Den bornholmske familie Rosman Af Bodil Tornehave
Rønnes ledende købmandsfamilier i 1600-årene stammede ofte fra hansestæderne, og familier som Kofoed, Bohn, Marchman og Rosman hørte alle til dem. Der er stadig Kofoed'er, Bohn'er og Marchman'er på Bornholm; men navnet Rosman kendes i dag kun fra 27. sl.gd. i Knudsker, Rosmannegård, og det er meget lidt, der hidtil har været fremdraget om familien.
Formålet med denne undersøgelse har været at placere familien Rosman ved at søge at opklare dens forbindelse til andre af datidens ledende rønnefamilier og at gøre rede for, hvorfor dens mandslinie forsvandt fra Bornholm.
Den ældste ved navnet Rosman, som vi kender til, er købmand Jørgen Rosman, der er opført i en skatteliste fra Rønne fra 1633. 1 Han er den eneste af navnet på listen.
Nogle år efter var der yderligere to købmænd af navnet i byen. Claus Rosman optræder i et dokument af 4. februar 1642 med et krav i boet efter salig Jep Bødker, og han er medunderskriver på et andet bevaret dokument af 2. juni 1643, hvor han skriver sig Claus Rosmand. Andreas Rosman var 6. juni 1643 stokkemand ved en sag for Rønne byting. Han underskriver sig på den bevarede udskrift af dommen som Andreass Rosmann, og i hans segl på dokumentet ser vi hans bomærke under bogstaverne AR.2. De var begge blandt de ti givere af en ny »himling« til Rønne Kirkes kor engang i første halvdel af 1640'erne,3 hvad der understreger deres position i byen.
Claus Rosman hører man ikke mere til; men ved kongehyldningen i 1661 var Anders (Andreas) og Lars (Laurids) Rosman, der udtrykkelig siges at være sønner af Jørgen Rosman, blandt de tolv underskrivende frimænd,4 så de har været af frimandsslægt, men har næppe været egentlige frimænd (et begreb, der på den tid var noget udvandet), for de kan ikke ses at have ejet frit vornedgods.
Lars Rosman boede da i Rønne, hvor han er opført i en tiendeliste fra 1662.5 Andreas Rosman boede derimod i Knudsker, hvilket fremgår af militærrullen af 1678 over »alt mandkøn på Bornholm«,6 hvori han betegnes som vagtmester ved vestre herreds compagni. Ud over ham er der kun opført endnu een med navnet Rosman på hele øen, sønnen Peder, der er opført blandt »de unge karle« i Rønne. Lars Rosman mangler, han må være død, før rullen blev udfærdiget.
I betragtning af, at Jørgen Rosman synes at have haft mindst tre sønner, er det ikke ret mange af slægtens mandlige medlemmer, der var i live i 1678, for ud over Andreas Rosman og sønnen Peder var der kun den yngste søn Jørgen, som endnu har været for ung til at gøre militærtjeneste. Noget tyder på, at pesten i 1654, som kostede så mange bornholmere livet, gik hårdt ud over Rosman'erne, og Andreas Rosmans sønner Peder og Jørgen var så unge, så de må have været fra et ægteskab, indgået i tiden derefter.
Andreas Rosman døde selv ikke længe efter, at militærrullen udfærdigedes i april 1678, for 29. januar 1679 efterlyste Kirstine sal. Andreas Rosmans en hoppe ved Bornholms Landsting:7
Ønsker vi at vide, hvor i Knudsker Andreas Rosman boede, er det naturligt at gå til jordebogsregnskaberne;8 men der optræder han ikke før vi i 1680 pludselig ser Kirstine sal. Andreas Rosmans opført ved både 27. sl.gd. og 1.vd.gd. Indtil da er i alle årene en Ole Henrichsen opført ved 27. sl.gd. og Lisbeth sal. Peder Kofoeds ved 1. vd.gd. Det fremgår også, at bygningerne på 1. vd.gd.'s jorder kort efter blev revet ned, og at jorden nu blev drevet fra 27. sl.gd.
1. vd.gd. var en frivornedgård. I 1684 indsendte Lisbeth sal. Peder Kofoeds søn Jens Pedersen Kofoed en liste over hendes frivornedgods til amtet, og her er gården opført som en af hendes i alt syv frivornedgårde. Listen ligger som bilag til August Dechners jordebog fra 1687 over frivornedgårde;9 men i selve jordebogen står kun de seks af dem som ejede af Lisbeth sal. Peder Kofoeds arvinger. 1. vd.gd. i Knudsker ejes af Kirstine sal. Andreas Rosmans.
Der er således tungtvejende grunde til at formode, at Andreas Rosmans hustru Kirstine var en hidtil ukendt datter af borgmester Peder Hansen Kofoed og Lisbeth Ravn, og hypotesen bestyrkes, når vi ser på de navne, Andreas Rosmans sønner fik, for dengang var det almindeligt på Bornholm, at et ægtepars ældste søn blev opkaldt efter morfaderen, den næstældste efter farfaderen.
Ud over de to sønner havde Andreas Rosman tre døtre. Den ældste var Barbara Andreasdatter Rosman, som var gift med Christopher Hansen,10 der var skipper og handlende. Hun har været så meget ældre end brødrene, så hun kan have været fra et tidligere ægteskab. Om Christopher Hansen ved vi, at han i 1672-74 var fører af en skude på 11 lstr., som tilhørte Jens Hansen, og i 1679 af en skude på 9 lstr., tilhørende dennes enke. I 1680 førte han sin egen skude på 9 lstr..11
Christopher Hansen døde i 169612 og efterlod sig ud over enken to voksne børn, Hans Christophersen og Barbara Christophersdatter. Datteren var gift med Jens Madsen Trelleborg13 og døde i barselsseng i 1697. Hun havde to små døtre i ægteskabet, Johanne og Barbara.14 Barbara skulle senere blive gift med snedker Poul Ottesen Arboe15 og blive moder til de to kendte bornholmerurmagere Otto og Peter Arboe. Barbara Andreasdatter Rosman blev gift anden gang med Jens Jørgensen.16 Hun døde i 1721/22.
Andreas Rosmans to yngste døtre hed Elsebeth og Lisbeth. Elsebeth blev i 1689 gift med Mads Kofoed til Almegård.17 Året efter døde hun efter at have født en søn. Andreas, og hendes to brødre, der betegnes som købmænd i Rønne, blev barnets værger.18 Lisbeth blev begravet fra St. Knuds Kirke 7. januar 1690, kun atten år gammel.
Kirstine sal. Andreas Rosmans flyttede i 1695 til Rønne, hvor hun 19. oktober købte et stolesæde i kirken. Hun boede ifølge skattetaxten fra 170119 i et hus i Grønnegade, nord for sønnens Peders gård, og hun døde i 1703. Ikke desto mindre stod hun i jordebogsregnskaberne fortsat anført ved gården i Knudsker helt til 1712, selvom den var beboet af en anden og ved hendes død var overgået til hendes yngste søn, Jørgen Rosman.
Den uorden, vi kan konstatere i jordebogsregnskaberne, hænger sikkert sammen med, at gården lå i et område, der var stærkt plaget af sandflugt. På de nærliggende 21., 25. og 26. sl.gd.'s jorder havde der ikke været bygninger »i mands minde«, og der var intet udbytte at få af dem. Det var også sandflugten, der var årsag til, at bygningerne på 1. vd.gd.'s jorder blev nedrevet o. 1680, og jorden lagt ind under 27. sl.gd. hvad den stadig er.
En antydning af, at de øde jorder til 25. sl.gd. har tilhørt Rosman'erne, har vi i, at det fremgår, at Kirstine sal. Andreas Rosmans (eller vel egentlig den, der da boede på gården) i 1697/98 betalte en otting smør for jorden, samt af, at der i jordebogsregnskabet fra 1688/89 pludselig umotiveret står »Jørgen Rosmans enke« ved dens jorder.
