytte fra godset. Søren Larsen klager til rentekammeret, men får til svar, at det ikke kan formenes dem at blive boende, hvis de blot vil følge administrationen og ikke blande sig i den, »og finder I vel nok så mange værelser, som til Eders forretninger behøves«. Der udvikler sig hurtigt et dårligt forhold mellem Evendorph og Søren Larsen, der igen i marts 1705 beklager sig til rentekammeret over, at Evendorph nægter at afgive sidste års regnskab til ham. Kort efter kommer der fra amtstuen i Randers en indberetning om, at grevskabet skylder 323 rdl. af sidste års skatter. Amtmændene får nu besked om at undersøge forholdene, og da det viser sig, at Evendorph efter godsets inddragelse har fortsat med at bruge af dets midler efter grev Rantzaus anvisninger, bliver han belagt med arrest, og Søren Larsen får omsider regnskaberne overdraget. Søren Larsen har travlt i den første tid: der skal optages fortegnelser over godsets tilliggender, hovedgårdene og kirkerne skal synes, og regnskaberne skal bringes i orden. Endelig skal hovedgårdene bortforpagtes. Dette sker ved auktion, og Sødringholm tilslåes Detlev Lauritzen Møller, en søn af regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller og broder til Søren Larsens tilkommende hustru Johanne Larsdatter Møller. Forpagtningen gælder fra 1. maj 1705 til 1. maj 1708, og der skal årligt svares 308 rdl. i forpagtningsafgift. Men Allerede 1709 fratræder han sin stilling som administrator af grevskabet og bliver selv forpagter af Sødringholm. Da forpagtningstiden udløber i 1721, forlader han gården og slår sig først ned i sin barndoms by, Aalborg. Han er da ca. 48 år gammel. I 1722 køber han gården Toruphede i Rold, men sælger den kort efter. Ved auktionen efter Michel Mogensen Fog den 27. juli 1722 køber han for 2495 rdl. øen Vorsø i Horsens Fjord. Tiden her blev dog kun kort, idet han allerede døde året efter og blev begravet den 17. sept. 1723. Enken Johanne Larsdatter Møller fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo, men også hun bukkede snart under for sygdom og døde 5 måneder senere: den 5. februar 1724 om morgenen. Tilbage stod 8 børn, hvoraf den ældste var 16 år, den yngste 2. Den 15 årige Marie Elisabeth måtte bestyre husholdningen og passe sine små søskende, indtil disse blev fordelt hos deres formyndere, og øen blev solgt. Om disse børn haves nogen efterretning i et brev, skrevet af en datterdatter Bolette Engelbreth [21]. De havde en svær tid. "Provsten fra Viborg kom til at vogte Svin for en Bonde paa Alrø ... Provsten fra Vejlby kom til at vogte Gæssene hos hans Formynder. Dette varede dog kun kort ... de kom i Horsens latinske Skole og forvandt deres Hyrdestav til brave Mænd og fik en bedre Hjord at sørge for ...". De tog alle navnet Worsøe efter øen i Horsens fjord. Gården på Vorsø, som de stammer fra, er i dag forsvundet. Den lå på sydsiden (et sted i dag kaldt "tepotten").
- SØREN LARSEN
Den flere gange nævnte Søren Lauridsen skal vi beskæftige os nærmere med, idet han er identisk med den af Lengnich anførte stamfader Søren Larsen Testrup. Han er den næstældste af børneflokken fra Ålborg og født ca. 1673. Som ældste søn er han opkaldt efter farfaderen: Søren. Selv skriver han sig oprindelig (indtil 1705) Søren Lavritzen, senere Søren Larsen eller blot S. Larsen. Han bruger aldrig selv navnet Testrup, og hans to forskellige signeter indeholder de sammenslyngede bogstaver SLS og SL. Som vi har set, omtaler også sønnen Laurids sin fader som Søren Laursen, og således kaldes han også i omtalen af dennes død i Den Viborg Samler 1780 (no. 30).
Det synes at være sønnen Wilhelm Adolph, der bruger Testrup-navnet om sin fader, idet dette første gang er fundet nævnt i Krogs »Efterretninger om Viborg« fra 1779, hvortil Wilhelm Adolph Worsøe selv har givet oplysninger om sine forældre. Faderen kaldes her Søren Larsen Thestrup og moderen Johanne Marie Møller - begge navne altså ukorrekte, men man må også huske på, at Wilhelm Adolph kun var 4 - 5 år gammel, da forældrene døde. Nu er så spørgsmålet, hvorfor dette tilnavn hæftes på? Der synes ikke at være slægtsskab med herredsfogedslægten Testrup fra Rinds herred, og der er heller ikke fundet forbindelse med slægten Thestrup fra Mårslet sogn ved Århus.
