Johnnys Slægtsforskning

Historien om familierne Hansen, Jensen, Ravnholdt m.m.

Udskriv Tilføj bogmærke

Rapport: Personer: Notater

         Beskrivelse: Personer with associated notes


Match 1 til 50 fra 62268   » Kommasepareret CSV fil

1 2 3 4 5 ... 1246» Næste»

# Person-ID Efternavn Fornavn Fødselsdato Dødsdato Nulevende note Træ
1 I72802        2 nov. 1790  321.

Kilde: Bogen "Vigsø slægter fra Vigsø Sogn".

 
tree1 
2 I72816        Ja, dato ukendt  641.

Kilde: Bogen "Vigsø slægter fra Vigsø Sogn".

 
tree1 
3 I79198        Ja, dato ukendt  St. Thorup  tree1 
4 I80044        Ja, dato ukendt  en Præstedatter  tree1 
5 I81122    Aage Christian Alexander Robert  10 jun. 1887  29 feb. 1940  Prins Aage var søn af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans samt barnebarn af Christian 9. I 1914 giftede prins Aage sig med Mathilde di Bergolo (1885-1949)og blev derfor strøget fra den danske tronfølge. Han blev den første greve af Rosenborg, men beholdt prinsetitlen. Han var kendt for at være en eventyrlysten person.

I 1909 kom prins Aage ind i hæren, og i 1913 blev han udnævnt til sekondløjtnant. Samme år var han militær observatør hos de græske styrker, der kæmpede mod bulgarerne, og under 1. verdenskrig tilbragte han et år i Italien, hvor han også fungerede som observatør. Efter krigen tilbragte han nogen tid i USA og også i Frankrig, (hvor han lærte fransk), inden han vendte tilbage til Danmark og Den Kongelige Livgarde, hvor han var en vellidt og populær officer, og hvor han blev udnævnt til kaptajn. Han blev senere af garderforeningen i København udnævnt til æresmedlem.

I 1922 mistede Prins Aage en formue som følge af Landmandsbankens krak. Dengang kunne en officer i forsvaret ikke leve af den løn, han fik, og Prins Aage anmodede derfor om tilladelse fra kong Christian 10. til at trække sig tilbage fra hæren og melde sig ind i Fremmedlegionen.

Den 28. december 1922 meldte Prins Aage sig til Fremmedlegionen, og efter forhandlinger mellem den danske og franske regering skulle prins Aage udnævnes til kaptajn i legionen. Ligesom i Den Kongelige Livgarde blev Prins Aage en populær officer. På et tidspunkt lånte en sergent med mere end 25 års tjeneste bag sig en sum penge, som han ikke betalte tilbage. Legionæren undskyldte senere i et brev, som blev fundet, efter at han havde begået selvmord på grund af skammen, at have stjålet fra prinsen.

Aage kom allerede i kamp mod berberstyrkerne et halvt år efter, at han havde meldt sig ind i legionen, dvs. fra maj til juni 1923. Hans kompagni bestod af folk fra alle sociale lag og kom fra otte forskellige nationaliteter. Det skete i Meknes i det nordlige Marokko, hvor Fremmedlegionen var i aktiv kamp imod oprørsstyrkerne, og hvor han modtog det franske Croix de Guerre, efter at han var blevet skudt i det venstre lår.

Den 24. maj 1924 blev han tildelt kommandoen over et beredent kompagni, og i slutningen af 1924 avancerede han til efterretningsofficer. I april 1925 havde Abdel Krims styrker slået spanierne og begyndte at angribe franske poster, og dér havde prins Aage meldt sig til tjeneste i den franske kommando, hvor han virkede som stabschef, sideløbende med at han deltog i aktiv kamp.

Fra maj 1923 til sommeren 1925 var han i kamp mod en eller flere stammegrupper. Han deltog samtidig i de hårdeste kampe mod Abdel Krims styrker, i undsætningsaktioner og i tilfangetagelsen af Abdel Krims oprørsenheder.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Han skrev senere en bog om sine oplevelser i Fremmedlegionen med titlen Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen.

Han bad i sit testamente om, at han måtte blive begravet på legionens kirkegård i Sidi-bel-Abbes, Algeriet. Her lå han indtil 1962. Algeriet var blevet selvstændigt, og Fremmedlegionen flyttede i stedet hovedkvarteret til Aubagne ved Marseille. I den forbindelse medtog man de jordiske rester af tre mænd, der skulle repræsentere fremmedlegionærerne, de franske officerer og de udenlandske officerer, der blev efterladt i Sidi-bel-Abbes. Prins Aage repræsenterer de udenlandske officerer. En tysk fremmedlegionær ved navn Zimmermann, der blev dræbt den 11. august 1961 i netop Sidi-bel-Abbes, repræsenter legionærerne, og general Rollét, der betragtes som den moderne Fremmedlegions skaber, repræsenterer de franske officerer.

