Grevinde Leonora Christine, af Slesvig og Holsten
1621 - 1698 (76 år)-
Navn Leonora Christine Titel Grevinde Suffiks af Slesvig og Holsten Født 8 jul. 1621 Frederiksborg Slot, Frederiksborg Slotssogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark 
Køn Kvinde Ejendom fra 1658 til 1663 Holckenhavn Gods (Ulfeldtsholm, Ellensborg), Vindinge Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark Godsejer Død 16 mar. 1698 Maribo Kloster, Maribo Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark Person-ID I11078 My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen Sidst ændret 10 jul. 2024
Far Kong Christian IV., af Danmark & Norge, f. 12 apr. 1577, Frederiksborg Slotssogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark , d. 28 feb. 1648, Rosenborg Slot, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 70 år) Mor Kirsten Munk, Lange, f. 6 jul. 1598, Ravnkilde Sogn, Aars Herred, Aalborg Amt, Danmark , d. 19 apr. 1658, Uth Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark (Alder 59 år) Gift 31 dec. 1615 Skilt Ja, dato ukendt Familie-ID F3154 Gruppeskema | Familietavle
Familie Rigsgreve Corfitz Ulfeldt, f. 10 jul. 1606, Sønderby Sogn, Baag Herred, Odense Amt, Danmark , d. 26 feb. 1664, Rhinen mellem Basel og Neuenburg (Alder 57 år) Gift 9 okt. 1636 Københavns Slot, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Børn 1. Christian Ulfeldt, f. 5 dec. 1637, d. 29 jul. 1688, Rom, Santa Maria in Monterone (Alder 50 år)2. Anne Cathrine Ulfeldt, f. 18 mar. 1639, d. 27 maj 1707 (Alder 68 år) 3. Ellen Kirstine Ulfeldt, f. okt. 1643, d. 11 dec. 1677 (Alder ~ 34 år) 4. Ludvig Ulfeldt, f. 1644, d. 1668 (Alder 24 år) 5. Corfitz Ulfeldt, f. 1644, d. 1688 (Alder 44 år) 6. Grevinde Leonora Sophie Ulfeldt, f. 1647, Zuid-Holland, Nederlandene , d. 15 aug. 1698 (Alder 51 år)7. Greve Leo Ulfeldt, f. 22 mar. 1651, d. 11 apr. 1716, Wien, Niederösterreich, Østrig (Alder 65 år)Sidst ændret 1 aug. 2018 Familie-ID F3157 Gruppeskema | Familietavle
-
Notater hensad som Fange i Blåtårn 8 Aug. 1663-19 Maj 1685, skrev i dette sit Fangenskab flere Skrifter "Den fangne Grevinde Leonoræ Christinæ Jammersminde", "Heltinders Pryd" osv.
Leonora Christina blev født på Frederiksborg slot den 8. juli 1621 som tredje barn af Christian IV og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Sine første seks leveår tilbragte hun hos sin
mormor, men i krigsårene 1628-29 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffæ
re, som Christian IV aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.
Til gengæld påtog han sig med sin vanlige energi at sÃ
¸rge for børnenes videre opdragelse. Den var omfattende og grundig, også for pigernes vedkommende. Ikke bare traditionelle kvindelige sysler som håndarbejde, dans og passende offentlig optræden sk
ulle de beherske. Undervisningen omfattede også læsning, skrivning, regning, musik, tegning og af sprog dansk, tysk og fransk - foruden naturligvis det fag, samtiden anså for det allernødvendigste
: religion. Leonora Christina viste sig tidligt meget lærenem, dygtig til både boglige og praktiske færdigheder.
Kirsten Munks børn fødtes til en vanskelig placering. Da deres mor kun var
af adelig, ikke fyrstelig byrd, blev pigerne ikke prinsesser, men fik af kongen tillagt titel af grevinder til Slesvig og Holsten. Dermed markeredes deres særrang: under de kongelige, men over den ø
vrige adel.
