Jørgen Jensen Sadolin^[1]

ca. 1499 - 1559  (~ 60 år)

• Navn	Jørgen Jensen Sadolin
  Kælenavn	Vibergius
  Født	ca. 1499	Viborg Domsogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark
  Køn	Mand
  Beskæftigelse	Biskop i Viborg (første danske evangeliske biskop)
  Død	19 dec. 1559	Graabrødre Hospital Sogn, Odense Herred, Odense Amt, Danmark
  Begravet	29 dec. 1559	Graabrødre Hospital Sogn, Odense Herred, Odense Amt, Danmark
  Person-ID	I45046	My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen
  Sidst ændret	22 sep. 2023

  
  

  Far	Jens Christensen Sadolin,   f. ca. 1467, Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. ca. 1520, Viborg Domsogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark  (Alder ~ 53 år)
  Mor	Marine Nielsdatter,   f. 1471, Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. Ja, dato ukendt
  Gift	1498	Domkirken, Viborg Domsogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark
  Familie-ID	F12597	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 1	Marine Ibsdatter Hegelund,   f. 1505, Skive Sogn, Hindborg Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. 1545  (Alder 40 år)
  Børn	+ 1. Jacob Jørgensen Sadolin,   f. 20 mar. 1528, Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. 1583, Snøde Sogn, Langeland Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark  (Alder 54 år) + 2. Hans Jørgensen Sadolin,   f. 20 mar. 1528, Viborg Domsogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. nov. 1600, København-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark  (Alder 72 år)   3. Povl Jørgensen Sadolin,   f. 1530 + 4. Cathrine Jørgensdatter Sadolin,   f. 1540, Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark ,   d. 3 jul. 1589  (Alder 49 år)
  Sidst ændret	1 aug. 2018
  Familie-ID	F12595	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 2	Elsebeth Lauritsdatter,   f. Roskilde-, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark ,   d. 5 mar. 1588
  Gift	1547
  Børn	1. Marine Jørgensdatter Sadolin,   d. Ja, dato ukendt   2. Theodor Jørgensen Sadolin,   d. Ja, dato ukendt   3. Anne Jørgensdatter Sadolin,   d. Ja, dato ukendt   4. Lavrits Jørgensen Sadolin,   d. Ja, dato ukendt   5. Sofie Jørgensdatter Sadolin,   d. Ja, dato ukendt
  Sidst ændret	1 aug. 2018
  Familie-ID	F20591	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

• Billeder

  Jørgen Jensen Sadolin

  
  

  Heraldik

  Mindst én nulevende person er knyttet til dette - Detaljer er udeladt.

  
  