I dag ligger legionens kirkegård i den sydfranske by Puyloubier, og man kan stadig se prins Aages, legionær Zimmermans og general Rolléts grave.

 
tree1 
6 I74215               
7 I11224    Adolf  18 dec. 1785  8 maj 1821  Ludwigslust  tree1 
8 I11224    Adolf  18 dec. 1785  8 maj 1821  Ludwigslust  tree1 
9 I10485    Agnes    1312  Sorø Kirke  tree1 
10 I2526    Agnes  1258  29 sep. 1304  Efter mordet på kong Erik V giftede hun sig med Grev Gerhard den Blinde af Holsten. Gerhard var en brorsøn til ABEL's Dronning, Mechtilde. De fik en søn Johan den Milde.

Regent fra 1286 for sin umyndige søn Erik 6. Menved; ægtede 1293grev Gerhard 2. af Holsten. 
tree1 
11 I126846    Alastair  1914  1943 


Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

 
 

Alastair, 2. hertug af Connaught og Strathearn (9. august 1914 i Mayfair, London – 26. april 1943 i Ottawa, Canada) var et medlem af det britiske kongehus.

I de første tre år af sit liv var han kendt som prins Alastair af Connaught. Derefter fik han høflighedstitlen jarl af Macduff.

 

 

Kongelige slægtninge

Gennem sin mor var Alastair af Connaught oldesøn af kong Edward 7. af Storbritannien og Alexandra af Danmark, dattersøn af Princess Royal Louise af Storbritannien, hertuginde af Fife samt grandfætter til dronning Elizabeth 2. af Storbritannien og kong Harald 5. af Norge.

Gennem sin far var Alastair af Connaught også oldesøn af Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha og dronning Victoria af Storbritannien. Alastair var fætter til arveprins Gustav Adolf af Sverige og dronning Ingrid af Danmark.

Forældre

Alastair af Connaught er det eneste barn af prins Arthur af Connaught (1883-1938) og prinsesse Alexandra, 2. hertuginde af Fife (1891–1959). Prinsesse Alexandra var den ældste datter af Princess Royal Louise af Storbritannien, hertuginde af Fife (1867–1931) og Alexander Duff, 1. hertug af Fife (1849–1912).

Arveret til tronen

Da Alastair af Connaught blev født, var han nummer ni i arvefølgen til den britiske trone. Da han døde var han nummer 12.

Efter mormoderens død i 1931 var Alastair og hans mor var de første, der havde arveret, uden at være efterkommere af kong Georg 5. af Storbritannien.

Alastair af Connaught var ugift.

Titler

  • 1914 – 1917: Hans Højhed Prins Alastair af Connaught
  • 1917 – 1942: Alastair, Jarl af Macduff
  • 1942 – 1943: Hans Nåde Hertugen af Connaught og Strathearn

I 1917 besluttede Georg 5. af Storbritannien, at oldebørn af britiske konger og dronninger ikke længere skulle være prinser og prinsesser. Dermed mistede Alastair sin titel som prins.

I stedet fik Alastair sin mors høflighedstitel. (Hun var grevinde af Macduff, så han blev titulær jarl af Macduff). Titler som Markis af Macduff og Viscount Macduff (vicegreve Macduff) kommer fra Alastairs morfars familie. Titlen Jarl af Macduff er senere blevet brugt af efterkommere af én af Alastairs to skotske fætre (hans mors søstersøn). (Hans anden skotske fætter var hans fars søstersøn.)

 
tree1 
12 I108417    Albert  26 aug. 1819  14 dec. 1861  Schloß Rosenau, Coburg  tree1 
13 I108417    Albert  26 aug. 1819  14 dec. 1861  Tyfus. Windsor Castle  tree1 
14 I108417    Albert  26 aug. 1819  14 dec. 1861  Royal Mausoleum, Frogmore, Windsor  tree1 
15 I108417    Albert  26 aug. 1819  14 dec. 1861 

Prins Albert av Sachsen-Coburg-Gotha, född 26 augusti 1819 på slottet Rosenau i Coburg, Sachsen-Coburg-Saalfeld, död 14 december 1861 i tyfoidfeber på Windsor Castle, Berkshire, England, var so

m drottning Victorias make Storbritanniens prinsgemål 1840–1861.

