| Notater |
- KØBENHAVN 29.12.2000 KL. 22:22
JP på besøg i Saltholm City
Turen foregår i bælgmørke.
AF SØREN DOMINO FOTO: JACOB EHRBAHN
Den 27 fod lange skolebåd Svanen bevæger sig med rullende bevægelser ud i mørket denne decembermorgen klokken 6.00, som det sker alle årets hverdage.
Fra lystbådehavnen i Kastrup er kursen sat de knap fire sømil mod øst, men sejladsen i det bidende vintermørke er som en lang rejse med bind for øjnene mod en lille verden for sig.
Den kommunale skolebåd er eneste faste forbindelse med omverdenen for indbyggerne på øen Saltholm ude i Øresund.
Tre kvarter efter afgangen fra fastlandet anløber skolebåden det interimistiske havneareal på Saltholm med det ene formål at hente øens eneste skolegående barn, otteårige Michella.
Skolen på Saltholm lukkede nemlig i 1936, og sådan er der så meget, der er forsvundet fra øen gennem de senere årtier.
Engang var der både kro, postmand og snesevis af fastboende på øen, men det er alt sammen historie i dag. Tilbage er blot de otte faste beboere, kreaturerne og et privat museum, som kun holder åbent ved særlige lejligheder.
To afstikkere på 80 år
80-årige Georg Zimling er et levende sandhedsvidne på historiens gang. Georg Zimling har alle sine leveår boet på Saltholm, der strækker sig otte kilometer og breder sig to en halv kilometer mellem Sverige og Danmark.
Han har blot to gange forladt øen for at gøre ophold på fastlandet. Den ene gang sad han fire måneder i Vestre Fængsel for at have sejlet jøder til Sverige under Anden Verdenskrig. Anden gang var, da han som ung gik i lære som bager - blot for at vende tilbage til øen efter få måneder.
Ikke fordi han ikke kan begå sig uden for øen, bedyrer han, men Georg Zimling føler sig bedst hjemme på Saltholm i det grå sæt Kansas-arbejdstøj og træsko uden hæl.
Livet på Saltholm er noget ganske særligt, og på øen lader man sig dårligt anfægte af forhandlinger om Nice-traktat, kriminelle asylansøgere og belastede unges ugerninger.
Hverdagen på Saltholm handler mest af alt om at holde øje med de hundredvis af græssende kreaturer, der ved forårets komme fragtes til Saltholm fra hele landet for at blive hentet til vinter. Øens tynde lag muld oven på et fundament af kalk har gjort det næsten umuligt at dyrke jorden.
Hvad man på øen selv kalder for bymidten, er to faldefærdige ejendomme og den tidligere skole. Hér løber man ikke til købmanden efter en liter mælk eller kører til mekaniker, hvis traktorens hjulophæng er gået i stykker. I stedet planlægger man flere uger i forvejen den dag, hvor man samler dyngerne af vasketøj og sejler til fastlandet for at få det vasket på møntvaskeri.
For Georg Zimling har det aldrig været anderledes, men for Niels Adamsen, der på 12. år er øens opsynsmand, har tilværelsen forandret sig radikalt, siden den uddannede elektriker i 1989 kvittede jobbet i København og flyttede ind på Holmegården, hvor han i dag bor med sin hustru Lidia og børnene Michella, Timian og Pil.
»Saltholm er på mange måder et spøjst sted. Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ikke ville blive boende på Saltholm. Jeg har flere gange været i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre at bo herude, men efter tolv år kan jeg sige, at det er lykkedes, og det er en sejr. Men det er et besværligt sted at blive gammel,« fortæller 43-årige Niels Adamsen, der er en rank og slank mand med et fyldigt overskæg.
Tre kilometer fra Holmegården ligger gården Gammelværk, hvor Georg Zimling på 80 år bor sammen med sin 54-årige datter Anne og svigersønnen Ole. Og ikke mange ting har forandret sig i løbet af otte årtier på Gammelværk, hvor Georg Zimling er født og opvokset.
Dårlige hofter har gjort gangen lidt mere besværet, og udsigten fra gårdspladsen er blevet ganske anderledes med opførelsen af Øresundsbroen, men på Gammelværk har man stadig ikke strøm eller indlagt vand, og man går stadig på lokum i gården. Vandet hentes i brønden, gårdens lavloftede værelser lyses op af petroleumslamper og om sommeren sørger man for at fange så mange fisk og dyrke så mange grøntsager, at man kan stå imod den barske vinter på Saltholm.
Ønsket om lidt strøm
Der er intet fjernsyn, men den batteridrevne radio holder familien informeret om livets gang ude i den store verden.
