Notater |
Gamél, Augustin Cyrille Wilhelm Victor, 1839-1904, Handelsmand. Blev født i København 10. Marts 1839. Efter i Aaret 1866 at have faaet Grossererborgerskab indtraadte han i 1869 som Deltager i sin Faders betydelige Kaffeimportforretning. Ved sin Faders Død i 1879 overtog Gamél Forretningen sammen med sin Broder, Cand. med. Arnold Gamél (f. 1848). Over for Offentligheden har Gamél særlig gjort sig bekendt ved sin Interesse for og Understøttelse af arktiske Undersøgelses- og Opdagelsesforetagender. Da daværende Lieutenant Hovgaard efter at være vendt hjem fra sin Deltagelse i Vega-Expeditionen udkastede en Plan til en Nordpolsexpedition, traadte Gamél til for at faa Planen realiseret. Han købte og udrustede et Skib, som han efter sin Moder gav Navnet «Dijmphna», og bar den overvejende Del af Expeditionens Omkostninger, til hvilke der i øvrigt blev ydet Bidrag af hans Broder Arnold Gamél, af Staten og af en Kreds af private. Expeditionen afgik i 1882. Senere traadte han hjælpende til, da Dr. F. Nansen ikke i Norge kunde erholde de fornødne Midler til sin Skifærd over Grønland. I 1888, nogle Dage efter, at Meddelelsen om, at Nansen havde passeret Grønland, var naaet her til, blev Gamél udnævnt til Etatsraad. Han er gift med Emma Emilie Hellerung, Datter af Fabriksejer Johannes Hellerung. Gamél døde 16. Juni 1904. E. Meyer. Hans Forældre: Gamèl, Antoine Cyrille Frederik, 1809-79, Handelsmand, er født 11. Maj 1809 i København, hvor hans Fader, fransk Emigrant Augustin Cyrille Gamèl (f. 1770 d. 1829), efter at have været Frisør hos Kronprins Frederik (den senere Frederik VI) i 1805 begyndte en Kolonialhandel; Moderen var Ane Marie Westenskov (f. 1774 d. 1848). Efter at have gaaet i Efterslægt-Selskabets Skole blev Gamèl sat i Urtekræmmerlære og overtog derpaa efter Faderens Død Bestyrelsen af dennes Forretning for sin Moder. Skønt han ikke havde staaet den ordinære Læretid ud, blev han 1834 ved kgl. Bevilling Medlem af Urtekræmmerlavet og overtog i 1835 Forretningen for egen Regning. Da han ved Frederik VI's Død mistede Leverancen til Hoffet, og Tiderne i det hele vare vanskelige, kastede han sig specielt over Brænding og Forhandling af Java-kaffe og hævede denne Forretning fra en ringe Begyndelse til at blive den største Kaffeforretning i Norden og den største Forretning i brændt Javakaffe i Europa. Den af Faderen 1805 erhvervede Ejendom paa Østergade blev for lille og maatte 1874 suppleres med en Ejendom i Lille Kongensgade (det gamle Skippernes Lavshus). Fra 1868 var han Medlem af Bestyrelsen for det københavnske Asylselskab ligesom for «Aktieselskabet til Opførelse af Arbejderboliger ved Arbejderforeningen af 1860», som han var Medstifter af. 1859 tog han Afsked fra det borgerlige Infanteri som Major og døde 24. April 1879. - 9. Juni 1838 havde han ægtet Maria Dijmphna Ververs. (f. 13. Maj 1813 d. 27. Dec. 1876), Datter af Kobberhandler Adrian Alexander V. og Ane Marie f. Nau. C. Nyrop.
Folketælling 1885: København, København (Staden), Nørrevoldgade (Lige numre), Kjøbenhavn Nørre Kvarter, Nørrevoldgade 50,matr.46B Forhus Etagerne, 3, FT-1885, C8638
|