Notater |
- Frederik Julius d'Origny, født den 31. juli 1816 i København, død den 3. april 1888 i Korsør.
Han begyndte som 11-årig en militær karriere som elev på landkadetakademiet, men da han på den tid havde et dårligt helbred, søgte hans fader om hans afsked fra hæren i 1832. Han fik derefter straks ansættelse ved Toldinspektoratet i København og fik en karriere i toldvæsenet. 1 1842 blev han udnævnt til Controlleur ved den jydske toldgrænse, og i 1843 fik han kongelig bestalling. Ved krigsudbruddet i 1848 meldte han sig som frivillig, han deltog som menig i slagene ved Sundeved 23/5 og 5/6, og blev den 1. september 1848 sekondløjtnant i infanteriets krigsreserve. Under våbenstilstanden besørgede han sit toldembede, men meldte sig igen den 1. marts 1849 til 3. jægerkorps. Han deltog i slagene ved Fredericia og i slaget ved Isted. Blev herefter udnævnt til premierløjtnant, blev Ridder af Dannebrog, avancerede til "Kaptains Caracter", men blev ved krigens afslutning afskediget fra hæren. Han blev i 1851 konstitueret som kontrollør ved Holtenau toldsted, og i 1852 udnævnt til toldinspektør i Tønning i Holsten; men efter afståelsen af Holsten modtog han i 1864 sin afsked i nåde og med pension. Han fungerede dog som toldinspektør i Holstebro, indtil han i 1867 blev toldforvalter i Korsør, i hvilket embede han forblev til sin død i 1888.
Han var i en årrække medlem af Korsør byråd, hvor der efter hans død blev holdt en lang mindetale, gengivet i Wads publikation.
Han var gift: 1. gang den 19. juli 1845 med Bertha Louise Adler, født den 25. oktober i Slesvig, død den 11. februar 1848 i Vilslev. Hun var datter af generalsuperintendant Jacob Georg Christian Adler og Louise Dorthea Lederer.
2. ægteskab blev indgået den 18. oktober 1853 med Edle Johanne Sophie Rasmine Cederfeld de Simonsen, født den 10. november 1821 i København, død den 14. september 1907 i Odense. Hun var datter af kommandørkaptajn Andreas Christian C. de S. og Edle Sophie Møller. [1]
|