| Notater |
- August 3 Dantze-Mester Mohrs Søn Matthias Wilhelm Mohr inddøbt
B(bar barnet). Frue Justistrådinde Gleerup medfuldt Jomfru Becher hos hende. Fadder: Amtsforvalder Thyesen Capitan von Jensen, Auditeur Balle.
Århus Domssogns Kirkebog side 302 første spalte August nr. 3/1786. opslag 504 1729-1800.
Introduetion.
Aug. 6. Dantze-Mester Mohrs hustru.
Århus Domssogns Kirkebog side 379, fjerde spalte nr. 6. August. (1786).
Han blev i 15 MAY 1804 far til en søn udenfor ægteskab, Søren Wilhelm /Mathiasen, i Ingerslev, Tiset sogn i Ning herred, Århus amt. Moderen var pigen Kirsten Andersdatter. Han blev døbt 3 JUN 1804 i Tiset Kirke
Trolovet 20 juni 1818.
Forpagter på Sophie Amaliegård 1820-26. Sophie-Amaliegård dannedes o. 1718 ved sammenlægning af Hedegård (6 tdr. hart. ) i Todbjerg sogn og Elkærgård. (9 tdr. hartk.) i Hornslet sogn. Den opkaldtes efter storkansler grev Conrad Reventlows hustru Sophie Amalie Hahn. Gården har altid hørt under Clausholm. (Litt.: De Større Gårde. I. 426--27.)
Derpå ejer af Clausholm i Levring til 1831. Forpagter på Sejling Præstegård 1831 for en 10 års periode. Han opfandt/konstruerede en ny plov, som blev meget kendt. Den skulle være omtalt i en bog af Niels Blicher, far til Steen Steensen Blicher.
- Afskrift af Severin Veiersøes dagbog "En landsbydrengs og -degns dagbog 1824 . 38" udgivet af Poul Schmidt, Syddansk Universitetsforlag.
Clausholm, den 20de maji 1830.
Jeg har prentet et Brev til min Moder paa et heelt Ark Papiir; deri har jeg fortalt hende min Reise herud, og hvorledes jeg er kommet til at flytte og saadan faaet to Hosbonder. Jeg læser her med 3 Børn Rosalia 12 Aar, Jette 10 Aar, Ane 7 Aar; det værste er de kunne intet læse; men bande forskrækkeligt til hvert Ord de siige. Mohr er den bedste Mand jeg har kjendt i alle mine Dage. Madammen er heftigsindet og skjelder slemt på Pigerne; men hun har endnu intet Ondt sagt til mig.
Naar jeg ikke hodler Skole, og det gjør jeg kun den halve Tid, kan jeg bestille hvad jeg vil. Jeg kommer til at tage fat paa Nielsens Regnebog igjen, den blev jeg ikke færdig med hjemme i fjor.Mit Schatol og min Seng har jeg her i Rullestuen. Her ere ikke andre Boskaber end en Rulle. Stuen er over 10 Alen (ca. 6 m.) paa hvad Maade man maaler den, og en stor Jordkjelder under; men her ere ingen Vinduer; Døren eller en Luge paa Enden skal lukkes op, naar her skal være lyst.
Vi faae en god Kost nok, altid det vi kunne spise; jeg spiser altid med Børnene.
Clausholm, den 28de juni 1830.