Vi ved ikke, hvor Søren Larsen er født, idet han kan være født, før hans forældre kom til Ålborg. Testrup kan da være hans fødested, men undersøgelser i vedkommende kirkebøger, såvidt de er bevaret, har hidtil været resultatløse. Navnet kan også være tillagt efter faderens hjemby eller komme fra moderen Maren Christensdatters slægt. Mulighederne for at få et navn er på den tid utallige, og man vægrer sig ved at tro, at det skulle være grebet helt ud af den tomme luft. Men naturligvis kan det være forvansket. Søren Larsen kaldte han sig, og som Søren Larsen vil han blive omtalt i det følgende.
Søren Larsen er formentlig identisk med regimentsskriver Bilderings tjener Søren Lauridsen, der nogle gange 1692-93 nævnes i tingbogen i fra Ålborg, men den første sikre meddelelse vi har om ham er, at han i 1694 tjener i Skanderborg hos regimentsskriver Gyberg. Fra 1696-1702 er han fuldmægtig hos regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller, hvis datter Johanne han senere ægter. Under tjenesten her blev regimentsskriveren og han i 1701 udsat for et overfald af herredsfoged Claus Jessen i Galten. Den dramatiske episode er genfortalt i Årbog for Århus Stift 1918 og refereres i Den Seidelinske Slægtsbog bd. I p.141-42. Efter Lauritz Detlevsen Møllers død kom Søren Larsen igen hos Gyberg på Skanderborg Ladegård 1703-04, hvorefter han afbrød sin løbebane indenfor forvaltningen. af ryttergodset.
Den 27. dec. 1704 havde Frederik IV udstedt ordre til amtmanden over Dronningborg amt Holger Reetz og amtmanden over Kalø amt Joachim Gersdorff angående grevskabet Løvenholms inddragelse under kronen. De to amtmænd skulle fungere som sekvestrationskommission og antage en leder af den daglige administration af godset.
Den 26. jan. 1705 meddeler amtmændene rentekammeret, at de »har antaget en person nafnlig Søren Larsen, som de dertil døgtig har eragtet«. Fra nu af omtales Søren Larsen som Kongelig Majestæts Sequestrationsbetjent eller forvalter over grevskabet Løvenholm. Som kautionister for ham tegnede sig Tyge Jespersen til Mattrup og Skærring Munkegård og forpagter Søren Olufsen på Nørringgård i Folby sogn. Til kost og løn for sig og sin tjener får han tilstået 200 rdl. årlig. Den 30. jan. 1705 aflægger han sin embedsed; han er da 32 år gammel.
Grevskabet Løvenholm, der tilhørte familien Rantzau, bestod foruden af Løvenholm af hovedgårdene Demstrup og Sødringholm samt Skovgård i Tørrild herred. De enkelte hovedgårde forpagtedes bort, og det påhvilede Søren Larsen at få dette gjort på en så fordelagtig måde som muligt. Desuden skulle han sørge for, at jordebogspengene, tienden og andre afgifter blev rettidigt indbetalt, og han skulle præsentere de nye fæstere for sekvestrationskommissionen. Desuden havde han opsynet med udvisning af træ fra skovene og med grevskabets kirker, ligesom han fungerede som skifteforvalter. Hans nærværelse på godset har været nødvendig hele tiden, og en paragraf i hans instruks forbyder ham da også at forlade dette uden amtmændenes tilladelse.
Søren Larsen synes at være gået i gang med opgaverne med ungdommelig iver, men støder hurtigt på store vanskeligheder, blandt andet på grund af bøndernes dårlige kår, der er betinget af landbrugets
vanskelige forhold i denne periode. Besværlighederne melder sig omgående, idet den grevelige sekretær og den tidligere forvalter Henrik Henriksen Evendorph ikke vil flytte fra godset. Søren Larsen klager til rentekammeret, men får til svar, at det ikke kan formenes dem at blive boende, hvis de blot vil følge administrationen og ikke blande sig i den, »og finder I vel nok så mange værelser, som til Eders forretninger behøves«. Der udvikler sig hurtigt et dårligt forhold mellem Evendorph og Søren Larsen, der igen i marts 1705 beklager sig til rentekammeret over, at Evendorph nægter at afgive sidste års regnskab til ham. Kort efter kommer der fra amtstuen i Randers en indberetning om, at grevskabet skylder 323 rdl. af sidste års skatter. Amtmændene får nu besked om at undersøge forholdene, og da det viser sig, at Evendorph efter godsets inddragelse har fortsat med at bruge af dets midler efter grev Rantzaus anvisninger, bliver han belagt med arrest, og Søren Larsen får omsider regnskaberne overdraget. Han vil omgående have restanceme ud af verden og foreslår, at de skal inddrives ved execution. Rentekammeret afviser dog dette, medmindre det drejer sig om kongelige skatter, men da skal sagen først undersøges ved ordentlig lov og dom.