• Notater

  Sadolin, Jørgen Jensen, o.1499-1559, Biskop, var født i Viborg, hvorfor han undertiden skrev sig Vibergius, medens Navnet Sadolinus ikke brugtes af ham selv, men synes lavet af hans ...Søn med Hensyn til, at Familien, der stammede fra Mors, i ældre Led havde baaret Navnet Sadelmager. Hans Fader hed Jens Christensen, Moderen Marine Nielsdatter. Faderen skal have været Vicarius ved Viborg Domkirke og blev, som det synes, senere Kannik sammesteds. Efter den Tids Forhold kunne Forældrene altsaa næppe have været ægteviede, hvad S.s kirkelige Modstander Poul Helgesen senere gjorde til Sønnens Brøde. Om dennes Ungdom savnes for øvrigt Efterretninger. Vi træffe hans Navn første Gang, da han i. Dec. 1526 af Kong Frederik I fik Tilladelse til at bosætte sig i Viborg og der «læse og læse lade, hvad som nyttigt kan være, for unge Personer, som formaa at kjøbe deres Kost, dog ikke for de Personer, som formaa og ville være udi Universiteter». Foruden de sædvanlige Borgerrettigheder tillagdes der ham Frihed for kongelige Skatter og «Bys Tyngsel udi alle Maader». Han kaldes ved denne Lejlighed «Mester» og havde vel erhvervet Graden udenlands, hvor han vistnok ogsaa var vundet for Reformationen, hvis uforfærdede Talsmand han siden blev, i det han stillede sig ved Hans Tausens Side i Arbejdet for Evangeliets Udbredelse i Viborg. Det var ikke en almindelig Børneskole, S. oprettede, men, som det synes, en Præsteskole, om end i det smaa, medens han samtidig ved Udgivelsen af enkelte danske Salmer og ved Oversættelse af religiøse Smaaskrifter søgte at fremme Reformationens Sag. Især kan mærkes hans Gjengivelse paa Dansk af et Skrift af Luther om Ægteskabet (Viborg 1530). Inden Hans Tausen 1529 forlod Viborg, ordinerede han S., der blev Præst ved Sortebrødrekirke sammesteds, som Munkene havde maattet opgive. Blandt de evangeliske Prædikanter eller Fripræster, der mødte ved Herredagen i Kjøbenhavn 1530 for at forsvare den nye Lære, indtog S. en fremragende Plads. Efter sin Hjemkomst til Viborg udgav han en i historisk Henseende vigtig Beretning om Forhandlingerne, i det han derhos i skarpe Ord udtalte sin Dom over Prælaternes formentlig ubillige Fordringer og utilbørlige Adfærd under Mødet (paa ny udg. 1885). S.s reformatoriske Virksomhed forlagdes senere til Fyn, vistnok efter Kong Frederiks Ønske og med den udvalgte Biskop Knud Gyldenstjernes Samtykke. I alt Fald paalagde Kongen 1532 Prioren i St. Knuds Kloster at give S. Bolig og Underhold i Klosteret samt udbetale ham en aarlig Løn af 40 Mark. S. betegner sig selv som Biskoppens Medhjælper i Ordet («adjutor in verbo»), og da Gyldenstjerne snart efter forlod Stiftet for at overtage Anførselen over den Flaade, der afsendtes til Norge i Anledning af Christian II's Indfald i Landet, saa fik S. frie Hænder til at virke for Reformationen, som han kunde bedst. Paa Landemodet i Odense 27. Maj 1532 forelagde han da i den fraværende Biskops Navn Stiftets forsamlede Præster en (senere udgiven) Oversættelse af Luthers Katekismus (dog uden Nævnelse af Luthers Navn), ledsaget af en indtrængende Formaning til dem om at tage sig af den forsømte Børnelærdom samt en Anvisning om Fremgangsmaaden, de burde følge, for at indprente den i Katekismus indeholdte Lære i Ungdommens Sind og vise dens praktiske Anvendelse til Fremme for det kristelige Liv. Tillige antydedes, at der senere skulde anstilles Prøve angaaende Præsternes Indsigt i en Række nærmere opgivne Lærestykker. Det er et mærkeligt Skrift, der staar højt i den danske Reformationslitteratur, og dets Forelæggelse for Odense Stifts Præsteskab maatte give alle Evangeliets Venner Mod til at virke i den lutherske Oplysnings Tjeneste, medens det samtidig vakte saa stærk en Harme hos Papismens Tilhængere, at de, sohi det synes tilskyndede af den bispelige Generalvikar Niels Poulsen, stiftede en Sammensværgelse mod S. af saa truende Art, at han fandt det raadeligt at modtage det Tilbud, den gamle, afgaaede Biskop Jens Andersen (Beldenak) gjorde ham, om indtil videre at søge et Fristed hos ham paa Bispeslottet Kjærstrup paa Taasinge. Efter Knud Gyldenstjernes Hjemkomst lod denne anstille en Religionsdisputats mellem S. og ovennævnte Niels Poulsen, og da S. blev Sejerherre, paalagdes der Generalvikaren en Bøde for hans Adfærd. Sin i reformatorisk Henseende betydningsfulde litterære Virksomhed fortsatte S. ved 1533 at udgive den første danske Oversættelse af den augsburgske Bekjendelse [Se foto]. Hvorledes det er gaaet ham i de for de evangeliske Prædikanter saa vanskelige Tider efter Frederik I's Død, er os ikke bekjendt. Vi møde ham først efter Grevefejdens Afslutning 1536, da han som Prædikant ved Frue Kirke i Kjøbenhavn (hvad han mulig allerede har været under Belejringen) modtog et kongl. Beskjærmelsesbrev og forlenedes med et Vikariat ved samme Kirke. Efter at have deltaget i Forhandlingerne om Kirkeordinansens Affattelse kaldedes S. til Superintendent i Fyns Stift og indviedes 2. Sept. 1537 af Dr. Joh. Bugenhagen. Som evangelisk Biskop i Odense udfoldede S. en betydelig Virksomhed for at bringe Kirkevæsenet i det den Gang vidtstrakte Stift i Overensstemmelse med de i Ordinansen foreskrevne Regler. Særlig fortjener han Paaskjønnelse for sit Arbejde med at skaffe Kirker, Præster, Skoler og Hospitaler de fornødne Midler til deres Bestaaen, efter at den Rigdomskilde var hentørret, som i den katholske Tid saa rigelig havde tilflydt disse Formaal gjennem Betalingen for Sjælemesser. Over for Papismens talrige Levninger i Kirker og Klostre ligesom i Folkelivet indtog han en fast, men dog rolig og besindig Holdning. Det Maadehold, han viste over for de gamle Brødre i St. Knuds Kloster, paadrog ham endog saa stærke Angreb fra 2 puritanske Præstemænd i Odense, Laurids Helgesen og Christoffer Mikkelsen (s. VII, 293 og XI, 326), at han nødtes til ved Rettens Midler at værge sig imod de ubeføjede Beskyldninger for Leflen med Papismen, som de med fanatisk Voldsomhed udslyngede imod ham. Hans forstandige Forslag til Oprettelse af et Domkapitel i evangelisk Stil i Odense lykkedes det ham des værre ikke at faa gjennemført. Derimod fik han det gamle Præstekalent for Odense By og Herred rekonstrueret saaledes, at det kunde tjene til Fremme for Kirkelivet og være et Mønster for lignende Foreninger i andre Dele af Stiftet. I det hele maa det siges, at S. har været en virksom og duelig kirkelig Tilsynsmand, om det end skal være gaaet tilbage for ham i hans sidste Tid, da han var hjemsøgt af Legemssvaghed og, som det etsteds antydes, endog havde mistet Synet. Han holdt dog endnu Ligtale over Christian III i St. Hans Kirke i Odense i Febr. 1559. Selv døde han 19. Dec. s. A. -- S. var 2 Gange gift: 1. (o. 1527) med Marine Ibsdatter Hegelund fra Skive; 2. (1547) med Elsebe Lauridsdatter fra Roskilde, der overlevede ham i mange Aar og døde 1588. Blandt hans talrige Børn kan især mærkes den ovfr. nævnte M. Hans Jørgensen S. Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. IV. H. F. Rørdam. Fra slutningen af den katolske periode bør endelig nævnes det første trykte medicinske værk på dansk, et lille skrift om behandling af den engelske svedesyge som måske er forfattet af biskop Jørgen Jensen Sadolin (1499-1559) og som udkom i 1529. Vi kender til værkets eksistens, men der findes ingen bevarede eksemplarer. (HELGE KRAGH Den katolske middelalder (ca. 1050-1540)) Glimt af kirkens historie - [i uddrag] ...katolicismen blev stærkt svækket i 1520erne efter Luthers opgør med den katolske kirke, og ligesom i de andre danske byer, ønskede den indflydelsesrige borgerstand at gennemføre en reformationen af kirkelivet. Den fandt sted i Skt. Knuds Kirke i 1532, da bispens stedfortræder, Jørgen Jensen Sadolin, hvis epitafium ses i det sydlige kirkeskib, indkaldte stiftets præster til landemode i Skt. Knuds Kirke, hvor han beordrede dem på knæ medens han prædikede over en fordansket udgave af luthers katekismus. Så fredeligt foregik den store kirkefornyelse i Odense, men inden Danmark kunne kaldes protestantisk, skulle landet gennem en blodig krig, Grevens fejde, der afsluttedes i 1536. Danmarks første reformationskirke - Dagen efter reformationens indførelse den 30. oktober 1536 udsteder Chr. den III kongebrev til beboerne på Avernakø om, at de må bygge egen kirke og ansætte egen præst [uddrag] I 1538 kom Fyns biskop Jørgen Jensen Sadolin og stiftslensmands Erik Krummedige på visitatsrejse til Faaborg for at kontrollere, at reformationen var gennemført på ordentlig vis. De drøftede også sognedannelsen på Avernakø. Kongens tilladelse kunne de ikke komme udenom, men under pres fra Faaborg-præsten traf de afgørelse om, at øboerne fortsat skulle betale præsten i Faaborg “8 ørtrug korn årlig (1 ørtrug = 10 skæpper rug eller 12 skæpper byg eller 20 skæpper havre). Men den aftale holdt kun et år. I juli 1539 kom Christian den III til Faaborg, hvor han udstedte et nyt kongebrev, der fritog Avernakø for at betale afgift til præsten i Faaborg, fordi de “ikke ydermere skal være forpligtet til at søge Faaborg kirke”. Dermed kunne beboerne på Avernakø samle sig om den for det lille, fattige samfund enorme opgave at bygge kirke og ansætte egen præst og degn - samt finde bolig til dem. GRAVSTEN: Sankt Knuds kirke: Gravsten i søndre sideskibs 6.fag over biskop Jørgen Jensen Sadolin (død o.1559), gravstenen stammer fra den nedlagte Gråbrødre kirke Kjøbenhavn - kap. V Kbhvn., Thiele, 1887 Carl Bruun (1846-99) Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål. FEMTE KAPITEL. Reformationsbevægelsen i Kjøbenhavn. [137] Christiern den Andens Forsøg i Aaret 1520 paa at skaffe den lutherske Lære Fremgang i Kjøbenhavn var strandet; Martin Reinhard forlod Staden under Mængdens Hujen og Almuens Spot, Tiden syntes ikke moden til den store Omvæltning, og de politiske Uroligheder bortledede Tankerne fra Kirken og dens Forhold. Den katholske Geistlighed var dog strax opmærksom paa Bevægelsen, der truede fra Sydgrændsen, og søgte Midler imod den; Biskoppernes Frafald fra Kong Christiern var efter deres eget Udsagn væsentlig begrundet i dennes Sympathi for aabenbare Kjættere, og de søgte i Frederik den Førstes Haandfæstning saavelsom i et Forbund med Adelen en Støtte mod den Storm, som de forudsaa ikke vilde udeblive. Den udeblev heller ikke, men kom endog overraskende hurtigt. Kirkens Misbrug havde gjort Jordbunden modtagelig; lidt efter lidt, halv umærkelig banede den nye Lære sig Vei; Menigmand, der forhen havde været ligegyldig, blev vaagen, Luthers Navn kom paa Alles Læber, hans Skrifter fandt Vei til og bleve læste i Danmark, og hvad der var af endnu større Betydning: videlystne Studerende og Adelsmænd begave sig til Wittenberg for af Reformatorernes egen Mund at høre Evangeliets Sandheder og udspredte dem da videre ved deres Hjemkomst, Det maa strax fremhæves, at Kjøbenhavn ikke spiller Hovedrollen ved Reformationsbevægelsen i Landet; Viborg og Malmø gik foran og vare de to Brændepunkter, hvorfra den lutherske Lære forplantede sig videre. Det er værd at lægge Mærke til, at endnu i 1524, da Kampen allerede var aabnet trindtom i Landet, havde Borgmestre, Raad og menige Almue i Kjøbenhavn Intet imod i deres Fæstebreve til Kapitlet at forpligte sig til "af yderste Magt at afværge og imodstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse" (smlgn. S. 122). Men et Par Aar efter, i Sommeren 1526, var Bevægelsen naaet Kjøbenhavn, om end kun de første svage Dønninger. Der blev formodentlig prædiket paa offentlige Steder af Lægprædikanter, Borgerne drøftede de forskjellige Anskuelser, og i Frue Kirke hørtes pludselig en Geistlig, der aabent tog Ordet for den evangeliske Lære. Det var Klaus Mortensen Tøndebinder fra Malmø, som laa og studerede ved Universitetet, og som benyttede Leiligheden til at gjøre Propaganda for Luthers Læresætninger. I kort Tid samlede han en talrig Tilhørerkreds, men da det gik op for den katholske Geistlighed, hvad det egentlig var, han lærte, gjorde Biskop Lage Urne i Roskilde kort Proces med ham og forbød ham at prædike i Roskilde Stift. Samtidig blev det imidlertid Evangeliets Venner klart, at Kong Frederik paa ingen Maade var ugunstig stemt imod dem. Man vidste, at hans Søn og Johan Rantzau - der begge havde overværet den navnkundige Scene i Worms, da Luther traadte frem for Rigsdagen - saavelsom Rigets Hovmester Mogens Gøye vare Tilhængere af "Guds rene Ord og Evangelium", men Kong Frederik havde hidtil af politiske Klogskabsgrunde forholdt sig neutral. Nu da hans Regimente var mere grundfæstet, tog han ikke i Betænkning at vise sit sande Aasyn; paa Herredagen i Kjøbenhavn 1526 vakte det saaledes stor Opsigt, at Kongen spiste Kjød om Fredagen, altsaa traadte Kirkens Fasteregler under Fødder, saavelsom at Mogens Gøye nød Nadverens Sakramente under begge Skikkelser. Den 29de August blev Poul Helgesen kaldt op paa Slottet, for efter Kongens Ønske at udtale sin Mening offentligt om den lutherske Sag. Netop samme Dag for fire Aar siden, var han falden i Unaade hos Christiern den Anden paa Grund af en Prædiken paa Slottet (se S. 104); han skulde gjøre ligesaa ubehagelige Erfaringer nu. Da han kjendte Hoffolkenes Stemning, begjærede han Leide, hvilket ogsaa blev ham tilstaaet, hvorpaa han - som han selv siger - med "temmelig Frihed" sagde sin Mening om Luther, idet han dog, sin mæglende Stilling tro, indrømmede, at der var Feil paa begge Sider. Paa selve Slottet blev han ikke forulempet, skjøndt hans Betragtninger neppe have vundet Bifald, men saasnart han var kommen udenfor Porten, blev han haanet og bespottet af Soldaterne; Mogens Gøyes Nar forfulgte ham med dragen Sabel, og Knægtene raabte efter ham, at han var bestukken til at bespotte Christus og Guds Ord og kaldte ham en Ulv og Sjælemorder, en Hykler og Bedrager. "Saaledes holdt den Tids Fyrster deres Ord, saaledes holdt man Geistlige i Ære", skriver Lektor Poul selv i den Skibyske Krønike. Et Par Maaneder efter tilkastede Kong Frederik de danske Biskopper Handsken ved at udstede et Beskjærmelsesbrev for Mester Hans Tausen i Viborg. Paa Herredagen i Odense indførtes der Trosfrihed, og herved var Reformationens Seir i Grunden allerede sikkret. Medens Kampen førtes omkring i Landet med Pen og Mund, med Skjældsord, Haan og Vold, medens Munke og Nonner forlode deres Klostre frivilligt eller bleve udjagne, og Præsterne indgik Ægteskab, medens de større Byer den ene efter den anden sluttede sig til Bevægelsen, havde Reformationen kun ringe synlig Fremgang i Kjøbenhavn, fordi den daværende Biskop i Roskilde, Lage Urne forstod at holde den nede. Ved sin sjeldne Lærdom, udmærkede Dygtighed i Statsforretninger og sin Retskaffenhed havde han vundet et anset Navn blandt alle Samfundsklasser og stod i Virkeligheden som det stærkeste Bolværk for den katholske Lære. I Egenskab af Universitetets Kantsler udøvede han stor Indflydelse paa Ungdommen, og kunde han end ikke holde Paavirkningen fra den triumpherende Reformation ude, eller hindre den i at arbeide sig frem i det Skjulte, indses det let, at netop her, hvor den katholske Geistlighed udfoldede sin største Glands og havde sit Hovedkvarter, maatte dens Modstandskraft være størst. Frands Vormordsens Forsøg paa at efterligne Klaus Mortensen Tøndebinders Optræden og indsmugle den nye Lære under Paaskud af at ville forsvare den gamle, mislykkedes fuldstændigt; han blev af Kannikerne dreven ned af Prædikestolen i Frue Kirke, og maatte rømme til Malmø, hvor han senere spillede Magister Hans Tausen, Biskop i Ribe, en fremragende Rolle. Men ved Lage Urnes Død i April 1529 blev Kjøbenhavn pludselig kastet med ind i Bevægelsen, og den fik saa hurtigt Overhaand og antog i kort Tid en saa lidenskabelig Charaktér, at Jordbunden maa have været godt forberedt. Kong Frederik beskikkede Joachim Rønnow til Biskop i Roskilde Stift, uden Tvivl fordi han mente i ham at finde et villigt Redskab. Dog brugte han den, som det snart viste sig, vel grundede, skjøndt ikke synderlig virksomme Forsigtighed at foreskrive den nye Prælat Betingelser, som idetmindste skulde hindre ham i at modarbeide Reformationen. Kort efter, i August 1529 kaldte Kongen Hans Tausen til Sognepræst ved Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, som det synes af egen kongelig Magtfuldkommenhed uden Begjæring af Menigheden og uden Bispens af Loven foreskrevne Indvielse. Saalænge Frederik den Første levede, havde dette vel Intet at betyde, men efter hans Død blev netop den Anklage reist mod Tausen, at han havde bemægtiget sig Nikolai Kirke, vanhelliget den med kjætterske Taler, ja, da han i en Forsamling af Geistlige krævedes til Regnskab herfor, havde ladet sin skamløse Mund strømme over af Forsmædelser. Man ser heraf, at der strax er blevet gjort frugtesløse Forsøg paa at standse Hans Tausens Virksomhed, og at han overhovedet har mødt megen og heftig Modstand. Ikkedestomindre flokkedes Almuen om ham, og snart blev Staden Skueplads for det, Poul Helgesen kalder "den reformatoriske Rasen". Denne ligesaa begavede som voldsomme Modstander af Evangeliets Forkyndelse kalder Tausen "Fænnikedrager (Fanebærer) for det ganske Lutheri i Danmarks Rige", og siger, at saasnart han var kommen til Kjøbenhavn, "voxede Ondskaben saaledes, at denne Stad, der før standhaftig havde elsket og holdt fast ved Fromhed og Gudsfrygt, nu blev al Ugudeligheds og Skjændsels mest forbryderske Hule, thi den forførte, raa og uvidende Almue rasede med saadan Afsindighed og Forbittrelse mod Kirkernes Helligdomme, at den ikke alene omstyrtede Helgenernes Billeder, men ved gruelige Forsmædelser vanærede det høitidelige Messeoffer og tilsidst gik ligesaa vidt i sin Ugudelighed som de mensvorne Malmøboer og de afsindige Viborgere." Hans Tausen indførte dansk Psalmesang i Nikolai Kirke, som Rørdam siger, til stor Glæde for Menigheden, som derved fik Leilighed til en hidtil ukjendt Selvvirksomhed ved Gudstjenesten, og til ikke mindre Forargelse for Poul Helgesen, der ikke fandt den stemmende med Stedets Værdighed og Hellighed og med Beklagelse saa den herlige Chorsang forsvinde. Han fandt det stridende mod St. Pauls Bud, at Kvinder "kvæde og klynke med Noder og Lader, som mere have Fadson efter Springeviser end hellige Psalmer og Lovsange", og mente, at selv om det kunde tillades at synge Noget paa Dansk før eller efter Messen, "da skulle de skikkes dertil, som kvemme ere baade af Røst og Kunst, paa det at christne Templer ikke skulle have Skraal og Vraal for skikkelig og gudelig Sang". Den danske Prædiken fandt heller ikke hans Bifald; han siger, at det umuligt kan røre Folket "at høre en Kjætter udi en Prædikestol, der springer og skræpper, raaber og skjænder, og forbistrer undertiden en hel Menighed fra Vid og Skjel, Sind og Forstand". Forresten forandrede Hans Tausen i Begyndelsen saa lidt som muligt paa de gamle Kirkeskikke; endnu i Slutningen af 1530 erklærer han, at han har bibeholdt alle de overleverede Ceremonier ved Messen: Sakramentets Opløftelse, Messeklæder, Lystænding o. s. v. for ikke at give Forargelse i Noget, han ansaa for uvæsentligt. Man maa paa dette Tidspunkt tænke sig Stemningen i Kjøbenhavn som overordentlig lidenskabelig og ophidset - Bevægelsen greb stedse videre om sig i alle Samfundskredse, og den religiøse Fanatisme slog ud i lys Lue. Alles Tanker dreiede sig kun om det store religiøse Spørgsmaal. Gemytterne bleve enten grebne af Begeistring over den nye Lære eller vendte sig med Afsky bort fra den; Mand stod mod Hustru, Familie mod Familie, Prædikant mod Prædikant; man overdængede hverandre med Skjældsord, Haan og Spot, forkjættrede hverandre fra Prædikestolene eller gav sit Had Luft i Flyveskrifter, Satirer, Paskiller og Smædeviser. Katholikerne følte, at de kjæmpede for deres Existents, og værgede sig af yderste Evne og med stigende Forbittrelse; Lutheranerne vare den angribende Part og følte sig stærke ved den Støtte, de fandt hos Kongen samt hos en stor Del af Adelen og Almuen, der vistnok drømte om at blive alt Præsteherredømme kvit. Lidt efter lidt antog Bevægelsen en revolutionair demokratisk Charaktér, der ængstede Magthaverne; det maatte snart blive dem indlysende, at den nye og gamle Gudstjeneste ikke kunde bestaa fredeligt ved hinandens Side. Hans Tausens Exempel var blevet fulgt af hans Meningsfæller, thi allerede i Begyndelsen af 1530 havde Staden fire evangeliske Prædikanter, formodentlig i de tre Sognekirker: S. Peder, S. Nikolai og S. Klemens, medens Frue Kirke endnu var i Katholikernes Magt. Det feiler ikke, at Striden hurtigt antog en farlig Skikkelse og slog ud i Haandgribeligheder og Tumulter, der vare saa meget mere betænkelige, som den landflygtige Konges Bestræbelser for at gjenvinde Thronen bestandig hang som en truende Sky i Horizonten. I Januar 1530 fandt Kong Frederik Anledning til at sende Magistraten og menige Borgere i Kjøbenhavn en Skrivelse, hvori han formanede dem til Samdrægtighed og opfordrede dem til "strax at aflægge og underslaa saadan Tvedragt, Uenighed og Mytteri, som nu er foretaget iblandt Eder", en Yttring, hvoraf det øiensynligt fremgaar, at det maa være kommet til blodige Sammenstød. Nogle Maaneder senere mødte Rigets Hofmester, Mogens Gøye, der var overmaade populair i Kjøbenhavn, samt nogle Rigsraader og Kongens Sekretair Johan Friis i Staden for at høre Borgernes Klager og Fordringer; ved denne Leilighed tilgav Kongen et Overgreb, der var sket paa Bytinget, idet nogle Borgere med Magt havde taget en Anklaget fra Byfogdens Folk, en Handling, som ialfald viser, at en lovløs Aand begyndte at faa Indpas. Almuens Had vendte sig først og fremmest mod Munkene, hvis Udskeielser og Lediggang alt længe havde været et yndet Stof for Prædikanterne og Satireskribenterne. Det siges udtrykkelig, at det var Hans Tausens Prædiken, som især bidrog til at lægge Graabrødreklostret og S. Klare Klostret i Kjøbenhavn øde. Af det mærkelige originale danske Skrift fra Reformationstiden "Peder Smed og Adser Bonde" faar man et klart Begreb om Menigmands Opfattelse af Munkevæsenet, der fremstilles som et papistisk Paafund, sigtende til Vellevnet og Dovenskab og udelukkende baseret paa Løgn og Bedrageri. Menigmand maa ikke æde Smør, Kjød eller Flæsk i Fastetiden, men Munkene "have nok baade Sild og Aal, og Smør tilmed i deres Kaal"; de æde saaledes "at Bugen struder", og lægge sig derpaa til at sove, for "at den Bugværk skal forgaa". Om Aftenen æde de Spegelax, drikke sig en Rus og gaa i Seng med deres Kjære, hvilket de kalde "vel fastet". De løbe omkring og trygle fra Bonden alle hans Ting, Korn og Oste, Gaas og Lam; i deres Klostre have de kosteligt udsmykkede Stuer, som hellere burde være et Kongesæde end "en Sti at fede saa fule Skalke udi": "Derfore siger jeg Eder saa, lader de Munke uden staa. Have I Noget at bjerge Eder med, beholder det selv, jeg siger Eder det. Forlader Eder ikke paa deres Sang, Eller paa deres lange Kirkegang. Messer eller hvad det være maa, ingen Hjælp kunde I deraf faa. Det hjælper dem Intet, som saadant gjøre, Jeg raader Eder, om I ville mig høre: Giver dem Intet, da gjøre I vel, fordi de ville forraade Eders Sjæl." Dette Raad blev troligt fulgt, og tilsidst turde Munkene ikke længere gaa omkring i Termin og indsamle Gaver, ja end ikke vise sig paa Gaderne. Da Kilden til deres Velstand med Et stoppede, førte de en Tidlang en kummerlig Tilværelse, indtil de enten fortrak frivilligt eller bleve udjagne med Magt. Midt i Februar skjænkede Kong Frederik Karmeliternes Gaard i Kjøbenhavn, det nuværende Valkendorfs Kollegium, til Knud Gyldenstjerne; saavidt man kan se, stod Gaarden da forladt og tom; dog fik Gyldenstjerne Befaling til at affinde sig i Mindelighed med de muligt tilbageblevne Brødre. Graabrødreklosteret blev ophævet i Dagene mellem den 25de og 30te April; de nærmere Omstændigheder herved kjendes ikke, da den samtidige katholske Krønike om Graabrødrenes Udjagelse af Danmark netop for Kjøbenhavns Vedkommende har en Lakune. Saameget er imidlertid sikkert, at Klostrenes Sekularisation ikke er foregaaet uden Voldsomheder, og at Omvæltningen overhovedet ikke har havt en saa fredelig Charaktér, som man hidtil har været tilbøielig til at tro. I et Dokument udstedt af Broder Hans Bruun, Minister og Øverste over alle Graabrødreklostre i Danmark, Guardianen i Graabrødreklostret i Kjøbenhavn, Broder Bernardinus samt Viceguardianen sammesteds, kan man mellem Linierne læse en forsigtig og undertrykt Klage, et Slags Antydning af, at alvorlige Begivenheder ere gaaede forud for Klostrets Overgivelse. "Efterdi vi - hedder det nemlig i Aktstykket - ere aabenbarlige nødte til for mange svare Sagers Skyld, og menige Mand i Kjøbenhavn ikke vil lide os her for den Leilighed, som nu paafærde er, og vi ere indelukte og ei maa gaa i Termin eller bede om Guds Almisse: for saadanne Sager og andre flere, da have vi alle samdrægteligen forladt (overgivet) ærlige og velfornumstige Mænd, Borgmestre, Raadmænd og menige Borgere i Kjøbenhavn alt vort Kloster i sammesteds, og sammeledes hvis Klenodier som der er, paa vor naadige Herre Konges Vegne, som tilforn registreret er." Det vides forresten af andre Kilder, at 8 af Munkene, der "kunde Embede" i.e.: vare duelige som Haandværkere, nedsatte sig som Murmestre, Tømmermænd, Glarmestre, Skrædere og Skomagere, giftede sig og fik Borgerskab i Byen, hvorhos Raadet og Almuen efter Evne støttede dem ved Anskaffelsen af Husgeraad, Værktøi og "Andet, som dennem gjordes Behov at begynde med." I det af Kong Hans og Dronning Christine stiftede S. Klare Kloster forblev Nonnerne foreløbig, indtil den paafølgende Beleiring og Reformationens endelige Seir gjorde Ende paa alt Klostervæsen. Da Lægsøstrene og de saakaldte Terminsøstre, der gik omkring og indsamlede Almisser, allerede i 1531 forlod Klostret, og dettes Indtægt saagodtsom udelukkende bestod af milde Gaver, har Klarissernes Stilling dog neppe været misundelsesværdig; de have sikkert baade kjendt Sult og Kulde. Endelig omdannedes de tre katholske Hospitaler: Hellig aandshuset, S. Jørgens og S. Anne Hospitaler, der havde været formelige Klosterregler undergivne, til en verdslig Stiftelse, der fik Navnet: Almindeligt Hospital, og hermed var faktisk alt Klostervæsen i Staden afskaffet. Hvad der vistnok i ikke ringe Grad bidrog til, at den reformatoriske Bevægelse udviklede sig med saa rivende Hurtighed i Kjøbenhavn, var den Omstændighed, at Magistraten i sin Midte havde et Medlem, som ikke blot var en ivrig Tilhænger af Luthers Lære og den landflygtige Konge, men tillige var en Mand med en Energi og Hensynsløshed, der ikke gøs tilbage for Voldsomheder. Oprindelig var hverken Borgmestre eller Raad særligt udprægede Venner af den nye Lære; de optraadte ialfald med Besindighed og Maadehold og indsaa fuldtvel Faren ved en pludselig radikal Omvæltning. Deres Bestræbelse gik ud paa at forsone det Gamle med det Nye, mildne og udjevne Modsætningerne og overhovedet bevare deres By for blodige Sammenstød mellem Borgerne. Frederik den Førstes Benaadning af 1526, ved hvilken de menige Borgere fik Ret til selv at keise Borgmestrene (smlgn. S. 124) satte vel Lutheraneren Peder Kempe, en afgjort Tilhænger af Christian den Anden, ind i Raadet, men saalænge han stod alene, formaaede han ikke at sætte Noget igjennem overfor sine besindigere Kolleger. Han var en rig og anset Borger; under Beleiringen af 1523 havde han forstrakt Henrik Gøye med betydelige Summer; hans Navn findes under Kapitulationen, men han var, da han blev Borgmester, allerede en ældre Mand og som saadan neppe tilbøielig til meget