Der er en god Forandring paa Børnene her og de paa Rotterdam; ja jeg kan tro der er ingen Ting her der ligner det derovere; men Børnene her lyde mig dog bedre end Juuls Drenge, skjøndt der gaaer godt nu, og baade Mad: og Juul lider mig bedre i Sommer end i Vinter.Jeg har fattet akkurat de samme Tanker nu som Klemen, der staaer om i Almuens Lære, fatter da han saae den slette Børneopdragelse; jeg tænker tidt dersom jeg nogentid faaer Børn skal jeg see jeg tugter dem saaledes, at de ikke bliver saa uartige eller ulydige som de her ere. Naar enten Fader eller Moder beder dem [om] noget, kan baade den mindste og den største bande paa, at de ikke vil, [og] drive deres Forældre til hvad de ville; Forældrene maae strax adlyde om de ville have nogen Roe. Madammen skjelder og bander over dem fra Morgen til Aften, siger hun er ulykkelig med dem, at de ere nogle Fandens Børn osv: Hun huier, skraaler og slaaer dem sommetider, at man kan høre det langt uden for Gaarden. Forleden Dag, da Rotterne havde gnavet i en Ost (Osten ligger paa Hylder her i Rullestuen ) rente hun over Gaarden, græd og sagde, at hun var ulykkelig, og bandte over mig, fordi jeg ikke holdte Rotterne af Ostene, da jeg ligger her om Natten, og hun har vist været vred paa mig siden; thi i dag jeg sendte den lille Ane ind for at høre om jeg maatte gaa " fra Bye" kom hun tilbage og hilste fra Moer: " Du kan gaae til Helvede om Du vil." Mohr er lige det Modsatte af hans Kone, naar hun skjelder allerstærkest siger han meget rolig: " Ja bitte Lone nu maa Du ikke være vred" - Bander én af Smaaungerne ham, kan han gjerne tage den hen paa Knæet og kysse den. Han har selv gaaet op at skjære Hakkelse for Karlene om Morgenen: " Aa lad dem sove de Stakler, de har saa godt af det. " Skade, at han trænger saa haardt for Penge. Men det Stykke Raps herude paa Bakken skal hjelper ham noget.
Clausholm, den 12te Juli 1830.
Det vil nok blive galt for at faae Tjeneste til Vinteren; jeg vil godt blive her og ligge i Rullestuen, anden Plads er her ikke, om jeg ogsaa skulle fryse lidt, nu er jeg stærk nok igjen. Mohr holder meget af mig og bruger mig sommetider til at hente et og andet i Ans Kro, kløre til Mølle og saadan noget. Kunde jeg blive her i Vinter, kunne jeg maaskee lære Tydsk, saa forlanger jeg ikke anden Løn. Mohr taler aldrig andet med sin Fader, som kaldes "Grosfatter", naar han læser Aviserne for ham oppe i Storstuen. Stakkels Mand han har engang været Dandsemester; men har nu i 2 Aar været blind og kommer ikke op uden en Gang om Maaneden at faa Sengen redet.
Clausholm, den 12te August 1830.
Førstegang har jeg nu været i Wiborg. Mohrs Vogn kjørte derop med et Læs Grise, der bleve solgte paa Torvet, og jeg fik Lov til at følge med. Jeg var ikke i stand til at finde rede i alle de Gader der vare, sommetider kom det mig for som jeg havde gaaet i Holstebroe, og Stiftamtmandens(hus) forestillede jeg mig da som Amtsforvalterens; men hiint var dog meget større.
Peder Erichsen i Skovsborg har laant mig et Brendeglas, og dermed har jeg nu brændt Navn paa alt mit Trætøj, Linial, Skriverpult og Tavle og Fløite.
Jeg er ikke den Eneste, der fører saadan Dagbog. Inde i Mohrs Skab ligger en Aargang "læsefrugter". Jeg fik et Hefte af dem at læse i, og der var ogsaa noget som kaldtes " Brudstykker af en Landsbyedegns Dagbog". Denne Degn havde gaaet meget Ondt igennem, haft megen Sorg for en Frøken Sophie han blev forliebt i. Gid det da aldrig i Verden skulde gaaer mig saaledes.
Clausholm, den 10 September 1830.
