| Notater |
- Anders Sørensen Vedel (9. november 1542 i Vejle (deraf tilnavnet) – 13. februar 1616 i Ribe) var en dansk historiker og forfatter til en lang række værker.
Efter skolegang i Vejle og Ribe kom Vedel til København i 1561. I perioden 1562-65 ledsagede han Tycho Brahe som hovmester til Leipzig og Wittenberg.
Efter at have erhvervet magistergraden ved Wittenbergs universitet i 1566 blev han i 1568 slotsprædikant ved Københavns Slot, et embede han beklædte, indtil han i 1581 flyttede til Ribe.
I de tidlige 1570'ere oversatte han Saxos Gesta Danorum fra latin til dansk. Værket udkom i København i 1575: Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticus screff nu først aff Latinen udsæt, flittelige offuerseet oc forbedret aff Anders Søffrinssøn Vedel.
Fire år senere, i 1579, udsendte han den første trykte udgave af Adam af Bremens kirkehistorie, som er skrevet omkring 1070 og handler om biskopperne af Hamburg-Bremen i perioden fra omkring 800 frem til Adams egen tid omkring 1070. Værket er en væsentlig kilde til Danmarks tidlige historie. Vedels udgave bærer den lange titel: Historia ecclesiastica continens Religionis propagatæ gesta, quæ a temporibus Caroli Magni usque ad Imp. Henricum IIII acciderunt in Ecclesia, non tam Bremensi quam vicina Septentionali ferme universa nunc recèns mendis vindicata et e tenebris in lucem vocata, studio & opera Andreæ Severini Vellei.
Et tredje hovedværk i Vedels litterære produktion er hans udgave af danske folkeviser fra 1591, Hundredvisebogen - eller som den hedder på titelbladet: It Hundrede vduaalde Danske Viser, om allehaande merckelige Krigs Bedrifft, oc anden seldsom Euentyr, som sig her vdi Riget, ved gamle Kemper, naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer, aff arilds Tid indtil denne neruærendis Dag. Bogen er tilegnet Frederik 2.s dronning Sophie og trykt på Vedels eget trykkeri i Ribe, Liljebjerg.
Da Vedel i 1581 slog sig ned i Ribe, var det for at hellige sig sit største litterære projekt, en ny danmarkshistorie der skulle dække hele perioden fra de ældste tider op til hans egen tid. Det var et arbejde han påtog sig efter aftale med den danske regering, nærmere bestemt kansleren Niels Kaas. Imidlertid lykkedes det ikke Vedel at fuldføre opgaven, og i 1594 tabte regeringen tålmodigheden. Vedel fik besked på at aflevere hvad han havde både af egne udkast og af dokumenter til regeringen i København. I hans sted blev en ny mand, Niels Krag, professor ved Københavns universitet, udset til at tage sig opgaven at skrive en ny Danmarkshistorie. Krag fik, i modsætning til Vedel, officielt titel som kongelig historiograf.
Vedel nåede efter alt at dømme ikke at skrive meget af den store danmarkshistorie. I dag kendes kun en udførlig indholdsfortegnelse samt et enkelt afsnit, nemlig Svend Tveskægs historie. Den er affattet på dansk (og blev trykt længe efter Vedels død, i 1705). Men tanken har givetvis været, i hvert i udgangspunktet, at Vedel skulle skrive sit store værk på latin.
Imidlertid kender vi en del til Vedels visioner for en ny Danmarkshistorie. Han skrev nemlig en slags 'ansøgning' til at komme i betragtning som regeringsudpeget historieskriver. Det er et lille essay med betragtninger over hvordan opgaven at skrive Danmarks historie bedst gribes an. Bl.a. hævder han her det synspunkt - der i samtiden var ganske radikalt - at en danmarkshistorie først bør begynde ved tiden omkring år 700. Vedel afviste dermed at man kunne fæstne lid til Saxos beretning om de ældste tider.
