| Notater |
- På skuespillerinden Emilie Sannoms dåbsattest står, at hun blev født den 26. september 1892, men årstallet er falsk og klodset rettet. Hun havde selv forfalsket dåbsattesten for at gøre sig seks år yngre. Det skete næppe af forfængelighed, men sandsynligvis for at opnå myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en alder af 43 år.
Emilie voksede op i en farverig Nørrebrofamilie. Fristet af håbet om hurtigt tjente penge i Amerika emigrerede familien til Florida, da hun var 11 måneder gammel. Men eksperimentet endte i fiasko, og familien vendte tilbage efter syv år.
Senere i livet sagde hun ved flere lejligheder, at hun kom fra en teaterfamilie, men det var kun rigtigt i den forstand, at hendes hjertevarme moder havde en drøm om at se sine døtre på tidens teaterscener. Det lykkedes også. Foruden Emilie blev storesøsteren Charlotte og lillesøstrene Thora og Ragnhild skuespillerinder. Ifølge egne oplysninger debuterede Emilie som otteårig på Dagmarteatret, hvor også den fem år ældre Asta Nielsen var engageret. “På teatret gik vi unge for lud og koldt vand,” fortalte Asta Nielsen senere i sine erindringer Den tiende muse, 1966. De to skuespillerinder fulgtes ad i de følgende år, bl.a. under en teaterturné i de nordiske lande. I aviser fra perioden kan man læse, at “den blonde Gazelle Emilie Sannom” ofte høstede større anerkendelse end den mørke, “mystiske” Asta. De blev grebet af den nye filmfeber og medvirkede begge i den skelsættende Afgrunden, 1910. Derefter skiltes deres veje. Emilie blev i Danmark og boede hele sit liv hos familien i Stefansgade på Nørrebro, og først i begyndelsen af 1920’erne tog hun mod et par af de talrige udenlandske tilbud og medvirkede i et par tyske og italienske film, mens Asta Nielsen fortsatte sin karriere som international stjerne i tysk film.
Emilie kom til at medvirke i omkring 85 film. Det startede med primitive farcer hos Nordisk Film i 1908 og sluttede med den italienske film Luftens Herskerinde i 1922. I Nordisk Films storhedstid spillede hun ofte den forførende letsindige fristerinde i melodramaer fra de højere samfundslag. Det var dog dramatiske sensationsfilm med titler som Dødsridtet, 1912, og Ballon-Eksplosionen, 1913, fra de farverige filmselskaber Skandinavisk-Russisk Handelshus og Filmfabrikken Danmark, der for alvor gjorde hende berømt. I disse film spillede hun den ekstremt modige kvinde, der var mændene langt overlegen i vilde bil- og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Og det var uden stand-in! Filmene gav hende tilnavnet “Danmarks Vovehals Nummer ét”. Selv sagde hun, at “Denne Spænding – om man nu slipper godt fra det – er dejlig! De Film, hvor man bare er Tyvetøs, er ret saa kedelige.” Hendes største succes, også i udlandet, var formentlig som detektiv i seriefilmene Panopta, 1918-19, hendes sidste film i Danmark.
Flyvning blev en lidenskab for ES. Hun begyndte at tage flyveundervisning i 1918, men fik aldrig certifikat. Det forhindrede hende dog ikke i at flyve i datidens spinkle maskiner, når lejligheden bød sig. I hendes sidste film Luftens Herskerinde boltrede hun sig i luftakrobatik under en flyvemaskine på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet. Ved talefilmens gennembrud og under den svindende interesse for de gamle sensationsfilm vendte hun tilbage til teatret, hvor hun især medvirkede i revyer og varietéer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik og gav opvisninger rundt om i Danmark. Hendes numre sluttede med, at hun kastede sig ud med faldskærm iført badedragt. Faldskærmen blev først udløst i sidste øjeblik. Men i 1931 gik det galt under en opvisning ved Grenå. Hun havde fået en ny faldskærm med en anden, mere lukket udløsningsmekanisme end den, hun var vant til. Faldskærmen blev ikke udløst, og hun hvirvlede mod jorden og blev dræbt. Det var kort før hendes 45-års fødselsdag. På hendes gravsten kom til at stå nogle linier fra et digt, Tom Kristensen havde skrevet til hende: “Frygten for Døden var ikke saa stor, større var Frygten for Livet paa Jord.”