Søren Larsen har travlt i den første tid: der skal optages fortegnelser over godsets tilliggender, hovedgårdene og kirkerne skal synes, og regnskaberne skal bringes i orden. Endelig skal hovedgårdene bortforpagtes. Dette sker ved auktion, og Sødringholm tilslåes Detlev Lauritzen Møller, en søn af regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller og broder til Søren Larsens tilkommende hustru Johanne Larsdatter Møller. Forpagtningen gælder fra 1. maj 1705 til 1. maj 1708, og der skal årligt svares 308 rdl. i forpagtningsafgift.
Det var af stor betydning for bønderne, at de fik udvist træ fra skovene, dels til hjul og vogne, dels til husbyggeri og gærder. Den 4. sept. 1705 lader Søren Larsen foretage syn på skovene og udarbejde lister over, hvad der skal udvises af træ, også til hovedgårdenes reparation. Listerne indsendes til rentekammeret. juleaften 1705 ser Søren Larsen sig nødsaget til at rykke for svar. Hans skrivelse skal her gengives ordret som en prøve på tidens stil og Søren Larsens sprogbrug:
Deres Excellencer
Høyædle og Velbaame
Høi- oe Velædle, Ædle oc
Velbiurdige Herrer,
Høygunstige Patroner.
Som ingen Ordre eller Bevilling endnu paa ded sequestrerede Græfschab Løvenholms høyfornødne Udviisning efter fremsendte Siuns-Vidner oc Schov Rouller af 4de Septembris nest forløben, er indkummen, oc Forpachteme over Ladegaardenis manglende reparation, med Forpachtningspengenis erlæg finder sig højligen besværget, Betienteme udi deris function med Schovenis opsicht, misfornøjet, oe Bønderne af Nød for Hiultræe oc deslige til Ladegaardenis Hoverie oc Arbeide at forrette, færdig til at revoultere oc voldtage Schoven, hvorunder de sielf rujnerer sig, schatter oc landgl. tilbageholder, oc Schoven dog iche mindre sveches, foruden af Kirchens Tienere udi Kircheme maa giøre deris Embede med Klage, Alt saa vilde ieg sligt Deris Excells. oc mine Høist biudende Herrer Allerydmygst forestille, med bedende oc underdanigst Erindring om forbemt. indgiven Schov Rolles naadigste Expedition, hvor med jeg nest min allerydmygste recommendation, forbliver
Deris Excells.
Høy-ædle oc Velbaarne
Høi- oc Vel-Ædle, Ædle oc
Velbiurdige Herrers
Underdanige oc
Hørsambste
tiener
S. Larsen.
Løvenholm d.24de
Decembris Ao 1705
Ansøgningen synes at have været nytteløs. Søren Larsen fortsætter sine bestræbelser for at inddrive skatterne og går nu, som anvist af rentekammeret, rettens vej. I juni 1706 får han således tre fæstere dømt til at have deres gårde forbrudt og til nogle måneders tid i nærmeste fæstning til arbejde i skub-karren. Dommen har skullet virke til skræk og advarsel, og bønderne er blevet bange, for den 11. aug. s. å. får de ved Løvenholm birketing opsat et tingsvidne, om at de ikke kan gøre forpagterens arbejde eller hoveri ved ladegården uden udvisning af træ, og at »skatter og afgifter dennem så hart over deres evne afpresses«. Søren Larsen, der var stævnet til vedermålsting, lovede at viderebefordre deres klage over manglende træudvisning »på det de ikke ganske skulle vorde øde, såsom de udi mange år intet haver bekommet«. Spørgsmålet om skatternes størrelse tog han ikke stilling til. Rentekammeret svarer, at der skal blive udvist træ til vinter, og amtmændene får besked om at sørge for, at det sker. Situationens alvor aftegner sig i Søren Larsens regnskaber, for medens restanceme hos bønderne for året 1705 beløb sig til 658 rdl., er de i 1706 mere end fordoblet og beløber sig til 1544 rdl.
