| Notater |
- fødtes den 19. Februar 1813 i København og var Søn af Major Otto Frederik Rohweder og Hustru Marie Sofie Tange.
Den 30. Januar 1828 blev han Kadet, konfirmeredes 1832 og udnævntes den 1. Maj 1833 til Sekondløjtnant ved 1. jyske Infanteri Regiment, nuværende 7. Bataillon, med Anciennetet
af 19. December 1830. Den 28. Juni 1840 blev han Premierløjtnant. Ved 1. jyske Infanteri Regiment stod han til 1842 og var nu ved 8. Linie Infanteri Bataillon 1842—60,
ved 6. Infanteri Bataillon 1860 — 61, atter ved 8. Bataillon 1861—63 og endelig 1863 til sin Død ved 10. Infanteri Bataillon. Den 9. Marts 1864 blev han, under Oberst Langes Sygdom, Kommandør for 10. Regiment.
Kaptajn var han bleven den 22. Januar 1849 og Major den 16. Juni 1860.
I den første slesvigske Krig deltog han med Hæder, og for sin Deltagelse i det første Krigsaar modtog han den 13. September 1848 Ridderkorset.
I 1849 saaredes han ved Fredericia.
Efter at være hjemkommen fra denne Krig havde han den store Sorg at miste en Søn, der Dagen før havde modtaget ham rask og sund. Dette Tab forvandt han aldrig senere.
Han laa i en Række Aar i Garnison i Kiel, og her følte han sig haardt trykket af Tilstandene i denne oprørske By. "Dagbladet" modtog ikke faa Artikler fra hans Haand, i hvilke han skaanselsløst skildrede Forholdene.
Da Hæren mobiliseredes i 1863, forsattes han til 10. Regiment. Det var ham en stor Sorg at skilles fra sin kære 8. Bataillon.
At han var ualmindelig afholdt af sin gamle Bataillon, viste sig hver Gang den under Krigen mødte 10. Regiment, idet der altid fra 8. lød dundrende Hurraraab for ham, ligesom ogsaa hans gamle Mandskab ved hans Død paa forskellig Maade tilkendegav dets gribende Sorg.
Han var en sjælden Mand i sit Hjem og dygtig og tapper som Soldat. Kun faa har saa enstemmigt været elsket og agtet, som han var, og for hans Hjem var Tabet af ham uhyre.
Han nedstammede fra en gammel, tapper Krigerslægt, der i Aarhundreder har indlagt sig uvisnelig Hæder og Ære.
Han var en kærlig Fader for sine undergivne, der saa op til ham med Højagtelse og Tillid.
Natten mellem den 12. og 13. April ramtes han midt i Brystet af en Broagergranat, der efterlod sig et vældigt Hul og dræbte ham paa Stedet.
Hans Lig førtes til København og jordedes den 23. April paa Garnisons Kirkegaard.
Den 10. Juli 1840 ægtede Rohweder Thora Marie Bruun, Datter af Vognmand, Oberstløjtnant ved Københavns borgerlige Artilleri, Johannes Severin Bruun og Hustru Hendrine Margrethe Brandt.
Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer
- Kendte Du ham paa hans Ungdoms Dag?
Saa Du ham i glade Venners Klynge?
Hørte Du ham hjertele og synge?
Altid Sjælen i det muntre Lag.
O, da maa Dit Bryst en Streng bevare,
Som paa Sorgens Bud kan venlig svare.
Hvis Du saa ham som den ædle Søn
Sende Flammer fra sit Hjertes Varme
Til de dyrebare i hvis Arme,
Han kun søgte Kærlighedens Løn,
O, da maa Dit Bryst i Dag bemærke
Genskinsstraaler, flammende og stærke.
Det var Ynglingen. Men nu som Mand:
Saa Du ham ved Arnens stille Hygge,
Lig en Sol forjage hver en Skygge,
Tænde Lykken luefuld og sand?
Saa Du ham ved Børns og Hustrus Side?
O, da maa Dit Bryst sig nu udvide!
Har den lille Officer Du kendt,
Med det tætte, sorte Skæg om Kinden?
Ud fra Blikket gik en sælsom Skinnen,
Som har mangt et Bryst elektrisk tændt,
O, hvis Dit en Funke tog i Gemme,
Maa det Virkningen endnu fornemme.
Saa Du ham hin 6. Julidag,
Da han bandt en Blomst til Sejrskransen,
Som blev flettet højt paa Fjendeskansen
Under Riflers og Kanoners Brag?
Hvis Du ej saa, det dog er blevet
Med hans Blod hin 6. Juli skrevet.
Han blev saaret, ja! men værre Saar
Fik han midt i Sejrens lyse Glæde:
Næppe skulde han sit Hjem betræde,
Førend Døden ved hans Arne staar.
Ak, hans Søn, som kom ham karsk i Møde,
Paa hint Gensyns anden Morgen døde.
Da for dunkel Alvor i hans Sind,
Glædens Streng var brat for stedse bristet,
Mindet om det gyldne Haab, han misted,
Kaldte ofte Taaren paa hans Kind.
Saaret har vel maattet bløde siden,
Det fandt ingen Lægekraft i Tiden.
Dog det røved ej hans ædle Sans!
Bitterhed blev ej i Sorgen blandet;
For de Kære og for Fædrelandet
Havde Hjertet ufordunklet Glans;
Det beviste han i Færd og Talen,
Til han nylig segnede paa Valen.
Hos sin Søn han nu sig glæde kan.
Hustru! Datter! gamle Moder! Søster!
Lad den Tanke være Eders Trøster,
At han døde for sit Fædreland.
Ej blot I nu fælde Smertens Taare,
Fædrelandet sørger ved hans Baare.
C. B.
|
1813 - 1864 (51 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet