Notater |
- Hvidt, Laurits Nicolai, 1777-1856, Finansmand, Minister, var yngste Barn af Hofagent og Hørkræmmer Niels Nielsen H. og Anna Beate f. Schwindt og fødtes i Kjøbenhavn 27. Okt. 1777.
10 Aar gammel kom han i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, dimitteredes her fra 1791, tog theologisk Embedsexamen med Udmærkelse 1795 og var derpaa i nogle Aar Huslærer hos Amtmand Scheel-Plessen til Lindholm ved Roskilde.
Som ung Kandidat havde han en enkelt Gang prædiket i Holmens Kirke, hvor hans ungdommelige og uanselige Udseende vakte nogen Opsigt, og under andre Forhold vilde han maaske have valgt den gejstlige Vej; men Faderens pludselige Død 1798 tvang ham som den eneste efterlevende Søn til at overtage den store Forretning. Han tog derfor 1799 Borgerskab som Grosserer i Kjøbenhavn, gjorde ogsaa Tjeneste i Borgervæbningen, hvor han begyndte som «Fyrværker», men drev det til Kapitajn (1808). Forretningen ramtes saa haardt af Krigsbegivenhederne, at han 1808 nedlagde sit Borgerskab, som han først gjenoptog 1816. Det er betegnende for hans Energi, at han, da Forretningen standsedes, gav sig til at studere Jura, om end andre Hverv forhindrede ham fra at tage Examen. Thi allerede tidlig toges hans store Dygtighed og sjældne Arbejdskraft i Beslag til talrige offentlige Hverv.
Han blev Medlem af Kommissionen for fjendtlig Ejendom 1809, s. A. Børskommissær, en meget vigtig og ansvarsfuld Stilling – i Følge Børsordinansen af 1808 skulde han paase, at intet foregik, som stred imod Anordningen, føre Tilsyn med Børsavktionerne og kontrollere, at der ikke gaves nogen
uberettiget Adgang til Børsen –, Medlem af Varekontrolkommissionen 1812, af Grosserersocietetets Komité 1817 (dets Formand var han fra 1842 til 6 Uger før sin Død), af Landhusholdningsselskabets Handelskommission 1820, Kurator ved Waisenhuset 1821, en af Stadens «32 Mænd», Bankrepræsentant, Medlem af Vexelkommissionen (Forordningen 18. Maj 1825) osv. Han modtog derfor ogsaa tidlig forskjellige Udmærkelser, der den Gang vare sjældnere end nu, blev Justitsraad 1812 og Etatsraad 1815. Da han havde gjenoptaget sin Forretning, overtog han 1819 efter Avditør Steen Bille, som var udnævnt til Generalkonsul i Brasilien, Rederiet for vort første Dampskib, «Caledonia», som siden afløstes af «Frederik VI».
Udgaaet fra den kjøbenhavnske Borgerstand, for hvis bedste Egenskaber han var en typisk Repræsentant, og opvoxet under den Frihedsluftning, der i Slutningen af det 18. Aarhundrede gik hen over Verden, var H. afgjort liberal; han saa i Absolutismen en overlevet Statsform, som snart maatte vige Pladsen for en konstitutionel Forfatning, og samtidig var han dansk i sin inderste Kjærne, en begejstret Tilhænger af Nationalitetstanken og af Sønderjyllands faste Tilknytning til Kongeriget. Som i sit Forretningsliv saaledes var han ogsaa i sin Politik en selvstændig Personlighed, en energisk Vilje og en stærk Karakter. Hans Dygtighed, Grundighed og sjældne Arbejdsomhed ufortalte, var det denne Viljens og Karakterens Styrke, som førte ham frem i forreste Række og skabte hans store Popularitet. Det gaar igjennem hele hans Liv, det offentlige som det private. En Brodersøn af hans Hustru – Therese Vilhelmine f. Lorck (en Datter af den danske Konsul i Memel), som han ægtede 1800, og som døde 2 Aar efter deres Guldbryllup –, fhv. Distriktslæge Jørgen Lorck, der i Tyverne henlevede sine Drengeaar i Onkelens Hus, har i sine Livserindringer givet en Skildring af dette Hjem, hvor den ret talrige Børneflok af Princip blev kjørt i stramme Tøjler: «Hver Morgen Kl. 4 var han ved sit Arbejde og forlangte, at andre ogsaa skulde være det, og Kl. 6 kom han selv ind og vækkede os Drenge; for at vi ikke skulde fristes til at falde hen igjen, blev han gaaende op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen, indtil vi alle vare oppe og komne i Klæderne.» Kun ved denne utrættelige Arbejdsomhed og strænge Regelmæssighed blev det ham muligt at overkomme sine mange og uensartede Forretninger og endda faa Tid til kommunal og politisk Virksomhed. Han var en af de «oplyste Mænd», som 1832 sammenkaldtes for at drøfte Stænderordningen, valgtes siden til Stænderdeputeret for Kjøbenhavn (1834, 40, 46) og var, saa ofte han mødte i Roskilde, Vicepræsident. Efter Christian VIII’s «Nytaarsgave» til Kjøbenhavns Borgere, Anordningen af 1. Jan. 1840 om Hovedstadens Kommunalbestyrelse, valgtes han til Borgerrepræsentant og var fra Marts 1841 Forsamlingens Formand gjennem de bevægede Aar, indtil han i 1853 frabad sig Gjenvalg. Direktør for Nationalbanken var han fra 1835 til sm Død, en af Direktørerne for Kjøbenhavns Sparekasse fra 1836, Medlem af Kommissionen om den vigtige Tolvmillionssag» 1838. Ved Siden heraf var han den første eller dog en af de første blandt de ledende Mænd, som arbejdede for Frihedens Indførelse og Nationalitetens Befæstelse. Han var Hovedmanden ved Stiftelsen af Trykkefrihedsselskabet 1835, han forfattede og overrakte til Christian VIII Handelsstandens Adresse i Dec. 1839, Borgerrepræsentanternes Kroningsadresse 1840 og den senere i April 1845, ligesom han var Medstifter af den slesvigske Hjælpeforening 1844. Der er ingen af de betydeligere Begivenheder og Demonstrationer i Aarene før 1848, uden at H.s Navn er knyttet til den. Det havde da ogsaa en sjælden Klang i Nationen; endnu kan man hos enkelte, der holde Fortiden i Ære, finde et den Gang over hele Landet udbredt, tarveligt Lithografi, hvorpaa hans, H. N. Clausens og J. F. Schouws Brystbilleder ere samlede; de repræsenterede Viljestyrken, Klarheden og Humaniteten hos den nye Aands Bannerførere.
Ved Christian VIII’s Død i Jan. 1848 maatte han staa i forreste Række blandt Bevægelsens Ledere. Uvilkaarlig samledes Folkestemningen om ham. Da han 24. Jan. gik hjem fra Børsen, fulgte en Skare paa flere Tusende Mennesker ham under Hurraer og Leveraab til hans Bolig i Kronprinsessegade (nuværende Nr. 28, hvor A. S. Ørsted var en af hans Lejere); man fortalte, at en bekjendt konservativ ved Synet af dette Folketog udraabte: «Nu gaar det for vidt!» og at der fra Skaren blev svaret ham: «Ja vist gaar det for Hvidt!» Han maatte fra Stueetagen af sin Gaard tale til Mængden, men den næste Dag forlod han, for at undgaa en Gjentagelse af Demonstrationen, Børsen ad Udgangen til Christianshavn, lod sig færge til Nyhavn og skyndte sig der fra hjem. Han var jo den Gang over 70 og bar i en vis Forstand sin Alders...
|