Henrik Baadsgaard Swane

1929 - 2011  (81 år)

• Navn	Henrik Baadsgaard Swane
  Født	14 feb. 1929
  Køn	Mand
  Beskæftigelse	Fotograf
  Død	19 jan. 2011
  	Adresse: Malergaarden Plejerup By
  Person-ID	I107276	My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen
  Sidst ændret	12 dec. 2021

  
  

  Far	Sigurd Swane,   f. 16 jun. 1879, Frederiksberg Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark ,   d. 9 apr. 1973, Malergaarden, Grevinge Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt, Danmark  (Alder 93 år)
  Mor	Agnete Alfrida Julie Rechendorff,   f. 22 nov. 1893,   d. 18 nov. 1994  (Alder 100 år)
  Gift	4 jan. 1921	København-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark
  Familie-ID	F30132	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

• Notater

  Den særeste skæbne fik sønnen Henrik. Som søn af en berømt maler og som en del af Swane-klanen har Henrik Swanes liv været lidt af en "roll coaster". Henrik Swane blev første gang kendt i Danmark, da han i maj 1968 blev fængslet for at have stjålet 290 af faderens billeder og videresolgt dem. Han blev idømt 2 års fængsel. Anden gang Henrik Swane var i det offentlige søgelys var da Danmarks Radio i en TV udsendelse transmitterede Gyda Uldalls fine portrætudsendelse om Swanerne på Malergården. Her kunne vi observere en ulykkelig, på tværs, egen og interessant person, som stadig var "den lille dreng" i familien, og som moderen Agnete på 99 år stadig bekymrede sig om. Et fint og ærligt portræt af Henrik Swane – hans opvækst, hans skolegang på Herlufsholm, hans drømme, hans talent, hans kunstnerbane, hans særegne sind og forældrenes store kærlighed og dominans. Henrik Swane er i dag kendt som foredragsholder, underviser, fotograf, men også som enspænder og klunser. Den sidste Swane Af MORTEN VESTERGAARD Offentliggjort 14.07.07 kl. 22:45 kulturarv Kunstnerfamilien Swane har levet på Malergården i Plejerup i Vestsjælland siden 1934. Dengang var den eneste nulevende Swane, Henrik, fem år gammel. I dag er han 78, men stadig fotograf og foredragsholder. Da Morgenavisen Jyllands-Posten kom forbi inviterede han indenfor til lysbilledshow i privaten. Jeg følte ikke, at jeg slog til som maler. Jeg solgte godt, men var aldrig tilfreds. Følte mig utilstrækkelig i forhold til min far og resten af min familie. Jeg fandt ud af, at fotografien var min vej. Henrik Swane,fotograf og foredragsholder Henrik Swane standser sin talestrøm, drejer hovedet og ser på sine gæster gennem de store firkantede briller, mens han tripper en enkelt gang på stedet. Først nu, da han standser sin talestrøm, bliver det tydeligt, hvor meget han taler, hvor meget han husker, om hver enkelt person på de 40 år gamle lysbilleder, han er i færd med at vise. Og hvor fremragende en fortæller han er. Vi står i den gamle spisestue på Malergården i Plejerup i Vestsjælland. Her har kunstnerfamilien Swane levet siden 1934, da den berømte danske maler Sigurd Swane og hustruen og maleren Agnethe rejste på landet med deres tre børn. Dengang var Henrik Swane fem år gammel. Nu er han 78 og har levet langt det meste af sit liv her i disse stuer. Siden 2005 - da hans søster Gerda døde - som sidste Swane på Malergården. Samme år som gården blev en del af Odsherred Museum, men Henrik Swane fik lov til at blive boende i en længe af sit barndomshjem. 200.000 lysbilleder Det er svært blot at gå rundt i de mørke stuer. Her er fyldt med ting, som Henrik har klunset sig til gennem årene. Bøger, radioer, mad - han kører dagligt rundt i fem supermarkeder i området for at klunse mad i containere. Og vaskepulver. Henrik Swane påstår, at han ikke har købt vaskepulver siden 1992, hvor han klunsede sig til et stort parti. »Men jeg skal også have ryddet op,« siger han flere gange, som han viser rundt. I den gamle spisestue står 200.000 lysbilleder i kasser. Bogstaveligt talt fra gulv til loft. I midten står Henriks seng i et hul i rodet, og foran den en lysbilledfremviser og et lærred. Dette er hjertet af Henrik Swanes verden. ”Gerda. Fabelagtige”, ”Roskilde Festival”, ”Kedelige 2005” står der på kasserne med billeder. Her forbereder Henrik Swane sine foredrag om søsteren Gerda, om København, om Swanerne og om Spanien. Han tager en ny kasse med billeder af søsteren Gerda i apparatet. Han forklarer kompositionen og kvaliteterne ved hvert enkelt billede, som