 

 

 

Han var son till Ernst I av Sachsen-Coburg-Gotha och Louise av Sachsen-Gotha-Altenburg.

 

 

 

Han gift

e sig med sin kusin drottning Victoria av Storbritannien den 10 februari 1840 i Royal Chapel, St. James's Palace, London.

 

 

 

Bland annat konserthuset Royal Albert Hall och gatan Albert

Embankment i London är uppkallade efter honom.

 

  
tree1 
16 I81108    Albert Edward VII.  9 nov. 1841  6 maj 1910  Buckingham Palace, London  tree1 
17 I81108    Albert Edward VII.  9 nov. 1841  6 maj 1910  Saint George Chapel, Windsor  tree1 
18 I81108    Albert Edward VII.  9 nov. 1841  6 maj 1910  Buckingham Palace, London  tree1 
19 I81108    Albert Edward VII.  9 nov. 1841  6 maj 1910  Prince of Wales, King of Great Britain & Ireland, Emperor of India  tree1 
20 I81108    Albert Edward VII.  9 nov. 1841  6 maj 1910  https://da.wikipedia.org/wiki/Edward_7._af_Storbritannien  tree1 
21 I81101    Alexander Frederik Vilhelm Albrecht  25 jan. 1863  1925  Landgreve (1888-1925)  tree1 
22 I81181    Alexander I  16 dec. 1888  9 okt. 1934  Cetinje  tree1 
23 I81181    Alexander I  16 dec. 1888  9 okt. 1934  Marseilles  tree1 
24 I81181    Alexander I  16 dec. 1888  9 okt. 1934  Alexander blev født i Cetinje, Montenegro. Hans far var Prins Peter af slægten Karadjordjevic, tidligere kronprins af Serbien, og Zorka, datter af fyrst Nikolaj af Montenegro. Peter blev konge af Serbien i 1903 da slægten Obrenovic blev styrtet ved et statskup.

Alexanders storebror Georg måtte give afkald på tronefølget efter en skandale i 1909. Alexander blev regent i 1914 under 1. verdenskrig, og konge i 1921.

I 1929 afskaffede Alexander grundloven og regerede derefter som diktator. (På det tidspunkt blev rigets officielle navn, "Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere", forandret til "Jugoslavien"). Han blev myrdet under et statsbesøg i Marseille, Frankrig i 1934 af en kroatisk frihedskæmper ved navn Vlado Chernozemski (1897-1934) tilhørende Ustaše. 

tree1 
25 I81181    Alexander I  16 dec. 1888  9 okt. 1934  Konge af Jugoslavien (1921-1934)  tree1 
26 I81389    Alexander John  6 apr. 1871  7 apr. 1871  Sandringham House  tree1 
27 I81389    Alexander John  6 apr. 1871  7 apr. 1871  Sandringham House  tree1 
28 I81389    Alexander John  6 apr. 1871  7 apr. 1871  Sandringham  tree1 
29 I81312    Alexandra  18 aug. 1870  12 sep. 1891  Døde i barselsengen 6 dage efter at have født sin søn  tree1 
30 I81178    Alexandra  25 mar. 1921  30 jan. 1993  Alexandra blev født fem måneder efter sin fars død. Hendes bedstefar, Konstantin 1. af Grækenland, var blevet genindsat på tronen efter at have været i eksil. Da bedstefaderen ikke oprindeligt havde givet tilladelse til ægteskabet mellem Alexandras forældre, blev hun derfor heller ikke anerkendt som legal arving efter faderens død. Imidlertid gennemførte kongen i 1922 en lov, der gav ham tilladelse til at anerkende tidligere indgåede ægteskaber som legale, selvom de var foretaget uden kongens accept. Denne lov var også tilbagegående og bedstefaderen anerkendte herefter ægteskabet mellem Alexandras forældre, hvilket gav hende og moderen titel som prinsesser af Grækenland og Danmark. Der var dog ingen mulighed for at arve tronen.