Georg Zimling er ikke meget for det der, de kalder EU, og han er stærkt utilfreds med, at postbudet ikke længere kommer på Saltholm.
Men ingen af de aktuelle emner optager megen tid, når familien er samlet i den brændeovnsvarme stue. Det vigtigste samtalemne er langt mere håndgribeligt og handler om, hvorvidt der skal opstilles en lille vindmølle til at give familien Zimling strøm til at drive en fryser. Som de har gjort ovre på Holmegården.
Både datteren og svigersønnen er varme fortalere for at gøre tilværelsen en smule lettere med en vindmølle, men Georg Zimling er ikke meget for ideen.
»Der er ingen grund til at gøre hverdagen for let. Nu har jeg levet på den her måde i 80 år, og det går da meget godt,« siger han, når han skal aflevere sit vægtigste argument.
Og der er foreløbig ikke blevet opstillet nogen vindmølle, for Georg Zimling sidder altid for bordenden ved det mørke egetræsbord under den pompøse petroleumslampe fra forrige århundrede.
»Kartofler, kål og porrer kræver ingen fryser. Og et par porrer med kartofler er en dejlig ret. Der er ingen grund til, at vi ender ligesom dem derinde i København.«
Én stor mudderpøl
Det er da også så lang tid siden, at Georg Zimling har været »derinde i København«, at han ikke kan huske hvornår.
Til gengæld husker han tydeligt ferieturen til søsteren i Florida og den strenge isvinter i 1964.
Vinteren er ofte en barsk oplevelse. Flere gange har det været umuligt at forlade øen på grund af kulde og tilfrosne vande, og ofte må skolebåden opgive at sejle. I gamle dage kunne man gå over Øresund til København, men i dag bliver de friske forsyninger fløjet fra fastlandet i helikopter, når kulden lukker vandet omkring øen.
I hele vinterhalvåret omdannes Saltholm til en stor mudderpøl. Øen hæver sig blot nogle få meter over daglig vandstand, og med jævne mellemrum bliver øen oversvømmet, så kun gårdspladserne er tørlagte.
Der er ingen veje på Saltholm - højst et hjulspor at følge. Men i sin traktor kender Georg Zimling hvert et hul under vandpytterne, der kan være flere meter dybe fra den tid, da man udvandt kalk fra Saltholms undergrund.
Georg Zimling er ud af en søskendeflok på ni. Familien Zimling har boet på Gammelværk siden 1837, og indenfor i den dunkle stue med små vinduer og lavt til loften fortæller billederne og malerierne af slægten deres egen historie om Saltholm.
Stednavnet optræder første gang i kong Valdemars jordebog i 1230, da kongen, Valdemar Sejr, skænkede Saltholm til Roskilde-bispen Niels. Siden var Saltholm tæt på at blive svensk, da Danmark i 1658 mistede Skåne, Halland og Blekinge, og i 1700-tallet blev øen brugt som karantænestation for personer og varer fra Sydeuropa i forsøget på at dæmme op for den sorte død, pesten.
Den moderne cowboy
Siden 1500-tallet har bønderne på Amager sendt deres kreaturer på græs på Saltholm, hvor der skulle være plads til 1000 græssende dyr. I dag kommer der næsten ingen kreaturer fra Amager, men fra resten af landet sender bønder stadig deres dyr til Saltholm, der bestyres af Saltholm Ejerlaug.
Ejerlauget har ansat Niels Adamsen som "holmemand", som det hedder på Saltholm, fordi opsynsmanden altid bor på Holmegården; den gule firlængede gård fra det 19. århundrede.
Som en moderne cowboy bruger Niels Adamsen det meste af dagen i sin traktor, på motorcykel eller på hesteryg for at komme rundt på øen og tilse dyrene.
Kun fra 1970 til 1983, da opsynsmanden hed Georg Zimling, boede han ikke på Holmegården. Georg Zimling levede alene på øen med sin kone og fungerede derfor som opsynsmand, men han nægtede at flytte fra barndomshjemmet Gammelværk, og sådan blev det. Jobbet som holmemand er fortid, men Georg Zimling er stadig udpeget af Indenrigsministeriet til at være valgtilforordnet, når øens fem stemmeberettigede personer går til valg.
De to mænd og øen
Hvervet som tilforordnet har dog været endnu lettere end i dag, dengang Georg Zimling og Niels Adamsen i starten af 1990'erne var de eneste beboere på Saltholm om vinteren. Georg Zimling var blevet alene, og Niels Adamsen var endnu ikke flyttet sammen med sin nye kone Lidia.
»Da kunne det godt være forfærdeligt ensomt engang imellem. Jeg mødtes sommetider med Georg over en sukkermad og en kop te eller en kirsebærrom. Men det var et par hårde vintre at komme igennem, og indimellem tænkte man: Nu bliver jeg skør,« fortæller Niels Adamsen.