Christian IV's ambition om at spille en ledende rolle i det protestantiske Nordeuropa bragte ham i modsætningsforhold til rigsrådet, den kreds af magtfulde højadelige, der sammen
med kongen udgjorde landets officielle styrelse, og som var dybt betænkelige ved kongens aggressive udenrigspolitik. I den situation søgte han at skabe sig forbundsfæller i højadelen ved at forlo
ve sine og Kirsten Munks døtre med lovende unge mænd af de fornemste slægter. Det lykkedes ham faktisk at skille svigersønnernes interesser fra deres standsfællers ved at give dem en hurtig, strÃ
¥lende karriere i statsadministrationen.
Til Leonora Christina valgte kongen den fattige, men internationalt uddannede og højt begavede Corfitz Ulfeldt, der var 15 år ældre end sin udkårne.
Da hun var 9 år, blev de trolovet, og som 15-årig blev hun gift. Kort efter brylluppet udnævntes Ulfeldt til statholder i København, og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udf
oldede parret en elegance af internationalt tilsnit. For at skabe den livsstil måtte Ulfeldt sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokr
ater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian IV formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed og loyalitet over for kongen
fik han betroet vigtige diplomatiske opgaver i udlandet, ligesom han i 1643 blev udnævnt til rigshofmester, dvs. rigets øverste embedsmand, der havde overopsyn med regeringen og fungerede som konge
ns stedfortræder.
Leonora Christina varetog rollen som rigets faktiske førstedame med værdighed og ynde. Ud over sine repræsentative opgaver dyrkede hun tegning, maling, håndarbejde, musik
, læsning, italiensk og latin, foruden jagt og boldspil - altsammen jævnsides med graviditeter og børnefødsler; på 14 år fødte hun ti børn, hvis opvækst hun tog sig mere af, end det var almin
deligt i overklassen. Højdepunktet i hendes offentlige liv blev en rejse til Nederlandene og Frankrig i 1646-47, hvor Ulfeldtparret som Danmark-Norges officielle udsendinge vakte beundrende opsigt, s
elv ved det kræsne franske hof. I Paris charmerede hun fuldstændigt enkedronningen ved sin ynde, stilfuldhed, intelligens og naturlige selvfølelse.
Hjemme i København blev parret imidlertid
mødt af den gamle konges vrede. Foruden mistilliden til Ulfeldts omgang med offentlige midler nærede Christian IV en dyb uvilje mod Ulfeldts udenrigspolitik, som i de senere år var kommet i åbenl
ys opposition til kongens synspunkter. At Ulfeldtparret sammen med Kirsten Munks andre børn og svigerbørn arbejdede for en forsoning mellem Christian IV og hans hustru, øgede kongens bitterhed. I h
ans sidste dage på Rosenborg var Leonora Christina og Ulfeldt hos ham, men den rene familieidyl har det næppe været; umiddelbart efter kongens død den 28. februar 1648 jog Ulfeldtparret kongens ma
ngeårige elskerinde, Vibeke Kruse, på porten, selvom hun var dødssyg.
Med valget af Frederik III til faderens efterfølger forringedes Ulfeldts position. Ganske vist foretog han og Leonora C
hristina en vigtig diplomatisk rejse til Nederlandene i 1649, men hans politiske ideal, et aristokratisk styre, lå langt fra Frederik III's ønske om en stærkere kongemagt, og rigshofmesterens indfl
ydelse dalede. Forholdet mellem hans hustru og dronningen, Sophie Amalie, var rent ud hadsk. Som sine søstre måtte Leonora Christina opleve den tort at blive frataget sin titel af grevinde til Slesv
ig og Holsten. I 1650 indledtes undersøgelser af Ulfeldts embedsførelse, og snart efter beskyldtes han og hustruen af en kendt demimonde, Dina Vinhofvers, for at planlægge et giftmord på kongen. D
e frikendtes, men selvom Dina blev henrettet, var sagen efter deres opfattelse ikke blevet undersøgt tilbundsgående; Dinas elsker Jørgen Walter var knyttet til hoffet, som hindrede en klarlægning
af de mulige forbindelser til kredse nær kongeparret.
