| Notater |
- Jens Herskind Elmquist blev født d. 27. juli 1830 i Ålborg, hvortil hans forældre, skomagermester Gert Hardius Elmquist og Ane Marie, født Folandt, med deres to små døtre året forud var flyttet fra Århus.
Jens' moder, Ane Marie, døde to uger efter hans fødsel, hvorfor hans opdragelse blev varetaget af hans fader, af fasteren, Ane Kirstine Herskind (8), som var gift 2. gang med Ålborg-købmanden, konsul Jens Schibbye Herskind - samt af hans 6 år ældre søster Clara Helene.
Efter endt skolegang blev den fjorten-årige Jens i 1844 sat i købmandslære, muligvis først hos J.S.Herskind, senere (antagelig) i Korsør.
Blandt Jens' efterladenskaber findes et portræt af kammerråd Mathias Bang. Bag på billedet står skrevet: "Mathias Bang. Min elskelige plejefader og velgjører fra mit 16de til mit 26de år, da han døde. J.H.E." Om denne Mathias Bang har det hidtil ikke været mig muligt at finde frem til andre oplysninger,end at han ved sin død, den 31. aug. 1856, 59 år gammel, var toldforvalter i Næstved. Dødsfaldet er bekendtgjort i "Aarhuus Stiftstidende" d. 3. sep. 1856 og er underskrevet "hans dybt-sørgende Søskende".
Det vil være rimeligt at formode, at Mathias Bang har været en nær ven af familien og måske, at han har medvirket til at Jens, som nærede ønske om at komme til søs og at blive uddannet som sømand, fik sin faders samtykke hertil. Efter i de følgende år at være blevet praktisk oplært til sølivet, blandt andet som matros på Postvæsenets skibe på ruterne Korsør - Nyborg og Korsør-Århus, kom han på navigationsskole for at gennemgå uddannelse til styrmand.
I 1852 bestod han den afsluttende eksamen ved navigationsskolen og blev kort efter i Korsør forlovet - og den 15. nov. 1856 gift med
WILHELMINE CHRISTENSEN DYRHAUGE
1835 - 1858
Wilhelmine, der var født d. 15. maj 1835, var plejedatter af opsynsmand ved post- og færgetransporten, Jørgen Thorø Dyrhauge.
Jørgen Thorø Dyrhauge var født 1799 i Nyborg som søn af Bælt-postfører Lauritz Petersen Dyrhauge og blev i 1820, efter sin læretid til søs, Postmatros, for derefter i 1823 at blive udnævnt til Poststyrmand og bestyrer af istransporterne over Storebælt. I 1828 indgik han ægteskab med Rasmine Wedel, datter af murermester Wedel, blev i 1829 for-fremmet til Bæltpostfører og fører af det første dampskib, hjuldamperen "Mercurius", der af postvæsenet i 1828 var blevet indkøbt i England til overfarten mellem Korsør og Nyborg.
Da ægteskabet i 1836 var forblevet barnløst, tog Dyrhauges d. 15. maj 1835 til sig det af en norsk tjenestepige i Forlev fødte pigebarn, hvis fader var en derværende snedker Christensen. Det skete på grundlag af et af barnets moder udstedt overdragelses-dokument, ifølge hvilket moderen, Olivia Pedersdatter af Stange præstegjæld på Hedemarken i Norge, overlod sit barn til Hr. Bæltpostfører J. Dyrhauge af Korsør "uden videre Kaar fra min eller Barnets Faders Side, men til hans og Kones Omsorg og Raadighed uden fra min Side i Tiden derpaa at gjøre Fordring eller Tilbagekaldelse. Liselund ved Slagelse, d. 26. Sep. 1836."
Barnet, der i Vemmelev kirke var blevet døbt Wilhelmine, blev snart plejeforældrenes eet og alt og voksede op til at blive en smuk og fin ung pige, der senere viste sig også at være en personlighed.
Kun sytten år gammel blev Wilhelmine så i 1852 forlovet med Jens Herskind Elmquist, der året efter fik ansættelse i postvæsenets tjeneste som styrmand. Herved kom han til at virke i nært samarbejde med sin tilkommende svigerfader, Jørgen Dyrhauge, og efter alt at dømme var både denne og hans hustru godt tilfredse med at betro deres elskede plejedatter til den dygtige og samvittighedsfulde styrmand, som af ydre var en velvoksen og køn ung mand.
Brylluppet blev holdt den 15. nov. 1856, og det unge par flyttede ind i ejendommen Algade nr. 56, som Dyrhauge i sin tid havde købt, da han selv blev gift, og hvor han, hans hustru og plejedatteren Wilhelmine, der ikke var blevet adopteret af Dyrhauges, indtil da havde boet. (Som fremtidig bolig for sig selv og sin kone købte Dyrhauge, der i årenes løb var blevet en velstående mand, kort før Wilhelmines giftermål, en større ejendom med tilhørende landbrug i Slottensgade, hvortil det ældre ægtepar nu flyttede.)
