Notater |
- Efter Frederik 6.'s død den 3. december 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Under navnet Christian 8. kunne han ved den sidste kroning i Danmark sætte kronen på sit eget hoved. De danske liberale huskede hans indsats i Norge, og mange forventede, at Christian 8. ville give en fri forfatning, men kongen skuffede de liberale forventninger. Han så det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige. I 1840 udsendte han en forordning om, at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog.
Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år. Èn af de mest fremtrædende lederskikkelser i denne kamp var den ekstremt veltalende jurist Orla Lehmann, medstifter af dagbladet Fædrelandet i 1839 og medlem af Københavns borgerrepræsentation i 1840. I 1841 holdt han en brandtale i Nykøbing Falster, hvor han opfordrede bønderne til at tage del i arbejdet for en fri forfatning. Det kostede ham tre måneders fængsel, hvilket kun forøgede hans popularitet. I 1846 var han medstitifter af Bondevennernes Selskab. Det kulminerede med, at Orla Lehmann var hovedtaler ved Casinomødet 20. marts 1848, hvor man på vegne af Københavns borgerrepræsentation udformede en henvendelse til kongen om en fri forfatning. Christian 8. døde imidlertid den 20. januar 1848 af blodforgiftning efter en åreladning, og han gravsattes i Roskilde Domkirke.
Christian 8. var utvivlsomt en af de bedst begavede monarker, der har siddet på den danske trone. Og han var absolut en meget spændende person. Men han har delt skæbne med en anden af de mest fremtrædende, Frederik 4. De er begge stort set glemt. Det er mærkeligt, men vel også meget dansk, at det er ulykkesfuglene, der først og fremmest huskes, såsom Christian 4. og Frederik 7. Christian 4. forødte en forfærdelig masse og Frederik 7. var aldeles ikke Grundlovens ædle giver - han havdde faktisk af sin far, Christian 8. fået den klare besked, at han værsgo skulle give en forfatning. For Christian 8. havde absolut ingen illusioner om, at hans arbejdsudygtige søn kunne styre kongerige og hertugdømmer. Christian 8. er altså en af de glemte konger, som forlængst er gledet ud af mands minde. Og ikke desto mindre kan man få meget at vide om hans tilværelse, fordi han helt fra drengetiden førte dagbog, som siden er udgivet i uddrag og fra kongetiden i sin helhed. Dertil kom, at han var en meget flittig brevskriver. De bevarede breve, som han fik tilsendt, tæller tusinder. Og fra hans egen hånd kendes også til mange. Korrespondancen mellem ham, hans gemalinde Caroline Amalie, svigermoderen Louise Augusta og svogrene hertug Christian August af Augustenborg og prins Frederik af Nør er også for nyligt blevet publiceret. Alt i alt fortæller de meget om hans liv som kortvarig konge i Norge, om den 25 år lange periode som tronfølger i skyggen af den barske fætætter, Frederik 6. og den alt for korte, otte år lange kongetid. Men der er én begrænsning i de mange tusinde sider fra hans hånd. Han var en sfinx. Christian 8. helgarderede sig og gav ikke andre indblik i, hvad der egentlig rørte sig i ham. Som helt ung havde han vakt opmærksomhed ved sit smukke udseende og værdige fremtræden. Han personificerede helt klart datidens mandsideal. Høj, krøllet og maskulin. Kvinder faldt tidligt for ham. Man kan forestille sig en ung baronesse eller grevinde, der var gift med en, ak, alt for gammel baron eller greve. For hende var det risikofrit at kaste sit garn ud og score denne lækre steg. Resultatet var, at den unge Christian Frederik kun alt for let kunne plukke roser, hvor roser bød sig til. Det var næppe særligt sundt, og det blev en beklagelig vane for ham at dyrke flere udenoms forbindelser med et ukendt antal illegitime børn til følge. I hans senere tilværelse var elskerinderne at ret beskeden social oprindelse. Det var djærve kvinder af folket med slag i bolledejen. Og dog elskede han alle dage også sin fromme, men sarte og hypokondre gemalinde, Caroline Amalie. Selvfølgelig var det et fornuftsægteskab. Hun var datter af hans halvkusine, hertuginde Louise Augusta af Augustenborg, og dermed var Caroline en slags grandniece. Men han var absolut fortryllet af den sødt buttede prinsesse på Als. En nøglesætning i et af hans svarbreve fra forlovelsestiden i begyndelsen af foråret 1815 fortjener at blive citeret: "... aldrig har noget Brev været mig dyrebarere og vil du vide Aarsagen, saa er det fordi jeg aldrig har elsket nogen inderligere end dig, min bedste Pige. Flere haver jeg elsket for deres Skiønheds Skyld eller fordi jeg elskedes af dem, memen ingensinde har mit Hjerte været nogen saa inderligen hengiven som dig min Elskede." Naturligvis vidste hun, at han havde kendt andre, ellers har hendes kloge mor nu nok givet hende et lille vink om, hvordan mænd nu engang er. Og i et brev frfra december 1844 mindedes han deres forlovelse 30 år tidligere og tilføjede med nogen selverkendelse: "Du har beredet mig huuslig Lykke, og, naar jeg i Verdens Tummel ej altid har nydt den, som jeg kunde, saa er det ej Din Skyld, men lykkeligere kunde jeg ej have været med nogen Anden, det føler jeg hver Dag, og Ømheds Taarer i mit Øje, ved at skrive dette, vilde sige Dig det." Christian 8. kunne belægge sine ord, men der er næppe tvivl om, at han mente, hvad han skrev.
- https://da.wikipedia.org/wiki/Christian_8.
|