Fra hele dette klima af mistænkeliggørelse og ydmygelse flygtede de i 1651. De drog til Stockholm, hvor han takket være sin diplomatisk
e erfaring og sine betydelige lån til statskassen opnåede en position ved hoffet. Efter bedste evne modarbejdede han danske interesser, selvom han også for alle tilfældes skyld søgte at opnå for
lig med Frederik III. Med det formål sendte han i 1656 Leonora Christina til København. Hun rejste via Jylland, hvor hun besøgte sin mor, men blev standset i Korsør af kongens udsending, Vibeke Kr
uses søn Ulrik Christian Gyldenløve, og hun måtte vende hjem med uforrettet sag.
Ved den danske krigserklæring i 1657 gjorde den svenske konge, Karl X Gustav, Ulfeldt til sin betroede rådg
iver. Der er ingen tvivl om, at Ulfeldtparret oplevede det sejrrige svenske felttog som en sød hævn over deres personlige fjender og utaknemmelige fædreland. En total udslettelse af Danmark-Norge v
ar dog ikke i deres interesse. Derimod var det Ulfeldts drøm at omskabe Skåne til en aristokratisk republik, og da han ikke lagde skjul på sine hensigter, fattede Karl Gustav dyb mistillid til ham.
Han deltog ikke i det fornyede angreb på Danmark, og da det gik galt, blev han anklaget for forræderisk kontakt til den danske konge. På grund af hans alvorlige sygdom blev det Leonora Christina,
der førte forsvaret i sagen, og det gjorde hun overlegent, intelligent og veltalende, om end ikke altid i nøje overensstemmelse med sandheden. Under processen var parret i husarrest i Malmø, hvorfr
a de undslap ved en koldblodig flugt, da Ulfeldt var nogenlunde restitueret.
Med forbløffende naivitet drog han til København for at søge nåde hos Frederik III, som imidlertid greb chancen
for endelig at få uskadeliggjort sin argeste modstander. Han og Leonora Christina førtes til Bornholm, hvor de halvandet år sad i hårdt fængsel på Hammershus. Drevet af desperation over vogteren
Adolph Fuchs' rå brutalitet og udspekulerede ondskabsfuldheder forsøgte de en martsnat 1661 en hasarderet flugt, kun fulgt af en enkelt tjener. Ene kvinde trak Leonora Christina tjeneren op fra afg
runden og mere bar end støttede sin svækkede mand ned ad de stejle klipper uden at kunne se en hånd for sig. På grund af hans svaghed mislykkedes forsøget, hvorefter forholdene skærpedes yderlig
ere, indtil parret i december gav afkald på stort set alle deres ejendomme i Danmark-Norge. Under ydmygende former måtte Ulfeldt aflægge troskabsed til Frederik III.
Baggrunden for den hård
e behandling var ikke kun hævntørst, men også den nyindførte enevældes frygt for oprørstendenser i adelskredse. Derfor ønskede man at isolere Ulfeldt, og han fik anvist ophold på Ellensborg (d
et nuværende Holckenhavn), som Leonora Christina havde fået i arv efter Kirsten Munk. Da regeringen anså ham for effektivt stækket, fik han tilladelse til sammen med sin familie at foretage en kur
rejse i 1662. Dårligt var de uden for landet, før han begyndte at intrigere mod Frederik III. Skæbnesvangert blev det, at han tilbød kurfyrsten af Brandenburg at rejse et oprør i Danmark, som sku
lle gøre kurfyrsten til dansk konge. Fra Brandenburg gik alle oplysninger videre til København, hvor højesteret den 24. juli 1663 dømte Ulfeldt til døden in absentia; familien opholdt sig imens i
Brügge.
