Notater |
- En af de ældste nulevende Bakkefolk oplevede som fireårig sin første Bakkesæson i 1922. Det er Julius Olaf Franciskus Hoeing, i daglig tale altid kaldet Julle. Hans far var rekommandør i bl.a. ”Kramers Varieté” og senere i ”Alcazar”. Hans mor sang fra 1924 til 1932 i ”Bakkens Hvile”. Hun var den første, der i 1927 optrådte med den siden så legendariske blomstersang ”Køb blomster – køb blomster”.
Familien boede, sammen med andre Bakkegøglere, i en af de tre-fire primitive gøglervogne, der stod bag den nuværende informationskiosk ved indgangen til Bakken.
Dengang var området, hvor parkeringspladsen i dag ligger, en vildsom mose.
Som 7-årig var Julle keglerejser til 2 øre pr. kegle på Bakken, og som 12-årig solgte han is i pausen hos ”Kramers Varieté”. Han blev egentlig uddannet som vinkyper, og det var først i forbindelse med Anden Verdenskrig, at Julle fik sin faste tilknytning til Bakken.
|