Vedel skrev denne 'ansøgning' på latin i 1578 og bearbejdede den et par år senere, i 1581, på dansk. Den latinske version er bevaret i Vedels eget manuskript (i dag på Det Kongelige Bibliotek, GKS 2437 4to), og den danske version kendes også i dag i et håndskrift der formentlig er skrevet af en af Vedels medhjælpere (Det Kongelige Bibliotek, GKS 2435 4to). Ingen af dem blev trykt i Vedels egen tid.
Der er en statue af ham på Kirketorvet foran Skt. Nikolaj Kirke i Vejle.
Wikipedia
- Denne slægt stammer fra Søren Sørensen, der var Raadmand i (muligt senere Borgmester) i Vejle, d. 1571, gift med Else Andersdatter (Datter af Borgmeter Anders Bertelsen).
Søren Sørensens Søn var Anders Sørensen Vedel (f. i Vejle 9.11.1542), som var den første i slægten, der tog navnet Vedel, hvilket navn jo er afledt af fødebyen Vejle og med forskellige variationer er videreført i slægten gennem 400 år.
Han gik først i skole hjemme i Vejle, men da han var blevet omkring 15 år gammel, sendte faderen, der sikkert har været både begavet og fremsynet, ham til Ribe, som havde betydeligt større og bedre skoler end Vejle. Her kom han i huset hos en slægtning til moderen. Kannik og sognepræst Jens Pedersen Grunnet. I latinskolen, hvis rektor var den højtbegavet Magister Hans Thomisen, viste han fremragende evner. Han blev student 1561. Da rektor samme dag drog til København for at blive sognepræst ved Frue Kirke, medtog han sine to højst begavede elever, Anders Sørensen Vedel og Peder Hegelund, hvilken sidste nogle år senere blev sognepræst ved Ribe Domkirke og senere Biskop. Gennem sin gamle rektor kom Anders Sørensen Vedel i hovedstaden i forbindelse med flere af landets betydligste mænd, som Kansler Johan Friis, Hofmester Peder Oxe og sekretær (senere Kansler) Niels Kaas. Gennem sådanne forbindelser kom han på to udenlandsrejser, den sidste gang på en flerårig studierejse sammen med den unge adelsmand Tyge Brahe. I Wittenberg blev han magister i 1566. Ved hjemkomsten fik han et lille erhverv som 2. Hofprædikant, hvilket hverv han beholdt, da han i 1571 blev cannik i Ribe. Samme dag, som Frederik II blev bisat i Roskilde Domkirke, holdt Anders Sørensen Vedel i Ribe Domkirke sim berømte, meget frimodige ligprædiken over ham, at Kongen "kunne have levet mangen god dag længere", om han havde afholdt sig fra de stærke drikke. I skolegade i Ribe byggede han sig et hus, som han gav navnet Lilliebjerget, men som i folkemunde på grund af en stor kuppel øverst oppe blev kaldt "lille Uranienborg" eller "Uranicus Welleianus". På Lilliebjerget lod han sig indrette et bogtrykkeri, hvor alle hans egne værker blev optrykt. Johan Friis og Peder Oxe tilskyndede ham til at skrive en fuldstændig Danmarks Riges Krønike, hvilket han påtog sig, men ikke nåede til ende med.
