| Notater |
- Adolf Ludvig Drewsen (1803-1885) var søn af papirmager Christian Drewsen fra Strandmøllen, og var dermed lillebror til Johan Christian Drewsen, der var far til den jævnaldrende Michael Drewsen på Silkeborg Papirfabrik.
Han blev i 1826 gift med H. C. Andersens velynder Jonas Collins ældste datter, den muntre Ingeborg (1804-1877).
A. L. Drewsen tog den juridiske embedseksamen i 1824. Efter at have været juridisk auditør i Arméen blev han i 1832 assessor i Københavns Politiret. I 1845 udnævntes han til assessor i den nyoprettede Kriminal- og politiret i København og blev i 1847 udnævnt samme sted til justitiarius. Et embede som han beklædte frem til 1879, hvor han tog din afsked. I 1869 var han tillige blevet udnævnt til konferensråd.
Drewsens store interesse var naturen, men han var også optaget af sociale, politiske og filantropiske spørgsmål. Han holdt meget af at rejse rundt i landets forskellige egne for at studere naturen og menneskene.
- Drewsen, Adolph Ludvig, 1803-85, Justitiarius, en Søn af Papirfabrikant, Ejer af Strandmøllen Christian D. og dennes 3. Hustru, Anna Christine Dorothea f. Lassen, fødtes i Kjøbenhavn 20. Marts 1803, blev 1820 Student fra Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, juridisk Kandidat 1824, Avditør i Armeen 1826, var 1830-52 Avditør, Regnskabsfører og Docent i Retslære ved Søkadetkorpset, blev 1832 tillige Assessor i Kjøbenhavns Politiret, 1845 Assessor i Kriminal- og Politiretten, 1846 Justitsraad, 1847 Justitiarius for sidstnævnte Ret, 1852 Etatsraad, 1868 Kommandør af 1. Grad af Danebrog, 1869 Konferensraad, entledigedes som Justitiarius 1879 og udnævntes samtidig til Storkors af Danebrog som en Paaskjønnelse af den Nidkjærhed og Dygtighed, hvormed han i en lang Aarrække havde røgtet sit betydningsfulde Embede. Ved Siden af sin Hovedvirksomhed beklædte han forskjellige Æres- og Tillidshverv. Som en Anerkjendelse af hans store Interesse for og Indsigt i forskjellige Landbruget vedrørende Forhold hædrede Landhusholdningsselskabet ham ved 1860 at udnævne ham til en af Præsidenterne for Selskabet, men allerede 1866 fratraadte han denne Stilling; derimod var han fra 1865-82 Medlem af Direktionen for Tontinen af 1800 og fra 1870 til sin Død, 2. Febr. 1885, extraordinær Assessor i Højesteret. Han var en nobel, human og fintfølende Mand, hvis Hjærte ikke slog mindst varmt for Samfundets Stifbørn. Han var saaledes ikke blot Medstifter af, men ogsaa i over en Menneskealder Sjælen i Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse. Han ægtede 18. Okt. 1826 Ingeborg Nicoline Collin (f. 23. Avg. 1804 d. 27. Maj 1877), en Datter af Gehejmekonferensraad Jonas C. (s. ovfr. S. 64).
G. Kringelbach
|