I 1944 flyttede hun til London og blev her gift med kong Peter 2. af Jugoslavien. Dette gjorde hende straks til dronning af Jugoslavien. Den 17. juli 1945 fødte hun parrets eneste barn, Alexander af Jugoslavien. Traditionen i hjemlandet gav, at kun en kongelig der er født i Jugoslavien kunne blive konge, men parret levede i eksil i London på grund af 2. Verdenskrig. Den britiske regering havde derfor gjort fødselsstedet, Suite 212 på Claridge's Hotel, London, til et suverænt og selvstændigt jugoslavisk territorium for, at opfylde denne tradition. Suveræniteten gjaldt dog kun i et døgn, men da parret først blev frataget tronen i november 1945, anses sønnens titel af kronprins for at være gældende.

Alexandra fik dog efterfølgende en alvorlig depression og sønnen Alexander blev derfor opdraget af sin mormor Aspasia Manos. Hun døde i East Sussex i 1993 og blev efterfølgende begravet ved Tatoi Palads i Athen. 

tree1 
31 I81107    Alexandra Carolina Marie Charlotte Louise Julia  1 dec. 1844  20 nov. 1925  Sandringham House  tree1 
32 I81107    Alexandra Carolina Marie Charlotte Louise Julia  1 dec. 1844  20 nov. 1925 

Alexandra blev født i 1844 som det næstældste barn og ældste datter af den senere Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel. På det tidspunkt var hendes far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en ubetydelig sidelinie til det danske kongehus.

Dette ændredes i 1853 da hendes far blev gjort til dansk tronarving, og familiens anseelse steg betydeligt.

På grund af Alexandra og hans andre børn og børnebørns alliancer med andre kongelige huse, blev Christian 9. kendt som "Europas svigerfar". Som Europas svigerfar samlede han sine børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg slot eller på Bernstorff slot.

Særligt 1880-erne og 90-erne blev kendte for de store sammenkomster der fandt sted.

Alexandra voksede op i "Det Gule Palæ" tæt på Amalienborg, og efter at faderen blev dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot. Familien var tæt knyttet, og forældrene lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtopfyldelse og evne til at representære.

Familiens midler var begrænsede under Alexandras barndom og ungdom, og Louise gjorde det klart at de ikke kunne forvente de samme ting som de børn i deres omgangskreds var vandt til.

Alexandra og de fleste at hendes søskende var ikke særlig bogligt anlagte, og senere hen blev gæster der besøgte Danmark chokeret over deres barnlige lege og til tider kedelige samvær.

Således voksede Alexandra op i et simpelt, men lykkeligt miljø, med familien som centrum, hvilket ikke altid var tilfældet for andre kongelige og fyrstelige familier.

Alexandra var tættest knyttet til sin søster, Dagmar, og de to havde et tæt bånd til hinanden gennem hele livet. Ligeledes var Alexandra tæt med hendes bror, Vilhelm, og hun besøgte ofte Grækenland efter han var blevet udnævnt til konge.

I 1862 blev Alexandra forlovet med prinsen af Wales Udvalget af prinsesser for den fremtidige britiske konge var begrænset i perioden og et stort arbejde blev sat ind for at finde ham den rette brud.

Alexandra blev hurtigt en af kandidaterne, men det var ikke med udelt begejstring for den britiske kongefamilie. Hendes svigermor, dronning Victoria, var ikke glad for de politiske problemer, det indebar, at Bertie blev gift med en dansk prinsesse. England var en allieret af Preussen og en konflikt mellem danmark og de tyske stater vedrørende hertugdømmerne Slesvig-Holsten var under opsejling.

I sidste ende var hun Alexandra dog den bedste kandidat, og hun vandt sin svigermoder og reste af den britiske kongefamilie med sine simple manerer og skønhed.

Inden brylluppet måtte Alexandra aflægge sin svigermoder et længere visit, og Victoria gjorde det klart at hun ikke børd sig om det danske aspekt ved den unge prinsesse eller hendes familie.

I marts 1863 ankom Alexandra sammen med sin familie til England hvor brylleppet skulle stå 10. marts. Til anledningen havde den engelske digter, Alfred Tennyson skrevet en ode til hende.

Sea King's daughter from over the sea,

Alexandra! Saxon and Norman and Dane are we, But all of us Danes in our welcome of thee, Alexandra!

—A Welcome to Alexandra, Alfred Tennyson

Alexandra var prinsesse af Wales fra 1893 til 1901, det længste nogen har båret den titel. Alexandra havde som prinsesse af Wales flere repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde. Hun stiftede en fond til bekæmpelse af arbejdsløshed, og arbejdede for hospitalsvæsenets udvikling.

