| Notater |
- Hun fulgte i starten det, der blev betegnet som kvinders lod, blev gift med sin fætter som 23 aarig og fik Aaret efter det første barn. Hun fik 3 døtre og 3 sønner, men kun 2 piger overlevede barndommen. Da pengene var små, arbejdede Vibeke selv som klasselotterikollektrice, journalist og med forefaldende kontorarbejde og holdt foredrag.
Som ung i et Højrepræget familiemiljø nærede VS ikke fremtidsdrømme, som rakte ud over et liv med en forsørgende ægtemand og børn. I flere henseender blev hendes senere liv præget af ydre forhold og indre bevidsthedsskred, som fjernede hende markant fra drømmenes verden uden at underminere hendes grundfaste tro paa, at en kvindes vigtigste plads og mission i tilværelsen var blandt de nærmeste. Den tro bidrog til at forme hende som filantrop, kvindesagskvinde og kommunalpolitiker. Familie, hjem og børn var de fællesnævnere, alle kvinder, uanset social baggrund, burde staa vagt om. Gud, konge og fædreland var ogsaa blandt grundstenene i VSs mentale univers. I 1915 erklærede hun at have sagt farvel til stort set al selskabelighed i anledning af grundlovsændringen, der samme aar gav kvinder valgret. Konservative kvinder maatte give afkald paa bridgespil og lignende for at sikre, at den lige og almindelige valgret faldt ud til Det Konservative Folkepartis (DKF) fordel, frem for at styrke Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Begge partier hørte i VSs militante retorik til de mest faretruende fjendebilleder.
Som barn og ung havde VS været omgivet af mange mennesker. Hendes fader ejede og bestyrede den kbh.ske latin- og realskole Lyceum. Privatlivet udfoldede sig i Lyngby paa Gamle Rustenborg, senere paa ejendommen Wilhelminelyst med dens mange aabent hus-arrangementer, baller og amatørteater. VS mødte sin kommende ægtemand, fætteren Gerhard S., paa Wilhelminelysts hjemlige scene. Han var optaget i familien som plejesøn, og efter deres giftermaal i 1884 slog parret sig ned under beskedne forhold paa Vesterbro. Da VS i 1901 udgav pjecen "Hvorledes kommer jeg ud af det med den Indtægt, jeg har?" kendte hun selv til problemerne med at opretholde en passende livsstil, naar indkomsten var beskeden.
Gerhard S. havde grundlagt eget firma, men maatte afhænde det og arbejdede senere bl.a. som bogholder. VS blev selv konfronteret med lønarbejde som et nødvendigt faktum og blev noget af en arbejdsmarkedets mangesysler med flere job, ofte samtidig. Hun var beskæftiget bl.a. ved kontorarbejde og som journalist, oversætter, foredragsholder og endelig som kgl. klasselotterikollektrice.
VS maatte i 1888 opleve at begrave de to smaa sønner Erik og Viggo og i 1898 den syvaarige Peter. Af VSs tvillingedøtre overlevede kun Karen spædbarnsalderen. VSs start paa et udadrettet liv som filantrop og kvindesagskvinde havde disse smertelige børnetab som indgang. Ogsaa hendes ægteskabs reelle opløsning kom til at styre hendes livskurs. Før Gerhard S. i 1903 forlod VS, havde han faaet en søn uden for ægteskab med en tjenestepige, som parret adopterede. VS nægtede haardnakket at gaa med til hans skilsmisseønske og fik Justitsministeriets medhold i ægteskabets uopløselighed. Skilsmisse, frygtede hun, ville føre til offentlig skandalisering, og hun havde desuden brug for hustru- og børnebidrag. VS fortsatte med at betegne sig som gift og frue indtil sin død, men var faktisk fra 1903 enlig moder.
Det var sammen med en anden enlig moder, journalist Valborg Andersen, at VS udmøntede tanken om at faa skabt den filantropiske institution Kvindehjemmet i Læssøesgade paa Nørrebro, hvor institutionen stadig eksisterer, nu paa Jagtvej. Det var som besøgsdamer i Herberget for Hjemløse Mænd i Dronningens Tværgade, at de var blevet opmærksomme paa, at et tilsvarende hjem ikke eksisterede for kvinder. Kvindeherberget saa dagens lys i 1902, først i en kommunal ejendom på Graabrødre Torv, senere i 1903 under navnet Kvindehjemmet i Læssøesgade, hvor det fik større rammer. Den indremissionske enke og halsbindsfabrikant Marie Wendrich, der bl.a. var kendt for sine tjenestepigemøder med bibellæsning og samvær, blev dets første daglige leder. VS blev Kvindehjemmets formand fra dets oprettelse, og institutionen blev det mest prægnante filantropiske spor, hun afsatte. Fra 1912 var hun både aflønnet daglig leder af Kvindehjemmet og formand for bestyrelsen, en dobbeltopgave som hun varetog til sin død i 1921.
