Frederik Ferdinand, arveprins til Danmark (22. november 1792 i København – 29. juni 1863 sammesteds) var en dansk prins, søn af Arveprins Frederik af Danmark-Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han levede fra 1829 i et barnløst ægteskab med prinsesse Caroline (datter af Frederik VI). Han fik 1803 titel af oberst, udnævntes til chef for det samme år oprettede regiment Prins Frederik Ferdinands lette Dragoner. 1814 blev han generalløjtnant og 1829 general. 1839 blev han kort efter tronskiftet kommanderende general over Sjælland.
Arveprinsen indtrådte i statsrådet i 1840 - kort tid efter at broderen Christian VIII var blevet konge i 1839. Da broderens søn Frederik VII blev konge i 1848, blev arveprins Ferdinand tronfølger. Ved arveprinsens død den 29. juni 1863 blev den senere konge Christian IX ny tronfølger.
I juli 1853 tilsluttede arveprinsen sig, at søsterens svigersøn prins Christian af Glücksborg (senere Christian IX) rykkede mange pladser frem i arvefølgen for at blive vicetronfølger.
Det var sjældent, at kong Frederik VII deltog i statsrådets møder. Da det Danske Monarki skulle have en fælles forfatning i 1855, ville regeringen som en konsekvens heraf lade den borgerlige ministerkonference overtage gehejmestatsrådets funktion, når kongen ikke mødte op. Dette betød, at arveprinsen og andre "kongelige prinser" ville miste deres adgang til politiske indflydelse. Efter protester fra arveprins Ferdinand nåede man frem til et kompromis.
Ferdinand blev Elefantridder i 1800 og Storkommandør af Dannebrog i 1854.
Den godmodige arveprins Ferdinand var populær i København. Hans popularitet i den jævne befolkning steg, da mange kendte københavnere flygtede ud af byen under koleraepidemien i København 1853, mens arveprinsen blev i byen.
Han er bisat i Roskilde Domkirke.