Søren Larsen selv synes på dette tidspunkt at være en holden mand, ja allerede i 1703 har han kunnet låne penge ud på rente, nemlig 200 rdl. til Jens Jacobsen Skivholme i Årlius, der atter juleaften 1706 låner 200 rdl., penge som Søren Larsen imidlertid tildels sætter overstyr, idet han må sætte en del af jens Jacobsens effekter til auktion for blot at få nogle af sine penge hjem. Imidlertid var den udvikling allerede da i gang, der skulle føre til Søren Larsens afsked og den lange strid, som satte sit præg på hans bedste år. I marts 1706 meddelte Søren Olufsen, der sammen med Tyge jespersen havde kautioneret for Søren Larsen, at han opsagde sin kaution, idet hans medkautionist var afgået ved døden. I juni samme år anmoder rentekammeret om at få regnskaberne indsendt til revision og beder samtidig om nye kautionsbeviser »for tjenesten såfremt samme Eder ellers fremdeles skal vorde anbetroet«, og i september samme år er man nødt til alvorligt at erindre Søren Larsen om sagen. I oktober må han meddele, at han ikke kan skaffe anden kaution end 1000 rdl. stående i Tyge jespersens dødsbo. Værge for Tyge Jespersens enke er svigersønnen Hans Nansen, og i december 1706 meddeler Søren Larsen, at han »graveres meget fra Tyge jespersens stervbo« og anmoder om at kunne vente med en ordning til førstkommende Viborg Snapsting den 2. april 1707. I januar 1707 sker der den forandring i administrationen, at rentekammeret placerer ansvaret for regnskaberne hos de to amtmænd, der dermed overtager alle forhandlingerne med forvalteren. Situationen er lykkelig for Søren Larsen, idet den betyder en kort ro omkring kautionsspørgsmålet, og muligvis står hans velynder Holger Reetz bag ved. Det er formentlig ham, der i sin tid har peget på Søren Larsen til posten som forvalter, og forholdet mellem dem synes at have været det bedste.
Søren Larsen stifter nu familie og ægter, formentlig i begyndelsen af 1707, Johanne Larsdatter MøIIer født ca. 1686, datter af regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller og dennes første hustru Lisabeth Davidsdatter von der Heide. Disse omtales udførligt i Den Seidelinske Slægtsbog I s. 140-145, idet regimentsskriveren anden gang var gift med Lisbeth jørgensdatter Sejdelin. Datoen for Søren Larsens bryllup kendes ikke, men når 1707 anføres her, skyldes det, at der i hjemmet fandtes en sølvkande, vejende 84 lod, med en forgyldt skuepenge i låget, de to ægtefolks navnetræk og årstallet 1707 - formentlig en bryllupsgave? Og mon man ikke også har lov til at gætte på, at brylluppet stod på Sødringholm? Det ældste barn fødes samme år, og det opkaldes efter amtmand Holger Reetz.
I 1707 dør også den anden kautionist, forpagter Søren Olufsen, og enken forlanger sit kautionsbevis udleveret, hvilket giver anledning til mange skriverier, uden at der dog gøres alvor af at skride ind over for Søren Larsen. Imidlertid dør amtmand Holger Reetz i december 1707, og i januar 1708 udnævnes amtmanden over Silkeborg og Mariager amter Hans Nansen tillige til amtmand over Dronningborg amt og overtager dermed Holger Reetz' plads i sekvestrationskommissionen. Hans Nansen var som omtalt formynder for sin svigermoder Tyge jespersens enke og altså direkte impliceret i kautionsspørgsmålet. Udviklingen kan ikke følges i enkeltheder, men flere ting synes at have været medvirkende til Søren Larsens afskedigelse, der finder sted 30. jan. 1709 med virkning fra regnskabsårets slutning 1. maj 1709. Den 11. aug. 1708 havde rentekammeret udtrykt sit syn på Søren Larsen og hans forvaltning med følgende ord: "Ved de store landgilderestancers indsøgning hos bønderne skulle os synes rådeligt, at dermed brugtes sådan moderation, at bønderne ved gårdene fremdeles bliver conserverede, og godset ej udi ruin geråder ... Hvad sig ellers sequestrationsbetjenten anbelanger ... da dersom han ej samme (kautionen) uden videre ophold fremskaffer, skulle vi ikke holde for rådeligt hannem samme længere at anbetroe."
For en uvildig betragter synes der at være vist mere end rimelig langniodighed overfor Søren Larsen i kautionsspørgsmålet, og når dertil koniner, at han ikke evnede at få skatter og afgifter tilfredsstillende ind På trods af, at han tilsyneladende var tilhænger af en hårdere kurs mod bønderne, end man på højeste sted fandt rimelig, kan det ikke undre, at man så sig om efter en anden forvalter. Men det retfærdiggør ikke den behandling, han senere fik.
Ved sin fratræden fremlægger Søren Larsen regnskaberne for perioden 1704-1709. Ialt beløber indtægteme sig til 20.675 rdl. 30'/2 sk., hvortil kommer en meget betydelig post: udestående restancer hos bøndeme på 6527 rdl. 56 sk., hvoraf alene regnskabsåret 1708/09 tegner sig for de 2186 rdl. 31 sk. I løbet af sommeren 1709 afvikler han administrationen til sin efterfølger Christian.Foss og indbetaler 19. sept. 1709 sin kassebeholdning på 1648 rdl. 20 sk. til Randers amtstue, hvorefter han begærer sine regnskaber revideret og udbeder sig endelig kvittering.
Efter afskeden ved vi ikke nøjagtig, hvad han har foretaget sig, bortset fra, at han fortsat har opholdt sig på godset, hvad han synes at have været forpligtet til, sålænge hans regnskaber ikke var endeligt godkendt. I oktober 1710 er han endnu på Løvenholm, men i juni 1711 opholder han sig på Sødringholm. Nu sker der imidlertid det, at godset bliver givet tilbage til grev Rantzau, i hvilken anledning stiftamtmændene Chr. Ludw. v. Plessen og Frederik Krag til Stensballegård den 17. juni 1711 indfinder sig på Løvenholm sammen med amtmændene Joachim Gersdorff og Hans Nansen. I stiftamtmændenes redegørelse til rentekammeret hedder det:
»Amtmændene producerede os forvalteren Søren Larsens regnskaber fra 1704 til anno 1709 med de antegnelser, som de udi samme regnskaber havde gjort så og forvalterens besvaringer derpå, hvorudi mulig kunne findes adskillige misligheder bemeldte forvalter til last, men som det derhos vel ville falde besværligt lovligen at bevise de fornemmeste poster, som han sig kan have forset med, ville det kanske ikke belønne bekostningen om sligt på Hans Majestæts vegne med proces skulle søges og udføres. Bemeldte regnskaber består udi nogle ris papir, som ville tage en stor tid bort at efterse og beregne . . . «. De henstillede, at amtmændene selv skulle revidere regnskaberne færdig »på det at amtmændene og forvalteren alene måtte blive ansvarlige til det som grevskabets administration udi sequestrationstiden har været forset og mishandlet. Om grevskabet hedder det videre, at det er »udi en meget slet tilstand og skal greven have møje det at maintenere og udi stand at sætte«. Det er således langtfra noget flatterende billede af Søren Larsens administration af godset, vi her får.
Søren Larsen vil gerne hurtigt have sit mellemværende med amtmændene ud af verden, og i en skrivelse dateret Sødringholm 21. juni 1711 beldager Søren Larsen sig over, at han er blevet opholdt imod loven i over to år til sin største skade. Han omtaler sig som »jeg fattige mand« og anmoder de høje herrer om at hjælpe ham »til et lidet stykke brød igen«. Grev Wilhelm Adolph Rantzau synes han hurtigt at komme på en god fod med, og senere opkalder han da også en af sine sønner efter ham. Den 9. februar 1713 stadfæster grev Rantzau Søren Larsens forpagtningskontrakt på Sødringholm for det usædvanlig lange tidsrum af ni år, nemlig for perioden 1. maj 1712 til 1. maj 1721 for en årlig sum af 2-50 rdl. I forpagtningskontrakten hedder det blandt andet, at bønderne skal forrette hoveri til ham med pløjning, såning og høstarbejde, hvortil forpagteren skal henholde dem, sligt villig og ufortrøden at forrette, dog at se til, at ingen af bønderne enten med udpantning eller andet utilbørlig bliver medhandlet eller begegnet. De skal være så lydige overfor forpagteren, som herskabet selv var på gården. Forpagteren har 20 svin frit på olden og del i tienden til Sødring, Dalbyneder og Råby kirker samt andre naturalieydelser. Gården vedligeholdes af greven, dog skal forpagteren selv betale evt. reparationer af vinduerne. I øvrigt må han gården og hvad dertil hører nyde, bruge og sig så nyttig gøre, som en ærlig forpagter vel egner og anstår.
Sødringholm, eller som gården kaldes »Sødring Hovgård«, ligger i Sødring sogn nord for udløbet af Randers fjord. De daværende bygninger er helt forsvundet, og den nuværende hovedbygning opført i 1752. Den 15. aug. 1715 blev der holdt syn på gården. Den bestod da af et stuehus i 24 bindinger og en port. Kalkningen var brøstfældig, og 50 teglsten var afblæst i stormen; det halve hus var tækket med langhalm, som imidlertid på adskillige steder var opblæst. Foruden hovedbygningen lå der norden i gården et tørvehus i ti fag. Plankerne omkring borggården var defekte, og porten til abild- og kålhaven øde og forrådnet. Ladegården bestod af en ladebygning, til hvis nytækning behøvedes 106 traver langhalm, så den har været af en anseelig størrelse. Desuden lå der kvægstalde (oxenhuse) mod syd og vest og en fåresti på ni fag ved ladens nordende. Ved anden lejlighed nævnes også en hestestald.