Naae Konen her ikke var saa urimelig, vilde jeg nødig nogensinde fra Mohr; han sidder om Aftenen og fortæller saa mange deilige Historier om hvad han har læst i Aviserne om Revolutionen i Frankri, og hvordan han havde det, da han boede paa Amaliegaard; der var saamange Hjorte, at de ikke kunde have Kornet paa Marken for dem. Da jeg fortalte ham, at hjemme, nær ved hvor jeg er fød er en gammel Mand, næsten 90 Aar, og han er ligesaa rask som én af os kan løbe med bare Fødder i Heden og Kjærene om Sommeren, blev han meget glad og sagde: "Det var mærkelig, hils ham endelig fra mig, naar Du kommer hjem." En Aften Madammen skjeldte en heel Time baade om eet og andet, bemærkede han blot til sidst: "Der staaer skrevet: Konen skal være Manden underdanig, Manden derimod skal ansee Konen som et skrøbeligt Redskab, altsaa som en grumme ringe Ting." Siden taug hun denne Aften. Petersen i Hinge har hver Dag hele Sommeren igjennem, sommetider 2 Gange om Dagen redet op til Rotterdam at besøge Jette; de sidde begge 2 i almindelighed paa Forhøiningen i Dagligstuen; hun syer imellem hun snakker, og han røger Tobak; de skal have Bryllup engang nu i Efteraaret. Juul har kjørt med Flyttegods hver Dag i Sommer til Sjørslevgaarden; det kan gjerne gjøre ham Ondt, at han skal flytte herfra, nu han har boet her ssalænge. Den Lyng, der ligger paa den søndre Side af Stuehuset stod der, da han kom til Gaarden, hvor alle de deilige Gravensteen og Botteræbletræer nu staaer; han har plantet og podet dem alle sammen.
Clausholm, den 24de September 1830.
-----Jeg skal derned at prøves af Præsten, og de ville see mit Skudsmaal om de ogsaa kunne være tjente med mig. I dag har jeg faaet godt skrevet paa det af Juul og Mohr og Præsten i Levring, og i morgen saa tidlig det begynder at dages, skal jeg af sted at jeg kan naae Traberg til Aften. Mohr har givet mig et Par gl. Støvler til Touren; mine nye ere for Gode.
Alt Kornet staaer næsten ude og vi have ikke ophøstet saa nær endnu.
Øgelstrup den 31te Mai 1832.
Græsselige, forfærdende Nyhed! Gid jeg aldrig havde faaet den at vide.
W. Mohr havde sidste Vinter solgt Clausholm og forpagtet Seiling Præstegaard, og nu sidste Vinter - jeg gyser ved at skrive det - hængt sig selv. Det bedste Menneske jeg har kjendt skulde gaae saaledes ud af Verden. Jo mere jeg tænker derpaa, jo mere levende staaer det for mig; og nu hans Kone og Børn der gaaer og skriger og jamrer dem. Jeg kunde ikke komme mig af Forbauselse den første Time efter jeg hørte det. Søren Pape i Levring havde været i Borberg og fortalt det til Schou.
- Politirapporten om Mathias Wilhelm Mohrs død.
Aar 1832, fredagen d. 15. juni, blev Lysgaard og Hids Herreds politiret sat af overauditor og herredsfoged Holm med vidnerne, gårdmand Thøger Mikkelsen af Sejling og Anders Sørensen af Kjellerup, i Sejling Præstegård. Anledningen var en i dag modtagen melding om, at forpagter Wilhelm Mohr i formiddags var fundet hængende og død i præstegardens lade. Dommeren begav sig med vidnerne til stedet, hvor liget var henlagt. Det blev aldeles afklædt, befandtes koldt og stiv - i ørnerne sees størknet blod - under Øjnene var huden sort underløben med blod - på halsen befandtes et med blod sort underløbet indtryk, som matte anses forårsaget af en snor. Over lænden og bag på lårene var huden rødbla. I øvrigt kunne ved den nøjagtige undersøgelse af liget intet spor af tilføjet udvortes beskadigelse opdages. Stedet, hvor den afdøde var funden hængende, blev dernæst forevist af degnen, skolelærer Lauritzen i Sejling, som var den, der nedskar ham. Dette sted var i præstegardens lade, hvortil der kun er en med lås forsynet indgang - strikken hængte endnu på stedet, og efter alle omstændigheder kunne et menneske meget godt i den hænge sig selv - omkring den lå halmen sammentrådt og i samme tilstand som i den øvrige del af laden. Strikkens tykkelse passede til det ringformede indtryk om afdødes hals.
