Notater |
- Dagsbefalingen 1864.
Sønderborg, den 4de Marts 1864.
Soldater!
Hs. Majestæt Kongen har allerhøist betroet mig Kommandoen over den aktive Armee. Vi staa ligeoverfor mægtige Fjender; men jeg, der i 50 Aar færdes imellem Eder, veed, hvad I kunne udrette, veed, at I uforsagte ville følge Eders Førere.
I Krigen 1848-50 har aldrig nogen Mand under min Kommando svigtet sin Fane og sin Pligt. Jeg tør som Eders gamle General freidigt indestaa for Eder - I ville som tro og tappre danske Mænd vise Eder den Tillid værdige, som Kongen og Nationen sætter til Eder.
Det skal være min Opgave efter bedste Evne at sørge for Eders Vel. Til Gjengjæld forlanger jeg Eders uskrømtede Tillid. Uforsagte ville vi gaa Faren imøde med Gud for Konge og Fædreland.
Gerlach.
- Overgeneral George Daniel Gerlach 1797-1865
af Gert Laursen
Gerlach blev født i Eckernførde i 1797. Han blev landkadet i 1808 og i 1813 sekondløjtnant i infanteriet. I 1822 premierløjtnant og 1830 stabskaptajn. I 1842 udnævnt til major og i 1848 til oberstløjtnant. Han deltog i Treårskrigen fra 1849-50 hvor han udmærkede sig i slagene ved Fredericia og Isted.
I 1850 udnævnt til oberst og chef for den 6. infanteribrigade. I 1851 kommandant i Angel. 1854 blev han chef for den 1. infanteribrigade i København. 1858 blev Gerlach medlem af den rådgivende komité under krigsministeriet og i 1859 udnævnt til generalinspektør for infanteriet.
Ved krigsudbruddet i 1864 fik han kommandoen over 1. division der kastede preusserne tilbage ved Mysunde den 2. februar. Han støttede de Meza's beslutning om at rømme Dannevirkestillingen. Da de Meza blev afskediget som øverstkommanderende for hæren pga. denne beslutning, blev
Gerlach imod sin vilje beordret til at overtage hans kommando.
Han delte ikke Krigsministeriets holdning til krigsførelsen og havde flere sammenstød med ministeriet. Han var imod et forsvar af Dybbøl stillingen, men blev beordret til at holde den. Efter tabet af Dybbøl stillingen, forberedte Gerlach sig at føre forsvaret videre fra Fredericia, men blev af krigsminister Lundbye beordret til at evakuere byen. Gerlach forsøgte at få ændret beslutningen, men blev frataget sin kommando som overgik til General Steinmann.
Han fik efter eget ønske derefter kommandoen over 1. division, som han beholdt for resten af krigen. I december 1864 blev Gerlach pensioneret og året efter døde han i København.
- George Daniel Gerlach (31. august 1797 i Egernførde - 1865 i København) var en dansk overgeneral. Han var søn af kaptajn Molter Christoph Gerlach af slesvigske Jægerkorps og Anna Sabine Magdalena født Boehn.
Militære karriere
Han blev indkaldt i december 1808 til militær tjeneste samme år som hans far døde, og udnævnt til sekondløjtnant i det holstenske infanteri i 1813. I 1822 blev han premierløjtnant og i 1830 stabskaptajn. I 1842 blev han udnævnt til major og i 1848 til oberstløjtnant. Han deltog i Treårskrigen 1849-50, hvor han udmærkede sig i slagene ved Fredericia og Isted.
I 1850 blev han udnævnt til oberst og chef for den 6. infanteribrigade. I 1851 kommandant i Angel. 1854 blev han chef for den 1. infanteribrigade i København. 1858 blev Gerlach medlem af den rådgivende komité under Krigsministeriet og i 1859 blev han udnævnt til generalinspektør for infanteriet.
Da krigen 1864 brød ud fik han kommandoen over 1. division der kæmpede preusserne tilbage ved Mysunde den 2. februar. Han støttede de Mezas beslutninger om at rømme Dannevirkestillingen. Da de Meza blev afskediget som øverstkommanderende for hæren på grund af denne beslutning, blev Gerlach imod hans egen vilje beordret til at overtage kommandoen.
Han delte ikke krigsministeriets holdning til krigsførelse og havde flere sammenstød med ministeriet. Han var imod at forsvarer Dybbøl-stillingen, men blev beordret fra ministeriet til at holde skansen. Efter tabet af Dybbøl stillingen, forberedte Gerlach sig på at føre forsvaret videre fra Fredericia, men han blev af krigsminister C.C. Lundbye beordret til at evakuere Fredericia. Gerlach forsøgte at få ændret beslutningen, men han blev frataget kommandoen, som i stedet gik til general P.F. Steinmann.
Han fik efter eget ønske derefter kommandoen over 1. division, som han beholdt kommandoen over krigen ud. I december 1864 blev han pensioneret og året efter døde han i København.