I foråret 1858 ventede Wilhelmine sin nedkomst, og hun må have haft en forudfølelse af, at hun ikke ville overleve den. Den 26. marts skrev hun nemlig til sin mand et brev af følgende indhold:
Min dyrebare elskede Jens !
Disse Linier ere nedskrevne i den Tanke, at den gode Gud mueligen kunde bortkalde mig ved min nær forestaaende Nedkomst, og da jeg gerne vilde give mine Nærmeste en lille Erindring om mig, saa opretter jeg herved mit Testamente over de Smaating, som alene tilhører mig.
Du selv min elskede Jens tager de 2 Ringe, som sidde paa min højre Hånd. Mit Gulduhr og Kjæde gives, (hvis Voreherre vil lade vort elskede Barn leve) paa Confirmationsdagen til dette. Min kjære Fader skal have min Stambog, samt den lille Skilpaddeæske, som staar i Bog-skabet, og hvori befinder sig 1 Sølvrigsbankdaler, som han engang har givet mig som Lykkeskilling. Min kjære Moder skal have min Bryllupsbrosche og Ørenringen. Jomfru Bencke skal have mit Armbaand. Niels Kruuse skal have ringen med den lille blaa Steen, som jeg paa min Con-firmationsdag modtog af kjære afdøde Bedstemoder. Din Søster Clara gives min Haarring med Ankeret paa, som er flettet af Dit Haar. Tante Fischer gives min lille Slangering og Hanne Fischer min ring med den røde Steen.
Dernæst beder jeg Dig min elskede Jens, at brænde Alle vore Breve uden Hensyn, saavel Dine som mine, da jeg ej ønsker, at det, som Kjærligheden haver tilsagt os at skrive til hinanden, skal tjene til Moorskab for Fremmede.
Slutteligen tager jeg nu herved den kjærligste Afsked med Eder Alle, da mine sidste Øjeblikke maaske ikke blive saaledes, at jeg da kan gjøre det. Tusind Tak Du min elskede Mand og I mine kjære Forældre for al Eders Kjærlighed imod mig her i Livet. Gud lønne Eder derfor, derom vil jeg bede, naar jeg bliver stedet for den Almægtiges Throne.
Dersom den kjærlige Gud vil være Dig saa god, at lade vort Barn leve, da beder jeg Dig min elskede Jens, saavidt det staar til Dig, at opdrage det til Gudsfrygt og Dyd, betro ej Barnet til enhvers Omsorg, men søg at give det en fornuftig og omhyggelig Opdragerinde.
Til Slutning min elskede Mand beder jeg Dig, naar vort Barn haver saa megen Forstand, da undertiden at føre det til min Grav, og tale til det om dets Moder, samt om vort lykkelige, men desværre altfor korte Samliv, og er det mueligt, at vore Sjæle kunde forlade det Himmelske, da vil jeg sikkert omsværme Eder begge.
Nu farvel ! farvel min elskede dyrebare Jens. Vær ei trøstesløs ved min Bortgang, men tænk paa vort Barn og lev og virk efter bedste Evne for dette. I Tankerne omfavnes Du kjærligst af Din Dig i Døden trofast elskende
Wilhelmine.
I marginen er tilføjet:
"Trine, som haver tient mig tro og flink bedes Du at give min Brystnaal med Portraittet i til en Erindring om mig."
Brevet, der var blandt de familie-papirer, som Wilhelmines søn, Vilhelm Dyrhauge Elmquist, efterlod sig ved sin død i 1952, har Wilhelmine forseglet med lak og forsynet med udskriften:
"Til min elskede Mand Jens Herskind Elmquist.
Maa ei aabnes før efter Wilhelmine Elmquist's død."
Det ventede barn, som i dåben fik navnet Vilhelm Thor Dyrhauge Elmquist, blev født d. 10. april 1858, og kun 10 dage senere, d. 20. april, døde Wilhelmine af barselfeber.
Jens Herskind, som var dybt nedbøjet over tabet af sin elskede hustru, var nu vanskeligt stillet.
Som styrmand på damperen "Hermod" måtte han udføre tjeneste, der med korte mellemrum medførte hans fravær fra byen og hjemmet, og foruden af sorgen over tabet af sin unge, kun 23-årige hustru følte han sig knuget af ansvaret for det spæde barn, som han ikke havde nogen til at pleje.