Tiden på Sødringholm kan have været lykkelig, men det uafgjorte mellemværende for godsets administration har hvilet som en skygge over familien. Det vil føre for vidt at følge dette tovtrækkeri i detailler. I 1716 dør amtmand Hans Nansen, men Joachim Gersdorff vil stadig ikke give kvittering, selvom det senere viser sig, at regnskaberne har været færdigreviderede inden Nansens død. Det fremgår af korrespondancen, at Søren Larsen i denne periode ikke selv har haft fri rådighed over sine midler, og at han ikke har kunnet søge tjeneste andetsteds. Dette forhold har, for at bruge Søren Larsens egne ord, været »for min videre fortun og employe til yderste ruin«. Da der er gået ialt 9 år, vil Søren Larsen ikke længere, måske har han allerede da ikke følt sig rask mere, idet han bruger udtrykket, at han » for dødeligheds skyld « må lade protestere ad rettens vej.
I februar 1718 tilsiger han birkedommer Hans Mathiesen Guderup Og to vidner: tolder Rasmus Winther i Randers og Hans Jacobsen Tønder sammesteds fra. Der opsættes en formel protest, og den 25. febr. afleveres den til Hans Nansens enke på Skærring Munkegård. Hun undskyldte sig med ikke at kende til sagen og henviste til amtmand Gersdorff. Den 26. febr. drog de videre til Isgård, hvor Gersdorff nægter at give kvittering. Protesten indsendes til rentekammeret, og i oktober samme år fremkommer omsider den endelige opgørelse - forfattet af afdøde amtmand Nansen den 11. dec. 1716 - hvorefter Søren Larsen skulle efterbetale 186 rdl. 2 mk. På daværende tidspunkt er han stadig i stand til at modbevise to poster på ialt 44 rdl. 4 sk., således at han sluttelig skal indbetale 142 rdl. 2 mk. til Randers amtstue. Da dette er sket, modtager han den 17. sept. 1719 den endelige kvittering. Der synes i denne sag at være meget at bebrejde Joachim Gersdorff, og man noterer da også med tilfredshed, at Søren ]Larsen ikke har opkaldt børn, hverken efter ham eller efter Hans Nansen. Noget andet er, at Søren Larsens virksomhed som pengeudlåner med al ønskelig tydelighed viser, at vi ikke skal tage hans beklagelser over sine økonomiske forhold alt for højtideligt. Men det psykiske pres har sikkert slidt på ham.
Da forpagtningstiden udløber i 1721 forlader Søren Larsen Sødringholm og slår sig først ned i sin barndoms by, Ålborg. Han er da ca. 48 år gammel. I 1722 køber han gården Toruphede i Rold, men sælger den kort efter. Ved auktionen efter Michel Mogensen Fog den 27. juli 1722 køber han for 2495 rdl. øen Vorsø. Tiden her blev dog kun kort, idet Søren Larsen allerede døde året efter og blev begravet den 17. sept. 1723; ligprædikenen holdtes af sognepræsten Jens Foss Zeuthen. Enken Johanne Larsdatter Møller fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo, men også hun bukkede snart under for sygdom og døde 5 måneder senere: den 5. februar 1724 om morgenen. To degne sang over liget, og den 14. febr. begravedes hun under gulvet i Søvind kirke. Tilbage stod 8 børn, hvoraf den ældste var 16 år, den yngste 2. Den 15 årige Marie Elisabeth måtte bestyre husholdningen og passe sine små søskende, indtil disse blev fordelt hos deres formyndere, og øen blev solgt.
Selvom det således er en ret begrænset tid, familien har haft sit ophold på øen Vorsø, vil en skildring af hjemmet på Vorsø dog have sin interesse, da det jo blev denne korte tid, der gav familien navnet Worsøe. Det er sikkert gået til på den måde, at de 8 børn, der blev anbragt hos deres formyndere rundt omkring, er blevet kaldt børnene fra Vorsø, eller Vorsøbømene og så senere har valgt at bruge dette fælles navn. Kun den ældste broder, Holger, der var kommet hjemmefra, inden familien flyttede til øen, førte ikke navnet, men kaldte sig Holger Reetz. Første gang, navnet Worsøe er fundet anvendt bevidst, er ved Laurids Sørensen Worsøes immatrikulation ved Københavns universitet d. 16. aug. 1730, hvor han kalder sig Laurentius Severinides Worsøe.