Hun havde ingen politisk indflydelse i den periode, ligesom hendes mand blev udelukket fra at deltage i politik af dronning Victoria. Alexandra forsøgte dog både som prinsesse og som dronning at varetage danske og græske interesser, dog ofte uden megen succes. Kort efter hendes ægteskab eskalerede krisen mellem Danmark og de tyske stater, og hun holdt højlydt med sit fødeland, hvilket Victoria ikke brød sig om. Alexandra agiterede for britisk indgriben på dansk side under krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, og i 1890 sendte hun et langt memorandum til lord Rosebery i forbindelse med mageskiftet, hvor Storbritannien gav Helgoland til Tyskland i bytte mod kolonien Zanzibar. Alexandra fik megen ros for sin henvendelse, men den fik ingen praktisk betydning.[1] Dronning Victoria skrev: "Hvad kunne være mere smerteligt for vor familie end de politiske vanskeligheder, vi blev sat i, under krigene med Danmark?" Den tyskættede dronning ønskede ingen dansk sejr.[2]

Alexandra dedikerede sin tid på sine børn og sine sociale pligter. Edward var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Ægteskabet var lykkeligt, men bar præg af Edwards livsstil og offentlige affærer og skandaler. Alexandra støttede sin mand når sagerne opstod.

Alexandra blev et modeikon og hendes tøjstil blev kopieret af andre modebevidste kvinder. Da hun blev halt på det ene ben efter en svær fødsel, kopierede kvinderne den såkaldta " Alexandra limp."

Parret havde som bolig Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk. Sandringham blev Alexandras foretrukne hjem og hun indrettede det efter sin egen personlige smag.

Dronning Victoria døde i 1901 og Alexandra og Edward blev det nye kongepar. En storslået kroning blev planlagt, den første siden Victorias i 1838. Edward blev dog syg umiddelbart inden og den blev udsat til senere på året.

Som dronning beholdte hun de samme sociale gøremål hun havde haft tidligere og hun beholdt mange af sine hoffolk.

Edward tillod hende eftersigende ikke at læse statspapirerne, og hun måtte ikke deltage i nogle af de officielle besøg, da han var bange for at hun ville blande sig. Hun var meget antitysk som resten af den danske kongefamilie, og tillod ikke noget der gavndede Tyskland, ligesom hun var dybt mistroisk ovefor den tyske kejser, Vilhelm 2.

Parrets regerings tid blev siden kendt for dens dekadence og mode, i skarp kontrast til 1. verdenskrig, der fulgte efter Edwards død.

Alexandra blev den første dronning til at besøge det britiske underhus under en debat.

Edward der allerede var en ældre herre da parret kom på tronen og havde et dårligt helbred døde i 1910.

Alexandra blev med alderen mere og mere tunghør, og hun tilbragte en stor del af sin enketid i Danmark, dels hos familien på Fredensborg, dels på Hvidøre Slot, som hun købte sammen med sin søster, enkekejserinde Dagmar af Rusland.

I England dedikerede hun sit liv til velgørenhed og stiftede Alexandra Rose Day, hvis overskud gik til de fattige.

Alexandra havde bevaret et ungdommeligt udseende det meste af livet, men under 1. verdenskrig ældedes hun hurtigt og begyndte at gå med slør og kraftig makeup.

De sidste år var hun fysisk svækket, og besøgte ikke længere Danmark eller udlandet.

Alexandra døde i 1925 på Sandringham.

 
tree1 
33 I81207    Alexandra Feodorovna  6 jun. 1872  17 jul. 1918  Cathedral of St. Peter and Paul  tree1 
34 I81207    Alexandra Feodorovna  6 jun. 1872  17 jul. 1918  Alexandra er født i Darmstadt i 1872 som prinsesse Viktoria Alix Helena Luise Beatrice af Hessen-Darmstadt. Hun var det sjette af syv børn ved storhertugen, Ludwig 4. af Hessen. Hendes gudforældre ved dåben var Edward af Wales, Alexandra af Danmark, Storfyrst Alexander af Rusland, Dagmar af Danmark, Beatrice af Storbritannien, Augusta af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Blandt familien bar hun kælenavnene Alicky og Sunny.

I 1878 oplevede det lille storhertugdømme noget nær en katastrofe. Hele den fyrstelige familie, med undtagelse af søsteren Elisabeth, fik i november og december difteri. Den yngste af døtrene, Marie, døde under behandlingen og også moderen Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.

Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien, og ikke mindst familiens pres, afslog hun dog tilbuddet. Dette vakte dog beundring fra hendes mormor, dronning Victoria af Storbritannien for, at hun turde stå imod familiens og ikke mindst Victorias ønske.