Ægteparret Dyrhauge var helt nedbrudt af sorg over tabet af den elskede plejedatter, - men alligevel er det sandsynligt, at en løsning af de foreliggende problemers praktiske side blev hidført ved deres medvirken:
Postskibsfører Jeremias Pontoppidan, f. 8. dec. 1798 som søn af kordegn, senere købmand i Stubbekøbing, Ludvig Frederik Pontoppidan, var jævnaldrende med Jørgen Dyrhauge og havde gennen en række år nært samarbejde med ham.
Jeremias Pontoppidan blev i 1829 gift med Ane Margrethe Dyrhauge, en slægtning af Jørgen Dyrhauge. Hun blev moder til 3 børn, Anders f. 1830, Jensine Kirstine f. 1832 og Ludvigmine Petrine f. 1835.
Ane Margrethe Pontoppidan døde i 1836, og Jerimias indgik (for-mentlig i 1839) nyt ægteskab med Thrine Jansen, datter af provst Jansen i Torkildstrup på Falster.
I dette ægteskab blev der født to børn: Carl Frederik i 1840 og Hans Peter Jansen i 1843 - men allerede i 1845 døde Jeremias Pontoppidan i en alder af kun 47 år.
I 1858, da katastrofen hændte for Jens Herskind E., havde Madam Thrine Pontoppidan, f. Jansen, således været enke i tretten år - og Jeremias' børn var vokset til.
De tre børn af Jeremias's første ægteskab var voksne, og Thrines egne to børn var 15 og 18 år gamle.
Det lykkedes at formå Madam Pontoppidan og hendes ældste sted-datter Jensine Kirstine til at påtage sig plejen af den spæde Vilhelm, og den 25-årige -Jensine - der altså var næsten jævnaldrende med den af-døde Wilhelmine - gik med sit varme og kærlige sind helt og fuldt ind for denne opgave.
Dette medførte, at forholdet mellem de to unge mennesker snart blev mere intimt end forudset, og efter løsning af Kongebrev blev de viet i Frederiksberg kirke d. 6. aug. 1859.
JENSINE KRISTINE PONTOPPIDAN
1832 - 1923
Jensine Pontoppidan var født d. 24/8-1832 og, som nævnt, datter af post-skibsfører Jeremias Pontoppidan (f. 8/12-1798) og dennes hustru i første ægteskab, Ane Margrethe Dyrhauge, en slægtning af Jørgen Dyrhauge.
Den 30. okt. 1859 fødte Jensine en søn, der i dåben fik navnet Frits Andreas Marius Emil, og knapt tre år senere, d. 27. sept. 1862 kom ægte-parrets anden søn, Gert Hardius Larsenius, til verden.
Jens Herskind var i mellemtiden blevet overflyttet til tjeneste som styrmand ved ruten Korsør - Kiel, - d. 19. feb. 1861 havde han fået borgerbrev som Skip-per i Korsør og d. 23 s.m. modtaget skipper-certifikat.
Pr. 1. okt. 1863 blev han så forfremmet til fører af post-dampskibet "Vildanden", der besørgede overfarten mellem Vordingborg og Gåbense/Stubbekø- bing, hvorfor familien flyttede til Masnedsund, der dengang var en lille, åben bebyggelse syd for Vordingborg.
Det var indenfor de ti år (1864-74) i hvilket ægteparret boede her, at sønnen Hans Peter Jansen Elmquist (opkaldt efter ovennævnte Hans Peter Jansen Pontoppidan, der i 1861 var død som handelskommis i Stubbekøbing) blev født, d. 9. febr. 1865 - mens den yngste søn, Jens Herskind Elmquist kom til verden d. 29. jan 1869.
I 1874 blev Jens Herskind (sen) forflyttet tilbage til Korsør og førte i de følgende år forskellige af postvæsenets skibe, blandt andre "Ejderen" og skrue-dampskibet "Fyen". Dette sidstnævnte skib var i 1867 bygget hos firmaet Burmeister & Wain med isbrydning for øje, idet hjulskibenes skovlhjul var dømt til let at komme i vanskeligheder i isen, hvilket det da også ofte gjorde.
I 1874 fratrådte Dyrhauge som leder af istransporterne, som han havde fore-stået igennem 50 år, og overlod dette ansvarsfulde hverv til sin svigersøn, Jens Herskind, der først havde kommandoen på Fyenssiden, senere på Sjællandssiden.
I perioden 1. jan. 1876 - 31. maj 1883 var Jens Herskind medlem af Korsør byråd.
Ved Statsbanernes overtagelse af bæltfarten i 1883 blev de to første færger til overførsel af jernbanevogne, H/F "Korsør" og H/F "Nyborg" sat i drift, og Jens Herskind blev udnævnt til fører af den sidstnævnte, men vedblev at forestå vinterens istransporter.
I 1886 blev han udnævnt til skibsinspektør, med bolig i København - men fremdeles med ansvaret for istransporter, når sådanne måtte iværksættes.
