| Notater |
- Josva Jensen er født ca. 1580 i Hollingholt, Herning Sogn, og han levede endnu 1643.
Han blev gift omkring 1610 med Maren Christensdatter.
Hun er født ca. 1599 (egen note: d.v.s. at hun var kun 11 år da hun bliver gift ?????) antagelig i Gammelgård, Rind Sogn, og hun levede endnu 1643. Josva Jensen var selvejerbonde i Langlund, Gellerup Sogn, som da bestod af 2 gårde, kaldet henholdsvis St. og Ll. Langlund og hver beboet af 2 familier. Han og hans hustru ejede halvdelen af St. Langlund, medens den anden halvdel af denne gård var beboet af svogeren Gyde Jensen og dennes hustru.
Dengang var mord og drab ikke sjældent, men et af de uhyggeligste mord, som fandt sted i Hammerum Herred på denne tid, var uden tvivl det giftmord, som 1621 foregik på St. Langlund. Herom fortæller Jens Abildtrup i sin bog "Vestjydsk Bondeliv i 1600'erne't følgende:
"De to Familier (i St. Langlund) fik besøg af deres nære Slægtning oppe fra Fjends Herred, nemlig Herredsfogden Knud Christoffersen, ogsaa kaldet Knud Smollerup. Under Besøget blev han pludselig syg om Natten og døde straks efter. Allerede næste Morgen bredte der sig det Rygte udi Sognet, at Josva Jensen og hans Hustru havde forgivet Herredsfogden for at komme i Besiddelse af hans mange Penge.
De mistænkte blev naturligvis indstævnet for Retten, hvor mange vidnede imod dem; men selv hævdede de, at de var uskyldige. Alligevel blev Josva dømt fredløs af Sandemændene. Da greb han til den sidste fortvivlede Udvej at lade Sagen gaa til Landstinget, hvortil han indstævnede alle, som paa Tinge havde vidnet imod ham. "Christen Jespersen i Langelund indstævnedes, fordi han to Gange havde vidnet, at Josva Jensen og hans Hustru var Skyld i Knud Christoffersens Død, idet de havde forgivet ham. Dernæst blev indkaldt Maren Andersdatter og Gyde Jensen i Langelund, fordi de havde vundet ligesom Christen Jespersen, og at de havde gjort det af Had og Avind og var tilskyndet dertil af Øvrigheden".
Nok blev indkaldt Niels Christensen i Lille Langelund, da han havde vundet angaaendes nogle ord, som Josva Jensen skulle have sagt ham, hvilke Ord denne haardelig benægter nu som før aldrig at have udtalt.
Fremdeles blev hidkaldt for Landstinget Jens Ollufsen i Langelund og hans Hustru Kirsten Jensdatter og Frands Jensen i Bjødstrup, da de paa Tinget havde vundet, at de for salig Knud Christoffersen havde nogle Penge i Forvaring, som Josva Jensen mente i Stedet burde have været i Hænderne paa de rette Arvinger.
Nok blev indkaldt Birgithe Christensdatter i Store Langelund, da hun havde vundet angaaende den Stank, som skulde have været hos forskrevne Knud Christoffersen, men som hun ikke mente plejede at være hos syge eller døde folk. Josva mente ikke, hun havde haft Lejlighed til at vide Besked om dette og mente, at samme Vidnesbyrd var usandfærdigt og at være vundet af Had og Avind.
Desuden blev yderligere en Mængde Sognefolk indstævnet, fordi de ligesaa havde vidnet imod Josva og hans Hustru, som forøvrigt hævdede at mange af Vidnesbyrdene var vildige og var vundet næsten tre aar efter, at Knud Christoffersen laa paa sin Seng og ved Straadød var afgangen, hvilke Vidner Josva Jensen og hans Hustru, Maren Christensdatter, haardelig ved deres Gud og Salighed benægter, at de ikke var skyldig i hans Død i nogen Maade eller var sig nogen Gjerning bevidst, der var Aarsag til hans Død, og mente efter forberørte Lejlighed; at alle forskrev-ne Vidner ikke var saa nøjagtige, at de burde nogen Magt at have, og ikke komme Josva Jensen eller hans Hustru, Maren Christensdatter, paa deres Liv og Ære til Hinder eller Skade i nogen Maade.
Endnu var hidkaldet Peder Andersen i Burgaard, Mogens Clemendsen ved Arnborg Kirke og deres Medbrødre, Sandemænd i Hammerum Herred, fordi de havde svoret Josva Jensen Knud Christoffersens Bane paa og fra hans Fred efter ubeviste løse Rygter og Tidender, uanset, at der havde været Vidnesbyrd for dem, at salig Knud Christoffersens Lig ikke skulde have været anderledes, da det blev klædt og lagt i Kiste, end som det Menneskes Lig, der dør af Alderdom, Skrøbelighed og Helsot, ej heller han i ringeste Maade skulde være overbevist der udi skyldig at være eller nogen Gjerning paa ham at have gjort, ej heller skulde findes dem nogen Tid Tvist eller Uenighed at have været i, men at de altid havde haft god og venlig omgængelse med hverandre og mente derfor, at forskrevue Sandemænd havde gjort ham Uret, og deres Ed og Toug burde magtesløs at være, og Josva Jensen burde have sin Fred igen."