vidtgaaende Skridt. Anderledes blev Forholdet, da Lutheraneren Ambrosius Bogbinder i 1529 valgtes til Borgmester. Han var Søn af den landflygtige Konges Opdrager og Ven, Hans Meisenheim Bogbinder, og havde i sin Faders Hus sluttet Venskab for Livet med den Fyrste, hvis Legekammerat han og hans Broder havde været. Efter Faderens Død arvede de to Sønner det stadselige Hus paa Høibrostrædes østre Side, hvor Kong Hans og Christiern den Anden havde tilbragt saa mange Timer (smlgn. S. 84); Ambrosius eiede desuden en Gaard i Kødmangerstræde (Kjøbmagergade). Han stod i stadig Forbindelse med Christiern den Anden, ja havde endog i 1526 aflagt et Besøg hos denne i Lier, saaledes at han i de danske Magthaveres Øine maatte være en mistænkelig Person. Naar han ikkedestomindre kunde blive Raadmand og Borgmester, viser det, at hans Anseelse og Indflydelse var stor. Broderen Hans Bogbinder, der blev den første Bogtrykker i Rusland, tilbragte Størstedelen af sit Liv i Udlandet, hvor han med exempelløs Opoffrelse arbeidede for den landflygtige Konges Sag; hans Virksomhed falder saaledes udenfor Danmarks Grændser. Efter Alt, hvad der oplyses om Ambrosius Bogbinder, var han en lidenskabelig og voldsom Natur, der foretrak skarpe Midler fremfor Krogveie, og hvis hele Aandsretning mindede om Christiern den Andens. Saasnart han var bleven Borgmester, voxede de lutherske Prædikanters Fordringer; de vare nu ikke længere tilfredse med at blive taalte; de vilde, at den katholske Gudstjeneste helt skulde afskaffes, saa at Evangeliet kunde blive eneraadende. Med Bispen i Roskilde, Joachim Rønnow antog Striden en akut Charaktér, da han nægtede Tilladelse til, at en luthersk Præst Hr. Mads maatte prædike i Frue Kirke, og der indtraadte en formelig Krigstilstand mellem Borgerne og den geistlige Herre. Rønnow lagde Krigsfolk udenfor Stadens Porte, og afspærrede al Tilførsel; Borgerne truede og rasede for deres Vedkommende og klagede formodentlig til Kongen. Magistraten afholdt et stormende Møde i denne Anledning, hvor Ambrosius Bogbinder især tog Bladet fra Munden. Han sagde, "at han vidste 300 Borgere paa sin Haand, der vare besvorne med ham", og at de vel nok fik en anden Herre, der vilde hjælpe dem, ifald Kong Frederik ikke vilde, hvorhos han tilføiede, at "han befrygtede, at den Prædikanter skulde mere prædike Kong Christiern til Gode end vor naadige Herre". Disse Yttringer, der ikke vare langt fra at være høiforræderske, gik foreløbig upaatalte hen, men kostede senere Ambrosius hans Stilling. Striden med Bispen blev vistnok foreløbig ordnet ved et Forlig, der bestemte, at Prædikanterne frit kunde benytte Byens Sognekirker undtagen netop Frue Kirke; Joachim Rønnow havde saaledes seiret paa dette Punkt. Imidlertid blev det Katholikerne klart, at Striden maatte udfægtes paa anden Maade end hidtil, hvis den ikke skulde ende med totalt Nederlag. Ifald det kunde lykkes dem at bevise, at den nye Lære saa langt fra at være Guds rene Ord og Evangelium var Kjætteri, vilde den verdslige Magt ikke kunne nægte sin Bistand til Kjætteriets Undertrykkelse. De begjærede derfor at "komme Prædikanterne til Ords", og Kong Frederik føiede dem heri og stævnede baade dem og deres Modstandere til den Herredag, som den anden Juli traadte sammen i Kjøbenhavn. Her mødte 21 fremragende Prædikanter fra alle Dele af Riget, og sammenfattede under Tausens, Sadolins og Lauridsens Ledelse deres Lære i 43 Artikler, som bleve overrakte Kongen, hvorhos de benyttede Leiligheden til at reise en voldsom Agitation. Der blev prædiket to Gange daglig i Helligaands Hospitals Kirke, og efterhaanden blev Stemningen mod Katholikerne overordentlig ophidset. Disse laa iøvrigt heller ikke paa den lade Side; de havde samlet deres dygtigste Mænd i Staden, deriblandt Poul Helgesen og den tydske Doctor Stagefyhr, som tilligemed nogle andre "fremmede Doctores, Mestere og Munke", var hentet til Undsætning fra Tydskland, skjøndt han ellers er en ganske ubekjendt Person. Kjøbenhavns Borgere synes at have været særlig harmfulde paa de Fremmede; der udkom Smædeviser mod dem, som endog bleve sungne paa Gaderne af Børn; en af dem bærer Titlen: "En Vise om Guds Ords Modstandere og Fjender, som vare forsamlede i den Herredag i Kjøbenhavn og besynderlig om den Doctor, som kaldes Staagefyr". **Jørgen Sadolin** kalder ham en "Kompan" og siger, at "han gik saa længe og trabede, at Børn kvad Viser om ham"; hans Fæller betegnes ved den kuriøse Benævnelse: "ægyptiske Jordemoderer". "Nei, nei - hedder det - der hører fast Andet til at dømme mellem Sandhed og Kjætteri end have en Prælatis, Mesters eller Doctors Titel og Navn, som er kjøbt for Guld og Penninge, Villie og Venskab i Domkirker i Aristotelis og Sophisteres Skoler". Et Øieblik saa det ud til, at det skulde lykkes Katholikerne at standse den lutherske Prædiken i Staden, thi der blev udstedt et Forbud herimod, men to Dage efter tog Kongen det tilbage, eller som **Jørgen Sadolin** udtrykker sig: "paa den tredie Dag opstod den Herre Christus vældig og herlig nok med sin Sag igjen", og der blev nu prædiket fire Gange hver Søgnedag og tolv Gange hver Søndag "allevegne i Byen". Følgen heraf viste sig snart. Fra Prædikestolene tordnede de Lutherske mod det Gamles Forsvarere, "provocerede og trassede dem" for at bruge deres egne Udtryk, og snart bleve Forholdene saa alvorlige, at Katholikerne ansaa deres Sikkerhed for truet. Biskopperne erklærede, at de ikke kunde komme til Staden, fordi der var Fare for Opløb og Bulder, idet Almuen, Hofmænd og Ryttere vare "Prædikerne medfallendes", og en af de tilstedeværende tydske Doktorer, der har forfattet en latinsk Gjendrivelse af Lutheranernes Læresætninger, fortæller, at han og hans Staldbrødre ikke vovede at vise sig paa Gaden uden at være ledsagede af en talrig Hob væbnede Folk, som dog ikke formaaede at beskytte dem mod Skjældsord og Trusler, medens de om Natten i Herberget, hvor de boede, kunde høre de Forbigaaende udstøde alle Slags Skjældsord imod dem. I Virkeligheden agtede de Fremmede det for en Lykke, naar deres Modstandere kun brugte Mund, men lode Hænderne hvile. Poul Helgesen kan i den Skibyske Krønike ikke finde Ord stærke nok til at dadle den kirkerøverske Fyrste, den afsindige Adel og Nidingsmændene blandt Borgerne, som opfordrede de lutherske Prædikanter til at rase mod Biskopperne og Prælaterne med deres uforskammede Tunger, som udspyede alle Slags Skjældsord. Han fortæller, hvorledes Pøbelen frydede sig ved at høre Prælaterne betegnede som Ulve, Lejesvende, Tyve, Røvere, Forførere, Forrædere og Sjælemordere og tilføier: "Denne umaadelige Afsindigheds Rasen skulde Fyrsten og Rigets Fornemste aldrig have ladet gaa ustraffet hen, dersom der havde været en Gnist af Undseelse i dem, men fulde af Had, Havesyge og Skamløshed baade taalte og gjorde de, hvad det skulde være." Herredagen skiltes uden Resultat efter at have varet i fire Uger. Det kom ikke til nogen egentlig Religionsdisputats, efterdi man hverken kunde enes om Stridens Form eller om Dommerne. De Evangeliske forlangte, at Processen skulde føres paa Dansk; Katholikerne, som indsaa, at de paa Grund af Almuens Stemning da vilde trække det korteste Straa, holdt ligesaa bestemt paa det latinske Sprog, og Ingen af dem vilde give efter. Den 2den August forlod Kongen Byen; han skal ved denne Leilighed underhaanden have opmuntret Prædikanterne til at blive ved, og gjorde dem tillige den Indrømmelse, at den ovenfor omtalte Hr. Mads maatte prædike paa "nogen særdeles Dage" i Frue Kirke. Under Kongens Mægling kom der en formelig Kontrakt istand herom, som tillige indeholdt Bestemmelser om Pensioner til de katholske Kanniker og Vikarer, som vare blevne berøvede deres Stillinger. Da Katholikerne ikke vilde afstaa Høialtret, og Protestanterne ikke vilde nøies med et af Sidealtrene, blev der indrettet et særligt Alter midt i Kirken for de sidste, og i nogen Tid gik saaledes den evangeliske Gudstjeneste paa Modersmaalet jevnsides med den katholske, der fornemmelig bestod af latinsk Messelæsning. Forresten vare begge Parter lige misfornøiede med Herredagens Udfald, thi Prædikanterne havde haabet at sætte Reformationen igjennem, Prælaterne at undertrykke Kjætteriet, uden at nogen af dem syntes at være kommet Maalet nærmere. Kong Frederik havde ikke villet erklære sig bestemt; han var nødt til at tage Hensyn til de jydske Biskopper, der endnu vare mægtige i Rigsraadet, han turde ikke bryde sin Haandfæstning og maatte holde Aristokratiet samlet om sig paa Grund af den stadigt truende Fare fra den landflygtige Konge; maaské - siger Pal. Müller - begyndte han ogsaa at blive bange for den voldsomme Agitation, han ikke længere kunde styre, og de revolutionaire Kræfter, der selv havde taget sig Magten. Bevægelsen i Kjøbenhavn lagde sig ikke trods de skete Indrømmelser; snarere syntes den at voxe i Styrke og brede sig i videre Kredse. Prædikanterne vedbleve at angribe de latinske Messer, thi disse vare efterhaanden blevne det Centrum, hvorom Kampen dreiede sig, fordi den katholske Gudstjeneste saa at sige var koncentreret i dem; Sjælemesserne og Vigilierne fremstilledes som Afguderi og aabenbar Gudsbespottelse, og snart kom det saavidt, at de Lutherske aldeles ikke vilde taale, at der holdtes katholsk Messe i Staden. Ophidsede af Hans Tausen og hans Fæller rettedes der den ene Opfordring efter den anden til Magistraten om at afskaffe den katholske Gudstjeneste; Borgerne samledes paa Rodemaalsstevne i hver af Byens Roder og aflagde Ed paa, at de vilde leve og dø ved det hellige Guds Ord og være det gamle Hykleri og det papistiske Regimente imod, hvorpaa de begave sig til Øvrigheden og forlangte, at den skulde aflægge en lignende Ed "saafremt vi skulle være deres lydige Borgere". Magistraten befandt sig her i et vanskeligt Dilemma, thi hvis den rettede sig efter Borgerskabet, vilde det være et aabent Brud med Biskoppen i Roskilde; gav den Borgerne et Afslag, maatte den paa den anden Side befrygte Oprør. I denne Vaande henvendte Borgmestre og Raad sig til Kongen og opfordrede ham til at intervenere imod Katholikerne; vilde han ikke det, maatte de nedlægge deres Værdighed. "Eders Naades kgl. Maj. skal værdes vide" - hedder det bl. A. i Brevet - "at vore Prædikanter prædike og tale dagligen paa de latinske Messer, Sjælemesser og Vigilier, og sige dem at være en ret og aabenbar Gudsbespottelse og Kristi hellige Blods og Døds Foragtelse, af hvilken Prædiken vor Almue opvækkes imod forskrevne Messer, sigendes at de slig Gudsbespottelse og Foragtelse ingenlunde længer lide eller fordrage kunne her udi Eders Majestæts Stad, og dagligen ligge de os paa Halsen, at vi skulle afstille og aflægge saadan Afgudsdyrkelse." Kongen havde lovet at give en skriftlig Bestemmelse om, hvorledes Sagen skulde ordnes, men da dette ikke var sket, udbad Øvrigheden sig nu, at han vilde skrive til Bispen af Roskilde og paalægge denne at sørge for, at "hans Kapitel i Kjøbenhavn holdt op med Messer og Vigilier, saalænge indtil der gjøres en endelig Reformats enten i Keiserdømmet (Tydskland) eller her i Danmark". Skete det ikke, var der Fare for, at Folket vilde skille sig i to Hobe, og der vilde afstedkommes Bulder og Oprør; ligeledes kunde der let ske Overlast mod Kannikerne og Præsterne i Vor Frue Kirke, thi der var "mange Kompaner i Staden, baade Baadsmænd, Fiskere og andre Embedssvende (Haandværksfolk), hvilke vi ikke kunne regjere i denne Handel, thi de ere alle Guds Ord medfældige og den papistiske Handel og Regimente imod". Vilde Biskoppen ikke gaae ind paa, at "Hykleriet" afskaffedes, saa ønskede de, at Kongen vilde indsætte en ny Øvrighed, "thi vi kunne ingenlunde holde Eders Naades kongelige Majestæt en lydig Almue fore, som vi have svoret Eders Majestæt og pligtige ere, den Stund samme Hykleri er ved Magt her i Staden." Læse videre på notat 7! fortsat fra Notat 6 Kongen besvarede ikke dette Brev og gjorde Intet for at stille Gjæringen, der truede med at voxe Øvrigheden over Hovedet. Fra Roskilde søgte Poul Helgesen, der havde maattet rømme Staden efter Herredagen, at indvirke paa Stemningen, idet han tilsendte Magistraten et skriftligt Indlæg til Forsvar for Messen under Titlen: "En kort Undervisning om den hellige Messe og hendes Brug imod nogle ny Messedræbere", og opfordrede Hans Tausen til at imødegaa sig, for at det kunde blive aabenbart, at Prædikanternes Lærdomme vare Løgn og Bedrag, ja, han tilbød endog at udkjæmpe Sagen mundtligt, hvis Prædikanterne vovede at møde ham. Hans Tausen blev ikke Svar skyldig, men imødegik Skriftet Punkt for Punkt, og sluttede med et Tilbud om at møde Lektor Poul, hvor han ønskede det, ifald det virkelig var hans rette alvorlige Mening, at han saa gjerne vilde Prædikanterne til Ords. Vilde han komme til Kjøbenhavn, haabede han, at Raadet og Prædikanterne "med gode Raad paa Guds Vegne vilde vel gjøre Almuen saa taalmodig, at han skulde blive ved Fred og Tryghed"; ellers vilde Tausen komme til Roskilde paa lignende Vilkaar. Man ser heraf, at Tausen ikke længere var sikker paa at kunne beherske Stemningen i Kjøbenhavn. Tonen i disse Stridsskrifter, hvoraf iøvrigt kun Tausens er bevaret, (den første Del af det blev dog neppe nogensinde trykt) er ikke fin; begge Parter overvælde hinanden med Skjældsord. Saaledes kalder Lektor Poul sin Modstander: en kaad og hovmodig Tyran, en gantelig vanvittig Daare, en æreløs Skalk, der farer med Løgn, Klafferi, Bagtale, Spot, Skjældsord og Horesprog; Tausen bruger til Gjengjæld Udtryk som: Lektor Drømmer, dit papistiske Kreatur, en Fabels Karl o. lign. Forsoning eller blot fredeligt Samliv var derfor ligesaa umuligt nu som før; et voldsomt Sammenstød var uundgaaeligt. Endelig brød Uveiret løs tredie Juledag 1530. Da Kongen ikke vilde hjælpe, vilde Borgerne