Om Jens Herskind Elmquist's stilling i etatens ledelse i tiden frem til hans afsked i 1900 har hans mangeårige kollega og gode ven, kaptain, senere søfarts-chef Vilhelm Heise, skrevet følgende i sine erindringer:
" I 1892 var Søfartschef Bardenfleth gaaet af, hvad der betød et Tab for Stats-banernes Søfartsvæsen, idet Bardenfleth vel var en streng og myndig Mand ned-efter, men tillige meget kraftigt værnede sit Personale mod angreb udefra; Søfartsafdelingen havde derfor den Gang Anseelse.
Captajn Elmquist var den Gang Skibsinspektør i København; han havde flere Gange fungeret for Bardenfleth og var en dygtig Mand, men Generaldirektør Tegner vilde ikke have ham til Søfartschef, men valgte Captajn Jespersen, der var Skibsinspektør for Jylland/Fyn.
Der var den Gang to Skibsinspektører, og de havde samme anciennitet, men Jespersen var 5 Aar yngre end Elmquist. Tegners Plan hermed var sikkert at berede Vejen for sin unge søn, der blev aspirant i 1896. Han var i 1892 Kadet.
Beregningen var da følgende: Når den yngste i Alder af Skibsinspektørerne bliver Søfartschef, saa lever han efter Naturlov længst, og naar den ældre da, der er vedbleven at være Skibsinspektør, altsaa dør eller gaar af først, saa kan min Søn, der til den Tid er Søofficer, blive Afløser som Skibsinspektør, og naar saa Søfartschefen nogle Aar efter senere dør eller gaar af, ja saa er min Søn selv-skreven til at blive Søfartschef.
Beregningerne var saavidt altsaa gode nok, men han havde glemt, at han ikke regerede over Liv og Død. Skæbnen vilde saa, at den yngre i Alder, altså Søfartschef Jespersen d. 28. Juli 1899 døde.
Der laa hele Bygningen, thi et Forsøg paa at faa den gamle Elmquist til at overtage Søfartschef-stillingen, saaledes at den unge Tegner kunde blive Skibs-inspektør mislykkedes ganske, da Elmquist, der med Rette ansaa sig som forbi-gaaet i 1892, nu nægtede at tage den større Stilling.
Et Forsøg paa at gøre den unge Tegner til Søfartschef blev kvalt i Fødslen af den Opposition, der kom frem i Pressen, han var den Gang kun 25 Aar. At han var en dygtig og intelligent ung Mand, der ved langsomt Avancement kunde være blevet en repræsentativ og dygtig Søfatschef , er jeg ikke blind for, men han havde fra sin Ansættelse i 1896 optraadt paa en saadan Maade, vel nok paa Grund af Ungdom og Uerfarenhed, og paa Grund af Faderens Stilling, at han havde faaet hele det gamle, veltjente Personale imod sig.
Resultatet blev saa, at Kommandør Hammer fra Marinen blev Søfartschef, idet man ikke ansaa nogen af Statsbanernes daværende Skibsførere for egnede. Denne Udnævnelse kom 14/10 1899 og blev hilst med Glæde af Personalet.
Det gjaldt nu om at faa unge Tegner videre, medens Faderen var Generaldirektør, og Elmquist blev saa dels lokket, dels truet til at søge sin Afsked 30/1 1900, men saa helt glat gik det ikke at faa unge Tegner til Skibsinspektør. Det lykkedes dog 1/4-1900. Da jeg et Par Dage før læste Udnævnelsen i "Korsør Avis", smed jeg Avisen hen ad Bordet og sagde: "- saa, nu er det umuligt for mig at naa en Gang i Fremtiden at blive Skibsinspektør", for denne Mulighed vil jeg indrømme, at jeg havde regnet med - og saa blev netop den Udnævnelse til Gavn for mig. ........"
Ved Jens Herskind Elmquist's død d. 20. jan. 1915 skrev den samme ven igennem mange år, Søfartschef Vilhelm Heise i en nekrolog:
"Statsbanerne havde i Elmquist en samvittighedsfuld og nidkær Embedsmand, og Personalet en human og rettænkende Foresat, der havde fuld Forstaaelse af Søfartspersonalets Gerning; dette havde til Gengæld Tillid til ham og følte, at det altid trygt kunde henvende sig til ham. En stor Sorg var det ham, at han den 1. April 1900 maatte trække sig tilbage fra den Gerning, som han saa stærkt interesserede sig for. Han var R.af Dbg., Dbmd. og dekoreret med Fortjenstmedaljen i Guld. "
1975 Svend Elmquist (76 23)
Udsendt 1. gang med adventsbrevet 1975 - her let redigeret v/ K.E. [4]
|
1830 - 1915 (84 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet