| Notater |
- fødtes den 27. April 1829 i Kolding og var Søn af Major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780—1831) og Hustru Wibeke Ida Margrethe Worsöe (1788—1860).
Tretten Aar gammel blev Stockfleth den 1. November 1842 Kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. November
1847 Sekondløjtnant med Anciennetet af 1. November 1846, men forblev paa Akademiet som Repetent indtil Krigens Udbrud, da han den 30. Marts 1848 ansattes ved 4. Linie Infanteri
Bataillon.
Han deltog i den første slesvigske Krig med Hæder og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin Kækhed og Snarraadighed, saa at han som enogtyve-aarig Løjtnant den 6. Oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebroge.
Den 22. Juli 1849 var han bleven Premierløjtnant. 1853—54 stod han à la suite som Lærer og Skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854—60 ved 2. Linie Infanteri Bataillon og fra 17. September 1860 ved 20. Infanteri Bataillon, hvor han ved sin Udnævnelse til Kaptajn den 28. August 1862 blev Chef for 2. Kompagni.
I 1864 udmærkede han sig ved enhver Lejlighed, hvor han stod overfor Fjenden. I Kampen ved Selk og Kongshøj den 3. Februar førte han sit Kompagni med stor Dygtighed og bidrog væsentlig til, at Østrigernes Angreb paa Saxarmen blev afslaaet. Han fremhæves derfor ogsaa i Rapporten
med Udmærkelse for sit Forhold paa denne Dag.
Under Forsvaret af Fredericia var han skiftevis med Kaptajn J. P. Beissenherz Forpostkommandør.
Den 29. Marts ledede han det vellykkede Overfald paa de prøjssiske Gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 Fanger og 23 Heste. Som Belønning for dette dristige Foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine Fanger til København, og han fik saaledes en under Krigen sjælden Lejlighed til at hilse paa Slægt og Venner. Det var sidste Gang, de saa ham.
Den 18. April deltog han i Regimentets Angreb. Hans Kompagni trængte tæt ind paa Fjendens Linier, men blev nedslaaet af den voldsomme Kugleregn, saa at kun to Korporaler af samtlige Befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under Fremløbet let saaret. Lidt senere blev en Officersaspirant, som han satte stor Pris paa, saaret og faldt sammen med de Ord: »Aa, Gud hjælpe mig!« »Det vil han nok, lille Ven,« sagde Stocktleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en Kugle i Baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere.
Han fik saaledes det Ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en Ven: "Det maatte være herligt at falde ung, ikke i en lille Forpostfægtning, men hvor Kanonerne sang Gravsalmen!"
Hans Lig, der fandtes aldeles udplyndret paa Valpladsen, begravedes den 24. April paa Augustenborg Kirkegaard.
Kammeraterne satte paa hans Gravsten: "Han var brav, tapper og ædel."
Han fremhævedes med Udmærkelse i Rapporten for sit Forhold under Kampen den 18. April.
I ham gik en Fremtidsmand bort, som vilde have bragt det vidt. Foruden en levende Interesse for sit Fag havde han en betydelig Sans for Litteraturen, ogsaa i andre Retninger end rent militært. Allerede som Kadet var han H. P. Holsts Yndling for de gode danske Stile, han skrev og viste derved de første Tegn paa den Lyst og Evne til litterær Virksomhed, som senere bar Frugt i en meget forskelligartet Produktion. Han har saaledes skrevet baade lyriske Digte, smaa Noveller og militære Lærebøger.
Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig Indflydelse paa de yngre Officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Saaledes indbød han paa Aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var Lærer, ofte de unge til The, hvad de i Begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante Underholdning lod dem snart skatte disse Sammenkomster højt.
Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet Personlighed, der intet Middel skyede for at bekæmpe Mangel paa Moral, og han foragtede den Ungdom, der kun søgte Forlystelser. Han var en meget smuk Mand, kraftigbygget med brune Øine, Haar og Skæg.
Fra Barndommen var han tungsindig, og der saas kun sjældent et Smil paa hans Læber. Livet havde paa forskellig Maade taget lidt haardt paa ham, saa at hans sensible Natur havde faaet et Knæk, der svækkede hans Livsmod, hvad blandt andet hans Digte bare Vidnesbyrd om. Kun naar han bevægede sig blandt sine Soldater, var der altid en stille Glæde udbredt over ham.
Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer
|
1829 - 1864 (34 år)