6.1577 blev han gift med den purunge Maren Hansdatter Svaning (f.1561, død af pest 1578), datter af Mag. Hans Svanning, der var kongelig historiograf, hvis store materiale Vedel fik adgang til. Da Svanning døde 1580, var det næsten en selvføge, at Anders Sørensen Vedel nu fik stillingen som kongelig historiograf og samtidig fratrådte som Hofprædikant og cannik. Allerede inden da havde han fuldført og udgivet flere værker, såsom oversættele af Platinas pavekrønike "Antichristus Romanus" (1571), endvidere på Peder Oxes opfordring en oversættelse af Saxo Gramaticus "Danmarks Riges Krønike (1575) samt en oversættelse af Adam Bremens betydlige historiske værk om bisperne af Hamburg og Bremen (1579) foruden flere mindre ting som hyldestdigte til Daniel Rantzau (1569), til Admiral Peder Munk (1569), Tyge Brahe (1573), Michaels danske digte "Vita hominis" (1571 og 1576), Niels Hemminsens "Lifsens Vey" oversættelse (1574), Francisco Petrarcas 7 Poenitensesalmer oversættelse (1577), hans egen salme: Guds naade og barmhjertighed (1561), der blev optaget i Hans Thomisens Salmebog.
Han satte nu fuld kraft på arbejdet med Danmerkshistorien, udgav en latinsk afhandling om oprindelsen til det danske Riges Navn (1584), skrev en lille latinsk redegørelse "Om den Danske Krønike at beskrive" (1581), udgivet (1587). Hans ligtale over Frederik II blev tryk og udgivet sammen med nogle prøver på hans kronologiske og genealogiske undersøgelser. Af Danmarks-krøniken fuldførtes et afsnit om Knud VI til Droning Magrethe samt spredte stykker om Svend Tveskæg, Erik Ejegod og Erik Emune. Endvidere skrev og udgav han "Kong Jacob af Skotland" (1590), "100 udvaalde danske Viser" (1591) samt historien om Jesu Pine og død (1592); men det værk, som man især ventede fra hans hånd, Danmarks-krøniken, havde han lagt så vældigt an - vist beregnet 22 bind -, at det ikke var ham muligt indenfor en overskuelig fremtid at fuldføre det.
Hans uvennner fik dermed held til, da hans velyndere fra de ynger år var døde, at få ham afskediget som kgl. historiograf (1594), ja, han måtte endig lide den tortat være nød til at aflevere hele det vældige historiske materiale, han havde samlet, til efterfølgeren i embedet, Professor Niels Krag, der dog heller ikke nåede at fuldføre arbejdet, inden han døde (1602); men året derefter udkom Arild Hvidtfelds "Danmarks Riges Krønike". Alle er dog enige om at Anders Sørensen Vedel var en fremragende personlighed og en overordenlig begavelse. Han var faktisk den første herhjemme der skrev det danske sprog virkelig rent og flydende.
Som sidst sidste værk udgav han "850 Orsprog", samlet i hans sidste år.
Den 20.8.1581 giftede han sig anden gang med Mette Hansdatter Laugesen (f. 6.2.1562, d. 27.12.1633). Hun var datter af Hans Laugesen (Lagosen, Lagesen, Lausen), som i 1569 var blevet Biskop i Ribe og var gift med Dorthea Hansdatter Tausen (Datter af Biskop Hans Tausen). Med anden hustru kom navnet Lauge eller Lago ind i slægten, hvori de stadigvæk forefindes.
Anders Sørensen Vedel var i flere henseender en enspændernatur, og der var meget papitisk ved ham, således afholdt han sig i fastetiden fra al kødspise og hver langfredag piskede han sine børn på sit studerekammer til erindring om Kristi Hudstrygelse (efter Pontoppidan & Zwerg).
Efter afskedelsen som kgl. historiograf var han et par år værge for Ribe Domkirke. Han døde 13.02.1616. Hans ældste søn gav faderen dette eftermæle:
"Han var en udmærket Teolog, en mageløs historiker, en skarsindig oldforsker, en begavet digter, en højfortjent Reformator og dyrker af modersmålet og dertil gudsfrygtig, alvorlig og redelig".
Han har alt i alt været en af de mest tiltalende repræsentanter for det 16. århundredes danske humanisme.
I Ribe Domkirke findes et (restaureret) Epitafium for ham, og på Frederiksborg slot findes hans billede malet i 1578 af Tob. Gemperle. I 1887 udsendte Em. Bærentzen & Co. et fint litografi af ham.