På sydsiden af øen Vorsø, det sted, der nu kaldes »tepotten«, lå gården, bygget i 1648 på købstadsvis i to stokværk i bindingsværk med en kvist og tegltag. Ved siden af hovedbygningen lå en hestemølle og udhuse med stråtag. På gården nævnes i skiftet efter Søren Larsens hustru følgende rum: den store stue, den salig mands kammer, en liden skænk, sengekammeret, mælkekammeret, køkkenet, bryggerset, kvisten, deigkammeret, spisekammeret, inderkælderen, underkælderen, salen, mellemkvisten, kornloftet, vestersvalen, øverste loft, møllen, huggehuset, drejekammeret, gården, skolen, rullekammeret, forstuen, herberget, stalden, laden og mølleloftet. I det meget fyldige skifte gives der en nøjagtig fortegnelse over inventaret i samtlige rum, og at læse dette er som at gå en tur gennem det gamle hjem. Vi må dog her begrænse Os til at se ind i et par af værelseme og ellers blot nævne et udvalg af det øvrige indbo. I den store stue er der 5 fag vinduer med gardiner af hvidt lærred med smalle hvide frynser, Og rummet opvarmes ved hjælp af en jern kakkelovn. På gulvet står et rød- og hvidmalet slagbord med Piller og fod og en lang brunmalet fyrretræsbænk. Desuden er der en løjbænk overtrukket med rødt ruslæder og fire gamle røde ruslæderstole. Derudover en træstol uden rygstykke og en ny samt to gamle spinderokke. Her står også en fyrretræsseng med himmel og egestolper, og der hænger et spejl med sort ramme. Endvidere står der et skrin overtrukket med sort læder og forsynet med lås og nøgle og endelig et stort egeskab med to døre for og en skuffe under neden. I dette skab har gangtøjet haft sin plads, men det meste er på det tidspunkt skiftet holdes overtaget af børnene eller svet om. Blandt det, der endnu er tilbage, kan nævnes et sort sjal, en gul krep-kvindekjole med rødt multumfoer (en slags tætvævet groft flonel), et par gamle kvindemanchetter med kniplinger, en blå tafts kvindehue med røde bånd og en gammel vifte.
I den salig mands kammer er der to vinduer med grønne raskes gardiner for (en slags tyndt, groftvævet uldent stof), et firkantet egetræsbord med fod, skuffe og lås, en gammel ruslæderstol og en gammel træstol. Desuden er der en rejsekuffert overtrukket med sælskind, en dito overtrukket med sort læder samt et sort beslagent skrin. Til bordet er der et rødt og hvidt kattunsbordklæde, 4 alen langt og to alen bredt. Endvidere er der et blækhorn af sten og en stentavle til regnebræt samt hele den efterladte korrespondance, hvoraf de vigtigste breve og kvitteringer findes afskrevet i skifteprotokollen. Af hans personlige efterladenskaber to hirschfængere: én med sølvbeslag og skildpadde i fæstet og gehæng med sølvbeslag, og én med en indlagt agat i fæstet og metalbeslag med tilhørende gehæng med et messing spænde samt et par røde fløjels mandstøfler med sølvgalloner på.
Der findes adskillige ting rundt på gården, der kan kaste lidt lys over Søren Larsens og hans hustrus tilværelse, men vi må nøjes med at se på et par enkelte grupper af ting. Af de personlige beklædningsgenstande er der endnu for Søren Larsens vedkommende at nævne en blå polsk rejsedragt af klæde med 12 sølv hager og to sølv knapper ved hænderne underforet med gråværk samt en rød og en blå vadmelskappe, og endelig findes der i sengekammeret »en lang peruqueeske«. Sammesteds finder vi et ur-slagværk og adskillige blå- og brunstribede dyner og puder af bolster og hjemmegjort olmerdug, men også noget så gammeldags som en skind hovedpude og en gammel læderdyne. Af kvindeklæder finder vi bl. a. en kjole med hvide blommer, et blåt silkeskørt med hvide blommer og kamelhårsfrynser, en rød skarlagens kvindetrøje, en kjole af gråt engelsk tøj og rødt multumsunderfoer og en brun klædeskjole med grønne opslag og smalle guldgalloner, underforet med blåt lærred. Af kvindesmykker nævnes kun et guldarinbånd i tre gjorder med den salig mands og kones navn i, et lidet demantskors med 6 store og 6 små sten udi og en liden guldkæde. Af sølv og guld iøvrigt en lille guld balsambøsse med to rum i og 8 grønne sten, en sølvpotte at bruge i barselsseng, et højt smalt gammeldags sølvbæger, en guld tommelring med den sal. mands navn i, den tidligere nævnte bryllups-sølvkande, et stort sølvbæger med Ægteparrets navnetræk i, et lille sølvbæger med mandens navn og årstal 1700, et dito med bogstaverne SJS og MSD og årstal 1704, et sølvsaltkar, 6 sølvskeer med deres navnetræk, en rund sølvske med knop på og navnene Jens Thusen og Anne Gregersdatter og årstal 1664, 5 sølvskeer med udslebet navn og årstal 1698 samt 34 sølvkjoleknapper i sølvtrådsmønster. I denne forbindelse kan også nævnes et glaskrus med sølvlåg, hvori deres navne er indgraveret, et rødt stenkrus med sølvlåg og en lille skuepenge og en glas karaffel. Foruden diverse kobbertøj findes af tin: 2 store hamrede fade, 5 andre fade, 15 flade og 6 dybe tallerkener, 2 høje og 4 mindre lysestager, et højt rundt saltkar, en smørkande med låg og to thepotter. Af blik findes 6 theflasker og en gammel kaffekande. Til at drikke theen af havde man fire par brune porcelæns theskåle og -kopper samt et par blå hollandske dito. Øl og brændevin har man selv forsynet sig med, og der findes en brændevins- og bryggerkeddel på 5 fjerdinger med hat, et støbekar på 17 tdr. og forskellige bryggerkar, hvoraf det største var på 6 tdr.