vise, at de kunde hjælpe sig selv. En fanatiseret og ophidset Hob, ført af Ambrosius Bogbinder, tre Raadmænd, hvoriblandt en vis Konrad med Øgenavnet "Køkkenfedt", samt Byens fornemste Kjøbmand, Kræmmernes Oldermand Vilhelm Ronge, trængte ind i Frue Kirke, sandsynligvis midt under den høitidelige katholske Messe, nedrev alle Tavler og Billeder, slog og spyttede paa dem, huggede dem itu med Øxer, stormede op i Choret, hvor de væltede Stolene, nedrev Panelværket og "rasede værre mod Sten og Træ end Tyrken mod den sande Troes Bekjendere". "Men hvad Forsmædelse, Forhaanelse og Skjændsels Ord de gav Kanniker, Vikarer og andre fattige Præstemænd lader sig ikke udsige", hedder det i en samtidig Krønike. Høialtret vilde have faaet samme Medfart som den øvrige Kirke, ifald Byfogden ikke var kommen til og havde frelst det; tilsidst mødte Hans Tausen ogsaa og fik Tumulten dæmpet, skjøndt med stor Vanskelighed, i hvilken Anledning Poul Helgesen med Rette bemærker, at det er lettere at ophidse gale Mennesker end berolige dem igjen. Opløbet var forresten paavirket af lignende i Malmø og Lybæk, der havde fundet Sted tidligere paa Aaret Katholikerne fremstillede Hans Tausen som den intellektuelle Ophavsmand til det raa Udbrud af Fanatisme, ja de paastod, at han Søndagen efter i en Prædiken roste det Skete, men senere, da Stemningen forandredes, fralagde sig alt Ansvar derfor. Det forholder sig dog neppe saa, thi ifald Tausen havde billiget Voldshandlingerne, vilde han ikke ved sin personlige Nærværelse i Frue Kirke have søgt at gjøre Ende paa dem. En anden Sag er det, at hans stadige Udfald i Skrift og Tale mod den katholske Geistlighed vel kan have bidraget til at fremmane en Aand, han selv maatte fordømme. Af Poul Helgesens Omtale af Billedstormen fremgaar det, at den ovenfor omtalte Borgmester Peder Kempe støttede Ambrosius Bogbinder og stod paa hans Side; han siger nemlig, at den afskyelige Gjerning foregik, da Lutheraneren Peder Kempe var Borgmester, som, da han hverken kunde rose sig af ædel Byrd eller særlig Dygtighed eller overordentlig Klogskab, for dog at blive Noget forlangte at ophøies paa Grund af denne skammelige Forbrydelse og mange andre Krænkelser af det Hellige. Da saaledes de to af Stadens fire Borgmestre og enkelte af Raadmændene vare indviklede i Sagen eller sympathiserede med Deltagerne i Opløbet, havde dette ikke videre Følger for disse; dog synes nogle af Almuen, som havde været altfor ivrige til at sønderslaa Helgenbilleder og tale bespotteligt mod Gud og hans Helgene, at være blevne straffede. Endog Ambrosius Bogbinder, som personlig havde ledet Hærværket og derfor maatte synes umulig som Øvrighedsperson, beholdt sit Embede og faldt først et Aars Tid efter, da hans tidligere anførte (smlgn. S. 151) oprørske Udtalelser kom for en Dag. Men hvis Kjøbenhavns Borgere havde haabet at fremme Reformationen ved det voldsomme Skridt, bleve de alvorligt skuffede; i Virkeligheden indtraadte der en Reaktion, som kom Katholikerne tilgode. Kongen befalede, at Frue Kirke skulde lukkes for al Gudstjeneste, og saaledes henstod den et helt Aar tom og ubenyttet. Da den atter gjenaabnedes med stor Høitidelighed den 15de Novbr. 1531, var det paa Biskop Joachim Rønnows Foranstaltning og med Rigsraadets Samtykke udelukkende for Katholikerne, som Dagen iforveien havdet ladet det af Lutheranerne midt i Kirken opstillede Alter fjerne. Det hedder vel, at Kongen blev forbittret over Biskoppernes og Rigsraadernes egenmægtige Optræden, men ikkedestomindre beholdt Katholikerne Kirken uforstyrret, indtil Grev Christoffers Ankomst tre Aar efter gjorde Ende paa al katholsk Gudsdyrkelse i Kjøbenhavn. Kirkesagen kom ikke til nogen afgjørende Krise i Frederik den Førstes Levetid. Christiern den Andens sidste Forsøg paa at gjenvinde sine tabte Kroner gav Regjeringens og Folkets Tanker en anden Retning, og de Evangeliskes nære Forhold til den landflygtige Konges Parti maatte gjøre dem mistænkelige i Magthavernes Øine. En stærk Reaktion indtraadte; Tilhængerne af det Gamle eller dog de maadeholdne Elementer fik Overhaand, og Forholdet mellem Kapitlet og Borgerskabet blev nu taalelig godt. Mester Hans Tausen og hans Meningsfæller forbleve vel i Staden og prædikede, men Tiderne førte det med sig, at de maatte optræde med Forsigtighed og »virke i Stilhed, hvor Kampens Larm nylig havde raset, og da Frederik den Første var død, saa det endog et Øieblik ud til, at Katholicismen skulde vinde hele sin gamle Magt tilbage. Paa Herredagen i Kjøbenhavn, der var samlet fra den 8de Juni til den 17de Juli 1533 for at vælge en ny Konge, blev det nemlig vedtaget, at kun Biskopperne kunde beskikke Præster og Prædikanter, og hermed var der med ét Slag gjort Ende paa al den Frihed og Sikkerhed, de Evangeliske havde nydt under den afdøde Konge. Prælaterne nølede intet Øieblik med at drage Fordel af deres Seir. De fremkom med en Klage mod Hans Tausen som den farligste af deres Modstandere; den lød paa, at han i et Skandskrift havde kaldt Bisperne "blodgjerrige Tyranner og stive Knubbe", at han havde brugt "haanlige og hovmodige Ord" mod Biskoppen i Roskilde, Joachim Rønnow, at han var den egentlige Ophavsmand til Billedstormen i Frue Kirke og endelig havde udspredt vrange Meninger om Nadverlæren, og derved gjort sig skyldig i Kjætteri. Flere af disse Punkter kunde, i Tilfælde af at Dommen gik den Anklagede imod, koste ham hans Hals. Det var den 14de Juli 1533, at Hans Tausen mødte paa Kjøbenhavns Raadhus for at forsvare sig mod disse Anklager. 17 Medlemmer af Rigsraadet, der alle vare Prælaternes Tilhængere, 9 Prælater med Bisp Joachim Rønnow i Spidsen, Kjøbenhavns 4 Borgmestre og 12 Raadmænd, Malmøs 4 Borgmestre og nogle Raadmænd samt endelig Repræsentanter fra det menige Borgerskab, bestaaende af Udvalgte fra hvert Rodemaal, vare tilstede for at afsige Dommen. Skjøndt Anklagen for Kjætteri efter Lovene kun kunde foretages for et geistligt Forum, blev den dog fremdraget her; man vilde sandsynligvis slaa Lutheranerne for Munden, fordi de paa Herredagen i 1530 netop havde fordret, at Menigheden burde have den afgjørende Stemme i kirkelige Sager. Om hvad der foregik paa Raadhuset den Dag, haves kun sparsomme Efterretninger, men Processen synes at være bleven til en formelig Religionsdisputats mellem den Anklagede og hans mangeaarige navnkundige Modstander Poul Helgesen, af hvis Fremstilling man faar det Indtryk, at Tausen havde Vanskelighed ved at klare for sig. Striden dreiede sig navnlig om Nadverlæren, og da Tausen rentud erklærede, at han ikke kunde erkjende Nadveren i den katholske Form for at være det rette Sakrament, var han med det Samme fældet. Dommen lød paa, at han burde straffes efter Loven og staa til Rette efter Kjøbenhavns Stadsret, det vil sige: den var ensbetydende med Dødsstraf; men den var aldrig saasnart bleven afsagt, før den blev formildet ved den retslige Form, der kaldtes "Dannemænds Bøn" (smlgn. S. 47). "For Guds og alle vore kjærlige Bøns Skyld - hedder det i det paagjældende Aktstykke - omdragede og forlode samme værdige Herrer saadan Straf og Pine, som Mester Hans forskyldet havde og med Rette lide og undgjælde skulde." Det var dog en høi Pris, der maatte udredes for denne Benaadning, thi Hans Tausen maatte herefter ikke befatte sig med nogen af Kjøbenhavns Kirker, ei heller holde Prædiken eller Gudstjeneste i dem, han maatte ikke efter denne Dag skrive Bøger eller lade dem prente; han skulde inden en Maaned rømme Stiftet og ikke lade sig finde i Sjælland eller Skaane; kom han til Fyen eller Jylland, maatte han ikke prente, prædike, give sig af med nogen Præstevirksomhed eller trænge sig ind i nogen Kirke imod Bispens Vidende og Villie. Derimod skulde Joachim Rønnow atter annamme og beholde alle Kirkerne i Kjøbenhavn og der indsætte Præster og Prædikanter, "som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de ville ansvare og være bekjendte, desligeste administrere Sakramenterne, holde Messe og anden Gudstjeneste, som christeligt og tilbørligt er i alle Maader." Grunden til, at Hans Tausens Benaadning fulgte umiddelbart efter Domfældelsen, maa vistnok for en Del søges i de luthersksindede Magistraters og de tilkaldte Borgeres Mægling, men fornemmelig i den kjøbenhavnske Borgerstands truende Holdning. Prælaternes Seir paa Herredagen havde allerede vakt et stærkt Røre i Byen, og da Angrebet mod Tausen paafulgte, der truede den tilbedte Førers Liv, og som man kunde forudse vilde blive Indledningen til en almindelig Forfølgelse mod de Evangeliske, besluttede Borgerne, at de ikke vilde finde sig heri. De rustede sig i deres Huse og henvendte sig underhaanden til Lybæks nye Borgmester Jørgen Wullenwewer, Føreren for det seirende lutherske Parti i Lybæk, som netop laa med en tydsk Flaade ved Dragør for at formaa Rigsraadet til at slutte sig til Lybæk i dets Kamp mod Hollænderne. Han havde rimeligvis allerede paa dette Tidspunkt faaet Afslag og var derfor overmaade villig til at give Borgerne en Haandsrækning mod Rigsraadet. I Smaahobe paa ti, tolv Mand bleve de lybske Matroser og Soldater smuglede ind i Staden, og medens Processen førtes paa Raadhuset, holdtes Gammeltorv besat af en larmende og truende Hob, der forlangte, at Tausen ufortøvet skulde sættes paa fri Fod. Forgjæves bleve nogle Medlemmer af Raadet sendte ned for at tale Folket til Rette og sige det, at Hans Tausens Liv ikke var i Fare; forgjæves anvendtes der Formaninger og Trusler; Almuen, der var sig sin Styrke bevidst, erklærede at ville sprænge Raadhusets Døre, ifald dens Fordring ikke blev opfyldt. Opløbet maa have været af temmelig alvorlig Natur, og det forklares herved, at man ikke turde anvende de skarpeste Midler mod den Anklagede. "Var der krummet et Haar paa hans Hoved - siger et Øienvidne - da var ikke En kommen levende derfra, thi hvorledes den menige Mand hilsede Rigsraaderne, især Biskopperne og deres Munke, da de gik fra Raadhuset, det har jeg set med mine egne Øine og hørt med mine egne Øren." Da Tausen endelig viste sig paa Torvet, feiler det ikke, at han blev modtagen med Jubel; derimod vare de Hilsener, Rigsraadet og Prælaterne fik, da de gik hjem gjennem den oprørske Skare, af ganske anden Art. Man lod sig ikke engang nøie med Hujen og Skjældsord, men syntes at ville anvende Vold; ialfald vilde Biskop Joachim Rønnow neppe være undgaaet Mishandling, hvis Hans Tausen ikke havde ledsaget ham hjem til Bispegaardens Port, og derved beskyttet ham imod sine egne Meningsfællers misforstaaede Iver. Efter Dommens Afsigelse begav Hans Tausen sig til Bistrupgaard ved Roskilde. I sit berømte Digt om Sandheds Landflygtighed, skriver han selv: "Thi maatte Sandhed om Midnatstid Fra Kjøbstedmænd undvige, Fordi de lagde derpaa stor Flid, At de vilde hende besvige. Saa gik hun sig til Bondens Gaard Og agted at blive der nogen Aar, At Løgnen hende ikke skulde finde, men denne Landflygtighed skulde dog ikke blive af lang Varighed. Ved "Dannemænds Bøn" var der blevet opnaaet en Formildelse af Dommen; det laa nær at forsøge at bevare Hans Tausen for Kjøbenhavn ved at anvende det samme Middel endnu engang. Kjøbenhavns gamle Velynder og Borgernes fuldtro Ven, Mogens Gøye, Erik Banner, Mogens Gyldenstjerne, den senere Statholder paa Kjøbenhavns Slot, flere andre Adelsmænd samt Magistraten i Kjøbenhavn henvendte sig til Bisp Joachim Rønnow den 15de August, efterat Mogens Gøye Dagen iforveien var gaaet i Kaution for, at Tausen skulde prædike Guds Ord "uden al Skjænds Ord og Tale paa Biskopper, Prælater eller nogen Anden ydermere eller videre, end den hellige Skrift indeholder og medgiver". Bispen tillod da atter Hans Tausen at prædike i Kjøbenhavn "for Guds Skyld og ærlig og velbyrdig Mands og strenge Ridder, Hr. Mogens Gøyes, sammeledes Borgmestres, Raads og Menigheds i Kjøbenhavn kjærlige Bøn og Begjæring". I et Revers forpligtede Hans Tausen sig endelig til at være Biskop Rønnow hørig og lydig og vide Hans Naades og Kirkens Gavn og Bedste af yderste Magt og Formue samt at tilkjendegive Bispen, om han fik noget Anslag at vide mod ham eller hans Geistlighed". Saaledes gik det til, at Dommen, kun en Maaned efter at den var fældet, blev omstyrtet og traadt under Fødder - Hans Tausen var atter Præst i Kjøbenhavn og kunde fortsætte sin Virksomhed i Evangeliets Tjeneste som tidligere; Sandheden var atter kommen af Fængsel. Fra dette Tidspunkt indtil Reformationens endelige Gjennemførelse høres der kun liden Tale om den religiøse Bevægelse i Kjøbenhavn; den drukner i Kampbulderet. Staden blev snart underkastet en af de haardeste Beleiringer, der nogensinde har været kjendt, og skjøndt Evangeliet uden Tvivl var de Ulykkeliges Trøster i Hungersnøden og Elendigheden, høres dets Stemme kun svagt. Hans Tausen vedblev at være Præst i Kjøbenhavn under hele denne Periode; med Hustru og Børn delte han Borgernes Lidelser og Sorger, men han er ikke længere Bevægelsens Fører. Den blev udkjæmpet af andre Mænd og paa andre Steder, indtil et kongeligt Magtsprog overhuggede Knuden efter Kjøbenhavns Fald. Dommedag. Kalkmaleri fra Reformationstiden. Efter en Tegning i Oldnordisk Museum. Da Luther kom til Danmark 16. okt 2004 Allerede 10-15 år før reformationen i Danmark i 1536 er der reformatoriske bølgeskvulp rundt omkring blandt andet i Haderslev og i Viborg Af Kathrine Læsøe Engberg Oktober 1536 er den tidsangivelse, der bruges til at stadfæste reformationen i Danmark. Det er her kongen, Christian den Tredje, lader alle biskopper fængsle og giver dem skylden for borgerkrigen fra 1534-1536, kendt som Grevens Fejde. Og det er her, det bliver besluttet, at Danmark udelukkende skal ledes verdsligt. Det er slutningen på katolicismen som hovedreligion i Danmark og begyndelsen på den luthersk-evangeliske kirke. Men allerede 10-15 år