Derpå fremstod Abelone Caroline, født Pind - den afdødes enke. Hun forklarede på anledning, at hendes afdøde mand i flere ar har været hårdt angrebet af vattersot, som nu til sidst havde kastet sig på hovedet, og den forårsagede ham voldsomme smerter, der undertiden kom meget pludseligt og med en sådan heftighed, at den næsten berøvede ham besindelsen. Dette har oftere været tilfældet i den senere tid. Med smerterne fulgte tillige modløshed og tungsindige forestillinger I går aftes havde han bestemt, at ville i dag ride til Klausholm, halvanden mil herfra. I morges var han, der sover i et andet værelse end hun, kommet ind til hende og spurgte, om hun ville have en kop kaffe - hun svarede nej og at hun behøvede noget mere søvn, da børnene havde været urolige. Hvad klokken dengang var, ved hun ikke, men omtrent kl. 8 stod hun op, og da hun så den afdødes støvler stå på deres sted, samt deraf sluttede, at han ikke kunne være redet ud, så hun på adskillige steder efter ham - sendte dernæst bud til tørvemosen, hvor tjenestefolkene var, og da han ej heller var der, gav hun sig atter til at søge. Ved at gå forbi laden, var det hende påfaldende, at nøglen, der om sommeren altid sidder i, manglede - hun gik da udenfor - så igennem et lidet hul i laden, og blev da hendes mands klæder var - hans ansigt kunne hun ikke se. Hun fattede da mistanke om den skete ulykke - løb ind til præsten, hr. Asmussen, og da han sprængte døren og erfarede det passerede, var hun for sindslidelsens skyld ikke i stand til at deltage i noget, men måtte overlade alle redningsforsøg til andre. I øvrigt tilføjer hun, at intet som helst anlediger hende til den mistanke, at hendes mand er ombragt af andre, hvorimod hun anser sig overbevist om, at han har aflivet sig selv. Bevæggrunden hertil søger hun i hans før ommeldte syge tilstand. Thi forresten var deres kar ret trange, men ikke fortvivlende, og ej heller havde han hende bekendt ellers nogen modgang til, der kunne drive ham til selvmord. Hun aftrådte.
Dernæst fremstod Johanne Laursdatter - den afdødes tjenestepige. Hun forklarede efter sandheds formaning og på spørgsmål, at hun sidste gang i morges så hendes nu afdøde husbond kl. 5 1/2. Han sad dengang i stuen og drak hans kaffe. I det samme gik hun med de øvrige tjenestefolk til tørvemosen. Hjemme blev så kun hans kone og børnene. Hun har tjent familien i et ar og et fjerdingår. I al den tid har den afdøde været meget sygelig og klaget over hovedpine, men særdeles i den sidste tid, hvor hos han mangen gang viste stor modløshed. Af alt hvad hende bekendt er - uddrager hun den vise slutning, at han har aflivet sig selv, og hun tror, at årsagen dertil var søgende i hans syge tilstand.
Forelæst- vedgået og aftrådt.
Igen fremstod Ane Kirstine Rasmusdatter - tjenende hos pastor Peter Asmussen. Hun svarede under sandshedsløfte og på spørgsmål, at hun i morges omtrent kl. 7 så den nu afdøde Mohr gå ud at præstegarden og derpå komme tilbage, samt gå hen mod ladedøren. I det han var tæt ved, så gik hun ind og så ham ikke senere.
Forelæst - vedgået og aftrådt.
Derpå fremstod Præsten i Sejling, hr. Asmussen, og forklarede på anledning, at madam Mohr i formiddags, omtrent kl. 10, kom i forskrækkelse løbende ind til ham og sagde - der hænger noget i laden.