vises. »Et fotografi er for mig som et maleri. Kompositionen skal være i orden og farverne. Et billede skal fortælle om en situation. Jeg bryder mig ikke om portrætter. Det går for tæt på,« forklarer han. Røg i fængsel Fotografi har været Henrik Swanes liv siden han købte sit første kamera - et Leica M3 - i 1962. På flere måder en handling, der blev afgørende for den nu 78-årige multikunstners liv. Den godt 30-årige Henrik var i 1962 godt på vej til at blive en maler, som sin far den berømte. Siden Henrik Swane købte det Leica-kamera har han malet to billeder. Kun to. »Jeg følte ikke, jeg slog til som maler. Jeg solgte godt, men var aldrig tilfreds. Følte mig utilstrækkelig i forhold til min far og resten af min familie. Jeg fandt ud af, at fotografien var min vej.« Problemet var, at Henrik Swane dengang i 1962 ikke havde råd til at finansiere sit nye liv som fotograf. Forældrene rejste dengang rundt i Spanien for at male, og da en kunsthandler spurgte, om den unge Swane ikke havde et billede af sin berømte far, han kunne købe, blev Henrik fristet. Han solgte et af sin meget produktive fars malerier uden familiens vidende. Og de næste år solgte han 300 Sigurd Swane malerier, mens han rejste rundt i Spanien som fotograf og boheme. Da forældrene opdagede bedraget røg Henrik to år i fængsel - et år i isolation - og på avisernes forsider. En sommerdag i 2007 står Henrik Swane på Malergården og peger på det første billede han tog med sit første Leica-kamera. Et billede af sin far Sigurd, der er ved at stille sit staffeli op i Spanien. Taget med et kamera købt for de penge han fik for at salget af det første af faderens billeder. Det vidste Sigurd Swane intet om, da han så ind i sønnens kamera. »Jeg vågner stadig en gang i mellem badet i sved, fordi jeg har drømt, at jeg har brudt loven.« På en absurd måde var bedraget - og købet af Leica-kameraet i 1962 - dog afgørende for at Henrik Swane i dag er fotograf. Vi er alle bohemer Ca. 100 dage om året kører han til København for at fotografere. Til rydningen af Pusher Street, til demonstrationer, hvor mange måske har set en ældre herre kravle rundt i lygtepælene - for at få det bedste billeder, forklarer han. Senest har han fulgt det autonome miljø tæt, og bl.a. opholdt sig fire dage på Ground 69, hvor ungdomshuset engang var. I august rejser han alene til Spanien i to måneder i sin hvide folkevognsrugbrød for at fotografere. Men 100 film i bagagen. For at registrere. Faktisk er vi kommet til Malergården på den eneste dag i denne uge, hvor Henrik Swane ikke enten holder foredrag eller er ude for at fotografere. Dagen før har han fotograferet et stuntshow, hvor biler kører gennem ild osv. »Jeg er tæt forbundet til den familie, som laver stuntshowet. De rejser rundt med deres show og jeg rejser rundt med mine billeder og foredrag. Vi er alle bohemer.« Han ligner også en boheme. Denne dag i lilla alpehue, turkis halstørklæde. Alpehuen har han haft på siden han sad i fængsel i begyndelsen af 1970'erne - og helst med et viskestykke under for at holde varmen. End ikke når han sover, bliver den taget af. Undervisningens lykke Vi går ud i Malergårdens have. Henrik Swane har passet haven i 30 år. I syv år efter han blev løsladt brugte han al sin tid på at passe sin mors have. »Jeg skammede mig, og havde et enorm mindreværd, fordi jeg ikke var blevet til noget. For at kompensere passede jeg haven for min mor, så godt jeg komme.« Den 28. august 1978 om aftenen ringede telefonen på Malergården. Lederen af Dragsholm Ungdomsskole manglede én, der kunne undervise sine malerelever. »Det blev et vendepunkt for mig. Et halmstrå, som jeg kunne holde fast i. Pludselig kunne jeg udrette noget igen,« fortæller Henrik Swane, der de næste 20 år underviste på ungdomsskole og aftenskole, indtil han blev folkepensionist. Han smiler, når han fortæller om sin tid som underviser. »Her kunne jeg være til nytte og her kunne jeg gøre en forskel.« Når man taler med Henrik, der som den eneste Swane på Malergården ikke blev maler, får man det indtryk, at det er vigtigt for ham netop at gøre en forskel. At også han efterlader sig et aftryk. »Jeg håber, mine billeder bliver udstillet om 50 år. Jeg tror, at folk i dag har brug for at holde fast i deres rødder. Hvis jeg kan hjælpe med til det ved at fastholde billederne af det samfund, jeg lever i, så er jeg glad.«