| Notater |
Sehested, Jens Steen, --1698, Officer og Digter, var en uægte Søn af den bekendte Hannibal Sehested (s. ovfr.), der skal have lyst ham i Kuld og Køn, men i alt Fald ikke maa have sørget for hans Fremtid.
Fra 1670 forekommer han som Lieutenant i Rostjenesten, 1676 udnævntes Sehested til Generaladjudant-Lieutenant, 1677 til Generaladjudant. 1678 sendtes han til Bornholm i Anledning af den der strandede Flaade. 1679 blev han Oberstlieutenant ved 2. sjællandske nationale Rytterregiment, men fik s. A. sin Afsked. Imidlertid var han, som 1676 var bleven optagen i Adelstanden, 20. Marts 1679 bleven viet til Mette Sophie Parsberg, Datter af Niels Parsberg til Selleberg ved Odense, hvilken Hovedgaard han blev Ejer af. Alligevel skal han stadig have lidt under Pengenød, hvad der ogsaa synes at fremgaa af en anden rimet Ansøgning: «Sylvanders Afsked fra København d. 11. Juni 1695» (Univ. Bibl., Additam., Fol., Nr. 167), som dog nærmest drejer sig om Tabet af en Jagtrettighed. Ved sin Død først i 1698 mindedes Sehested som en hjærtensgod og munter Mand, som tog sig af fattige Brødre i Apollo, f. Ex. Poeten Poul Pedersen, der til Gengjæld stærkt overdriver sin Mæcens Digtergaver, naar han sætter ham ved Kingos Side paa Parnassets Spids. Sehested besad ikke nogen synderlig klassisk Dannelse, men gode Evner og havde set sig en Del om i Verden, saa at han formaaede at digte paa Dansk, Tysk og Hollandsk, ligesom han skal have været musikalsk og i Stand til at improvisere paa Vers, en Færdighed, som Datiden i høj Grad beundrede. Vi kunne ikke sætte ham højt som Digter; han er stærkt paavirket af sin Tids Moderetninger, baade den stift højtidelige Alexandrinerstil og Hoffmannswaldaus og Lohensteins søgte Billedrigdom, skruede Ordsammensætninger og Epitheta, platte Brandere og Ordspil, som ikke mindst træde frem i Prosaindledninger til hans Digte og i de kunstige Anagrammer, hvori han jævnlig omskriver sit Navn («Sjennest» ?: Jens Sten, o. a.). I denne Smag er hans Æredigt til Niels Juel 1677 eller 78 og hans første bekendte Digt, en tysk Ansøgning til Frederik III, «Der untadeliche Staates-Welt-Marni» (1669), der er mærkelig som et Forsvar for modernere verdslig Dannelse imod den her hjemme herskende gejstlige og latinske og viser S.s Belæsthed i tysk Litteratur, samt det dialogiserede allegoriske Læredigt «Dydernes Prøvesten» (1671). Men ligesom den jævnaldrende Kingo og flere af Tidens Poeter anslaar han ganske andre Strenge i Satiren og den mere personlige Digtning. Her kommer den jævne danske Tone til Ære i en vis plump Gemytlighed med livs- og tidsskildrende Træk. «Pigernes Dyd- og Laster-Spejl» giver en ret livlig Skildring af Tidens Kvindesæder og -moder, medens «Fyns Berømmelse» (1671; paa ny udg. af Nyerup 1784) hører til de den Gang almindelige topografisk-naturbeskrivende Digte og priser det Land, hvor Forfatteren senere fik sin Hjemstavn, særlig for dets spiselige Frembringelser. Her opgiver Sehested Alexandrineren for de 4fodede Bordingske Jamber ligesom i det vistnok omtrent samtidige ovennævnte «Klagemaal», en aabenbar Efterligning af Bordings «Forhaabnings- og Forhalingsgriller». Denne Skildring af Livet i Christian V's København og Digterens nødtvungne Ophold der, den Gang han «om naadig Befordring Jævnlig Søgte Slottet», hører ubetinget til det bedste og mest personlige, han har skrevet, og overgaar langt saa vel den beslægtede «Sylvanders Afsked» som et tredje af de «mange utrykte Digte», han skal have efterladt, «Tromenende Erindring til alle danske Poeter» (1671), en Lovprisning af Modersmaalet og Digtekunsten i kedelige Alexandrinere (Univ. Bibl., Additam., Fol., Nr. 167). Hans Salmer er hverken værre eller bedre end det meste af Tidens øvrige religiøse Poesi.
|
1635 - 1698 (63 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