Endnu flere var indstævuede til Landstinget, deriblandt ærlige og velbyrdige Hr. Ulrich Sandbjerg, som var overbevist om Ægteparrets Skyldighed i Giftmordet.
Til samme Dag indstavnede Hr. Ulrich Sandbjerg til Landstinget Marine Andersdatter i Langelund, Maren Gjødesdatter, Frands Jensen i Bjødstrup og Jens Nielsen i Nørum "for et Vinde, de til Vrads Herredsting havde vundet, at en kort Tid førend Gud kaldte salig Knud Christoffersen, blev han syg, som han sad paa en Stol i Josva Jensens Hus, og der blev han siddende som død, og blev derefter lagt paa sin Seng i den Tro, at han var død, og blev dog noget til Pas igen. Ligeledes blev indstævnet Josva Jensens to Brødre, Niels Jensen i Bjødstrup og Frands Jensen samme Sted, og hans Svoger Gjøde Jensen i Langelund, der havde vidnet det samme paa Hammerum Herredsting som de forrige, men velbyrdige Hr. Ulrich Sandbjerg mente, at nævnte Vinder eller Vidnesbyrd var usandfærdige og vildige, da Jens Nielsen, Niels Jensen og Frands Jensen havde vundet deres egen Søn og Broder Josva Jensen til Behjælpning og Befrielse, saa vel som at forskreven Gjøde Jensen, Maren Andersdatter og Maren Gjødesdatter med dem er besvogret og ikke med andre sandfærdige og lovlige Vinder bekræfter, eller saa lovlig Varsel derfor given, som det sig burde, og derfor burde de være magtesløse."
Derefter fremlagde Hr. Ulrich Sandbjerg at Tingsvidne af Hammerum Herredsting Aar 1623, den 15. November udgivet.
Ifølge dette Tingsvidne vandt Christen Jespersen i store Langelund, "at han nærværendes hos var i Store Langelund den næste Fredag efter St. Povelsdag 1621, som var den næste Dag, før Knud Christoffersen Smollerup døde om Natten. Da saa han ham gangendes udi sine Klæder i Gaarden i Langelund, og ikke han da fornam nogen Sygdom til ham eller anderledes at være med ham, end som det plejede at være, og noget ud paa Natten, som samme Christen Jespersen laa paa sin Seng udi en Stue i samme Gaard, da kom forskrevne Josva Jensen i Langelund hans Hustru Maren Christensdatter til Døren, kaldte ham op og sagde, at Knud Smollerup var bleven syg, at han skulde komme ind til deres, det snarest han kunde opstaa, og der han kom ind til Knud Smollerup, laa han død i Sengen med sine Hænder sammenlagt paa sit Bryst, og da blev først optændt et Lys, og Josva Jensen dog ligevel laa stille i Sengen i samme Stue, som Knud Smollerup laa død, og var der en slem Stank udi Huset, anderledes end som sædvanligt er hos syge Folk, og straks derefter gik der stærke Rygter og Tidender, at forskrevne Knud Smollerup ved Forgift skulde være omkommen og aflivet af samme Josva Jensen og hans Hustru, Maren Christensdatter, i Langelund.
Videre vidnede Christen Jespersen, "at Knud Christoffersen samme Dag var udi hans Hus hos ham og begærede hans Vogn med noget af hans Qvæg om anden Dagen og sagde sig at ville drage bort fra Langelund fordi han ikke kunne omgaaes med forskrevne Josva Jensens Hustru, og fordi han ikke længere vilde blive der".
Derefter vidnede Maren Andersdatter i Store Langelund, ''at imellem Midnat og Dag samme Nat, forskrevne Knud Christoffersen Smollerup døde, da kom Josva Jensen i Langelund hans Hustru, Maren Christensdatter, til deres Vinduer og bad hendes Husbond, Gjøde Jensen, og hende, at de vilde straks komme ind til deres og sagde, at forskrevne Knud Smollerup laa og vilde dø, da gik de baade (begge) derind, og der de kom derind, da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen og drog i sine Klæder og var nylig opstanden, og næste Aften, før Knud Smollerup døde om Natten, da kom deres Hund snublendes ind ad deres Dør og lagde sig paa deres Stuegulv, laa og vendte Benene op i Vejret. Da bad hendes Husbond Gjøde, at de skulde give samme Hund noget at labe, og straks gav de samme Hund noget at labe, saa stod den op og raflet bort igen ud ad Døren, og kunde hun ikke benægte, at hun jo dernæst hørte Rygter og Tidender, at forskrevne Knud Smollerup af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være omkommen."
