Ellen og Hans Marius var ”soldater i Frelsens hær” i krigsårene. Det var Marius, som slæbte Ellen med ind i dette iflg. Ole. Marius spillede på trompet (og klarinet) og Ellen spillede guitar. Selvom de hørte under Nørrebro, så spillede og sang de i Templet på Frederiksberg, under gudstjenester og til koncerter pga. deres musikalske evner. Det var dirigenten for dette foretagne som senere underviste Ole i violin.
H.M. var udlært sadelmager hos Ford. Her syede han bla. lædersæder til bilerne.
Ved krigens start lukkede fabrikken, da Tyskerne overtog den og omdannede den til ubåds fabrik. Han blev værkfører i Griffenfeldsgade, København, hvor man syede uniformer til tyskerne.
En sen aften blev han ringet op på arbejdet og blev advaret om at Sabotørerne ville springe fabrikken i luften. De gav ham chancen til at forlade stedet inden de sprængte fabrikken i luften. Senere på aftenen blev han afhentet af Gestabo i sit hjem og ført til afhøring, men var dog hjemme igen næste morgen.(fortalt af sønnen Ole).
Skæbnen stod åbenbart ikke H.B. bi, idet ældste søn Allert har nedskrevet dette:
TRAGEDIEN UNDER KRIGEN: Hvordan krig og tilfældigheder dræbte Hans Marius Chr.
Hans M Christensen var en meget stolt mand. Hans ære forbød ham, at hans kone skulle arbejde selv under trange vilkår. Under krigen arbejdede han på en fabrik, som tyskerne ville indtage. Men stolt nægtede han tyskerne adgang til deres gøremål?, hvorpå en tysk soldat rettede en pistol mod ham. I dette øjeblik dukkede sønnen “Allert” op. Han sparkede tyskerens pistol ud af hånden på ham; hvorved det lykkedes dem at flygte.
Samme dag nedbrændte tyskerne fabrikken og H.M.C. stod arbejdsløs - kunne ikke forsørge familien.
Under krigen havde frihedskæmperne brug for skjulesteder til ammunition, geværer m.v. Hvad var mere nærliggende end at fa en skrædder til at sy uniformer til tyskerne og så samtidig gemme ammunition på stoflageret. Her ville tyskerne i hvert fald ikke lede, da de jo blev betjent af en tyskervenlig dansker. Samtidig måtte H.M.C. passe på overfor naboerne, for ikke at blive hængt ud som tyskervenlig. På denne tid kunne man ikke stole på nogen. Jytte måtte agerer tolk på trappeopgangen mellem tyskerne og sin far, for at alle kunne se, at han kun arbejdede for dem nødtvunget. Jytte lærte hermed at tale flydende tysk. Situationen var selvfølgelig meget belastende, da de faktisk sov ovenpå en “sprængladning”. Dette psykiske pres, af at leve et dobbeltliv,; gjorde at H.M.C. måtte købe sovemedicin for at sove om natten.
Apotekeren begik en skæbnesvanger fejl. Han kom til at udlevere forkert medicin, hvilket bragte H M C i koma og medførte hans død et par dage efter. Apotekeren var dybt ulykkelig og ville undskylde og vise sin dybe medfølelse og anger - hvorfor han dukkede op til begravelsen. Dette blev ikke velmodtaget.
Den ældste søn nedskrev sin sorg:
En strålende eftermiddag i midten at oktober måned blev jeg kaldt til hospitalet hvor far dagen i forvejen var ført. Da jeg nåede derud fik jeg den største sorg jeg kunne fa, min far jeg holdt så usigeligt meget af var stille sovet ind i døden fa minutter før, efter at have ligget i 1/2 døgn bevidstløs Aldrig glemmer jeg dette øjeblik hvor jeg græd ved fars seng og ikke rigtig kunne fatte at jeg aldrig mere skulle se min elskede far. Far var altid god imod mig og var mig endvidere en god kammerat. Han fulgte mig altid med interesse i mit arbejde og var altid rede til at hjælpe mig Jeg var glad over at have en ung far der forstod mig Jeg kunne se ham blive glad når jeg fortalte det gik mig godt. Når jeg så far glad, følte jeg mig også glad i mit sind og når jeg så, der var noget, han var ked af, gik jeg altid sørgmodig hjem til mig selv og spekulerede på hvad der kunne været gået far imod. Når far græd, blev mit hjerte snøret sammen i smerte Jeg var altid glad når far fortalte andre mennesker om sin store søn, som jo var mig; det viste mig også, at han holdt at mig Mit store ønske havde været at måtte sige min far TAK og vise ham en glæde der kunne gøre ham stolt over sin søn pa sine sidste dage, men skæbnen ville det således Nu har jeg mistet far, og jeg ved, intet kan erstatte ham. Jeg mindes nu i mit hjerte stolt far. Her i mit sorgfyldte hjerte kan det smukke minde aldrig forgå, om en far der har betydet meget for sin søn. I stilhed jeg lider og savner ham.
Allert