Alix havde da allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var også allerede eksisterende gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var ligefrem. De havde mødtes første gang i 1884 og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage for de to. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af den samme mening, især efter det nederlag hendes far, Christian 9. led overfor tyskerne i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, en mulig arving til den franske trone. Selvom både Alexander og Dagmar pressede på, så hjalp det ikke noget og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Kejserparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Til dette sagde Nikolaj, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville desuden heller ikke skifte religion til det russisk-ortodokse. Alix havde også betænkeligheder ved at skulle skifte religion for, at kunne blive russisk zarina, men blev dog hurtigt dybt troende i sin nye religion.

I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s skrantende helbred, at han gav efter for sønnens krav og de blev forlovet i april i Coburg.

Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: Storfyrstinde Marie, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Alexei sidder på gulvet forrest.[redigér] BryllupAlexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort forinden brylluppet skulle gennemføres. Alix havde allerede fået titel som storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den afdøde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.

Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen var flere tusinder bønder blevet trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.

 
tree1 
35 I81411    Alexandrine Auguste  24 dec. 1879  28 dec. 1952  https://da.wikipedia.org/wiki/Dronning_Alexandrine  tree1 
36 I81176    Alexandros 1.  20 jul. 1893  25 okt. 1920  Tatoi Slot  tree1 
37 I81176    Alexandros 1.  20 jul. 1893  25 okt. 1920  Athen  tree1 
38 I81176    Alexandros 1.  20 jul. 1893  25 okt. 1920  Athen  tree1 
39 I81176    Alexandros 1.  20 jul. 1893  25 okt. 1920  Konge af Grækenland (1917–1920)   tree1 
40 I110647    Alfred  6 aug. 1844  30 jul. 1900 

Alfred av Sachsen-Coburg-Gotha, född 6 augusti 1844, död 30 juli 1900, var andre son, och fjärde barn till drottning Viktoria och Prins Albert. Han blev hertig av Edinburgh, earl av Kent och Ulster

, 24 maj 1866. Han efterträdde sin farbror Ernst som hertig av Sachsen-Coburg-Gotha i det tyska kejsardömet 23 augusti 1893. 
tree1 
41 I81209    Alice Maud  25 apr. 1843  14 dec. 1878 

Alice av Storbritannien, född 25 april 1843, död 14 december 1878 i Darmstadt av difteri, brittisk prinsessa, storhertiginna av Hessen. Dotter till prins Albert av Sachsen-Coburg-Gotha och Viktor

ia I av Storbritannien. Gift med storhertig Ludvig IV av Hessen. Hon var 1861-1862, tillsammans med systern Louise, sekreterare åt sin mor, drottning Viktoria.

 

 

 

Familj:

 

Gift 18

62 på Osborne House ,Isle of Wight, med sedermera storhertig Ludvig IV av Hessen, (1837-1892)

 

 

 

Barn:

 

1. Viktoria av Hessen,(1863-1950). (Mor till Louise Mountbatten, gift med

Gustaf VI Adolf av Sverige)

 

2. Elisabet ("Ella") av Hessen, (1864-1918), gift med Sergej Alexandrovitj av Ryssland, (1857-1905)

 

3. Irene av Hessen, (1866-1963), gift med sin kusin Henrik a

v Preussen (1862-1929)

 

4. Friedrich av Hessen, (1870-1873), dog av blödarsjuka

 

5. Ernst Ludvig av Hessen, (1868-1937), Hessens siste storhertig

 

6. Alexandra av Hessen,(Alix) (1872-1

918) , gift med tsar Nikolaj II av Ryssland

 

7. Marie av Hessen, (1874-1878), dog av difteri .

 

 

 

Biografi:

 

Alice fick sitt namn till ära för Victorias första premiärmini

ster, Lord Melbourne, som en gång sagt till Victoria att Alice var hans kvinnliga favoritnamn. Som andra dotter mottogs hennes kön med blandade känslor, och det kungliga rådet sände sina "gratula

tioner och beklagande" till hennes föräldrar. Vid hennes födsel flyttade familjen från Buckingham Palace till Osborne House på Isle of Wight (1844). Hennes uppfostran övervakades av fadern och d

ennes vän baron Stockmar och fick liksom sina syskon lära sig praktiska saker som hushållsarbete, laga mat och snickra. Familjen levde privat ett enkelt liv, bar "medelklasskläder" och sov i illa

uppvärmda och enkelt möblerade rum. Alice beskrivs som känslosam, lättrörd, med ett hetsigt temperament. Under krimkriget 1854 besökte hon sårade soldater på sjukhus med sin mor och äldre sys

ter, och hon besökte även arrendatorer på de kungliga godsen och var nyfiken på hur icke kungliga levde.