Emilie forblev ugift. Hun havde utallige beundrere og mange tilbedere, “men den rigtige er ikke dukket op,” som hun sagde i et interview. Hun var et ukueligt menneske og elsket af alle, der lærte hende at kende. I 1912 fik hun datteren Grete og lagde ikke skjul på, at faderen var kollegaen Axel Schultz, Pantomimeteatrets Kassander, som hun betragtede som en god kammerat for en ugift moder.
- Emilie Kirstine Valborg Sannom (kaldet "Mille") var datter af styrmand og fyrbøder Fritz Emil Sophus Sannom (14-10-1854 - 1935) og Johanne Kamilla Hansen (20-09-1861 - 1936) og voksede op i en farverig Nørrebrofamilie. Da hun var 11 år gammel flyttede familien til Florida for at finde lykken. De fandt den ikke og vendte hjem 7 år senere. Hun debuterede som skuespillerinde på Dagmarteatret som 8-årig statistbarn og optrådte fra omkring århundredeskiftet ved forskellige mindre scener i hovedstadsområdet og var i 1906-07 på turné i Norge med Peter Fjelstrups teaterselskab. Teaterkarrieren blev sat kraftigt på vågeblus, da hun begyndte at filme. Emilie Sannom filmdebuterede i 1909 hos Biorama og kom i 1910 til Nordisk Film. Hun medvirkede i ca. 85 stumfilm for mange forskellige selskaber og optrådte ofte mere erotisk dristig end flertallet af hendes kolleger. I 1910 spillede hun rollen som Asta Nielsens rivalinde i Urban Gads banebrydende film "Afgrunden". Hun medvirkede i en snes film hos Nordisk 1910-11 og kom derfra til Skandinavisk-Russisk Handelshus/Filmfabriken Danmark i 1912, hvor hendes talent som "filmens uforfærdede vovehals" blev dyrket til fulde. Fra ca. 1912 specialiserede hun sig i sensationsfilm, hvor hun ofte udførte halsbrækkende numre til lands, til vands og i luften - og derfor fik titel som "Danmarks vovehals nummer et". Publikum var vilde med hende og hun blev hurtigt selskabets førende kvindelige stjerne, hvilket førte til, at man i 1915 søsatte serien "Nattens Datter", bestående af fire film, med hende i titelrollen. Den blev i 1918 fulgt op af "Panopta"-serien, hvor hun ligeledes spillede titelrollen som en kvindelig detektiv. Hun tog flyveundervisning i 1918, men fik aldrig certifikat. Det forhindrede hende dog ikke i at flyve i datidens spinkle maskiner, når lejligheden bød sig og hun udførte selv sine stunts. I sommeren 1919 lod hun sig engagere til den største kabaret i Helsingfors. I begyndelsen af 1920'erne tog h
un med Alfred Lind til Tyskland og senere Italien. Hun indspillede i Tyskland og Italien, bl.a. "La fanciulla dell'aria" (Luftens Herskerinde) fra 1922, instrueret af Alfred Lind, hvor hun boltrede sig i luftakrobatik under en flyvemaskine - uden sikkerhedsline - på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet. Fra filmkarrieren ebbede ud og indtil sin dramatiske død i 1931, ernærede hun sig blandt andet ved at optræde som luftakrobat. Hun rejste rundt i landet med sit cirkus og foretog bl.a. udspring kun iført badedragt. 1929 forfalskede hun sin dåbsattest og løj sig 6 år yngre. Det skete for at opnå myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en alder af 43 år. For øjnene af mange tusinde mennsker gik det i 1931 galt under en flyveopvisning ved Hessel herregård ved Grenå. Hun havde fået en ny faldskærm med en anden, mere lukket udløsningsmekanisme end den, hun var vant til. Faldskærmen blev ikke udløst, og hun hvirvlede 600 meter ned mod jorden og var dræbt på stedet. Emilie Sannom blev aldrig gift, men fik en datter Grete Schultz (14-04-1912) med skuespillerkollegaen Axel Schultz, som hun nærede varme venskabelige følelser for (Grethe - gift Zornig, født 1912). Foruden Emilie blev også storesøsteren Charlotte og lillesøstrene Thora og Ragnhild skuespillerinder. Blandt hendes film er: "Afgrunden", "Dødsridtet", "Ballon-eksplosionen".
Kilde: www.danskefilm.dk
|
1886 - 1931 (44 år)
[3] 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