Derpaa vidnede Gjøde Jensen i Langelund, "at imellem Midnat og Dag samme Nat, Knud Smollerup døde, da kom Maren Christensdatter, Josva Jensens Hustru, til deres Vinduer og bad, at han og hans Hustru skulde komme med snarest ind til deres og sagde, at Knud Smollerup laa og vilde dø, som han og hans Hustru kom derind, da stod Christen Jespersen ibm. derinde ved Knud Smollerups Sengefødder, og da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen paa Gulvet i Stuen og drog i sine Klæder og var endeligen opstanden, og Lyset stod paa Bordet og brændte. Saa tog han og Josva Jensen forskrevne Knud Smollerups Lig af Sengen og lagde det paa Langhalm paa Gulvet. Saa drog de ham af en Skjorte og førte ham i en anden ren Skjorte, saa kom der en ond Lugt og Stank fra ham, og nogen Urenlighed gik bag fra ham samme Tid. Hvad den Hund belangendes, som kom snublendes ind ad hans Dør om Aftenen tilforn, vandt og bekender han ligesom hans forskrevne Hustru, Maren Andersdatter, vundet haver, og ikke han hørte eller fornam tilforn nogen Sygdom hos Knud Smollerup eller anderledes at være, end som det plejer at være, før om Natten, han døde, og straks efter hørte han Rygte og Tidende, at forskrevne Knud Christoffersen af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være ved Livet omkommet'.
Endelig vidnede Niels Christensen i Lille Langelund, "at den Nat, Knud Smollerup døde i Langelund, da kom Kirsten Gjoedesdatter i Langelund til ham før Dag og efter Befaling begærte af ham, at han skulle komme og gøre en Ligkiste til Knud Smollerup; saa gik han straks med hende til Langelund, og der kom han ind i Josva Jensens Hus, da gik Jens Nielsen i Nørum derinde med et Lys i sin Haand og nogle Nøgler; da saa han, at Jens Nielsen oplod Knud Smollerups Skrin og hans "Loestønder', og han gik med nogle Penge i sin Haand, som han sagde var ledige og tomme, som han ogsaa selv syntes, de i Sandhed var. Da saa og kiendte han den samme Pung, som Jens Ollufsens Hustru havde de 49 Rixdl. udi at gemme og forsvare for Knud Smollerup, som den Dag tilforn er omvonden; samme Tid saa han et Par Læder Underbuxer, der vedfandtes hængendes 4 eller 5 ledige og tomme Penge. En Tid lang, 1,5 Aar eller ved det Pas, førend forskrevne Knud Christoffersen døde, da saa han i dennes havende Værge Rusenobeler (Guldmønter),
Guldkæder, Sølv og Penning udi forskrevne Pung. Han bekendte ogsaa, at han var der for at hjælpe og fly Knud Christoffersens Lig fra et Sted og til et andet i Huset paa Langhalm for Rums Skyld, og saa han, at de førte ham af en Skjorte udi en anden ren Skjorte, og der de rejste ham op, kom der en ond Stank af hans Mund. Desligeste saa han samme Tid, at der var kommen noget Urenlighed bag fra ham. Straks samme Dag hørte han Rygter og Tidender, at Knud Smollerup skulde være af Josva Jensen og hans Hustru Maren Christensdatter ved Forgift omkommen og af Dage tagen. Fremdeles vidnede Niels Christensen og bekendte, at Josva Jensen havde sagt til ham tilforn, at han fik vel Betaling for hvad Omkostning og Besværing han kunde have med Knud Smollerup, og sagde, at hans Aar var kommet, det Aar hans Tid kunde være og blive; thi han kom neppelig levende af Langelund".
Det lykkedes ikke Josva Jensen at vinde noget ved at lade sagen gaa til Landstinget, idet man her blot stadfæstede sandemændenes dom, og for at redde sit liv maatte han flygte fra hus og hjem og til fremmede egne, hvor man ikke kendte ham og ikke vidste, at han var fredløs, thi den fredløse maatte jo enhver dræbe.
I 1642 mødte ifølge Viborg Landstings dombog, fol. 200, Jens Hammerums enke fra Viborg op på landstinget i anledning af, at Josva Jensen nu igennem en årrække havde skyldt hende en sum penge, som med renter og omkostninger til bl.a. skadesløsbrev beløb sig til 26,5 rdlr. 2 sk. Da Josva Jensen og dennes hustru naturligvis ikke mere var til at få fat på, blev der for beløbet gjort udlæg i den del af St. Langlund, som Josva Jensen ejede, men som nu var pantsat til Espen Christensen, og som beboedes af fæstebonden Christen Andersen.
|
ca. 1580 - Ja, dato ukendt