Da deponenten, der så at hendes miner, at der var sket en ulykke - løb ud i gården, og da ladedøren var lukket, gik han uden for og så igennem et hul, at Mohr hang i laden. Han kaldte på skolelære Lauritsen, der var i hans hus. De sprængte i forening ladedøren - skar Mohr ned og anvendte alle dem bekendte redningsmidler, men han var og blev død. I hans lomme fandtes nøglen til laden. Deponenten har ikke den mindste grund til den mistanke, at nogen anden har dræbt Mohr, men anser sig efter de omstændigheder forvisset om, at han selv har gjort det og antager ligesom enken, at bevæggrunden dertil, må søges i hans syge tilstand, der var således som af hende opgivet. Forelæst - vedgået og aftrådt.
Derpå fremstod Skolelærer Lauritsen i Sejling og forklarede, at pastor Asmussen i formiddags kaldte på ham og passerede da i henseende til ladedørens sprængning med viden aldeles som forklaret af hr. Asmussen, med hvem han og forklarer overensstemmende i henseende til Mohrs formentlige dødsmåde og årsagen dertil.
Forelæst - vedgået og aftrådt.
Forretningen blev sluttet.
Holm
Som vidner Thøger Mikkelsen
- Anmærkninger:
Hængte sig i fortvivlelse 1832.
Sejling Kirkebog side 184 nr. 2/1832.
Mathias Vilhelm Mohr hængte sig, som det fremgår af Severin Veiersøs dagbog. Men hvorfor? Den nuværende ejer af Clausholm, pensioneret dyrlæge Eigil Overby, (8/3-2007) oplyser, at han havde koldbrand i benene, hvilket giver ulidelige smerter. Samtidig var han blevet snydt for en stor del af købesummen, da han solgte Clausholm, af den nye ejer. Eigil fortæller, at han skulle have sagt til sin kone, at han ville ride over til Clausholm for at få en ordning med den nye ejer. I stedet hængte han sig i laden! Hovedårsagen skulle være smerterne, men mon ikke også de økonomiske problemer spillede ind.
Sygdom
Han led af vattersot, dvs. vand i kroppen. Det kan give hjerte- og lunge- og nyresvigt efter blodprop. Det fik han da han var i fyrrerne.
- ARBEJDSLIV
I sine unge dage var Mathias Vilhelm Mohr, bror til Ove Mohr, forpagter af Sophie-Amaliegård 1820-1826. Den eneste gård ved det navn ligger iflg. Topografisk Atlas sydvest for Hornslet. Senere købte han gården Klausholm ved Levring nær Kjellerup, som han havde 1826-1831. Men gården blev solgt, og i stedet forpagtede han Sejling Præstegård, 1831-1832, beliggende kort syd for Levring og lige nord for Silkeborg. Læs huslærerens øjenvidneskildring herunder!
Han opfandt/konstruerede en ny plov, som blev meget kendt. Den skulle være omtalt i en bog af Niels Blicher, far til Steen Steensen Blicher.
FAMILIELIV
Han blev i 1804 far til en søn udenfor ægteskab, Søren Mohr, i Ingerslev. Moderen var pigen Kirsten Andersdatter (12/4 1773 - 7/7 1846). Senere fik han 9 børn i ægteskabet med Apelone Caroline Pind.
OTIUM
Han havde sin gamle far, dansemester Hans Heinrich Mohr fra Århus, boende hos sig. Han titulerede faderen "Grossfatter", når han læste avisen højt for ham. Der blev talt tysk i hjemmet, noterer huslærer Severin Veiersø, født 1814, i sin dagbog, som er gengivet ovenfor. Han håbede at kunne blive der i vinteren 1830-31, for så kunne han sikkert lære "Tydsk". Måske indikerer det, at Hans Heinrich Mohr er indvandret fra Tyskland?
