| Notater |
- Munk, Kirstine, 1598-1658, Christian IV`s Hustru, Datter af Ludvig M. og Ellen Marsvin, blev født 6. Juli 1598.
Uvist ved hvilken Lejlighed gjorde Christian IV hendes Bekjendtskab, da hun gik i sit 17. Aar. 14. Marts 1615 bejlede han skriftlig til hende hos hendes Moder, og 23. Avg. s. A. udstedte han paa dennes Gaard Lundegaard paa Fyn et Brev til K. M., hvori han for hver Mand erklærede at have udvalgt hende til sin ægte Stalbroder, med hvem han vilde leve, indtil Døden skilte dem ad; han lovede end videre at give hende et af Kronens Len, som hun skulde beholde kvit og frit efter hans Død. Betydningen af Udtrykket «ægte Stalbroder» er ikke ganske klar; ved en anden Lejlighed synes Kongen at have brugt det om trolovede. Men efter en Optegnelse af ham, der dog kun er bevaret i Afskrift, kom K. M. Nytaarsaften 1615 til ham «udi ægteskab». Dog maa vedkommende Handling være foregaaet i stor Hemmelighed-, 3 Fjerdingaar efter betegnes hun enndnu i et Privatbrev som Jomfru, og at hun selv en Tid lang har haft Anfægtelser af, at de rette Former for ægteskabsstiftelse ikke vare iagttagne, er højst sandsynligt; ellers kunde hun vel ikke, end ikke i Hidsighed, efter hvad Kongen paastaarr, have kaldt sine Børn med ham for Horeunger. Dronning blev hun ikke, men Kongen kaldte hende for sin Hustru og sig selv for hendes ægteherre. Hvad der har indtaget Kongen i hende, maa sikkert navnlig have været hendes ydre Egenskaber. Samtidenn, selv hendes bitreste Fjender i den, priste hendes Dejlighed-, dens Smag, og vel ogsaa Kongens, maa have følt sig tiltalt af hendes ranke, robuste Figur, hendes fyldige, sanselige Træk og hendes lyse Haar-, med Alderen blev hun i høj Grad sværær. Hun var livlig og indsmigrende, gav sig let hen til Fornøjelser, legede og dansede med Lidenskab-, men hendes Temperament var heftigt, lunefuldt, ubehersket, stærkt erotisk-, ved Siden heraf var hun kneben og pengebegjærlig. I en Række af Aa Aar forløb Samlivet imellem hende og Kongen dog godt, hun var stadig om ham, i Kjøbenhavn, paa Frederiksborg og paa hans mange Rejser-, ogsaa under hans Deltagelse i Krigen i Tyskland var hun næsten altid ved hans Side. Af Børn skjænkede hun haham i Tiden indtil 1628 9 (foruden 2 dødfødte)-, de 7 vare Døtre, de 2 Sønner, 2 vare Tvillinger og andre 2 døde som ganske smaa. Nogen øm Moder var hun dog ikke-, i alt Fald gjorde hun stor Forskjel i sin Maade at være paa over for Børnene. Hos. Kongen naaede hendes Indflydelse Toppunktet i Efteraaret 1627-, hun opnaaede da, i Okt., at hun og hendes Børn skulde nævnes i Kirkebønnerne sammen med det kongelige Hus, hun betegnedes i Brevet derom for første Gang som Grevinde til Slesvig og Hol- sten (i Regelen senere: til Slesvig Holsten), og hun antoges netop under de daværende højst farefulde Forhold at have haft stor politisk Magt over Kongen, hvad der sammen med hendes Optagelse i Kirkebønnerne vakte en vidtgrenet Misfornøjelse. Men netop paa det Tidspunkt var dog Begyndelsen sket til det, som skulde hidføre hendes Brud med Kongen. Allerede fra Efteraaret 1626 synes hun at være bleven betaget af den omtr. 2Qaarige Rhingreve Otto Ludvig, Oberst til Hest i Kongens Hæær; et Aars