Christian frederik emil wilster er født i København den 27. September 1797; han var næstældste Søn af Højesteretsadvokat Carl Wilster, der 1799 i en Alder af kun 27 Aar forlod Danmark med en ung, smuk Englænderinde, som — tilligemed en større Pengesum — stod under hans Varetægt, og drog til Berlin. I Tyskland førte han et meget bevæget Liv under Navnet Baron von Essen, blev som mistænkt for Giftmord dømt til 15 Aars Fæst- ningsarrest og døde omsider 1837.* I en Alder af ni Aar blev Chr. Wilster sat i det ansete »Schouboeske Institut«, og han vaixdt snart i høj Grad Bestyrerens Velvilje paa Grund af sine gode Evner og sin Flid. At ogsaa Wilster paa sin Side har sat Pris paa Schouboe, har man et Vidnes- byrd om i det kønne, følte Mindedigt ved dennes Død, 1829.
Det er ingen Mindesten, jeg sætter
Paa min gamle Skolemesters Grav,
Det er kun en simpel Krans, jeg fletter
Om den trætte Vandrers brudte Stav,
Det er ingen prægtig Sang, som lyder.
Der begejstre kan selv søvnig Sjæl,
Det er kun et Skolebarn, som byder
Gammel Lærer takfuld et Sovvel.
Stille ! stille ! — I, hvis Tanker høje
Kom paa Kløgtens Vej saa vidt af sted,
At I kun til Syn og Søvn har Øje,
O men aldrig til at græde med ;
Hvad I mener, det jeg nok kan ane,
Skjønt jeg bor kun i en lille By ; —
Verden kommer mer og mer i Vane
Med at glemme gammelt for det ny.
Naar de brune Bøgeblade dækkes
Tæt af Rimfrost en Oktobernat,
Sjælden Tanken da om hin Tid vækkes,
Da hver Kvist var smukt med Grønt besat ;
Som med Skovens Pryd ved Vintertide
Gaar det ofte her med Mandens Værk,
Knap har Svaghed gjort hans Lokker hvide,
Saa er glemt, at han var engang stærk.
Hvorfor glemme ? — Nej, lad Mindet hædre
Ham, som virked dygtigt i sit Fag I
Yngre gjør maaske hans Gjerning bedre,
Aftensol mod Middagssol er svag ;
Men naar I vil spørge om en Gubbe,
Lad da ogsaa Fortid give Svar ;
Falder eders Blik paa golde Stubbe,
Tænk da paa de Straa og Ax, de bar !
Der var mange Børn, som han oplærte,
Saa de blev til brave Dannemænd,
Sikkert gjæster Vemod deres Hjerte,
Han var deres Lærer, deres Ven ;
Tør jeg mig til disses Talsmand kaare,
Saa mit Suk er mange braves Suk,
Mens jeg ofrer ham en barnlig Taare
Og en Sang, mer hjertelig end smuk.