| Notater |
- født 13. April 1850 i København, Datter af Arkitekt (senere kgl. Bygningsinspektør, Professor, Etatsraad og Ridder) Vilhelm Theodor Walther (f. 13. Nov. 1819, død 28. August 1892) og Hustru Wilhelmine Dorothea Tysk (f. 31. August 1826, død 27. Marts 1915)." [1]
- Laura, der var datter af arkitekt Wilhwlm Walther og Wilhelmine Dorothea, født Tysk, boede dengang hos sine forældre i Århus og - som overnfor fortalt - var hun, sammen med sin søster Emmy, blevet inviteret af deres fælles skolekammerat Helene E. til en lille ferie ud til Virring Præstegård.
Om Lauras forældre skal følgende oplyses, især med støtte i Georg Elmquists (556) erindringer (s. 463 ff.):
Wilhelm Walther, der var søn af en i Lyngby bosat tømrermester og politiassistent, var meget dygtig og begavet. Efter tømreruddannelse kom W. på Akademiet. En tid lang var han tegnelærer samme sted, og siden var Meldahls konduktør ved (gen-)opbygningen af Frederiksborg slot.
I 7 år arbejdede W. i Hamborg efter den store brand dér (1847?). Han vandt også Akademiets store guldmedalje, hvormed fulgte et 3-årigt rejsestipendium. Siden blev han kgl. bygningsinspektør i Jylland og bosatte sig da i Århus, hvor han bl.a. kom til at forestå ombygningen (1867-82) af Domkirken. W. blev profesor, etatsråd, Ridder og Dannebrogsmand og var én af Danmarks mest ansete arkitekter.
Wilhelmine Dorothea, der var født Tysk, var født d. 31. aug. 1826. Hun blev tidligt forældreløs og blev siden opdraget hos en rar gammel nedstemor, Dahl, i Odense. Hun blev, 21 år gammel, gift med den unge arkitekt Wilhelm, to år efter at han var blevet arkitekt.
Det unge par havde det meget småt til at begynde med. Hele deres lejlighed bestod af ét værelse, som altså både var sovekammer, dagligstue, spisestue og tegnestue. Deres stolthed var en smuk dobbeltseng, hvidlakeret med guld, som Wilhelm selv havde tegnet. Og alle de smukke mahogni møbler, som de havde på deres gamle dage, havde de selv sparet sammen til og købt efterhånden.
Men allerede i 22-års alderen blev Wilhelmine meget tunghør og, hvad der næsten var værre, kom til at lide af en stadig og stærk susen for ørene, en plage, der ofte virkede nedtrykkende på hendes sind i de unge år, indtil hun til sidst lærte at bære sit kors så smukt, som vist kun få har båret det. Georg skriver herom:
"Slemt maa Døvheden have trykket hende, mens hun endnu havde smaa Børn, men aller værst blev det, da hun med sin Mand og 4 Børn drog ud paa den store Rejse, som fulgte med Guldmedaljen.
Her havde hun en trofast Hjælper i Jomfru Jørgine Biehl. Børnene havde deres smaa Tasker på sig med Nattøj og Toiletsager og Mellemmadder. - Da de kom frem til Norditalien, var Krigen mellem Frankrig og Østrig i fuld gang og efter slagene ved Magenta og Solferino var mange Broer afbrudt, og Trafikken forstyrret. Florenz naaede de da og opholdt sig en Tid lang, men dér kom der Sygdom over dem og deres eneste Søn, Oluf, døde [ysenteri eller Malaria] og blev begravet dernede."
Wilhelm rejste nu hjem med hele familien og anbragte den i Lyngby, hvor hans far boede, mens han selv påny drog ud for at udnytte resten af sit stipendium.
Da han kom hjem igen til Århus, blev han selv syg og lå et helt år med en kraftig lúngetuberkulose. Han blev mager som et "skelet", og det var kun hans kones omhyggelige pleje og gode mad, der reddede hans liv. Under sygdommen vænnede han sig til både at skrive og tegne liggende i sengen, og når han senere var på sine mange embedsrejser, gik han altid straks i seng, når han ankom til sit hotel og besørgede sine praktiske forretninger fra sengen.