 

 

 

Alice hade ett nära förhållande med sin äldsta syster och sin äldsta

bror, kronprinsen. Hon skötte sin mormor vid dennas död 1861, och tillhörde sedan den som var till störst tröst för modern vid faderns död senare samma år. Vid faderns död underrättade hon

sin bror mot moderns vilja, då modern förebrådde sin äldsta son för faderns död. Vid denna tid blev hon, assisterad av sin syster Louise, moderns privatsekreterare och skötte kontakten mellan r

egeringen och drottningen.

 

 

 

År 1860 gav drottningen sin äldsta dotter, Preussens kronprinsessa, i uppdrag att leta reda på lämpliga kandidater för ett äktenskap med Alice. Victo

ria ville formellt att hennes barn skulle gifta sig för kärlek men realiteten var annorlunda. Prins Vilhelm av Orange och prins Albert av Preussen föreslogs, samt även prins Ludvig av Hessen, som

1860 inbjöds med sin bror Henrik till Windsor Castle, officiellt för att titta på Ascot tävlingarna men reellt för att inspekteras. Då bröderna reste hem förklarade Alice att hon var attrahera

d av Ludvig, och paret förlovades år 1861. Alice gifte sig 1862 på Osborne House. Bröllopet beskrivs som det sorgligaste bröllopet i kungahuset, då både Alice mor och bror grät under ceremonin

. Under smekmånaden i St Claire ska Victoria ha blivit avundsjuk på dotterns lycka.

 

 

 

Alice välkomnades med entusiasm vid ankomsten till Darmstadt i Hessen. Det rådde missnöje med

kravet på att ett palats skulle byggas åt Alice, så paret fick ett enkelt hus vid gatan som bostad av monarken, vilket Alice dock trivdes med. Alice besökte England vid broderns bröllop 1863 men

återvände snart. Drottning Victoria tyckte illa om Alice lyckliga relation med Ludvig, eftersom detta innebar att Alice sällan besökte England, vilket ledde till en spänd relation mellan Alice o

ch modern. Hon blev dock aldrig populär i Hessen.

 

 

 

Under kriget med Preussen 1866 kom Alice och hennes syster, Preussens kronprinsessa, på motsatta sidor av konflikten. Hon skickade

sina barn till England och arbetade i sjukhusen i Hessen, trots att hon då var gravid. Då preussiska trupper stod utanför staden uppmanade hon monarken att ge efter för Preussens krav, vilket upp

rörde en del. Preussen intog snart efter staden. Hon var bekant med Florence Nightingale, och införde ventilation och hygien på sjukhusen efter dennas råd. Alice skrev till modern om Preussens plu

ndring av Hessen, och modern skrev till Alice storasyster, Preussens kronprinsessa, som dock sade sig oförmögen att förhindra det: det faktum att Hessens och Preussens kronprinsessor var syskon ant

as dock ha inverkat på det faktum att Preussens tillät Hessens monark att behålla sin tron.

 

 

 

Alice var vän med teologen David Friedrich Strauss; hon delade hans kritik av kristendome

n, gjorde honom till sin föreläsare och presenterade honom för Preussens kronprinspar. Alice och Ludvig besökte England 1871. Drottning Victoria ogillade att Alice ammade sina barn, tyckte att hen

nes intresse för gynekologi och fysik var chockerande, hennes pengaproblem pinsamma och hennes sätt att kritisera moderns eviga sorgeperiod oförskämd. Alice tog sin sons död 1873 mycket hårt. Ho

n brevväxlade med socialreformatorn Octavia Hill. 1877 besteg maken tronen i Hessen, och Alice blev storhertiginna. Hon försökte som sådan driva igenom sociala reformer Hessen men plågades av sin

impopularitet och sina plikter som storhertiginna. Hon besökte England på semester 1878. Vid sin återkomst till Hessen blev hon sjuk i difteri och dog. 
tree1 
42 I9642    Amalie Margrethe Christiane Caroline  29 jun. 1713  8 jul. 1800  https://da.wikipedia.org/wiki/Amalie_Margrethe_Christiane_Caroline_Lerche  tree1 
43 I81226    Andreas  2 feb. 1882  3 dec. 1944  Athen  tree1 
44 I81226    Andreas  2 feb. 1882  3 dec. 1944  Monte Carlo  tree1 
45 I81226    Andreas  2 feb. 1882  3 dec. 1944  Prins Andreas af Grækenland og Danmark (2. februar 1882 i Athen - 3. december 1944 i Monte Carlo) af Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, var 7. barn og 4. søn af Georg 1. af Grækenland (tidl. Prins Vilhelm af Danmark) og storfyrstinde Olga Konstantinovna af Rusland, der var dronning af Grækenland. På grund af sin fars tidligere titel, bærer han også titel som prins af Danmark.

