| Notater |
- Jens Nielsen er født ca. 1545 i Birk, Gellerup Sogn, og han døde omkring 1626.
Han var gift første gang med Margrethe N.N. og anden gang med en datter af Jens Christensen Langelund i Bjødstrup samt tredje gang med Maren Nielsdatter, der var enke efter Morten Jacobsen Barfod i Hagelskær.
Jens Nielsen boede først en tid i Birk og overtog derpå den betroede og ansete stilling som delefoged på Herningsholm samt den til stillingen hørende embedsbolig Hollingholt, hvor han boede fra ca. 1570. Hans embedsgerning har hovedsagelig bestået i at optræde på tinge på sin herres vegne i tilfælde af processer og stridigheder, og sandsynligvis har han også været forpligtet til at inddrive bøndernes skatter, afgifter og restancer og aflevere dem på herregården. Måske har han også ført et vist tilsyn med bøndernes gårde, og givet er det i hvert fald, at han har haft nok at bestille.
Da Jens Nielsen overtog embedet, ejedes Herningsholm af den velhavende og mægtige Josva von Qvalen, som var gift med den stolte og ansete Magdalene Munk. Jens Nielsen har her sikkert haft et virkelig godt herskab, og han lod da også en af sine sønner opkalde efter herremanden.
Efter Josva von Qvalens død giftede Magdalene Munk sig med den nye godsejer, Sigfred von Rindschatt, der var kommet fra Østrig, hvor han var ejer af 3 herresæder. Om ham fortæller Jens Abildtrup i bogen "Vestjydsk Bondeliv i 1600' erne" bl.a. følgende:
Den nye Mand virkede som et Jordskælv. Nu kom der onde Dage for Folk og Fæ og Gods. Han opførte sig som en Voldsmand og Tyran mod enhver, han mødte, mod sit Tyende, mod Bønderne og mod sin egen Hustru. I Dag vilde man kalde en saadan Mand sindssyg, men han fik alligevel i mange Aar Lov til at rase som et vildt Dyr og udøve uanede Grusombeder. Ikke mærkeligt, at Folk, der var rædselsslagne for ham, kaldte ham "den onde Herremand". Tyendet og andre, som havde Tilknytning til Herningsholm, flygtede, og Gaarden blev forsømt. Fruen alene blev tilbage, selv om han var ond og grusom ogsaa mod hende. Hun maatte gøre det grove Arbejde, som langt oversteg hendes Kræfter, og som hun heller aldrig havde været vant til. Ofte var hun Genstand for de utroligste Mishandlinger.
Godsejeren var ogsaa en mægtig Ødeland. Herregaarden gik sin Undergang i møde, og inden længe havde Tyrannen sat det meste af sin Frues Formue til. Endelig blev der dog sat en Stopper for hans Grusombed og Vellevned, idet han d. 25. Januar 1609 blev dømt til livsvarigt Fængsel og blev som Fange sendt til Dragsholm."
Det har sikkert været uhyre vanskeligt for Jens Nielsen at bestride sit hverv som delefoged under disse fortvivlede forhold, men når han holdt ud, skyldes det antagelig først og fremmest, at det var fru Magdalene Munk, der tog sig af godsets drift, hvorfor det altså må have været hende, han særlig har haft med at gøre. Således fremgår det, at hun havde nogle penge til gode hos ham, antagelig skatter som han havde inddrevet hos bønderne, men heldigvis lykkedes det ham at afvikle sin gæld til slotsfruen, inden hun døde. Herningsholm gik nemlig da over til hendes svigersøn Jørgen Lykke, og da denne i godsarkivet fandt en fortegnelse over ovennævnte gældspost, forlangte han, at Jens Nielsen skulle betale ham pengene. Denne viste naturligvis Jørgen Lykke den af fru Magdalene Munk udstedte kvittering, som Jørgen Lykke imidlertid erklærede for værende falsk. Jens Nielsen blev derfor stævnet på Hammerum Herredsting, men da han her fremviste kvitteringen på, at han havde betalt alt, hvad han havde været Jørgen Lykkes svigermor skyldig, blev han naturligvis straks frikendt.
Endnu inden året var gået, var den nye godsejer forsvundet, idet han ikke kunne magte den store gaard, og der kom nu en ny ejer, nemlig Jacob Sested, for hvem Jens Nielsen måtte føre en ret indviklet proces mod en bonde ved navn Jacob Christensen, som skal have skyldt herremanden 10 daler og en klædessæk, som var blevet ham betroet under en rejse.
Også Jacob Sested opgav imidlertid snart Herningsholm, som nu blev overtaget af den ansete statsmand og statsholder i Holsten grev Gert Rantzau, og nu begyndte en ny opgangstid for godset. Selv om grev Rantzau næppe har taget fast ophold der, må man dog formode, at han og Jens Nielsen flere gange har talt sammen og drøftet vigtige ting. I 1617 førte Jens Nielsen således for grev Rantzau en retssag angående et brutalt overfald på en bonde, og senere, da grev Rantzau af ejeren på Tanderup stævnedes angående en årelang strid de 2 gårde imellem, forberedte Jens Nielsen hele forsvaret. Han følte sig dog selv for gammel til at lede processen for sin herre, hvorfor det blev Peder Christensen fra Hindsels, en særdeles kendt og dygtig prokurator, som førte sagen.
I Jens Abildtrups bog "Vestjydsk Bondeliv i 1600'erne" fortælles følgende om Jens Nielsens sidste år:
"Jens Nielsen, der som delefoged var en af Egnens mest kendte Personligheder, havde naturligvis en stor Omgangskreds og havde Forbindelse med mange Mennesker; men en af de Mænd, han havde mest med at gøre, var Delefogden til Lundenæs' senere Herredsfoged Jacob Barfod i Bjødstrup. Der var et vist Slægtskabsforhold mellem de 2 Mænd, idet Jens Nielsen, på sine gamle Dage ægtede Barfods Moder, Maren Nielsdatter, som var Enke efter Morten Jacobsen Barfod i Hagelskjær.
Af forskellige Processer, som de 2 Mænd har ført med hinanden, fremgaar det ret tydeligt, at de ikke har været særlig gode Venner, og at Barfod søgte at komme den gamle Delefoged til Livs og få ham skubbet til Side.
Omkring 1619 tog Jens Nielsen sin Afsked som Delefoged og flyttede til Gaarden Nørum i Gjellerup, som han var Ejer af. Paa dette Tidspunkt er Barfod endnu Delefoged til Lundenæs Slot, og som saadan skulde han ved Hjælp af en Lægdsmand fra hvert Sogn sørge for, at "kgl. Majestæts Skatter" blev indbetalt i rette Tid til Slottet.
Nu mente Barfod at have opdaget, at Jens Nielsen 1618, altsaa endnu inden han var flyttet fra Hollingholt, stod i Restance for forannævnte Skat til Lundenæs til et Beløb af 2 Rigsdaler 27 Skilling, og nu var der gaaet 4 Aar, og det var stadig ubetalt. Da lod Barfod den gamle, veltjente Delefoged indstævne for Herredstinget, hvor denne kraftigt protesterede mod de grove Beskyldninger, der var rettet mod ham; men desuagtet blev han dømt til at betale, hvad han selvfølgelig modsatte sig. Han lod straks sagen gaa til Landstinget, hvor han blev frifundet. Dommens Ord lød saaledes: "Saa og efterdi Jacob Mortensen ikke fremlægger nogen rigtig Restants eller anden Kundskab, hvormed kunde bevisliggøres, at forskrevne Jens Nielsen med samme Skat rester og tilbagestaar, og han dog derfor er bleven dømt, da finder vi efter saadan Lejlighed ham af Dommen kvit at være."
Denne Gang lykkedes det altsaa ikke Barfod - hvis det havde været hans Hensigt - at ramme Delefogden. Denne var nu klar over, hvad han kunde vente fra den kant.
"Jens Nielsens tredie Ægteskab blev ikke lykkeligt. Hans Hustru, altsaa Jacob Barfods Moder, Maren Nielsdatter, var ham utro. Som før nævnt bosatte de sig straks efter Brylluppet i Nørum. Men Forholdet mellem dem brød snart sammen, og Maren Nielsdatter flyttede i en kortere Periode til Hammerum. Nogle Dage forinden havde hun ved Hjælp af tre af sine Stedsønner, Las, Frands og Josva, faaet en Del af sit Indbo bragt over til Peder Clemensens Hustru Birgithe Nielsdatter i Hesselbjerg, som havde lovet at opbevare de forskellige Ting for hende. Det drejede sig om følgende Sager: 1 Sølvstob, nogle Sølvskeer og Tinsager og en "forgyldt Lindel' og enkelte andre Ting; men Sølvstoben blev hende dog pantsat. Senere opstod der en alvorlig Strid om, hvilke Ting Birgithe Nielsdatter i det hele taget havde faaet i Forvaring; thi da Maren Nielsdatter ønskede at faa sit Indbo tilbage, hævdede Birgithe, at alt, hvad hun havde faaet overdraget, var blevet hende pantsat, ligesom hun paastod, at der ikke var blevet hende overdraget nær saa mange Ting, som Maren Nielsdatter og hendes Medhjælpere siden havde opgivet.
Maren Nielsdatter fortrød straks, at hun havde afleveret saa meget af sit Indbo, og da hun inden længe vendte tilbage til Manden, havde hun Brug for sine Ting. Derfor sendte hun en af sine Sønner, Niels Mortensen i Hagelskjær, til Hesselbjerg for at kræve Sagerne tilbage. Hertil svarede Birgithe Nielsdatter køligt og afmaalt: "Hvis din Moder, Maren Nielsdatter, selv vil komme til mig derom, skal hun gerne bekomme, hvad jeg har af hendes."
Til Brug i en Retssag, som det trak op til, bad Jens Nielsen Michel Jensen i Hammerum, Niels Svenningsen og Jens Mortensen i Nørum, om de ikke vilde forhøre hos hans Hustru, hvilke Ting hun havde overdraget til Peder Clemensens Hustru i Hesselbjerg. Da meddelte hun dem, at hun havde overgivet til Birgithe Nielsdatter: "Tinfade, Tintallerkener, Lysestager, et Bækken og et Par smaa Lagener, hvilke sidste hun bekender, hun havde faaet igen. Dog beklagede hun, at der var taget noget af samme Lagen paa den ene Ende, siden de var hende afkrævet, men hun navngav ikke, hvor meget af hver Slags Boskab der var hos Birgithe Nielsdatter." Det var de Oplysninger, de tre Mænd fik af Maren Nielsdatter.
Da Jens Nielsen helst vilde undgaa en Retssag, prøvede han paa at faa et Forlig i Stand mellem de to Kvinder, hvorfor han samlede de stridende Parter i sit Hjem i Nørum. Til Stede var Jens Jacobsen i Højris, Jens Mortensen i Nørum, Frands Jensen i Bjødstrup, Jens Nielsen og hans Hustru i Nørum og endelig Modparten, Birgithe Nielsdatter og hendes Mand fra Hesselbjerg.
Birgithe Nielsdatter paastod straks, at alt, hvad hun havde faaet overdraget af Maren Nielsdatter, var 1 Sølvstob (Kande), 3 Tinfade, 4 Tintallerkener og 1 Lysestage, og det var blevet hende pantsat; men da de øvrige tilstedeværende hævdede, at Birgithe desuden ogsaa havde faaet overleveret 2 Sølvskeer, 1 Bækken og 1 stor forgyldt Linde, og at kun Sølvstoben var blevet hende pantsat, kunde der naturligvis ikke blive Tale om Forlig. Derefter blev der vist fra begge Sider anlagt Sag.
Da Dommen over Maren Nielsdatter skulde falde ved Landstinget, var Birgithe Nielsdatter selv til Stede, og hun svor med højeste Helgens Ed, at hun ikke havde haft eller faaet noget af forskrevne Gods af Maren Nielsdatter uden en Sølvstob, som var blevet hende tilpantet. Dette var jo helt i Strid med, hvad hun før havde udtalt for sine Modstandere. Men takket være Eden blev hun frifundet, medens hendes Modparti var ilde stedt, da de alle var indbyrdes Slægtninge og derfor var vildige Vidner i Sagen, og Retten kunde saaledes ikke tage Hensyn til dem. Sandsynligvis har Jens Nielsen derefter indstævnet Birgithe Nielsdatter for om muligt at faa Frifindelsesdommen, som maaske var baseret paa Mened, omstødt.
Vi ved ikke bestemt, naar den gamle Delefoged døde, men det har snarest været omkring 1626. Kort før havde han den store Sorg, at hans Søn Josva og dennes Hustru, som boede i Langelund i Gjellerup ved Gift tog Livet af en Slægtning, nemlig Herredsfoged i Fjends Herred, Knud Christoffersen, som havde været der i Besøg og overnattet der men for Gaardens Folk skulde det jo have Udseende af, at han var blevet syg om Natten og var pludselig død. Jens Nielsen havde oplevet mange Ydmygelser og megen Modgang i sit lange Liv, men dette sidste var nok det haardeste Slag, han havde faaet."
|
ca. 1545 - ca. 1626 (~ 81 år)