Selskaber gjorde han aldrig og deltog meget sjældent i andres og da kun, når han syntes, han var nødt til det. Drosche tog han aldrig, men han var utrættelig til at stå og gå. Han levede jævnt og godt, var "altid sirligt klædt, rejste meget og ikke billigt". Altid var han travlt og roligt beskæftiget.
Wilhelm var en rank og fåmælt mand, på sine ældre dage med hvidt hår og fuldskæg, og man kunne godt blive lidt bange for ham, eller i hvert fald føle respekt for ham.
Georg skriver: "Han deltog ikke meget i Samtaler i Hjemmet, lo meget sjældent, men smilte dog venligt over min ungdommelige og barnlige Veltalenhed og lod til at være glad over Livligheden i Hjemmet.
Hans Kone var den, der oftest fik ham til at smile; hun opfattede [trods døvheden] altid hurtigt, hvad han mente, skønt han [efter sygdommen] talte meget dæmpet. ...Naar man var sammen med hende, kunde man ikke andet end faa den Idé, at tunghøre var de mest fornøjelige og rare Mennesker paa Jorden. ...Hendes skælmske Nik og Smil var en herlig Belønning. Hun holdt nok af at drille og være satirisk, men altid paa en saadan Maade, at man bare holdt af hende for det. ...Klog og inteligent var hun, og hun vidste meget godt, hvad hun vilde og kunde sætte sin Vilje igennem. ...Hun var også en dygtig og økonomisk Husmor, for hvem det var en Lyst at servere kraftig og god Mad."
Trods al sygdom og tunghørhed var det et sjældent fint og lykkeligt hjem. ... "Det var kønt at se hans Kærlighed og Taalmodighed over for sine smaa Børnebørn. De fik lov til at vælte i hans Papirkurv og lave et frygteligt Roderi på Gulvet i hans Kontor - skønt han ellers altid holdt en pinlig Orden. ...Som Embeds- og Kontormand var han overordentlig samvittighedsfuld og pedantisk ordentlig."
- Han tog sin afsked, da han blev 70 år. Det var meningen, at han skulle flytte ind på Charlottenborg, hvor han havde en fribolig. Men forinden ville han dog med sin kone tage en tur til Thüringen. De havde en fornøjelig tur og overnattede på hjemturen i Hamborg, hvor der - uden at de vidste af det - herskede en heftig koleraepidemi. Ved hjemkomsten til Århus blev de begge syge, men mens de andre slap ret let, blev W. så alvorligt angrebet, at han døde et par dage efter.
Georg slutter sin beskrivelse således: "Gid hans Børnebørn maa ligne ham i Flid, Grundighed og Samvittighedsfuldhed og altid holde hans Minde i Ære og være ligesaa milde og tolerante som han."
---
Den ældste af de tre døtre, Laura, giftede sig med Alfred E., den næstældste, Emmy, med Georg E. og den yngste, Agnes, med arkitekt Ludvig Petersson, der var bror til kunstmaleren Edvard Petersen.
Georg skriver: "Alle de tre Døtre elskede deres Forældre over alt og blev de end lykkeligt gifte, kunde det næsten synes, som var dét det bedste de vidste, når forældrene og [efter W.s død (28/8-1892)] deres mor kom på Besøg."
Så vidt muligt var Wilhelmine altid til stede ved børnebørnenes fødselog fulgte siden disse i stort og småt med den kærligste interesse. Georg siger her: "Vi Svigersønner forgudede Mormor og var næsten ligesaa forelskede i hende selv som hendes Døtre. ...Det er en stor Skam, at jeg ikke bedre formaar at give et Billede af én, der var mig saa kær. Det bedste og skønneste er altid sværest at skildre.". [1]
|
1850 - 