Tid efter var hun sammen med ham paa Dalum Kloster, hendes Moders Lensgaard, og maaske allerede da, men i alt Fald i Slutningen af Sommeren 1628 under deres Samvær paa Kronborg, gav hun sig hen til ham og viste endda sin Lidenskab for ham paa en skamløs Maade; ogsaa forenedes de i Had til Kongens ældste Søn, den udvalgte Prins Christian. Om Enkelthederne i Forholdet skal dog bemærkes, at vi væsentlig kun kjende dem fra Kongens Paastande, der havde deres Hovedkilde i Tjenestepigers og især hans senere Frille Vibeke Kruses rimeligvis ret upaalidelige Meddelelser, og at, hvad der er det vigtigste, disse Paastande i Aarenes Løb indeholde ikke faa Modsigelser, navnlig med Hensyn til, hvad Kongen til enhver Tid lagde HoHovedvægten paa. I det hele og store maa han dog have haft Ret, naar han klagede baade over hendes Utroskab og over hendes stigende Hensynsløshed imod ham. I alt Fald fra 1628 kølnedes ogsaa Forholdet efterhaanden mere og mere imellem dem, og det kom stadig til ægteskabelige Konflikter. Med Hensyn til selve den afgjørende Tildragelse staa vi dog over for en vistnok uløselig Gaade. I Nov. 1628 blev K. M. frugtsommelig, og netop fra denne Maaned, bestemtere fra Mortensaften, 10. Nov., daterede Kongen Ophøret af det ægteskabelige Samliv mellem ham og hans Hustru; men det er paa den anden Side aldeles utvivlsomt, at Rhingreven i hele den Maaned ikke har været i Danmark, og det er altsaa umuligt, at han har været Aarsagen til hendndes Svangerskab. Bruddet mellem ¡gtefællerne fik imidlertid snart Følger. Kongen traadte i Maj 1629, paa Ellen Marsvins Anstiftelse (s. ovfr. S. 156), i Forhold til Vibeke Kruse, og K. M., nu dobbelt ængstelig for sin Stillings Usikkerhed, søgte Aftaler med den svenske Resident Fegræus om en Flugt til Sverige, ja nedlod sig endog til at betro ham politiske Hemmeligheder. Imidlertid voxede Kongens Betænkeligheder med Hensyn til Paterniteten, efterhaanden som hendes Svangerskab skred frem; da nedkom hun endelig i. Sept. 1629 paa Frederiksborg med en Datter. Om Kongen nu har overvundet sine Betænkeligheder - og sikkert er det ingenlunde, at det ikke har været hans Barn -, eller han kun har villet undgaa offentlig Forargelse, faar staa hen; vist er det, at han foreløbig anerkjendte Datteren som sin. Men snart kom andet dem imellem. Kongen fik Meddelelse om, at K. M., fuldt ud et Barn af sin Tid med Hensyn til Trolddomskunster, især i Elskovssager, stod i en mod ham ondartet Brevvexling om Forgjørelse med en Sortekunstner i Hamborg, Heinrich Becker, og tillige følte han sig forbitret over hendes ubændige Behandling af flere af deres Børn; dog kom det ved gejstlig Medvirkning i Nov. 1629 til et Forlig mellem ¡gtefolkene, hvorefter K. M. ikke mere maatte have at gjøre med Børnene. Men da hun overtraadte denne Aftale, opstod der paa ny heftige Scener, og Enden blev, at hun i Jan. 1630 forlod Hoffet, og dermed indtraadte for bestandig en faktisk Skilsmisse, der kom til at gribe stærkt ind, ikke alene i hendes og Kongens, men ogsaa i Danmarks Historie. Hun synes at have villet søge Tilflugt hos sin Moder, men blev ikke godt modtaget af denne; tvært imod blev der Strid imellem dem, og det var forrgjæves, at