Gamle Hans Heinrich Mohr var blevet blind ca. 1828, og han var konstant sengeliggende, og "han kommer ikke op uden en Gang om Måneden for at faae Sengen redet ..."
Mathias Vilhelm Mohr hængte sig, som det fremgår af Severin Veiersøs dagbog. Men hvorfor? Politirapporten oplyser, at han led af vattersot, der efter sigende er meget smertefuldt. Samtidig var han blevet snydt for en stor del af købesummen af den nye ejer, da han solgte Klausholm, iflg. gårdens nuværende ejer, pensioneret dyrlæge Ejgil Overby. Hovedårsagen skulle være smerterne, men måske spillede de økonomiske problemer også ind? Dog viste skiftet efter ham overskud!?
SYGDOM
Han led af vattersot, dvs. vand i kroppen. Det kan give hjerte- og lunge- og nyresvigt efter blodprop. Omvendt så kan det også komme af hjerteinsuffiens, dvs., hjertet ikke pumper effektivt, hvorfor der ophobes vand i kroppen.
Nudansk Leksikon har følgende artikel om vattersot, her i let redigering: "Gammelt navn for sygelig væskeophobning i bindevævet (ødemer) og i hulheder, f.eks. lungerne eller bughulen. Årsagen er oftest hjerte- eller nyrelidelser. Navnet er en sammenblanding af nedertysk Watersucht og det tilsvarende ældre ganske vandsot (sot=sygdom)".
I "gamle dage" havde man to forskellige slags sot, vattersot og svindsot. Vattersot er forklaret ovenfor, og svindsot er det samme som tuberkulose.
ØVRIGT
I juli 2008 er jeg blevet gjort opmærksom på en bog af forfatteren Knud Sørensen,
"Severin Weiersøe. En landsbydegns historie", udkommet på Gyldendal 2005.
I Knud Sørensens bog er Mathias Wilhelm Mohr omtalt flere steder. Her følger nogle af dem med forfatterens tilladelse.
Side 35: Jeg er ikke den Eneste, der fører saadan Dagbog. Inde i Mohrs Skab ligger en Aargang "Læsefrugter" (-heri blev Blichers "En landsbydegns Dagbog" påbegyndt offentliggjort i februar 1824). Jeg fik et Hefte af dem at læse i, og der var også noget som kaldtes "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Denne Degn havde gaaet meget Ondt ihjennem, haft megen Sorg for en Frøken Sophie han blev forliebt i. Gid det da aldrig i Verden skulle gaa mig saaledes".
Side 77: Gården Klausholm var overgået til selveje sidst i syttenhundredtallet og var i 1823 blevet købt af Wilhelm Mohr, en initiativrig og fremadskuende mand, der engagerede sig i beplantning og i forbedring af landbrugsmaskiner og bl.a. konstruerede en specialplov. Også nye kornsorter og raps gjorde han forsøg med. Men heller ikke ham var tiderne med. I 1831 var hans gæld blevet så stor, at han måtte sælge gården. (Helt til rotterne var Wilhelm Mohr dog ikke, viste det sig, da boet efter hans selvmord blev gjort op. Der var penge til overs! Dette til trods for, at han var blevet snydt for en del af pengene, da han solgte Klausholm. På den anden side, så kan han godt have været tvunget til at sælge Klausholm; det kan jo være pengene herfra, der viste sig at være i overskud. OSM)
Side 81, om Severin Weirsøes afsked med folkene på Klausholm: Men mest ville han savne Mohr, og han fortæller om ham, at han om aftenen ud over at læse avisen højt for sin far (på tysk) også underholder familien -og Severin- med at fortælle "saa mange deilige Historier om hvad han har læst i Aviserne om Revolutionen i Frankrig," ligesom han fortæller om, hvad han oplevede i sin ungdom. Det er -trods den skrappe kone- et hyggeligt familieliv, han har været inddraget i.
Indsamlet og skrevet af Ole Skotte Møller, Primo 2007
|
1786 - 1832 (45 år)