Også 27. sl.gd. synes at have været i slægtens eje. I J.L.K. Kures utrykte »Bornholmske gårde og deres ejere« samt i Bornholmske Stednavne, Kbh. 1951 s. 112 anføres, at den skal have været ejet af Lars Rosman, så den kan være gået i arv fra ham til Andreas Rosman, selvom den helt til 1679 står anført med en anden beboer. Andreas Rosman må selv antages at have beboet 1. vd.gd. (måske baggrunden for, at han i 1661 kunne optræde som frimand?), og har Lisbeth Ravn som hans svigermor boet hos ham, kan det have været naturligt, at det var hende, der var opført som beboer af gården, som var hendes.
Om den har været lovet til ham og hustruen eller rent faktisk har været afstået til dem fremgår ikke; men Kirstine har i alt fald været meget sikker på, at den enten var eller ville blive hendes, da hun flyttede ind på 27. sl.gd. og kort efter lod bygningerne på 1. vd.gd. nedrive.
Inden vi går videre med beretningen om, hvad der blev af Andreas Rosmans to sønner, skal vi se på nogle familieforbindelser, der har været mellem dem og andre ledende rønnefamilier. At sådanne har været der til den magtfulde familie Bohn fremgår af en sag for Bornholms Landsting, som løb op gennem 1690'erne, og som gik ud på at skaffe en umyndig dreng Herman Clausen Bohn to nye værger efter, at hans hidtidige værge, farfaderens broder Jørgen Mortensen Bohn, var død.
Ved skiftet efter Jørgen Bohn havde byfogeden forsøgt at få andre nære slægtninge, boende i Rønne, til at påtage sig hvervet, men de var særdeles uvillige dertil. Årsagen var, at drengens moder, Lisbeth Marchman, havde fået sig gjort grundigt upopulær i familien gennem sin opførsel, der havde vakt skandale i byen og nær havde ført til, at hun måtte gennem en hekseproces.
Historien om den unge enkes nære venskab med landsdommer Mathias Rasch, amtsskriver August Denchers interesse for hende og, efter at hun havde afvist ham, hans uvenskab med både hende og landsdommeren, er velkendt.20 Det havde ført til, at Dechner til at begynde med indklagede hende for en gæld fra hendes afdøde mands tid. Han fulgte det op med at udnytte en sladder i byen, gående ud på, at hun havde forsøgt at forgive landsdommerfruen (der havde haft et pludseligt ildebefindende) for selv at kunne gifte sig med Mathias Rasch, samt at en ung sindslidende pige havde påstået, at Lisbeth Marchman omgikkedes med fanden.
Med truslen om at blive indklaget også for dette, flygtede hun til København, hvor sagen først blev behandlet af en kongelig kommission og siden som en sag mod Dencher for højesteret, hvor han, dels for forfølgelsen af hende, dels for uhæderlighed i embedsførelsen, var blevet dømt til at gå i jern på Bremerholm.
Byfogedens anstrengelser for at skaffe drengen nye værger resulterede i, at han selv 21. november 1694 stod indklaget for Bornholms Landsting,21 hvor Jørgen Rosman (der anføres at være søskendebarn til Jørgen Bohn) og Barbara Andreasdatter Rosmans mand Christopher Hansen krævede sig frie for forpligtelsen.