Wikipedia
- Gerlach, G.D., 1797-1865, dansk officer
Georg Daniel Gerlach (31. august 1797-7. marts 1865) havde gjort militær karriere fra sin barndom. Han deltog i krigshandlinger under TreÅrskrigen, bl.a. ved udfaldet fra Fredericia. Han var ikke den store teoretiker, men anerkendt som en engageret og modig officer, som gik foran mandskabet med sit gode eksempel.
Ved indledningen til krigen i 1864 fik Gerlach kommandoen over 1. division og titel af generalløjtnant. 1. division vandt hæder ved træfningen ved Mysunde den 2. februar 1864. Af samme grund ville overkommandoen ikke indkalde Gerlach til krigsrådet den 4. februar, hvor beslutningen om tilbagetrækning fra Danevirke blev truffet. Efter tilbagetrækningen blev de Meza kaldt til København for at forsvare beslutningen over for krigsminister C.C. Lundbye. Gerlach tog initiativ til sammen med en gruppe officerer at indstille til kongen, at de Meza igen fik overkommandoen, men uden held, formentlig fordi kongen aldrig fik indstillingen.
I stedet blev de Meza frataget overkommandoen, som den 29. februar 1864 blev overdraget til Gerlach, mest fordi han ikke havde været med til at træffe den skæbnesvangre beslutning om rømning af Danevirke. Gerlach var fra første færd dybt uenig med krigsministeriet, der under krigen gentagne gange greb ind i de militære beslutninger. Krigsministeriet forlangte flere offensive aktioner fra den danske hær, hvilket Gerlach imødegik med ønsket om at fratræde, da den øverstkommanderende måtte have frie hænder i forhold til det politiske niveau. Ønsket blev ikke opfyldt.
Overkommandoen for den danske hær gjorde i begyndelsen af april krigsministeriet opmærksom på, at skanserne nu var så medtagne af de preussiske bombardementer, at chancen for at holde dem under et fjendtligt stormløb var meget lille. For at undgå en katastrofe foreslog man derfor enten helt at rømme stillingen før den truende storm eller kun at holde den besat med en lille styrke, som hurtigt kunne trækkes tilbage. Krigsministeriet svarede at stillingen af politiske grunde skulle forsvares til det yderste.
Overkommandoen udarbejdede herefter en lignende indstilling, men inden denne var afsendt fulgte den 14. april en telegrafisk meningsudveksling mellem overkommandoen ved stabschef Stiernholm og ministeriet, hvori overkommandoen krævede frie hænder til at træffe de beslutninger, den militære stilling krævede - hvilket i realiteten betød tilbagetrækning fra Dybbøl. Ministeriet sendte et telegram, hvor man forsikrede, at overkommandoen havde frihed til at træffe de rette militære beslutninger. Men senere på dagen fulgte endnu et telegram fra krigsministeriet, som havde forelagt meningsudvekslingen for D.G. Monrad, der meddelte, at stillingen skulle holdes. Så sent som den 17. april fremsendte Gerlach endnu et brev til krigsministeriet med anmodning om at få frie hænder, men han fik ikke noget svar før efter stormen den 18. april. Gerlach fulgte derfor den oprindelige ordre med de betydelige tab til følge, som stormen den 18. april medførte.
Gerlach beholdt overkommandoen efter den 18. april med hovedkvarter i Nyborg. Det var hans beslutning at opdele den danske hær i tre enheder med 12.000 mand i Nordjylland, 16.000 mand på Fyn og 12.000 mand på Als. Øverstbefalende for de danske tropper på Als, general P.F. Steinmann tryglede Gerlach om forstærkninger, da våbenhvileforhandlingerne i London så ud til at bryde sammen med udsigt til at krigshandlingerne ville blive genoptaget. Den 22. juni svarede Gerlach på Steinmanns anmodning med ordene "t fordelingen af tropperne er sket efter moden overvejelse, og at der ikke kan anvendes en større styrke på Als end den, som for øjeblikket findes. Tropperne på øen, der indbefatter hærens bedste afdelinger, må anses for tilstrækkelig til øens forsvar".
Dermed efterlod Gerlac Steinmann i samme håbløse situation som krigsministeriet havde efterladt Gerlach i umiddelbart før stormen på Dybbøl den 18. april - og med samme katastrofale konsekvens.
Efter krigen blev Gerlach til sin store sorg fyret, hvilket var absurd i forhold til, at han i modsætning til de Meza faktisk havde fulgt politikernes ordre og imod al fornuft havde ladet den danske hær blive stående ved Dybbøl. Dilemmaet mellem på den ene side at skulle følge ordrerne fra København (forsvare Dybbøl til det yderste) og på den anden side forsøge at bevare en intakt hær og værne om sine soldaters ve og vel, ødelagde ham. Allerede før den 18. april følte han sig som en knækket mand, og efter krigen sank han helt sammen og trak sig tilbage til sit landsted, hvor han døde den 7. marts 1865, mindre end et år efter nederlaget på Dybbøl.
Kilde: Grænseforeningen
|