Der foreligger flere afhandlinger og bøger om Anders Sørensen Vedel, her skal særligt nævnes: Konferensråds Wegeners bog: A.S. Vedel, Nyerup & Krafts Litteraturlexicon (Pag. 642), Worms lexicon (2/561) samt dansk Biografisk Leksikon (25/183).
Selv efterlod han sig ved sin død et meget righoldigt bibliotek.
Det oprindelige slægsnavn Vedel er i tidens løb givet forskellige former som Vedel, Wedel, Weile, Welleius, Wellejus,; men størstedelen af slægten kalder sig nu Vedel.
Den adelige slægt Wedell, der nedstammer fra en gammel pommersk Adelslægt, kom ind her i landet i det 17. århundrede og er ikke i familie med Anders Sørensen Vedels slægt; men blandt dens efterkommere er i den lige nedstignende mandlige linie fremstået to Adelsslægter, idet to brødre, Løjnant Jens Kraft Dinensen Wedell (1793-1827) og kammerjunker Anders Claus Wedel, blev adlede ved resolution af 11.8.1812 og patent af 1.9.1826 med familiens Wedel-Heinens våben; den førstnævnte af disse brødre Descendenter, familien Wedel-Heinen, fører stadig det Heinenske våben, medens den sidstnævnte efterkommere nu kalder sig Vedel (Uden Heinen) og ved det kgl. Resolution af 10.2 og patent af 26.2.1866 har erholdt tilladelsen til i stedet for det Heinenske våben at benytte et andet, indrette efter A.S. Vedels bomærke: En i en cirkel indskrevet ligesidet trekant, der igen er delt i tre mindre triangler, af hvilke den første har et hvidt alter i guldfelt, den anden har en guldblomst i grøn feldt og den tredje en guldslage i et halvt hvidt, halv blåt felt. Ud for de mindre triangler står bogstaverne D.S.T. (deus, sanitas, tempas), oven over cirklen er en adelig krone. De to nævnte brødre var sønnesøns-sønnesøns-sønner af Anders Sørensen Vedel og var næstsøskende børn til Lago Mathias Wedel, sognepræst i Everdrup.
Hovedslægten Vedel eller Wedel har foruden fornævnte slægt V. Heinen ved giftemål optaget større eller mindre grene af følgende andre familier: Aagaard, Algreen-Ussing, Arendrup, Arent-Schytte, Arnkiel, Baggesen, Bang, Barch, Bay, Biilmann, Blich, Blicher, Bogman, Brorson, Bruhn, Clausen, Drøhse, ebbesen, Egholm, Eibertz, Foersom, Frisenborg, Frydendahl, Glahn, Grossman, Groth, Hammeleff, Hansen, Heegaard, Henckel, Holm, Hornemann, Hviid, Høy, Jensen, Juel, Kaupel, Kinast, Kirchheiner, Kock, Krøyer, Laer, Lucas, Luffe, Lundegaard, Mahler, Monrad, Munch, Müller, Nielsen, Nitzche, Nyland, Nørgaard, Paludan, Pedersen, Plum, Raaschou, Rampe, Ramsing, Rater, Reinecke, Schartz, Seenep, selmer, Schlichtkrull, Sidenius, Stokholm, Storm, Tang-Meinert, Ussing, Vendekilde, Villadsen, Vinding, Vinsløv, Vogelius, Volmer, Wøldiche, Zeuthen, Ægidius.
Der har ikke tidligere været samlet nogen særlig slægtstavle over slægten Vedel, men en sådan er nu optaget i Provst Vahls slægsbog over Christian Nielsens afkom.
I konferensraad Wegeners værk om Anders Sørensen Vedel omtales flere af slægten, ligeledes i dansk biografisk Lexicon og i Wibergs Dansk Præstehistorie. Enkelte findes også i Giessings Danske Jubellærere.
|
1542 - 1616 (73 år)