Kvindehjemmet var baseret paa hjælp-til-selvhjælpsprincippet: klienter skulle yde for at kunne nyde via diverse beskæftigelsesarbejder eller gennem en mindre betaling. Hjemmet var aabent for enlige mødre med spædbørn, der udskrevet fra Fødselsstiftelsen savnede tag over hovedet, og husede en ammestue, et asyl og en børnehave under lægetilsyn samt en værneafdeling. Fra institutionens folkekøkken kunne kvarterets beboere og forsorgsinstitutioner købe billig mad. Hjemmet blev finansieret af private donationer og kommunale tilskud og var baseret paa filantropiske aktivisters gratisindsats. VS ansaa kvinders ubetalte filantropiske aktivisme som værn imod selvoptagethed og som en bonus i deres personlige udvikling. Hun fik dog hurtigt blik for, at den moderne filantropi havde behov for specialuddannet personale. I en artikel i Børnesagens Tidende, 1920, slog hun til lyd for en delvis kønsdifferentieret uddannelse af socialarbejdere og pegede paa en form for social højskole som et fremtidsperspektiv. I 1912 var en Skole for Barneplejersker paabegyndt paa Kvindehjemmet med henblik paa kvinders uddannelse til eget moderskab eller som springbræt til professionelle jobs ved vuggestuer og børnehjem. Som fortaler for den traditionelle filantropis moderniseringsbehov og i sin stræben efter at professionalisere den frivillige fattigforsorg var VS paa forkant med sin tid. Kvindehjemmets servicetilbud til især ugifte mødre med børn var en nyskabelse, som var med til at ændre holdningen over for en kvindegruppe, der ellers havde været ugleset i filantropien.
I 1890’erne var VS gaaet ind i Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun trak sin søster, forfatteren Gyrithe Lemche, med. Også den yngste søster Asta Iversen blev kvindesagsaktiv. VS var medlem af Kbh.s-kredsens bestyrelse 1900-07 og dens næstformand til 1905. Hun var redaktør af DKs organ Kvinden og Samfundet 1901-02, men dækkede kvindesagstemaer med mere energi i den kommercielle presse. Fra 1898 var hun medarbejder ved Kvindernes Blad, og hun leverede artikler til Frou-Frou, Husmoderens Blad og Hjemmet, sidstnævnte havde Valborg Andersen som redaktør. Som kvindesagskvinde laa VS hovedinteresse på valgretsspørgsmaalet, ikke mindst efter hendes deltagelse som delegeret for DK ved International Council of Women’s konference i Berlin 1904, hvor International Woman Suffrage Alliance blev lanceret. I 1907-1908 blev VS formand for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund efter ildsjælen Louise Nørlund.
Opstillet paa den antisocialistiske liste som partiet Højres kandidat blev VS en af de første syv kvinder, der efter kommunalvalgretsreformen 1908 blev indvalgt i Borgerrepræsentationen, hvor hun havde sæde 1909-21. Hendes hovedindsats kom her til at ligge som bestyrelsesmedlem for børnehjemmet Nærumgaard. Hun var ogsaa 1909-16 medlem af den særlige hovedstadsversion af de kommunale hjælpekasser, der understøttede midlertidigt trængende. VSs tilhørsforhold til den politiske højrefløj involverede hende i bruddene inden for bevægelsen. Hun blev i 1914 medstifter og bestyrelsesmedlem af Danske Kvinders Konservative Forening (DKKF) under lærerinde Isabella Jessens ledelse. DKKF var led i et bredere forsøg paa at faa Højres afløser, DKF, til at fremstaa som et moderne mellemlagsparti. VS blev dog aldrig en decideret partigænger, og hun sympatiserede ikke med de konservatives primus motor Asger Karstensen. Hun blev atter partisprænger og nu paa et nationalt spørgsmål: salget af Dansk Vestindien til USA i 1917. Aaret efter opstillede hun ved det første rigsdagsvalg, hvor kvinder efter grundlovsrevisionen og valgreformen i 1915 kunne afgive deres stemme, som udbrydergruppen Det nye Højres kandidat i Sorø amt. Som deltager i Danske Kvinders Forsvarsforening fra dens start i 1907 havde VS været med til at raabe vagt i gevær over for dansk forsvarspolitik, men med hendes oprør mod salget af Dansk Vestindien spillede VSs nationale protest fallit i valgkampen. Personligt kom hendes knusende nederlag paa den rigsdagspolitiske front ufrivilligt til at bekræfte en paastand, hun faa aar inden havde fremsat: at kvinder paa den politiske arena skulle tage sig af de smaa sager, mens mænd havde mere sans for det storpolitiske. En forsoning med DKF kom ikke i stand. Sygdom knækkede VS som 60-aarig. Efter hendes død kunne en nekrologskribent notere, at Kvindehjemmet havde været afdødes hjertebarn.
|
1861 - 1921 (59 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