Inden domfældelsen var Leonora Christina rejst til London for at indkræve en betydelig pengesum, som den engelske konge havde lånt af parret. Den danske regering udvirkede, at hun
blev arresteret og sendt til København, hvor hun ankom den 8. august 1663 og straks indsattes i fængslet på Københavns slot, Blåtårn, mistænkt for meddelagtighed i mandens forræderi. Under de
opslidende forhør fastholdt hun urokkeligt parrets uskyld; kun da hun fik Ulfeldts dødsdom forkyndt, brød hun sammen, men samlede sig straks. Skønt hun aldrig blev sigtet, endsige dømt, forblev h
un fængslet. Også andre personer fra den ulfeldtske kreds blev anholdt; den mest prominente, familiens huslæge og ven Otto Sperling (den Ældre), indsattes 1664 i Blåtårn, hvor han døde i 1681.
Efter domfældelsen af Ulfeldt eftersøgtes han over hele Europa. I København foretog man den 13. november 1663 en henrettelse in effigie, på en træfigur, som maltrakteredes offentligt. Går
den på Gråbrødretorv blev jævnet med jorden og en skamstøtte opsat på grunden. Først i 1842 var hadet mod Danmarkshistoriens usleste landsforræder kølnet så meget, at støtten blev fjernet;
i dag står den på Nationalmuseet. Ulfeldt selv døde under falsk identitet på en båd på Rhinen i februar 1664. Umiddelbart efter blev han begravet i Neuenburg, men af frygt for fjendernes hævn o
gså efter døden fjernede hans sønner liget. Hans grav er ukendt.
Efter Ulfeldts død kunne Leonora Christina politisk set ikke udgøre nogen trussel for den danske konge. I hans og især dro
nningens øjne var hun imidlertid ikke mindre skyldig end sin mand. Så længe Frederik III levede, var hendes vilkår i fængslet hårde, selvom der fra udlandet øvedes pres på det danske kongepar
for at få den celebre fange frigivet. Ved Christian V's tronbestigelse i 1670 intensiveredes disse bestræbelser, men forgæves. Dog bedredes hendes forhold væsentligt under den nye konge. Først da
hendes uforsonligste fjende, enkedronning Sophie Amalie, var død i 1685, blev hun løsladt.
Da Leonora Christina den 19. maj 1685 forlod Blåtårn, havde hun ikke været udenfor i fri luft i
21 år, 9 måneder og 11 dage. Hvad friheden nærmere indebar, vidste hun ikke, da hun den majaften kom ud på slotspladsen, men hun havde forestillet sig en større triumf end den, regeringen undte h
ende. Hun fik ikke foretræde for hverken Christian V eller dronningen, og efter ganske kort tid i København drog hun til Husum, dengang en lille flække uden for hovedstaden, indtil man i september
fik gjort en fløj af det gamle birgittinerkloster i Maribo klar til hende. Takket være en kongelig understøttelse kunne hun føre en nogenlunde standsmæssig tilværelse i den stille provinsby. Hun
var beskæftiget med litterære sysler og håndarbejde, foruden utrættelige forsøg på at generhverve slægtens tabte rigdomme til fordel for de tre overlevende børn. Hendes ældste datter, Anne C
athrine, boede på Maribo kloster fra 1688, og af den yngste, Leonora Sophie, som var gift i Skåne, modtog hun jævnligt besøg. Sønnen Leo, der var ved at skabe sig en strålende karriere i Østrig
, hvor hans efterkommere forblev, fik allernådigst lov at besøge hende to gange. Første gang, i 1691, var han 40 år. Hans mor havde ikke set ham, siden han var 12. Med egnens honoratiores havde hu
n ikke alverden at gøre, men når stiftets gejstlige mødtes til landemode, modtog hun stiftamtmanden og biskoppen, Thomas Kingo, hvis værker hun værdsatte. Hun døde den 16. marts 1698 og er begra
vet i Maribo domkirke.
1621 Født 8/7 1621 på Frederiksborg, datter af Christian IV og Kirsten Munk
1636 Gift 9/10 1636 med Corfitz Ulfeldt
1663-85 Fange i Blåtårn p
å Københavns slot
1698