Landstinget fulgte 17. juli 1695 deres krav derom,22 Jørgen Rosman blev kendt fri med den begrundelse, at han var for ung en borger til at forestå så stort et værgemål, og der var andre lige så nærbeslægtede i byen. Byfogedens næste forsøg resulterede blot i, at han 18. marts 1696 atter måtte stå for landstinget, denne gang indklaget af Peder Rosman, Giert Jacobsen von Kiempen og Willum Jacobsen.23
De sagsanlæggende »fødte værger« for drengen har således været i familie med Bohn'erne, men hvordan de var beslægtede kan ikke afgøres. At Jørgen Bohn og Jørgen Rosman var søskendebørn behøver ikke at betyde, at de var fætre, for begrebet søskendebørn kunne også omfatte, at man var beslægtede et led længere tilbage. Det er imidlertid givet, at det har været på fædrene side, at Peder og Jørgen Rosman har været beslægtede med Bohn'erne, for det må anses for udelukket, at det kan have været på mødrene side. De to rosmanbrødre blev som nævnt begge købmænd i Rønne. Peder Rosman24 ved at gifte sig med Elsebeth Jensdatter, der var enke efter købmand Jørgen Hansen, som døde i 1684. Derved blev han ejer af gården, som lå sydligst på arealet mellem Grønnegade og Storegade. Den bestod af en 17-fags øst-vestvendt og teglhængt stuelænge med havearealer både syd og nord derfor og en stald- og ladelænge, ligeledes teglhængt, på 13 fag sydud langs Grønnegade. Af denne eksisterer endnu de fem nordligste fag — det er Lybækkerlængen (resten af den oprindelige længe er stærkt ombygget). Omkring 1700 lod Peder Rosman endnu en længe opføre nordud langs Storegade, den var på 7 fag samt port og var halmtækt, så det var en ikke helt lille gård. Hans hustru bragte tre børn ind i ægteskabet, en dreng og to piger, mens ægteskabet med Peder Rosman var barnløst.
Han sørgede for, at stedsønnen, som det var sædvane i de bornholmske købmandsfamilier, fik sin uddannelse i Lybæk, og det har sikkert været meningen, at han med tiden skulle overtage gården og handelen; men han døde ikke længe efter, at han var vendt tilbage til Rønne. Så efter at Elsebeth Jensdatter døde i 1709, og arven til hendes døtre og børnebørn var fastsat, var Peder Rosman eneejer af gården, som ved hans egen død i 1711 gik til hans søskende.
Arvingerne, søsteren Barbara, broderen Jørgen og søstersønnen Andreas Kofoed, indgik omgående en skiftekontrakt. Derefter sørgede de for, at gården blev solgt til Jørgen Rosmans nygifte datter Kirstine og hendes ægtemand Jochum Ancher, søn af pastor Hans Ancher i Hasle (senere i Rønne). Det originale skøde af 21. juli 1711 på handelen er bevaret,25 på det ses Jørgen Rosmans segl med hans navn og bomærke, der kun afviger ubetydeligt fra hans faders fra 1643.
Jørgen Rosman var den mest fremtræ-dende af de to brødre og i alt fald fra 1703 byens kæmner.26 Han nedsatte sig i en stor gård sydligt i byen, den der i dag kaldes »Rønnes gård« efter en købmand Rønne, der ombyggede den radikalt først i 1800-årene. Den bestod af fire teglhængte længer på tilsammen 49 fag og havde 4 porte. Beboelsen lå i nordlængen på 14 fag, med have norden for, samt i de 3 nordlige fag af østlængen, der vendte ud mod pladsen foran gården, den der i dag er Hovedvagtspladsen. Her havde gården sin mødding liggende. Der hørte endvidere store havearealer til syd og vest for gården, beplantet med frugttræer.27
Hans hustru hed Karen Olsdatter. Et sølvbæger, der har deres navne og årstallet 1689 indgraveret, og som i dag befinder sig på Bornholms Museum, fik de utvivlsomt til deres bryllup. Børnene, tretten i alt, kom i hurtig rækkefølge, men fire af dem døde som små, medens otte piger og een dreng nåede at blive voksne.
Datteren Kirstines giftermål med Jochum Ancher fandt sted 16. juli 1711,28 og endnu to døtre nåede at blive gift, før Jørgen Rosman døde i 1722, Else, der blev gift med Ole Jacobsen Hein, og Ingeborg, der blev gift med Peder Madsen Kofoed i Hasle.29 Af disse tre døtre døde Kirstine i 1721, altså før faderen.
