Notater |
- Henning Gagge var i kongens tjeneste som "hofsinde", det vil sige, at han opholdt sig ved hoffet, men han var også tilstede ved kongens retterting allerede i 1550. En afbildning af kong Christian den 3.s hofsinder omkring 1550 er vedføjet, ikke fordi den lige forestiller Henning Gagge, men fordi den fortæller lidt om moden som disse unge mænd fulgte, og med dem sandsynligvis Henning Gagge.
Første gang han nævnes i kilderne er netop som kongens domsmand i Nyborg 2/12 1550.
Året efter d. 21/7 udnævnes han til kongens jurisdiktionsfoged på Bornholm, og dette kom til at udstikke hans skæbne. Bornholm var i disse år pantsat hansestaden Lybæk, der havde fået ret til at oppebære al skat, der skulle betales til Hammershus (kongen) i 50 år fra 1525. Men kongen var ved at fortryde! Ved reformationens gennemførelse efter "Grevens Fejde" i 1535 havde kongen lagt hånd på den katolske kirkes umådelige besiddelser. Disse besiddelser havde lybæk IKKE fået udlagt som pant, hvorved en speciel "gejstlig jurisdiktionsfoged" skulle tage sig af disse gårde. Denne var fra 1551 Henning Gagge.
Kongen støttede Henning Gagge og dennes bror Peder, som blev indsat som bisidder ved landstinget på Bornholm, i deres modstandsarbejde mod Lybæk. De kom i det morsomme dilemma, at jo mere gods de kunne bevise IKKE hørte under kongen (altså under Hammershus, som lybækkerne besad), men derimod under det gamle ærkebispesæde (i Lund), nemlig den gejstlige jurisdiktion, jo mere kunne de stikke en kæp i hjulet for lybækkerne. Der er mange dokumenter bevaret om dette, og brødrene Gagge var uovertrufne mestre i dette spil.
Vi ved jo gennem historien, at kongemagten skifter kåbe som forårsvejret i april, hvad angår magt og indflydelse, men vi kan sige, at begge brødre døde i 1560erne, inden kongemagten fornedrede dem, som den desværre gjorde for de efterfølgende bornholmere.
Den 22/7 1551 var Henning Gagge tillige af kongen udpeget som bestyrer af de spedalskes gård Spidlegård i Åker, et embede som Christian Pedersen Dam fik 150 år senere - måske havde slægten Bohn haft dette embede, vi ved det ikke.
Kongen ønskede, at Henning Gagge skulle registrere bornholmernes klager overfor Lybæk og fremføre dem på et møde i Kolding i 1553. Henning mødte derefter op med over 100 bonholmske klager!!!
|