Ludvig Israel Brandes (født 26. oktober 1821 i København, død 17. september 1894 sammesteds) var en dansk læge.
Han tog lægeeksamen i 1845, hvorpå han uddannede sig såvel i udlandet som på Almindeligt Hospital i København. I 1848 tog han licentiat- og i 1850 doktorgraden. Han fortsatte sin uddannelse som reservemedikus på Almindeligt Hospital og Frederiks Hospital og blev derpå i 1863, efter i nogle år at have været distriktslæge i København, da Kommunehospitalet oprettedes, overlæge på Almindeligt Hospitals 1. afdeling og lemmestiftelse.
Brandes skrev dels forskellige mindre afhandlinger og populære småting, dels en stor håndbog i terapien i 4 bind (udkommet 1859-66), men af langt større betydning end hans medicinsk-videnskabelige arbejder var hans virksomhed i filantropisk retning.
Virke til fremme af sygeplejen
Først og fremmest er Brandes navn knyttet til Københavns Sygehjem, dernæst til "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der blev stiftet i 1867. Men for Brandes humane ånd, der gjorde ham i høj grad elsket på sit hospital, lå det også nær at søge at få sygeplejen forbedret, ikke mindst på hospitalerne, hvor den indtil 1870'erne stod overordentlig lavt, og Brandes arbejdede derfor ivrigt for at få en forbedring gennemført, navnlig ved at få damer af bedre stand som sygeplejersker, og hans foredrag herom på det skandinaviske naturforskermøde 1872 gav stødet til, at en sådan forandring virkelig blev indført.
Hædersbevisninger
Brandes blev titulær professor i 1869, etatsråd i 1891, Ridder af Dannebrog 1859, Dannebrogsmand 1888.
Gravsted
Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Der findes en buste af Aksel Hansen 1895 foran Københavns Sygehjem i Ordrup. Træsnit 1884 og efter fotografi 1885.