Sønnen Anders må ved faderens død endnu have opholdt sig i udlandet, formentlig Lybæk, for at lære købmandsskat. Han vendte tilbage til Rønne for at være til stede ved behandlingen af skiftet, for han købte 6. februar 1723 sin afdøde faders stolesæde i Rønne Kirke. Han havde imidlertid ikke til hensigt at forblive i Rønne (hvad der tydeligt afspejler sig i det, vi ved om boets deling), for han havde giftet sig i det fremmede.
Karen Olsdatter fik chancen for at gifte sig igen for på den måde at føre købmandsvirksomheden videre, idet hun ved skiftet fik tildelt bygården, 7. sl.gd. Lille Myregård i Nylars samt 1. vd.gd.'s jorder i Knudsker,3° medens sønnens arvepart kom til at omfatte 27. sl.gd. i Knudsker, der åbenbart blev betragtet som slægtsgården.
Hun valgte imidlertid at sælge sin arvepart til svigersønnen Ole Jacobsen Hein, gift med den nu ældste af døtrene, og indgå aftægtskontrakt med ham. I den forbindelse gav hun døtrene Grethe, Lisebeth, Barbara, Elsebeth og Karen samt sønnen Anders hver 200 sl.d. De gifte døtre havde allerede fået et tilsvarende beløb som »hjem-gifte« ved deres bryllupper.
Sønnen fulgte beslutningen op ved, at han og hans hustru Catrine Cornela Byell ved skøde af 4. maj 1724 solgte 27. sl.gd. i Knudsker til Ole Jacobsen Hein, og han og moderen fraskrev sig ethvert krav på gården.32
Det blev et uheldigt valg, familien dermed tog, for svigersønnen viste sig ikke at magte den opgave, der blev pålagt ham, og allerede året efter solgte han ved skøde af 16. februar 1725 33 bygården til Mathias Ipsen fra Nexø, der giftede sig med Kirsten, datter af Hans Christophersen (hvis moder jo var Barbara Andreasdatter Rosman) og steddatter af Mads Hansen Kofoed.34 Mathias Ipsen tog borgerskab som købmand i Rønne 15. oktober 1725, men vendte allerede i 1736 tilbage til Nexø, hvor han senere blev byskriver. Gården i Rønne solgte han ved skøde af 25. juni 1736.35
Ole Jacobsen Hein synes fortsat at være i vanskeligheder, og han tog de næste år flere gange lån i både jorder og gården i Knudsker. Hustruen Else døde i 1729. Karen Olsdatter har da åbenbart fået ophævet aftægtskontrakten med ham, for hun flyttede til Hasle, hvor den nu ældste datter boede. Ole Jacobsen Hein skilte sig desuden af med 27. sl.gd. og 1.vd.gd.'s jorder i Knudsker, der solgtes til gårdens beboer, Jens Mortensen.36
Karen Olsdatter må have fået bortgiftet døtrene Grethe og Lisebeth, medens hun endnu boede i Rønne. I Hasle fandt hun selv en ny ægtemand, Key Jensen, som hun viedes til 25. april 1731. Også resten af døtrene blev gift der. Barbara blev gift 20. marts 1730 med Claus Mogensen. Karen blev 6. juli 1731 gift med Hans Høg og efter hans død gift anden gang 3. februar 1736 med Peder Pedersen. Den sidste af døtrene, Elsebeth, blev 30. januar 1733 procurator Johan Diderich Holsts tredie hustru og efter hans død gift anden gang 9. februar 1737 med pottemager Michel Antonisen i Rønne.
Mandslinien hos Rosman'erne forsvandt fra Bornholm, da Anders Rosman valgte at blive i det fremmede; men der er stadig et stort antal efterkommere af slægten på øen. Det sørgede rosmandøtrene for.