den fynske Biskop Hans Mikkelsen, der tidligere havde været Ellen Marsvins Huspræst, søgte at mægle baade imellem Moder og Datter og imellem Kongen og K. M. Hun opholdt sig imidlertid forskjellige Steder, indtil Kongen i Slutningen aaf 1630 eller Begyndelsen af 1631 anviste hende Ophold paa Boller og Rosenvold, 2 jyske Herregaarde, som han 1622-23 havde givet Ellen Marsvin Penge til at kjøbe, vistnok til Datteren og maaske som en Slags Indfrielse af Løftet af 1615 om et Len; det forbødes hende at forlade de 2 Godser uden hans Tilladelse, hvilket Forbud dog senere mildnedes noget. Med Hensyn til Kongens Beskyldninger imod hende i den følgende Tid kan det i Almindelighed siges, at skjønt de fra Begyndelsen af væsentlig handle om hendes Forhold til Rhingreven, saa var det dog ikke strax, men først flere Aar senere, at han direkte sigtede denne for at være Fader til den omtvistede Datter, Dorothea Elisabeth, og at han igjen nogen Tid efter i Virkeligheden tog denne Paastand tilbage, i det han dog stadig fastholdt, at han ikke selv var hendes Fader. Forgjæves søgte K. M. i de nærmest følgende Aar oftere om Gjenindsættelse i sin Stilling eller blot om Naade. Gjentagne Gange lod Kongen holde Forhør over hende, under hvilke hun nægtede det meste, dog ikke helt et i alt Fald vidt drevet Koketten rned Rhingreven. Efter et af disse Forhør, i Aaret 1635, blev hun ført fra Boller til Stjærnholm Slot ved Horsens og der holdt indespærret i flere Maaneder, og i 1637 fik hun en Tid lang Husarrest paa Boller. Uden Tvivl er Kongens Harme imod hende voxet i Aarenes Løb; hans indflydelsesrige Elskerinde Vibeke Kruse har sikkert gjort sit til at hidse ham, og K. M. blev en Stridens Gjenstand mellem ham og hende paa den ene Side og Ellen Marsvin og hans og K. M.s Døtre og deres mægtige ¡gtefæller paa den anden Side. Atter og atter opsatte Kongen lange Fremstillinger af de intimeste Forhold til Retfærdiggjørelse af sin Handlemaade. Foreløbig gik dog Aarene hen uden Forandring i K. M.s Liv. Med en vis Frihed til smaa Rejser opholdt hun sig mest paa Boller; under Krigen 1644 flygtede hun en Tid om Bord paa en Skude ved Horsens, og Svenskerne skulle have taget en Del af hendes Ejendele. Men da Kongen i Slutningen af 1645 fik at vide, at deres fælles Børn besøgte hende uden hans Tilladelse, blev han i høj Grad for-.bitret, opnaaede en Erklæring af Universitetets 3 Theologer om, at dette stred mod Bibelens Forskrifter om Børns Lydighed mod deres Fader, og synes at have tænkt paa at skride kraftig ind mod hende selv. Dog gav han i April 1646 efter af Hensyn til Døtrene og Svigersønnerne og indrømmede ikke alene disse Ret til at besøge hende, men ogsaa hende Tilladelse til at rejse, hvorhen hun vilde, dog ikke til hans Hof. Men da hun benyttede denne Tilladelse til at besøge sin Datter Sophie Elisabeth, Christian Pentz` Hustru, i Gluckstadt, foretog Rejsen paa en ret opsigtvækkende Maade og tilmed undervejs skal have fornærmet Vibeke Kruse ved et tilfældigt Møde, forandrede Kongen atter sin Holdning og lod hende fra Dec. 1646 igjen indespærre paa Boller, ja fratog hende endog Raadigheden over hendes Ejendomme og Folk. Snart kom han dog til at