Herman Christian Valeur er født i København 23. desember 1731 som sønn av etatsråd, senere assessor i Høyesterett Johannes Valeur og Charlotte Sophia Biilcke. Døde i Bergen 23. juli 1791 og ble begravet fra Korskirken 5. august nest etter. Privat dimittert ble Valeur 23. desember 1750 immatrikulert ved Københavns universitet; teologisk embetseksamen avla han 9. april 1753 med karakteren haud illaudabilis. Han får skussmål som: et meget godt og skiekelig Menniske - en fornuftig, dydig og honet Opførsel. Og i høy grad kom han til å nyde godt av sin formående slekts hjelp.
Til å være teologisk kandidat fikk Valeur et noe usedvanlig livsløp; forklaringen finner vi i et brev, datert 3. november 1755, fra visebiskop Tidemand i Bergen til provsten Ruus på Voss. Brevet lyder slik. Hans Høyædle Høyærværdighed H:r Biskop (i Bergen) og Procancellarius Doetor Pontoppidan har givet mig til Deres Velædle Velærværdighed een Commission, som er denne: Een H:r Biskoppens besynderlig gode Ven, nemlig H:r Etats Raad Valeur i Københafn har haft den Chagrin, at Hans Søn, Student, geraaden paa Herrenhutske Afveje [: som dog nu skal indsees :/ har noget for tilig giftet Sig, samt abandonneret alt Haab om Emploie til Præste-Embede, og i den Stæd ansøgt og modtaget Survivanee paa Waasse Klokkerie, naar samme lovlig leedig vorder. Da nu Faderen gierne ville have denne sin Søn eet Styeke Vejs fra Sig, joe før joe heller, uden dog at nægte Ham al muelig Faderlig Assistenee, den Hand er i god Stand til at giøre Ham; Sønnen er et meget godt og skiekelig Menniske; Saa yndskede H:r Biskopen, at Deres Velædle Velærværdighed kunde overtale den gamle Horsenium til at andtage Ham som sin Substitut eller Adjunctum paa de aller raisonableste Vilkaar. Deres Velædle Velærværdighed ville altsaa der udi emploiere sine bona officia; helst jeg tenker, at den gode Horsenius i sin tilvoxende Alderdom kunde tiene dermed baade sig Selv og sin Hustrue, siden bemeldte Studiosi Vilkaar ere saa gandske gode, at Hand kunde taale den Accord at indgaae, som neppe nogen Anden. Her om alt jeg vil vente Deres gode Giensvar, og i Fald reusseres, med hvad Vilkaar til nærmere Afgiørelse.
Det ble imidlertid ikke noen lett sak å overtale den gamle Horsenium, selv på de aller raisonableste vilkår. Klokkeren, og ikke mindre konen hans, har nok øynet en god forretning og klarte å trekke motparten temmelig godt opp, de får begge sitt pass grundig påskrevet av prosten. 11. mai 1756 fikk prosten melding om at de endelige vilkår var antatt og at Valeur aktet å innfinne seg på Voss kommende sommer, om enn prosten hadde rådet ham til å se tiden litt an: er her ikke no gen beqvem Bolig at komme till uden temmelig Bekostning og maaskee Fortrædeligheder, da her i Nærværelsen af Hoved-Kirken og Præstegaarden er ingen beqvem Sted till nye Bolig uden andres Fornærmelse, efterdi Horsenius har selv bygget sit Huus paa det Sted, hvor forrige Klokker boede. Men visebiskopen forsikrer at det ville obligere ham om prosten kunne finne utvei til bolig for den nye degn og familie. Ellers ser vi at klokker Valeur våren 1759 søkte og fikk permisjon til en reise til København for å se sin far og sine søsken igjen, hans mor var nylig død og en bror ventet hjem fra China.
Som en kunne vente har Valeur ikke funnet seg til freds på Voss, og ønsket seg: en bædre Station end at være paa Landet iblandt Bønder. 1770 hører vi at han har vært i Bergen: og mariered sig med en Kiøbmands Datter, dog ej antroffne Midler, mend efter alles sigende eet dydig og got Numer samt kierlig Moder for sine Børn. Samme høst er etatsråden atter ute og ber for sin kjære sønn, denne gang er det stiftamtmann Petersen i Bergen som settes i sving, og det gjelder å skaffe sønnen et klokkeri i Bergen. Stiftamtmannen melder 9. oktober 1770:
Man har her en Klocker ved Dom Kircken som er en gammel Mand og kand vel iche lenge giøre det; Deres Velbaarenhed kand altsaa være gandske forsichred, at naar Vaeance skeer ieg da icke vild efterlade at anvende ald min Flid for Deres Søn. Vi får ikke vite hva det ble til med dette klokkeriet, men det ser ut som Valeur kort tid etter er flyttet fra Voss, for der nevnes en annen klokker i 1772.
Høsten 1774 døde postmesteren i Bergen og Valeur sender inn ansøkning om stillingen.
Han nevner at han: haver prøvet i 16 Aar mange Gienvordigheder, og ved min absolverede Studia ey har havd den Lykke at nyde nogen Employ til min Families Underholdning, tillige og ved min Faders Etats-Raad og Borgermester Valeurs dødelige Mgang er sadt uden for ald Venner og Patroner. Ikke dess mindre erbyder hans svoger kjøpmann Hansen på Amagertorv, en av Københavns 32 Mænd, seg: til ett eller andet Gudelig Brug at udbetale, som en allerunderdanigst Erkjendtligheds Tegn, eet Tuusinde Rigsdaler, vil og om no gen Caution for Oppebørselen maatte forlanges, allernaadigst forbinde mig til samme. Det lyktes, og 10. juni 1775 ble Valeur utnevnt til postmester i Bergen. Våren 1780 fikk han permisjon for å gjøre en reise på 3 il 4 måneder til København. Etter hans død ble enken konstituert i stillingen inntil ettermannen tiltrådte 1. september 1792.
Valeur hadde titel av kanselliraad.