Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.
Christian Fenger, f. 1773, 7.1.1773-21.10.1845, kirurg. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). F. blev student 1791, privat dimitteret, og tog kirurgisk eksamen 1798 hvorefter han var reservekirurg i søværnet og derpå 1801-05 reservekirurg ved Kirurgisk akademi og Frederiks hospital. Her vakte han tidligt opmærksomhed ved sin dygtighed og blev 1805 2. adjunkt ved akademiet hvor han navnlig holdt forelæsninger over fødselsvidenskab, men allerede s.å. blev han antaget til midlertidig tjeneste som regimentskirurg ved kronprinsens regiment i Holsten, okt. 1806 blev han regimentskirurg ved samme regiment, men kom tilbage til Kbh. 1807 og vedblev at være regimentskirurg til 1811. Han begyndte straks sine forelæsninger og blev 1. adjunkt 1808, professor extraordinarius 1810 og s.å. medlem af akademiets direktion og samtidig livkirurg hvad han vedblev at være til 1838. Han blev professor ordinarius og medlem af sundhedskollegiet 1813, var som 2. professor hofkirurg 1824-30, generaldirektør for kirurgien 1830-42. – F. blev den sidste generaldirektør for kirurgien og forsvarede kirurgisk akademis uafhængighed til det sidste, men tiden var omsider blevet moden til en sammensmeltning af den medicinske og den kirurgiske læreanstalt, og dette skete 1.1.1842 da kirurgisk akademi gik op i universitetet og sammen med det medicinske fakultet dannede et lægevidenskabeligt fakultet. Året inden havde han opnået fritagelse for at holde forelæsninger. Medens de fleste af de kirurgiske professorer blev professorer ved universitetet tog F. sin afsked. -
F. var en vel anset lærer særlig i fødselsvidenskab, men han har kun skrevet ubetydelige afhandlinger. Mest opmærksomhed vakte en afhandling i Bibliotek for læger, 1818 hvori han forsvarede en kvaksalverske som akademiet seksten år tidligere havde taget stærk afstand fra. – Kongen satte stor pris på F. som livkirurg og tog ham med til Wien under fredsforhandlingerne 1814-15. – Æresmedlem af Det kgl. medicinske Selskab 1833. – Etatsråd 1826. Konferensråd 1840.
Familie
Forældre: grosserer Peter F. (1719-74) og Else Brock (1737-1811). Gift 12.7.1807 i Kbh. (Garn.) med Else Kirstine Henningsen, født 29.10.1786 på Egholm ved Roskilde, død 24.10.1841 i Kbh. (Helligg.), d. af forpagter på Egholm, senere major og konsumptionskasserer i Hillerød Henning H. (1759-1842, gift 2. gang med Mariane Beate Pohlmann, 1764-1831) og Sophie Kirstine Læssøe (ca. 1752-88). – Bror til Rasmus F.
Udnævnelser
R. 1814. DM. 1828. K. 1836.
Ikonografi
Mal. af H. Kofoed, 1775. Malet med familie af Hans Hansen, 1818, og af M. Rørbye, 1829; kopi af sidstnævnte (Med.-hist. mus.). Stik af W. Heuer, 1837.
Bibliografi
G. Norrie: Kirurgisk akad.s hist. III, 1923 64f 74-79 88-90 198-205. Danske politiske breve I, udg. Povl Bagge m.fl., 1945 357. – Papirer i Kgl.bibl.