Siden hen er familierne flyttet til øen, og sammen går de endnu en vinter i møde. Julen er blevet holdt med den nærmeste familie og med and, flæskesteg og juletræ fra fastlandet.
For Niels Adamsen og familien er det den sidste jul på Saltholm. Den isolerede livsstil og besværet for de tre piger, når de skal i skole eller børnehave, får en ende.
Til april forlader familien Holmegården for at begynde et nyt liv. Måske vil de rejse verden rundt, måske køber de et hus lidt uden for København. Det er endnu uvist, men én ting er sikker, forsikrer Niels Adamsen:
»Det bliver anderledes. Der er sikkert sket mange ting uden for Saltholm på 10 år. Tingene går nok lidt hurtigere end herude. Det er også først, når man skal til at omgås andre mennesker, at man finder ud af, om man virkelig er blevet en særling."
- BERLINGSKE:
Vores glemte helte
Af Thomas Hjortsø, journalist og forfatter til bogen »Den dyre flugt« Om de mange penge bag jødernes flugt fra Danmark i 1943
30. september 2011, 22:30
Thomas Hjortsø: Jødeaktionen 1943. Traf den danske modstandsbevægelse i 1960erne en forkert beslutning, der har medvirket til, at både vi og udlandet har glemt de danske helte, der uegennyttigt reddede jøderne i Danmark i 1943?
Da Fredrik Fogh sammen med sin kronisk syge mor i 1943 reddede flere familiemedlemmer og en ven af jødisk afstamning til Sverige, var frygten reel. »Vi var bange for dødsstraf,« fortæller han.
Hjælpeaktionen førte til, at Fredrik Fogh og hans mor blev udnævnt til Retskafne af det israelske Holocaust-museum Yad Vashem. Retskaffen er en officiel israelsk hædersbevisning til ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust.
Der findes kun 22 danske Retskafne, hvorimod et land som Holland har over 5.000. Når der er udnævnt så få danske Retskafne, hænger det sammen med, at den danske modstandsbevægelse i begyndelsen af 1960erne ønskede, at dens medlemmer blev mindet som gruppe og ikke hver for sig.
Det har Yad Vashem stort set respekteret på nær de 22, som har fået hædersbevisningen for, hvad holocaustmuseet kalder en ekstraordinær indsats.
Men der var mange, der ydede en stor indsats. En af dem var Georg Zimling fra Saltholm. Han sejlede sammen med sin nabo jøder fra Amager til Malmø.
De fik et godt måltid, aftenen før de skulle sejle jøderne til Sverige. »Sæt nu det blev det sidste,« siger han i dag. Det er en rigtig dansk helt - maven skal være fyldt!
Både Fredrik Fogh og Georg Zimling oplevede en risiko ved at hjælpe jøderne til Sverige. Det har bagefter vist sig, at risikoen ikke var så stor, blandt andet fordi betydelige dele af den tyske besættelsesmagt ikke var så interesseret i at jagte jøderne. Men netop det, at mange følte en risiko, er i høj grad medvirkende til deres heltegerninger.
Deres gerning står i modsætning til mange mellemmænd, fiskere og bådførere, som tjente store penge på at få jøderne til Sverige.
En af betingelserne for at blive udnævnt til Retskaffen er, at man ikke har tjent penge på at redde jøder, så mange danske fiskere og mellemmænd ville aldrig komme på tale.
I udlandet har man kun lidt kendskab til de mange penge, det kostede at få jøderne i sikkerhed. Man antager stadig, at det var alle danskere, der uegennyttigt hjalp med at få jøderne til Sverige og finder derfor ikke grund til at fremhæve enkeltpersoner.
Berlingske omtalte i september en bog af den tyske historiker Arno Lustiger om jødernes redningsmænd. Den sætter fokus på diplomaterne og nævner mange landes diplomater, men ingen danske.
Det er ikke kun Danmarks diplomater, der er fraværende i beretninger om at hjælpe jøderne. Det gælder danskere i det hele taget. For eksempel i den britiske forsker Agnes Grunwald-Spiers Schindlers Ligemænd, der tidligere på året udkom på dansk. Titlen på bogen henviser til den tyske forretningsmand Oskar Schindler, der reddede jøder og er kendt fra filmen Schindlers Liste.
Agnes Grunwald-Spier nævner hjælpere fra hele verden, men ingen fra Danmark. Hun skriver i forbindelse med de ungarske jøder, at danskerne hjalp 7.000 jøder med at flygte, underforstået at det var alle danskere, der hjalp.
