| Notater |
- Arveprins Frederik (11. oktober 1753-7. december 1805), søn af Frederik 5. af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie, som det eneste af deres fælles børn. Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger 1766-1768. I 1772-´84 var han regent for sin sindssyge halvbroder Christian 7. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg. Gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: Juliane Sofie, Christian 8., Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.
Opvækst
For at skaffe ham en fystelig stilling blev han allerede i en alder af 3 år valgt til koadjutor i bispedømmet Lybek, hvor han med tiden vilde efterfølge den daværende fyrstbiskop.
Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed. Den opdragelse, han imidlertid havde fået, var ingenlunde blevet anlagt, som om han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældets indførelse den første danske prins, der udvikledes til at opfatte dansk som sit rette modersmål, så begavede danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff og efter ham Ove Høegh-Guldberg var hans vigtigste lærere.
Men uheldigvis fattedes den godmodige prins alt for meget evner til at den undervisning, som han havde fået, kunne bære rige frugter. Endnu mindre syntes der at være sunget for hans vugge, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men dog førte den struenseeske katastrofe hertil. Det hørte med til de ukloge taktløsheder, hvoraf Struensee begik alt for mange, at han lod tilføje prinsen såvel som hans moder, enkedronning Juliane Marie, flere fornærmelser. Også levede han og moderen en tid på Fredensborg som forviste fra hoffet.
Hvor fuldstændigt prinsen end fattedes mod og ydre personlighed til selv at ville træde op imod magthaverne, var hans navn dog et godt samlingsmærke for dem, der ville Struensee til livs, og da januarnatten 1772 havde bragt Struensee og dronninng Caroline Mathilde med deres venner det dybe fald fra deres magt, blev det arveprinsen, der kom til at stå som midtpunktet for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn, det er velbekendt, at han ganske beherskedes af sin moder, og at de begge med hensyn til statsstyreisen nøje fulgte Guldbergs råd.
Regent
Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den ypperste mand i staten. Så meget mere kan man forstå, at han blev ilde tilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre. Han protesterede derfor heftigt, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde hin dag forelagde den sindssvage konge til godkendelse det forslag, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der gjaldt for arveprinsens og enkedronningens kårne mænd. Det synes endog bagefter noget nær at være kommet til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.
Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet. Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et ganske betydningsløst privatliv.
Ægteskab og børn
I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). Han var imidlertid ude af stand til at besvangre sin hustru, og hun søgte trøst hos kammerjunker Frederik von Blücher. Således kom der efterhånden fire børn i ægteskabet:
Christian 8. (1786-1848)
Juliane Sofie (1788-1858), gift 1812 med prins Frederik Vilhelm Carl Ludvig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt (1786-1834)
Louise Charlotte (1789-1844)
Arveprins Ferdinand (1792-1863)
Han døde efter længere tids svagelighed 7. december 1805 på Amalienborg.
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Arveprins_Frederik"
|
1753 - 1805 (52 år)