Som det sidste af indboet fortjener Søren Larsens bøger at nævnes, i alt 16 bind. Efter vore forhold jo ikke nogen stor samling, men efter datiden ret usædvanlig for en mand uden for den gejstlige stand. Det kan dog nævnes, at Søren Larsens svigerfar regimentsskriver Lauritz Detlefsen Møllers bogsamling omfattende 21 bind, hvoraf én synes at være fulgt med datteren Johanne, nemlig »Paradisets Urtegaard« på dansk. Hvor de øvrige bøger kommer fra lader sig næppe opspore, men det er påfaldende, at de fleste bøger er fra tiden omkring 1680, og at bøger trykt efter år 1700 ikke synes at forekomme. Mindst overraskende er det, at Christian den 5tes forordninger 1683-1699 og Frederik den 4des forordninger 1699-1702 findes. Og det kan næppe heller overraske, at hovedparten af de øvrige bøger er af kristelig beskaffenhed. Naturligvis er der en bibel, nemlig Christian den 5tes Hus- og Rejsebibel (den lå forøvrigt i sengekammeret, medens de øvrige bøger var på Søren Larsens kammer). Derudover var der dr. Morten Luthers teologiske og historiske Beskrivelse om den reformerede Religion, dr. Henrik Gemers »Commentarium over Evangelierne« i folio, dr. Valentin Vudrians »Kaarsskoele«, dr. Hendrik Miillers »Aandelige Sparetimer«, Caspar Sibelius »Christelige Bønner og Tachsigelser«, Thomas a Kempis bog om Christi efterfølgelse og dr. Johannes Lassenius »Das betrübte und von Gott reichlich getröstete Ephrahim«. Den meget udbredte opbyggelsesbog, Michael Saxes »En liden aandelig Spørgsmaalsbog«, trykt i 1643, er også blandt bøgerne, og en salmesamling, nemlig Elias Naurs »Golgatha paa Pamasso«. Af verdslige bøger finder vi tre, nemlig »Wahrhaftige und lustige Historien von dem Leben des Francion«, Germanus Adlerholds »Neu-eröffnetes Italien« og sidst bogsamlingens perle: Birgitte Thotts berømte Seneca-oversættelse fra 1658 i folio - et værk, der nok har kunnet give trøst i modgangstider.
Bøgerne blev spredt, som alle de øvrige ting blev spredt, da hele boet blev solgt på auktion. De to ældste døtre købte lidt af moderens tøj, Holger købte faderens hirschfængere og hans tøfler, men ellers kom så godt som alt til fremmede. En undtagelse blev der dog gjort med den lille guldkæde, som den 15-årige »mademoiselle Lischen« (Marie Elisabeth) fik på broderen Holgers foranledning, fordi hun havde styret huset efter moderens død »og ligesom været en Tjener for hendes Søskende«. Selve auktionen begyndte den 18. dec. 1724 men afsluttedes p. g. a. dårligt vejrlig først den 13. jan. 1725. Øen med gården var solgt til Frederik Krag på Stensballegård for 1990 rdl. og løsøret indbragte 1238 rdl. 3 mk. 15 sk.. Da skiftet den 6. juli 1725 kunne sluttes, blev der til hver af de fem brødre 585 rdl, 5 mk. 21/2 sk. og til de tre søstre hver 292 rdl. 5 mk. 9 sk.
Søren Larsen og Johanne Larsdatter Møller havde, såvidt vides, ni børn, hvoraf de tre ældste var født på Løvenholm, fem på Sødringholm og én i Ålborg. Holger blev født ca. 1707, Marie Elisabeth ca. 1709, en datter Anne Sophie, døbt 12. okt. 1710 i Gjesing døde som barn, Laurids er født 18. okt. 1711, Detlev ca. 1713, Anne Sophie ca. 1716, Wilhelm Adolph 1718, Frederik Christian 1720 og Johanne Marie døbt 9. febr. 1722 i Ålborg Frue kirke.
|