Men det er ikke kun i udlandet, at de danskere, som ydede en indsats, er glemt. Det gælder også herhjemme. Hvis man bruger mindesmærker som en målestok for, hvordan vi fejrer hjælperne, så er det ikke meget opmærksomhed, de har fået. Der findes meget få monumenter til ære for dem, der hjalp jøderne over.
Når de findes, nævner de ikke direkte hjælpernes navne, og ofte er de holdt i generelle vendinger og taler om modstandskampen eller hjælp til flygtninge.
End ikke de mest oplagte kandidater til et monument eller mindetavle har fået et. Hvor er for eksempel mindesmærket for professor Richard Ege og hans hustru, som sammen med andre hjælpere organiserede redningen for flere hundrede jøder med udgangspunkt i Rigshospitalet?
En af de Retskafne er Henry Thomsen, som i Snekkersten har en mindesten, hvor han omtales som »flygtningenes modige hjælper«. Vel hjalp han andre end jøder over, men det er alligevel tankevækkende, at hans indsats for jøderne ikke er nævnt.
Han blev sammen med sin hustru Ellen Margrethe udnævnt til Retskaffen i 1968. Det var mange år efter hans død. Han blev taget af tyskerne i august 1944 og døde i koncentrationslejren Neuengamme fire måneder senere.
Det er paradoksalt, at det eneste mindesmærke i Danmark, der udtrykkeligt nævner en person og direkte skriver, at han hjalp jøderne, er rejst til ære for en tysker. Det er den tyske diplomat Georg Duckwitz, der var nazist, men afslørede de tyske planer om en aktion mod jøderne i Danmark til danske socialdemokratiske ledere i september 1943. Han har en mindeplade på Frieboeshvile i Lyngby, hvor han boede.
Centralt i den manglende hyldest til enkeltpersoner står modstandsbevægelsens beslutning over for Yad Vashem om at ville betragtes som en gruppe, når det gjaldt hjælpen til jødernes flugt.
Med al respekt for modstandsbevægelsen var det måske en forkert beslutning. Der var dog ikke tale om en ondsindet beslutning, men snarere et udtryk for et fokus på modstandskampen, som redningen af jøderne blev set som en del af. Og så levede myten om, at et helt folk hjalp til med at redde jøderne til Sverige meget stærkt omkring 1960erne.
Når et helt folk er helten, kan det være svært at fremhæve enkeltpersoner.
Myten om et helt folk som hjælpere er nok også blevet stærkere af mange jøders taknemmelighed over at have reddet livet.
I dag ved vi mere om, hvor meget det kostede for jøderne i Danmark at redde sig til Sverige. Og mange hjælpere, ja selv fiskere udtrykte faktisk deres frustration over de høje priser for overfarten og regulære svindlere.
Georg Zimling siger, at både mellemmænd og fiskere udnyttede mennesker i nød. »Når man skal redde andre menneskers liv, kan man ikke rigtig gøre det op i penge.«
Og så synes han, at der var for få fiskere, der fortsatte med at sejle for modstandsbevægelsen. »Da man var færdig med at gå og tjene penge på folk, tog man til Sverige og blev der. Så gik noget af det patriotiske af. Man skulle i stedet være fortsat med at sejle, til krigen sluttede. Der var brug for det,« siger han.
Både Georg Zimling og Fredrik Fogh blev efter jødernes flugt engageret i modstandsarbejdet, og for Georg Zimlings vedkommende førte det til fire måneder i fængsel, da han i 1944 blev taget af tyskerne, fordi han sejlede over Øresund for modstandsbevægelsen.
Der er mange hjælpere at vælge imellem, hvis man vil finde nogle at hædre for deres indsats under jødernes flugt. Et skøn lyder på flere tusinde, der deltog i den storstilede operation, som strakte sig over nogle uger i efteråret 1943.
Det var ofte helt almindelige danskere, der følte en pligt til at hjælpe. Og der var læger og ansatte på hospitalerne. Der var brug for hjælperne til alt lige fra at opspore jøderne, skjule dem, give dem mad og føre dem til havne eller anløbsbroer. »Vi bestod af en masse små tandhjul,« som en hjælper har sagt om redningsoperationen.
Stort set alle de flygtende kan fortælle om hjælpere, der uegennyttigt og med en følelse af at løbe en stor risiko sprang til og fik dem sikkert til Sverige. Ligesom de kan fortælle om bådførere eller mellemmænd, der tog sig godt betalt.
Og netop fordi der var så mange, som berigede sig på jødernes bekostning, er der så meget desto større grund til at fremhæve dem, der uegennyttigt hjalp jøderne i sikkerhed.
|
1920 - 2011 (90 år)
[1] 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