Prins Andreas blev født i Athen i 1882 og lærte engelsk af sine opdragere, men nægtede at tale andet end græsk til sine forældre. Desuden lærte han at tale tysk, dansk, russisk og fransk. Han fik en militæruddannelse og blev officer i den græske hær i 1901.

I 1902 mødte han Alice af Battenberg ved kroningen af Edvard 7. af Storbritannien i London. De faldt for hinanden og allerede året efter blev de gift ved et civilt bryllup i Darmstadt den 6. oktober 1903. Den følgende dag blev to religiøse vielser udført. Først en luthersk og derefter et græsk ortodokst. De fik 5 børn, alle med efterkommere, heriblandt den senere Philip af Storbritannien, der er prinsgemal til den engelske dronning Elizabeth 2. af Storbritannien.

Andreas blev officer i den græske hær i 1901, men blev i 1909 smidt ud efter den kongelige families indblanden ved et statskup. 3 år senere vendte han dog tilbage og deltog i Balkan-krigene i 1912 - 1913 på græsk side. Her fik han blandt anden kommandoen over et felthospital. Under 1. Verdenskrig besøgte han flere gange familie i Storbritannien, trods beskyldninger for at være tysk spion og i 1917 måtte han gå i eksil sammen med hans bror, Konstantin 1. af Grækenland og resten af den græske kongefamilie og tog ophold i Schweiz. Broderen blev imidlertid genindsat som konge i 1920 og Andreas kom atter i hæren, denne gang som generalmajor. Han deltog dermed også i den græsk-tyrkiske krig frem til 1922. På grund af udfaldet af denne krig, blev Andreas anholdt og sat for en krigsret. Her blev han dømt for ikke at følge en ordre samt at handle ud fra egne meninger.

Andreas flygtede fra Grækenland om bord på et britisk krydstogtskib og hans rige svigerinde, Marie af Grækenland købte et hjem til ham og familien i Saint-Cloud nær Paris. I 1930 led hans hustru af et nervøst sammenbrud og sendt til Schweiz. Hans døtre blev i disse år gift med tyske fyrster og sønnen sendt på skoleophold i Storbritannien. Dermed var Andreas alene tilbage og tilbragte de sidste år i det sydlige Frankrig. Først i 1937 mødte han atter sin hustru ved begravelsen af datteren Cecilie af Grækenland i Darmstadt. Ved begyndelsen af 2. Verdenskrig opholdte han sig i Vichy-frankrig, mens sønnen var i den britiske hær. De kunne dermed ikke have nogen form for kontakt i den periode. To af hans svigersønner, Berthold, markgreve af Baden og Christoph af Hessen var desuden medlemmer af nazistpartiet og tyske soldater. Andreas døde med dårligt hjerte og åreforkalkning på et hotel i Monte Carlo. Han blev først begravet i Nice, men i 1946 flyttet til familiegravpladsen ved Tatoi Palads nær Athen. 

tree1 
46 I6023    Ane Kirstine  24 jan. 1829  27 maj 1899  Skt. Clemens Kirke  tree1 
47 I110935    Ane Kirstine  10 sep. 1850  30 nov. 1940 

Hun var enke fra et tidligere ægteskab og havde der 3 sønner

 
tree1 
48 I4260    Ann  1642  Ja, dato ukendt  Fairfield  tree1 
49 I4260    Ann  1642  Ja, dato ukendt  (Research):Name is Ann according to Rick Ingersoll. Many others state unknown. Another source says Sarah Gray, d/o John and Elizabeth (Frost) Gray.  tree1 
50 I4198    Ann  1728  Ja, dato ukendt  Staveley, Kendal, Westmoreland  tree1 


1 2 3 4 5 ... 1246» Næste»


Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 12.0.1, forfattet af Darrin Lythgoe 2001-2019.

Opdateres af Johnny Hansen. | EU-persondataforordningen.