før var der reformatoriske bølgeskvulp rundt omkring i Danmark. En af de byer, der var mest præget af de lutherske strømninger, var Haderslev, hvilket i høj grad skyldtes hertug Christian, den senere Christian den Tredje. I 1525 bliver han hertug af Haders-lev-Tørning, og da han er glødende lutheraner, afskediger han domprovsten, Johann Wulff, og overtager selv kirkestyringen. -- Det, vi får med provstens afskedigelse, er i og for sig en reformation her på stedet. Her tager man det første formelle skridt og indfører en luthersk fyrstekirke, fortæller den nuværende biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt. Haderslev er foregangsby og kan i denne periode (1526-1536) betegnes som "Nordens Wittenberg". Reformationen i Haderslev betyder også, at Danmarks første lutherske præsteskole bliver oprettet, og hertug Christian indkommanderer præsterne til omskoling. Han ansætter i den forbindelse to teologer fra Wittenberg, Eberhard Weidensee og Johann Wenth. Gudstjenesterne skal nu foregå på modersmålet, og det lutherske evangelium skal prædikes. Noget der får betydning for almindelige menneskers forhold til kirken, forklarer Niels Henrik Arendt: -- Vi ved ikke så meget om, hvad almindelige mennesker tænkte om kristendommen før reformationen. Men hvis man ser på, hvordan kristendommen blev formidlet gennem kalkmalerier og altertavler i kirkerne, så skildrede de en tugtereligion. Der har været en stor angst for undergang. Mange billeder fra middelalderen viser, hvordan mennesker bliver forstødte og sendt til helvede, og hvordan djævle forsøger at erobre sjælene. Baggrunden for afladshandlen har været, at der var en skræk for den magt, som kirken havde over sjælenes evige skæbne. Det må have været en stor befrielse, at det var troen og ikke længere sjælemesser eller penge, som var vigtig i menneskets forhold til Gud, siger Haderslevbiskoppen. Haderslev er det eneste sted i Danmark, hvor katolicismen helt erstattes af Luthers lære inden 1536. Og hvor præsterne bliver tvunget til at aflægge troskabsed til hertug Christian i 1526 og senere får yderligere instrukser i form af Haderslev-artiklerne af 1528. Her bliver det blandt andet pålagt præster at gifte sig og undervise menigheden om, at de i sakramenterne kan finde trøst for samvittigheden og styrkelse af troen. De lutherske bølger går også højt i andre byer. I Viborg, som på den tid er Nordjyllands vigtigste by med bisperesidens med domkapitel, tre klostre og 12 sognekirker, spiller Hans Tausen en vigtig rolle. Han er Johannitermunk og har studeret i København, Rostock, Louvain og Witten-berg, og han har sat sig ind i luthersk teologi. I 1525 vender han hjem til klostret i Viborg og begynder at forkynde Luthers lære. Det vil biskoppen imidlertid ikke vide af. Hans Tausen bliver udstødt af munkeordenen og anklaget for kætteri. Men det modsætter Viborgs borgere sig i sådan en grad, at det er ved at komme til voldelige optøjer mellem borgerne og biskoppens væbnede mænd. Derfor henvender borgerne sig til kong Frederik den Første, der udsteder et såkaldt kongeligt beskærmelsesbrev i oktober 1526, hvor han befaler Hans Tausen at "prædike det hellige Evangelium". Senere samme år modtager Jørgen Jensen Sadolin, en frafalden munk, et lignende beskyttelsesbrev. Han får lov til "at give undervisning til unge personer", hvilket med andre ord betyder, at der nu kan oprettes en præsteskole i Viborg. Men det er ikke uden problemer, at lutheranere og katolikker lever i hinandens nærhed. I Viborg får borgerne for eksempel gennem-trumfet, at de kan låne franciskanernes kirke til gudstjenester, når franciskanerne ikke selv bruger den. Men lutheranerne kan ikke lade være med at genere munkene og synger lutherske salmer så højt, at det går ud over munkenes aftensang. Holdningen til den katolske kirke, der længe har udbyttet befolkningen, er ikke til at tage fejl af: "Ørkesløse unyttige munke og falske messepræster og kanniker, til bisper, til hovmod, pral, legems vellyst, til gerrigheds brug, til krig og oprustning til al den misbrug, som vi kan se, og som enhver, der kan tænke sig om, kan iagttage. Derfor er nu bisper, abbeder, kanniker, klosterjomfruer og andre kirkens folk urette ejermænd til det gods og den indtægt, som de har. De forvalter det ikke rigtigt, og de uddeler det ikke, som de burde", som det bl.a. hedder i Peder Laurensens "En stakket Undervisning" udgivet i Malmø i 1530. Flere steder i landet er der eksempler på, at klostre bliver stormet, og borgerne fordriver munkene. Det resulterer i, at antallet af franciskanerklostre fra 1528 til 1532 reduceres fra 26 til syv. Trods brydninger eksisterer katolicismen og den evangelisk-lutherske kristendom i mange byer side om side i 10 år fra 1527-1537, hvor den nye kirkeordinans træder i kraft. I 1536 er den inkarnerede lutheraner Christian den Tredje blevet konge, og Danmark skal officielt reformeres. Det sker endegyldigt med Kirkeordinansen i 1537, den kirkelige grundlov, der indeholder bestemmelser for, hvordan kirken nu skal fungere. Og netop Kirkeordinansen er stærkt inspireret af Haderslev. -- Med Kirkeordinansen lægger man vægt på, at kongen er den øverste instans, og man forandrer bispeembedet. Man bryder med tanken om præstestanden som indviet af biskopper, hvis embede i sidste ende er hængt op på paveembedet. Noget man allerede gjorde i Haderslev ved at afskedige provsten og befale præsterne at gifte sig, siger Niels Henrik Arendt og fortsætter: -- Derudover kan man se, at enkelte dele af Kirkeordningen er skrevet af efter Haderslev-artiklerne af 1528. Og Rigsdagsmødet, der udarbejder Kirkeordningen, flyttes fra Odense til Haderslev velsagtens for at se, hvordan modellen virker i praksis. Gyldenstjerne, Knud Henriksen, --1560, Biskop. Mester Knud Henriksen, som han sædvanlig kaldes, indtil han o. 1526 optog Navnet «von Stern» og kort efter Gyldenstjerne, var Søn af ovfr. nævnte Henrik Knudsen G. (d. 1517). Efter at have faaet gejstlig Uddannelse og taget Magistergraden blev han Sekretær i Christian II’s Kancelli, 1520 forlenet med Ring Nonnekloster ved Skanderborg og s. A. ved sin Slægtning Biskop Ove Billes Anbefaling Domprovst i Viborg. «Jeg haaber, at han skal blive eders Naade en tro Mand,» skrev Biskoppen til Kongen. Da den jyske Opstand udbrød, brugtes han ogsaa tillige med Ove Bille som Mægler mellem Kongen og de oprørske Stormænd og opsagde først Kongen Troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gjøe. 26. Marts 1523 har han derpaa i Viborg medbesegiet Frederik I’s Haandfæstning, blev strax optagen i Rigsraadet og var blandt de Raader, der ledsagede Kongens Søn Hertug Christian, da denne gjennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kjøbenhavn. Kong Frederik synes allerede paa denne Tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks Efterfølger som Biskop paa hans Fødeø Fyn; i alt Fald bød Kongen, at han skulde forlenes med Bispegaarden i Odense, hvilket dog denne Gang hindredes ved, at Biskop Jens Andersen kort efter sluttede sig til Frederik I; men da Biskop Jens paa Grund af sin Alder og sine mange Stridigheder tænkte paa at trække sig tilbage, bestemte han allerede 1527 K. G. til sin Successor, der først maatte forpligte sig til, naar han blev Biskop, at betale til Kongen den Sum, der ellers svaredes til Paven for Bekræftelsen paa Bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i Orden 14. Marts 1529, da Jens Andersen afstod ham Bispedømmet mod en aarlig Pengesum. Senere, da Katholikkernes Had mod K. G. var vakt, beskyldtes han for ikke at have holdt Kontrakten; men dette modbevises ved endnu opbevarede Brevskaber. Som Biskop indtog K. G. en ejendommelig Stilling. Selv hørte han ligesom sine Brødre i mange Henseender mere den nyere end den gamle Tid til. Betegnende i denne Henseende er det, at han i Aaret 1526 havde ledsaget Kongens Datter Dorothea til hendes Bryllup med den af Katholikkerne saa forhadte «kjætterske» Hertug Albrecht af Preussen, og s. A. var han det eneste gejstlige Medlem af Rigsraadet, der medundertegnede Kongens og det verdslige Raads Hævdelse af Aage Sparre som Ærkebiskop i Lund mod Pavens Vilje. Pavelig Konfirmation søgte K. G. heller aldrig. Strax efter sin Udnævnelse havde han en Samtale med Hans Tausen, og i den følgende Tid optræder han i mange Henseender i evangelisk Retning. Vel havde han ikke paataget sig nogen Forpligtelse til Kong Frederik med Hensyn til Evangeliets Stilling, og i de Kaldsbreve, han udstedte, findes heller ingen Forpligtelse for Præsterne til at prædike Evangeliet; men dog kaldte han **o. 1531 Jørgen Sadolin** fra Viborg til Odense og lod ham som sin Medhjælper virke i evangelisk Aand, medens han selv i Aaret 1532 var i Norge. I K. G.s Navn udgav Sadolin derpaa (1532) Luthers lille Katekismus, ledsaget af Formaninger til Præsterne, og da Sadolin senere af denne Grund forfulgtes af Katholikkerne, tog K. G. ham i Forsvar. Fra Odense udgik derpaa (1533) Sadolins Oversættelse af den augsburgske Konfession. Medens Katholikkerne (Poul Helgesen) ikke kunne finde Skjældsord nok mod den troløse «Skinbiskop», roses han derimod i høje Toner af Protestanterne som «den ærlige og fromme Biskop», der kunde tjene de andre til Forbillede. Under Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død har K. G. lige saa lidt som Mogens Gjøe og Erik Banner sat sit Segl under de bekjendte Recesser, hvorved man søgte at sætte en Stopper for Evangeliets videre Udbredelse, og synes at have forladt Herredagen omtrent samtidig med Mog. Gjøe. Den evangeliske Lære synes han saaledes ikke at have haft noget imod; derimod følte han sig vistnok stærkt af sin biskoppelige Stilling og viste i verdslig Henseende en ikke ringe Iver, da han 1531 var bleven sat i Spidsen for sit Stifts verdslige Styrelse og i denne Stilling maatte træffe Forsvarsforanstaltninger i Anledning af Christian II’s forventede Angreb paa Danmark. «Han har hverken villet være Papist eller evangelisk», siges om ham 1536 i Klageskriftet mod Biskopperne, «men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn.» Sin store Selvraadighed og forfængelige Overvurdering af egne Kræfter kom han til fulde til at vise, da han i April 1532 blev sat i Spidsen for den Kommission, der med en dansk-lybsk Flaade blev sendt til Norge for at undsætte Akershus, hvor hans Broder Mogens G. belejredes af Christian II. I Følge den frie Fuldmagt, der medgaves Kommissærerne, skulde de ved Underhandlinger eller Vaabenmagt søge atter at bringe Norge og dets Indbyggere under Kongens Haand; alt, hvad de i den Henseende gjorde, skulde have Gyldighed, som om Kongen selv havde været tilstede. Vel vilde man senere gjøre gjældende, at dette «Magtebrev» kun gjaldt Norges frafaldne Indbyggere, og ikke gav Ret til Underhandlinger eller Overenskomster med /Kong Christian personlig; men saa meget er sikkert, at Kommissærerne, til hvilke ogsaa Broderen Mogens G. regnedes, stadig ansaa sig for berettigede til i Følge deres Fuldmagt at træde i Underhandlinger med Kong Christian selv. Denne havde nemlig indtaget en meget stærk Stilling ved Oslo, hvorfra de ansaa det for vanskeligt at fordrive ham; desuden manglede de Ryttere til at kunne afskære hans Forbindelser med det nordligere Norge. Da Kong Christian derfor selv begyndte at indlede Underhandlinger, afsloge de det ikke; dog afbrødes disse første Underhandlinger, fordi Kongen endnu forlangte Norge for sig. Peder Skram og Junker Wilken Steding afsendtes da (17. Maj) til Danmark for at kræve Forstærkning, især Rytteri, og i det hele sætte Kong Frederik ind i Sagernes Stilling. Efter nogen Tids Fejdetilstand begyndte Kong Christian imidlertid atter Underhandlinger; men da Kommissærerne stadig nægtede at indgaa noget Forlig, hvorved Norge eller Dele heraf afstodes, enedes man endelig efter Forslag fra Kommissærerne om, at Kongen med frit Lejde skulde føres til Kjøbenhavn for personlig at underhandle med sin Farbroder; hans Hær skulde strax opløses og Norge i Mellemtiden holdes til Kong Frederiks Haand; men hvis Forlig ikke opnaaedes, skulde han enten føres tilbage til Norge eller til Tyskland. Efter at selve Lejdebrevet var beseglet, men ikke den hertil hørende «Kontrakt», kom imidlertid P. Skram og W. Steding tilbage. De medbragte en skriftlig Instruktion, udstedt 2. Juni, hvori det blot hedder om de (indtil 17. Maj.) førte Underhandlinger, at det ikke tyktes Kong Frederik raadeligt, at de paa en anden Tid gave sig saa vidt i Handel med Kong Christian. Med dette Svar afsendtes P. Skram og W. Steding; men da Kong Frederik imidlertid gjennem Lybek havde erfaret, at Underhandlingerne vare gjenoptagne, og at Kong Christian skulde ville begjære Norge eller en Del deraf, sendtes den kgl. Sekretær Axel Juul efter dem med en forstærket Ordre, der synes at have været givet baade skriftlig og mundtlig og at være gaaet ud paa, at de aldeles ingen saadan Handel maatte indgaa med Kong Christian, men skulde slaa ham af Norge. Baade K. G. og hans Broder Mogens og de øvrige Kommissærer toge dog ikke i Betænkning alligevel at besegle Kontrakten uden i Forvejen at underrette Kong Christian om de Bud, som vare bragte fra Kjøbenhavn. Peder Skram derimod vægrede sig ved at besegle Kontrakten. De viste ganske vist herved stor Egenraadighed; men efter det Brev at skjønne, som K. G. kort efter sendte til Kong Frederik, har hverken han eller de andre betragtet de nye Budskaber fra Kjøbenhavn som en Gjenkaldelse af deres frie Fuldmagt eller et bestemt Forbud imod at indgaa nogen som helst Overenskomst med Kong Christian, saa meget mere, som de i Virkeligheden ikke selv havde lovet denne det mindste, men alt var overladt til de Underhandlinger, der skulde føres mellem de to Konger selv. At de ansaa det som den lempeligste