forrtryde dette Skridt; Klagerne over det bleve et Led i den heftige Kamp med Corfits Ulfeldt, som forbitrede hans Livs sidste Dage, og i Nov. 1647 maatte han give K. M. hendes Frihed tilbage. I den følgende Tid havde Ulfeldt ganske Magten over ham, han var aandelig og legemlig svag og skal endog i denne Tilstand i Jan. 1648 have opfordret hende til at komme tilbage til Hoffet. Da døde han 28. Febr. En Tid syntes det nu, som om Corfits Ulfeldts og hans Svogres Indflydelse under den indtraaadte Mellemregering skulde skaffe K. M. Oprejsning. Hun kom selv hurtig efter Kongens Død til Kjøben- havn, hendes Fjende Vibeke Kruse blev ilde behandlet, og 18. April 1648 udstedte Rigsraadet paa Grundlag af Aktstykker, som vare forelagte det, en Erklæring om, at hun havde været lovlig gift med Christian IV, og at alle hendes Børn, det sidste som de første, vare ægtefødte* dog tilføjedes der en Udtalelse, som afviste alle Krav fra hendes Side paa Arv efter Kongen, og hun fik intet Len, skjønt en Kopi af Brevet af 23. Avg. 1615 var mellem de forelagte Aktstykker. Hun blev endnu en Tid i Kjøbenhavn, var tilstede ved Christian IV`s Ligbegængelse i Nov. 1648, men rejste derefter til sine jyske Gaarde. Snart kom dog igjen de onde Tider med de efter Svigersønnernes Fald 1651 forandrede politiske Forhold. Stærkt knyttet var hun til Leonora Christina og hendes Mand og saa deres Landflygtighed med dyb Sorg, en Tid lang havde hun deres Søn Leo hos sig, vel paa deres Foranledning laante hun den svenske Konge Carl X Gustav 1655 2000° Rdl., uden dog at kjende Ulfeldts forræderske Forhold, og Leonora Christina besøgte hende paa Boller under sin Rejse til Danmark 1656. Men paa den anden Side stod hun, til Dels paa Grund af Pengesager, i et yderst^ spændt Forhold til sine 2 andre Svigersønner, Hannibal Sehested og Hans Lindenov, og endnu bitrere var hendes Sindsstemning paa denne Tid over for Sønnen Valdemar Christian, der ganske vist ogsaa ved sin Adfærd imod hende gjorde sig fortjent til hendes Had. Sikkert var hendes Liv helt igjennem ulykkeligt i disse Aar, og Modgangen forøgede hendes Brutalitet i Tankegang og Udtryk. Hertil kom nu Frederik III`s Optræden imod hende. I Jan. 1657 lod han holde Forhør over hende med Hensyn til hendes Ret til Titel af Grevinde og fratog hende den derefter. Hun havde kun tilbage at trøste sig med sine store Ejendomme. Foruden Boller og Rosenvold havde hun efter sin Moder (f n. Nov. 1649) arvet Ellensborgg, Lundegaard, Vejlegaard, Lellinge og Thurø. Tidligere havde hun af Moderen faaet Øster Vallø og Taasinge* den første Gaard havde hun 1651 solgt til Christen Skeel, Taasinge havde hun givet til Valdemar Christian, men arvede den atter efter hans Død 1656. Tybrind havde hun 1653 kjøbt af Hans Lindenov. I Foraaret 1658 blev hun syg af et Slagtilfælde, hun opnaaede at faa Leonora Christina at se hos sig, men denne var dog ikke tilstede, da hun døde 19. April. Hendes Lig blev ført fra Boller til Odense og bisat i St. Knuds Kirke der 23. Juli under Udfoldelse af stor Pragt, thi Ulfeldts Venner Svenskerne stode paa Fyn. Om hendes Ligkistes senere Skæbne, der har været omtvistet, vides intet paalideligt.
|
1598 - 1658 (59 år)