Udgang paa den 9aarige Fejdetilstand, at det nu kom til et virkeligt Forlig, er klart af alle deres Udtalelser baade før og efter Katastrofen. Anderledes saa man Sagerne i Kjøbenhavn, og under disse Forhold viste K. G. stor Svaghed. Alle kastede sig nu over ham; af de øvrige Kommissærer var den norske Rigsraad Niels Lykke forbleven i Norge, og Broderen Mogens var ligeledes fraværende. K. G. stod ikke med Kraft paa, at Lejdet skulde holdes, men søgte at redde sig ud af Klemmen ved at beskylde Kong Christian for ikke selv i et og alt at have holdt Kontrakten som Grund til ikke at holde Lejdet, og saaledes blev dette brudt. -- Folkestemningen rettedes nu mod ham; han beskyldtes for med Overlæg at have ført Christian II i en Fælde, og i de Forhandlinger med tyske Fyrster, hvori Kong Frederik søgte at undskylde sin Adfærd, kastede man hele Skylden paa ham. Selv viste dog hverken Kongen eller i den følgende Tid Rigsraadet ham nogen synderlig Ugunst. Han vedblev at have den øverste verdslige Styrelse i Fyns Stift, og da Grevefejden udbrød, viste han sig ivrig for Christian III’s Valg og fik en Forsamling af den fynske Adel paa et Møde i Hjallese ved Odense til i Juli 1534 at slutte sig til Jyderne om at anerkjende denne; men da de grevelige Tropper kort efter besatte Fyn, maatte han skyndsomst flygte. Hans Bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til Hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde Hverv. Efter Slaget ved Øxnebjærg (1535) fik han atter sin Bispestol; men Glæden varede kun kort. Da Biskopperne efter Kjøbenhavns Overgivelse 1536 fængsledes, blev ogsaa han fangen af Lensmanden Claus Daa og et Par andre Adelsmænd, netop som han efter endt Gudstjeneste forlod Albani Kirke. Han løsgaves efter et Aars Fængsel, efter at han (4. Sept. 1537) havde udstedt en Revers om at være Kongen og hans Søn tro og finde sig i Religionsforandringen. I Rigsraadet blev han aldrig gjenoptagen og levede nu som verdslig Stormand nogle Aar i tilbagetrukken Ro. Han giftede sig med Jytte Podebusk, Enke efter den ved Svendstrup faldne Rigsraad Niels Brock til Estrup og Datter af den rige Rigsraad Predbjørn P. Herved fik han Del i en stor Mængde Herregaarde: Estrup, Aagaard og Nørre Vosborg, ligesom han ogsaa efter sin Broder Gabriel G. fik Restrup Hovedgaard, og blev en meget rig Mand. Imidlertid fortsattes de pinlige Forhandlinger om Christian II’s Fængsling. Da man til sidst under Forhandlingerne i Regensburg 1541 gik saa vidt, at man vilde fremstille det hele som en Sag, der kun angik K. G. og Christian II selv, hvorfor man tilbød at stille ham for Retten, hvis Kong Christians Venner vilde anklage ham, saa blev det nu nødvendigt at faa K. G. til at afgive en Erklæring, hvorved den danske Regerings Fremstilling kunde reddes. I Juni 1542 afæskedes ham derfor en Række Svar. Han benægtede her, at Peder Skram havde haft nogen mundtlig Besked at overgive, og paastod, at han kun havde overrakt ham Kong Frederiks Brev, hvortil han havde holdt sig. Ligeledes benægtede han bestemt at have tilbudt selv at tage Kong Christian i Forvaring. Da disse Svar aabenbart ikke kunde bruges ligefrem, opstilledes med juridisk Kløgt en Erklæring, hvori de omtvistede Punkter skjultes paa en saadan Maade, at K. G. med nogenlunde frelst Samvittighed kunde sætte sit Navn under og tilsyneladende paatage sig Skylden, og herved vandt han sig atter en Stilling. Samtidig fik han nemlig Ø Kloster i Pant for 4000 Dlr.; 1556 forlenedes han desuden med Ørum Slot som Pantelen og 1557 med Vestervig Kloster som Regnskabslen. Han og hans Hustru indtoge nu en rig og anset Stilling i Aristokratiets Rækker. Uden dog at faa sin Rigsraadsplads tilbage anvendtes han i forskjellige vigtigere Hverv i Jylland; ogsaa indbødes han med sin Hustru oftere til kongelige Fester. 1559 maatte han opgive Ø Kloster, men fik senere Lund paa Mors i Pant i Steden. Da han 1559 maatte overlade sin Stifsøn Lave Brock Estrup, flyttede han til Vestervig, hvor han døde 8. Dec. 1560 i en høj Alder, vistnok over 80 Aar gammel, og ligger begraven i Aarhus Domkirke, hvor Ligstenen endnu findes. Hist. Tidsskr. 4. R. III. Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling (jvfr. Hist. Tidsskr. 4. R. VI, L. 115 ff.). Brasch, Vemmetoftes Hist. I. A. Heise. Livet i Maribo kloster - Del 1. Dato: 5/07-07 kl. 06:21 Emne: Historie-hjørnet Det var i året 1556 at man genoprettede Maribo kloster. På èn måde havde dette slet ikke været nedlagt. Christian III. havde tværtimod lovet adelen at ville holde alle Jomfruklostre ved magt. Men kongen selv havde plyndret både disse klostre og alle andre. Privatmænd havde fulgt eksemplet ved, at tilbagekræve tidligere gaver. Og efter reformationens indførsel måtte det jo anses for en given sag, at ingen mere ville gå i kloster. Det højeste, der kunne bydes klostrenes daværende befolkning var, at få lov til at uddø i fred. I virkeligheden var da altså for den offentlige bevidsthed alle klostre, om end ikke nedlagte, så dog ved at nedlægges. Af Bodil Paulsson Dette var imidlertid uheldigt for adelen, så meget mere som kongen stadigt havde taget og tog løvens part. Rent nøgternt set kunne Jomfruklostrene jo betragtes som store forsørgelses anstalter, oprettede gennem tiderne ved gaver og indskud væsentligt fra adelen. Skulle de nu ophæves, kunne adelen gøre krav på at få sine indskud tilbage. Og hvori disse bestod, lod sig let afgøre ved hjælp af klostrenes omhyggelig førte ”Gavebøger” eller i mangel deraf ved dokumenterne i ”Brevkisten”. Men regeringen yndede ikke denne bortsmuldre af klostergodset og søgte derfor at hindre den. Retsligt begrundede adelen sit krav på at få gaverne tilbage ved at henvise til, at betingelsen herfor ikke mere blev opfyldt, idet messer ikke længer læstes op for de afdøde. Ved et fromt bedrag tillod da regeringen, f.eks., netop i Maribo kloster, at de forbundne messer fremdeles blev læste ved kirkens mange altre, på det, at hvad der var skænket til ”Herren”, ikke skulle tilfalde uvedkommende. Adelens udsigt til fordel af fortiden, var da kun ringe. Men også i nutiden, gik man for nær. Fordi det var stridende mod kongelige løfter, når de i klostrene indgivne Jomfruer, der i sin tid havde drømt om, at blive abbedisser eller priorinder, men nu kun havde at uddø, ikke engang fik lov til, at gøre dette i fred. Hvor kongen havde forlenet, eller måske endog mageskiftet klostret bort, lå fristelsen nær for lensmand eller ejer til, at slå af på deres underhold. Kunne han med roligt samvittighed ryste en skrumpen nonne af, og derved blev årsindtægten så meget større. De sad imidlertid ofte på en sej stilk. Jomfru Adelhed Friis i Dalum kloster f.eks., holdt ud til 1572 og søsteren, Jomfru Anna, døde først året 1580, søsteren, Jomfru Hilleborg til 1583, og først 1588 kunne man gøre med Mariager klosterbygninger, som ville, fordi ”Nonnerne nu er døde”. Kunne sådan ventetid blive svær nok for lensmand eller ejer, var den dog endnu sværere for jomfruerne selv, deres slægt og venner, der vidste dem udsatte for karrig tilmåling af nådens brød. Det var sikkert en højst nødvendig forholdsregel, der blev truffen mod lensmændenes snuhed, da det i året 1545 blev fastsat, hvor meget enhver nonne i et adeligt jomfrukloster hele landet over, skulle have i årligt underhold. Vel at mærke, når hun stille blev og var lydig mod sit kloster. Fordi tidens røre havde grebet også dem, at mange snart af trang til føde, og snart af lyst til eventyr, var fløjne af reden og for i flokkevis til gæstebud og slægtsbesøg. Peder Oxe måtte love sin faster Jomfru Birgitte Oxe, tyve mark, fire sider flæsk, tre lam, tre gæs, tyve høns og til læs brænde m.m., ekstra for at ”være stille og rolig i Maribo kloster”. Selv den redeligste fordeling af klostergodset til tidligere givere eller disses efterkommere, selv den bedste forplejning af de daværende klosterjomfruer ville dog ikke have kunnet erstatte adelen deres tab, som de led ved at berøves fremtidig døtre forsørgelse. Dette ville blive et knæk for standen! I året 1552 klagede den jyske adel bittert over, at den nu var nødsaget til at bortgifte sine døtre til bønder og andet ufri folk. Den bad derfor tre rigsråder bevæge kongen til at unde Jylland blot to Jomfruklostre til at indgive adelsdøtre i. Dette var dog for dristigt et forlangende. Skulle Jylland have to, måtte øerne have mindst et og Skåne lige så, og herved ville kongens parti stærkt forringes. Alt, hvad de efter fire års forløb opnåede, var det ene Maribo kloster til hele landet. Ved at afstå dette til adelen, følte kongen sig stil tiende løst fra sit tidligere løfte om ikke at ville inddrage de andre jomfruklostre. Således blev Maribo kloster i året 1556 luthersk jomfrukloster. Den 28. august samme år havde Christian III., opholdt sig i Maribo, og på denne dag var der sket et ejendommeligt optrin i klostret. Som om det endnu var i den katolske tid, blev med stor pomp den elleveårige Anna Gøye indledet og optagen i klostret. Kongen overværede handlingen, hans to unge sønner, hertug Magnus og hertug Hans, førte hende hver ved sin hånd. Da indtrædelse i kloster indtil da havde været så overordentlig sjælden, tør vi måske gætte, at den lille Anna Gøye var den første svale, der varslede om den kongelige beslutning om klostrets genoprettelse. Dog er den mulighed ikke helt udelukket, at adelen just her har benyttet kongens ophold til at fejre en fest, der skulle vise, at jomfruklostre ikke var en forældet indretning, men i frisk live, for herved at påvirke kongen til at fatte den ønskede beslutning. Vist er det, at en måneds tid efter, udstedtes klostrets nye privilegier. Ifølge disse blev livet i klostret ordnet så lige som muligt, med hvad der hidtil havde været en klosterregel. Jomfruernes liv skulle være viet til gudsfrygt, lydighed og renhed. De skulle mange gange i døgnet samles i kirken for, at synge salmer eller læse stykker af skriften og bønner i kor. De skulle være iførte bestemt ordensdragt, og være abbedissen i alle måder være lydige. Ingen måtte uden hendes minde forlade klostret. Og hun måtte ikke tilstede dem at drage bort, undtagen for ”besynderlige” og ”mærkelige” årsagers skyld på en føje tid til deres slægt. Dog skulle de i så fald altid udenfor klostret altid være ledsagede af en adelig kvindelig slægtning. Overtrædelse af klostrets regler medførte, at vedkommende jomfru havde forbrudt sig, og ikke blot sit ophold i klostret, men også sin ret til at gå i arv med sine søskende. I virkeligheden gjaldt altså selve indgivelsen i klosteret for hele livet. Den indtrædende forpligtede sig til, at blive der til sin død – med mindre hun skulle blive gift. Bejlede nogen ”god mand” til hende og fik hendes værges, slægts og venners samtykke, skulle hun have lov til, at udkomme af klostret og ægte ham. I så fald skulle de, der havde styret hendes arv, give hende i erstatning en brudeskat i penge, og tre af hendes fædrene, tre af hendes mødrene slægtninge skulle fastsætte, hvor høj denne brudeskat burde være. Tilsyneladende var herved åbnet en sikker mulighed og den lutherske fordring om giftermål sket som det burde. Da imidlertid værge, slægt og venner, der skulle sige Ja til den ”gode mands” frieri, tillige var dem, der tjente ved, at hun forblev ugift og de beholdt arven, indskrænkedes dog den frie udsigt til et beskedent lille kighul. Næsten alle de i Maribo kloster indgivne jomfruer, har forgæves måttet vente på den ”gode mand”. Så begyndte altså Maribo kloster at fyldes på ny. Jomfru Mette Marsvinsdatter, var abbedisse og ”regerede” udadtil som en slags kvindelig lensmand over klostrets vidstrakte gods og befolkning samt Maribo by. Indad til over jomfruernes flok som en gejstlig hyrdinde udrustet med skrappe magtmidler: ”fængsel” og ”vand og brød”. En underlig broget skare! Dels de ældre og gamle i gårde, der havde overlevet Grevefejdens og Lutherdommens storme, dels pur unge, børn endnu, som Anna Gøye eller de to af statholder Mogens Gyldenstjernes 22. børn, jomfruerne Sophie og Ermegård Gyldenstjerne, af hvilke den sidste kun var 13. år, da hun indtrådte i klosterlivet. Af brevene i anledning af disses optagelse fremgår det, at kloster jomfruerne udøvede en slags stemmeret over, hvem der måtte optages. Abbedissen skriver, at hun ”haver talt med de gode jomfruer i klostret” og de ville gerne tage imod dem. Der synes hurtigt at have indsneget sig den uskik, at der betaltes dusører for optagelsen. I anledning af de to jomfruer Gyldenstjerne, forespurgte man således, hvad de skulle medbringe af klæder og indbo, samt hvor meget det ville være passende at give for dem, idet man gerne ville vide, hvad Ejler Rønnov havde givet for sin datter. Priorinden, jomfru Drude Pogvisk, der vistnok var abbedissens næstkommanderende, svarede tilbage, at Ejler Rønnov gav med sin datter, uden nogens begæring, af sit eget hjerte hundrede daler til klostret, til hver søster to daler og til ”abbedissen og mig noget forbedret”. Men det står Hr. Mons/Mogens frit for, hvad han vil give. Den egentlige grundmangel ved livet i klostret var, at det fuldstændigt savnede midtpunkt. I den katolske tid havde det, at indtræde i kloster og påtage sig regelens trykkende forpligtelser, været i og for sig en fortjenstlig handling. Hver lille forsagelse førte et skridt nærmere på vejen til Gud. Klostrets trange liv var stigen til himlen! Denne opfattelse deltes den gang af enhver. Selv spot var kun ansporende. Men nu var alt dette bortfaldet. Der lå et latterlighedens skær over klosterlivet, disse fordummede efternølere, hvem enhver med ”troen” løb vidt forbi. Selv den afglans af fornemhed, som faldt over Maribo kloster, var ikke i stand til at holde det oven vande i den almindelige agtelse. Man havde hørt for meget om, både hvad der var gået galt i klostre, og hvor uimodståelig ifølge reformatorerne kønsdriften var, til ikke at se Maribo jomfruerne i blot moderne, tvetydig belysning. Det er forbavsende at lægge mærke til, hvor vidt denne spottende tone strakte sig. Det var kun småting, når Axel Urne til Knuthenborg tillod sig, at sige til en af de gamle jomfruer: ”I er så rynket som et stykke klædes skind”. I selve regerings protokollerne trængte munterhed sig frem. I ”optegnelser” af året 1559 f.eks., hvor et brev til alle lensmænd samt abbedissen i Maribo kloster findes indført, er ved hendes navn: ”Jomfru Søster Mette Marsvinsdatter” ordet ”jomfru” er understreget, og en anden kancelliskriver har i bladranden bemærket om den, der har nedskrevet dette: ”Jakob Rammeløv har rotter på loftet” (en skrue løs). Betegnelsen for en senere abbedisse, ”Jomfru Moder”, måtte i sig selv give nærliggende anledning til løjer. Men hvad værre var, denne mangel på agtelse strakte sig indenfor klostrets mure. Hvor, som her, alt løftende var borte, var man henvist til, enten at klamre sig til minderne om den katolske tid, eller det endnu mere indholdsløs: eller blot leve på, hvor fornem og formående en slægt man dog tilhørte, eller endelig den sidste udvej: pint af ørkesløshed skaffe tiden indhold ved krig mod abbedisse, søstre, regler, gudsfrygt, lydighed, renhed. Alt efter enhvers alder og natur, hengav man sig til en eller flere af disse former for virksomhed. Summen blev det vildeste udstyr og forvirring, hvor hvert forsøg på ordning var tåbeligt, da en egen giftig ihærdighed og ond sind, stadigt dampede op fra grunden. Allerede i året 1563, kun syv år efter fornyelsen, førtes der de alvorligste klager af Fyns biskop, klostrets øverste gejstlige tilsynsmand, over tonen i klostret. En hoved anklage gik ud på, at katolicismen endnu havde sit tilhold der, og hyldedes af de fleste ældre søstre. Denne klage, der i bispens mund åbenbart var den værste, stiller sig noget anderledes fra en senere tids synspunkt. Der er noget tiltalende ved i en tid, hvor alle mænd holdningsløst havde svigtet deres tidligere tro, og efter befaling fra oven antaget en ny så let som nutidens mænd skifter skjorte, at se disse kvinder der turde vedkende sig deres overbevisning og kæmpe for den. Regeringen høstede også kun, som den selv havde sået ved så længe, at have ladet klostret beholde sin ”bede fader” til at læse sjælemesser ved altrene. Ifølge biskoppens klage fredede jomfruerne endnu om helgen billederne i koret, mødtes hemmeligt i det såkaldte ”kapitelhus” og sang katolske salmer, fejrede her Fasten på gammel vis med ”Pater noster” og ”Ave Maria”, ringede på Maria Fødselsdag med den store klokke, så det rungede ud over byen, nægtede at aflægge Sankt Birgittas hovedbeklædning. De mødte vel i kirken, når den påtvungne, en lutherske præst prækede, men sad og læste i ”Vor Frue Tider” og ”Syv Salmer” i stedet for at høre efter, eller gik bort midt under talen under udråb som: ”Fy, skam sig for Præken!” Derimod mødte de ikke ved altergang, de undslog sig for åbenlyst skrifte, nægtede at lære de ti bud, lukkede præsten med hans skriftsteder ude fra døende søstre, og betjente dem selv med tændte lys i hånden og latinske døds salmer. Ja de vovede at påstå, at de ved deres forbønner for kirken havde fået Gud til at aflive deres plageånd, den fynske biskop, **Jørgen Sadolin**, som var den første Lutherske biskop. Langt værre efter nutids begreber var de følgende klagepunkter. Klostret var opfyldt af uenighed og ulydighed. De gamle søstre lå i strid med de unge, og disse skændedes indbyrdes. Vel hviskede de til hverandre med bøjet hoved hver dag i koret, før sangen begyndte: ”Har vi gjort Eder imod, med ord eller gerninger, så tilgiver os for Guds og Jomfru Marias skyld, som vi Eder!” Men straks efter var striden i fuld gang på ny. Med største hensynsløshed gav de deres ublide følelser luft, drillede, bagtalte, ønskede hinanden Satan i vold, bandede ved tusind styk djævle, bad til, at ”Pokker” skulle falde på dem, så store som fade, kaldte hinanden for tyve tøj, gik til håndgribeligheder, ja skammede sig end ikke ved, at slås i fremmedes påsyn. Drukkenskab skete daglig skjul, så at de lå på gulvet uden at kunne rejse sig. Abbedissen var magtløs, ingen lystrede hende. Da således to søstre havde klaget over hinanden for ukvemsord og vold, og sagen skulle pådømmes af abbedissen, mødte begge parterne, men opflammedes straks ved synet af hinanden så, den ene gav den anden en én på kassen og denne svarede ved at give modparten en på næse og mund. Hvad det endelig kyskhedsløftet angik, så var tilstanden over al beskrivelse dårlig. Præster nægtede man at tage imod, men håndværksfolk, hof mænd og adelsmænd havde fri adgang. Stundom kom sådanne berusede folk ind, trak hoved tøjet af jomfruerne og behandlede dem som rene luder. Timevis lukkede de yngre sig inde i deres celler med unge adelsmænd, der kom besøg. Og som jomfruerne var, var også deres betjening. Der holdtes tjenere og piger, der alle var ”foragtere af ægteskabet”, og levede indbyrdes i utugt, så, de hvert øjeblik en pige måtte bort på grund af svangerskab. Fra Store danske leksikon: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Danske_folkekirke/J%C3%B8rgen_Jensen_Sadolin: Jørgen Jensen Sadolin, ca. 1499-1559, dansk reformatorisk prædikant og biskop. Som ivrig lutheraner blev han 1526 Hans Tausens medhjælper i Viborg og 1529 luthersk præst. I 1526 fik han kongens tilladelse til at oprette en luthersk præsteskole i Viborg. Sadolin skrev en hvas og satirisk beretning om religionsforhandlingerne på herredagen i København 1530. Fra 1532 var han virksom i Odense, hvor han oversatte Den Augsburgske Bekendelse (1533) og Luthers Lille Katekismus til brug for danske lutherske præster. I 1537 var han blandt de syv første lutherske superintendenter (biskopper), som Bugenhagen indviede, og forblev biskop over Fyns Stift til sin død. Han deltog også i arbejdet med Kirkeordinansen (lat. 1537, da. 1539). Sadolin, Jørgen Jensen, o.1499-1559, Biskop, var født i Viborg, hvorfor han undertiden skrev sig Vibergius, medens Navnet Sadolinus ikke brugtes af ham selv, men synes lavet af hans ...Søn med Hensyn til, at Familien, der stammede fra Mors, i ældre Led havde baaret Navnet Sadelmager. Hans Fader hed Jens Christensen, Moderen Marine Nielsdatter. Faderen skal have været Vicarius ved Viborg Domkirke og blev, som det synes, senere Kannik sammesteds. Efter den Tids Forhold kunne Forældrene altsaa næppe have været ægteviede, hvad S.s kirkelige Modstander Poul Helgesen senere gjorde til Sønnens Brøde. Om dennes Ungdom savnes for øvrigt Efterretninger. Vi træffe hans Navn første Gang, da han i. Dec. 1526 af Kong Frederik I fik Tilladelse til at bosætte sig i Viborg og der «læse og læse lade, hvad som nyttigt kan være, for unge Personer, som formaa at kjøbe deres Kost, dog ikke for de Personer, som formaa og ville være udi Universiteter». Foruden de sædvanlige Borgerrettigheder tillagdes der ham Frihed for kongelige Skatter og «Bys Tyngsel udi alle Maader». Han kaldes ved denne Lejlighed «Mester» og havde vel erhvervet Graden udenlands, hvor han vistnok ogsaa var vundet for Reformationen, hvis uforfærdede Talsmand han siden blev, i det han stillede sig ved Hans Tausens Side i Arbejdet for Evangeliets Udbredelse i Viborg. Det var ikke en almindelig Børneskole, S. oprettede, men, som det synes, en Præsteskole, om end i det smaa, medens han samtidig ved Udgivelsen af enkelte danske Salmer og ved Oversættelse af religiøse Smaaskrifter søgte at fremme Reformationens Sag. Især kan mærkes hans Gjengivelse paa Dansk af et Skrift af Luther om Ægteskabet (Viborg 1530). Inden Hans Tausen 1529 forlod Viborg, ordinerede han S., der blev Præst ved Sortebrødrekirke sammesteds, som Munkene havde maattet opgive. Blandt de evangeliske Prædikanter eller Fripræster, der mødte ved Herredagen i Kjøbenhavn 1530 for at forsvare den nye Lære, indtog S. en fremragende Plads. Efter sin Hjemkomst til Viborg udgav han en i historisk Henseende vigtig Beretning om Forhandlingerne, i det han derhos i skarpe Ord udtalte sin Dom over Prælaternes formentlig ubillige Fordringer og utilbørlige Adfærd under Mødet (paa ny udg. 1885). S.s reformatoriske Virksomhed forlagdes senere til Fyn, vistnok efter Kong Frederiks Ønske og med den udvalgte Biskop Knud Gyldenstjernes Samtykke. I alt Fald paalagde Kongen 1532 Prioren i St. Knuds Kloster at give S. Bolig og Underhold i Klosteret samt udbetale ham en aarlig Løn af 40 Mark. S. betegner sig selv som Biskoppens Medhjælper i Ordet («adjutor in verbo»), og da Gyldenstjerne snart efter forlod Stiftet for at overtage Anførselen over den Flaade, der afsendtes til Norge i Anledning af Christian II's Indfald i Landet, saa fik S. frie Hænder til at virke for Reformationen, som han kunde bedst. Paa Landemodet i Odense 27. Maj 1532 forelagde han da i den fraværende Biskops Navn Stiftets forsamlede Præster en (senere udgiven) Oversættelse af Luthers Katekismus (dog uden Nævnelse af Luthers Navn), ledsaget af en indtrængende Formaning til dem om at tage sig af den forsømte Børnelærdom samt en Anvisning om Fremgangsmaaden, de burde følge, for at indprente den i Katekismus indeholdte Lære i Ungdommens Sind og vise dens praktiske Anvendelse til Fremme for det kristelige Liv. Tillige antydedes, at der senere skulde anstilles Prøve angaaende Præsternes Indsigt i en Række nærmere opgivne Lærestykker. Det er et mærkeligt Skrift, der staar højt i den danske Reformationslitteratur, og dets Forelæggelse for Odense Stifts Præsteskab maatte give alle Evangeliets Venner Mod til at virke i den lutherske Oplysnings Tjeneste, medens det samtidig vakte saa stærk en Harme hos Papismens Tilhængere, at de, sohi det synes tilskyndede af den bispelige Generalvikar Niels Poulsen, stiftede en Sammensværgelse mod S. af saa truende Art, at han fandt det raadeligt at modtage det Tilbud, den gamle, afgaaede Biskop Jens Andersen (Beldenak) gjorde ham, om indtil videre at søge et Fristed hos ham paa Bispeslottet Kjærstrup paa Taasinge. Efter Knud Gyldenstjernes Hjemkomst lod denne anstille en Religionsdisputats mellem S. og ovennævnte Niels Poulsen, og da S. blev Sejerherre, paalagdes der Generalvikaren en Bøde for hans Adfærd. Sin i reformatorisk Henseende betydningsfulde litterære Virksomhed fortsatte S. ved 1533 at udgive den første danske Oversættelse af den augsburgske Bekjendelse. Hvorledes det er gaaet ham i de for de evangeliske Prædikanter saa vanskelige Tider efter Frederik I's Død, er os ikke bekjendt. Vi møde ham først efter Grevefejdens Afslutning 1536, da han som Prædikant ved Frue Kirke i Kjøbenhavn (hvad han mulig allerede har været under Belejringen) modtog et kongl. Beskjærmelsesbrev og forlenedes med et Vikariat ved samme Kirke. Efter at have deltaget i Forhandlingerne om Kirkeordinansens Affattelse kaldedes S. til Superintendent i Fyns Stift og indviedes 2. Sept. 1537 af Dr. Joh. Bugenhagen. Som evangelisk Biskop i Odense udfoldede S. en betydelig Virksomhed for at bringe Kirkevæsenet i det den Gang vidtstrakte Stift i Overensstemmelse med de i Ordinansen foreskrevne Regler. Særlig fortjener han Paaskjønnelse for sit Arbejde med at skaffe Kirker, Præster, Skoler og Hospitaler de fornødne Midler til deres Bestaaen, efter at den Rigdomskilde var hentørret, som i den katholske Tid saa rigelig havde tilflydt disse Formaal gjennem Betalingen for Sjælemesser. Over for Papismens talrige Levninger i Kirker og Klostre ligesom i Folkelivet indtog han en fast, men dog rolig og besindig Holdning. Det Maadehold, han viste over for de gamle Brødre i St. Knuds Kloster, paadrog ham endog saa stærke Angreb fra 2 puritanske Præstemænd i Odense, Laurids Helgesen og Christoffer Mikkelsen (s. VII, 293 og XI, 326), at han nødtes til ved Rettens Midler at værge sig imod de ubeføjede Beskyldninger for Leflen med Papismen, som de med fanatisk Voldsomhed udslyngede imod ham. Hans forstandige Forslag til Oprettelse af et Domkapitel i evangelisk Stil i Odense lykkedes det ham des værre ikke at faa gjennemført. Derimod fik han det gamle Præstekalent for Odense By og Herred rekonstrueret saaledes, at det kunde tjene til Fremme for Kirkelivet og være et Mønster for lignende Foreninger i andre Dele af Stiftet. I det hele maa det siges, at S. har været en virksom og duelig kirkelig Tilsynsmand, om det end skal være gaaet tilbage for ham i hans sidste Tid, da han var hjemsøgt af Legemssvaghed og, som det etsteds antydes, endog havde mistet Synet. Han holdt dog endnu Ligtale over Christian III i St. Hans Kirke i Odense i Febr. 1559. Selv døde han 19. Dec. s. A. -- S. var 2 Gange gift: 1. (o. 1527) med Marine Ibsdatter Hegelund fra Skive; 2. (1547) med Elsebe Lauridsdatter fra Roskilde, der overlevede ham i mange Aar og døde 1588. Blandt hans talrige Børn kan især mærkes den ovfr. nævnte M. Hans Jørgensen S. Saml. t. Fyens Hist. og Topogr. IV. H. F. Rørdam. 1540-367 ; Jørgen Jensen Sadolin mester, superintendent i Fyn (d 19.12.1559) 1.gang gift med Marine Ibsdatter Hegelund, 2. gang gift med Elsebe Lauridsdatter 1547. 195. ; 13376 Jørgen Jensen Sadolin; født ca. 1499 i Viborg Domsogn, Nørlyng herred, Viborg amt, Biskop i Odense (første evangeliske biskop i Danmark), døde 29 dec 1559 i Odense Købstad, Odense herred, Odense amt. Giftede sig ca. 1527, med Marine Ibsdatter Hegelund; født ca. 1505 i Skive sogn, Hindborg herred, Viborg amt, døde ca. 1545. ______________________________________________________________________________ Jens Sadolin, stilling: sadelmager i Birkede. Han blev gift med ukendt hustru.

  
  

• Kilder

  [S64] Wikipedia, https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Jensen_Sadolin .