| Notater |
- Rosenkrantz, Holg. Ottesen. 237
Aar har han Del, snart indenlands, navnlig i Jylland, hvor han havde meget at gjøre med de Rustninger, man af og til traf af Frygt for Troppesamlinger i Nordtyskland, dels udenlands, til diplomatiske eller repræsentative Sendelser. Bekjendtest er i denne Henseende et fyrsteligt Bryllup i Wismar, hvor han og Otte Krumpen repræsenterede Kongen, men forbitrede brøde op, fordi Kongen af Polens Sendebud som Fordanser var blevet foretrukket for dem, der dog repræsenterede et ældre Rige end Polen.
Var H. R. saaledes allerede i Christian III's Tid en højt anset og meget brugt Mand, saa stod han dog i et endnu fortroligere Forhold til den følgende Konge, den unge, livsglade Frederik II. H. R. synes endogsaa atter i nogen Tid at være traadt i Hoftjeneste hos den unge Konge. Dertil kom ogsaa, at hans eget Hjem paa Bygholm i nogen Tid havde været opløst; hans unge Hustru, Mette Krognos, var død af en pestagtig Sygdom 26. Sept. 1558; 2 Døtre, han havde haft med hende, vare døde før Moderen, saa Hjemmet nu stod øde. Paa Ditmarskertoget kort efter (1559) var H. R. en af de 3 Krigskommissærer, der skulde have Opsyn med Sagernes Ledelse, især med Provianteringen og Pengemidlerne osv. Ligeledes havde han Plads i det af de høje Officerer bestaaende Krigsraad, der i Forening med Joh. Rantzau skulde have den øverste militære Ledelse. I Ut Kirke ved Boller har H. R. ogsaa ladet opsætte en Mindetavle om hele Toget. Ved Kongens paafølgende Kroning bar H. R. i den store Kroningsprocession Rigsæblet, men afslog, ligesom saa mange andre af de første Adelsmænd, at modtage Ridderværdigheden; Grunden antages at have været religiøse Betænkeligheder ved som Protestant at aflægge Riddereden. Endnu inderligere blev Forholdet til den unge Konge, da denne (1560) omdannede det gamle Øm (Em) Kloster til et kongeligt Slot, Emborg, og forlenede det til H. R., som Aaret efter tillige forlenedes med Skanderborg Slot med de dertil liggende 10 Herreder. Da ogsaa Vær Kloster blev lagt under Bygholm, havde H. R. saaledes næsten hele denne Egn under sig.
Glade Fester holdtes paa Emborg og Skanderborg, som blev Kongens Yndlingsopholdssted. 1562 ledsagede H. R. Kongen til Hamborg i Anledning af Stridigheder med denne Stad. Det Rygte udbredte sig imidlertid, at Kongen i Vrede skulde have stukket H. R. ihjel, fordi han havde fraraadet Hamborgs Belejring; har der været nogen Strid i den Anledning mellem den unge, opbrusende Fyrste og hans ældre Ven, har den i alt Fald ikke efterladt sig Mærk i deres gjensidige Forhold. H. R. blev tvært imod ogsaa forlenet med Tryggevælde og Faxe Herred som et frit Adelslen og deltog i de mange diplomatiske Forhandlinger, der gik forud for Syvaars-krigen.
Under denne Krig blev H. R. stærkt anvendt. Han var beskæftiget med Mønstringen af Lejetropper eller forskjellige Hverv i Jylland i Anledning af Rustninger og Proviantering-, til andre Tider maatte han ledsage Kongen under Felttoget, saaledes i 1563 til Halmstad og Elfsborg, eller maatte deltage i Rigsraadsforhandlinger i Kjøbenhavn, saaledes 1564 i Anledning af Grev Giinther af Schwarzburgs Afsættelse, eller sendtes til Udlandet, saaledes allerede 1563 til Kurfyrst August af Sachsen for at afslutte et Laan.
Ogsaa i en Mængde diplomatiske Forhandlinger og de mange frugtesløse Fredsunderhandlinger deltog han. 1565 var især et besværligt Aar. I Jan. deltog han i Kjøbenhavn i Underhandlinger med lybske Sendebud, deltog derpaa i Skaane i Mønstringen af de fremmede Lejetropper, blev fangen af Jørgen v. Holles ustyrlige Knægte i Ystad og fik først sin Frihed efter at have maattet love Betaling af den resterende Sold og var derpaa en af de 30 Adelsmænd, der maatte gaa i Borgen for Kongen til Daniel Rantzau og de tyske Høvedsmænd for de 100000 Dir., der udbetaltes til Knægtene.
Som Kongens Yndling kom han til at indtage en ejendommelig Stilling under den stærke Spænding, der paa Grund af Krigens uheldige Førelse og den store Pengemangel indtraadte mellem Kongen og en Del af Adelen. Til ham henvendte Krigskommissærerne sig, da der lige før Slaget ved Svarteraa var Tale om Daniel Rantzaus Afskedigelse; for ham udøste Kongens Søster Kurfyrstinde Anna sine Bekymringer i Anledning af Rygtet om, at Adelen vilde afsætte Frederik II; til ham som sin fortrolige Ven, der var særlig afholdt ved Hove, henvendte Daniel Rantzau sig under sine mange Kjævlerier med Kongen og Rigsraadet angaaende Lejetropperne og Pengesagerne.
Det var disse Forhold, der til sidst medførte Peder Oxes
Tilbagekaldelse. I tidligere Aar havde H. R.s Forhold til denne Mand næppe været venskabeligt; de havde ligget i Strid med hinanden i Anledning af Gisselfeldt, som Henrik Gjøe i sin Tid havde solgt til H. R.s Fader; H. R. havde deltaget i flere af de Domme, der vare fældede over Peder Oxe. En Forsoning synes dog hurtig at være indtraadt; i alt Fald stiger H. R. under P. Oxes Styrelsestid netop til sine højeste Værdigheder. 9. Dec. 1567 udnævntes han nemlig til Statholder i Nørrejylland med udstrakt Myndighed, hvorved hele Finansstyrelsen i Jylland underlagdes ham. At dette fastsloges for at skaffe større Fasthed i Administrationen, er tydeligt; den spredte Lensstyrelses administrative Ynkeligheder havde man faaet stærkt at føle under Krigen; det var netop P. Oxes Kald at søge at skaffe Orden i Uordenen. Det paalagdes ogsaa nu de jyske Lensmænd at rette sig efter, hvad H. R. tilskrev dem angaaende Rigets Sager, som om det udgik fra Kongen selv. Det nye Hverv, som H. R. kun nødig skal have paataget sig, skaffede ham megen Møje samtidig med de mange forskjellige andre Hverv, der stadig paalagdes ham (Fredsmøder i Stralsund, Roskilde 1568, derpaa i Knæred o. a. Steder, Rejser med Kongen som dennes «hemmelige Raad» til Varbergs Belejring, Møder i Odense o. a.
Steder om Kjævlerierne angaaende de slesvigske Hertugers Lens-pligt osv.). Da Kongen derpaa Nytaarsdag 1570 i et mismodigt Øjeblik truede med at nedlægge Regeringen, betroede Rigsraadet H. R. og Peder Bille at føre de mundtlige Forhandlinger med Kongen om denne pinlige Sag. At H. R. ved sin rolige og sindige Færd har bidraget meget til at bilægge denne Strid, er vel utvivlsomt. Da Freden i Stettin s. A. sluttedes, kom der roligere Forhold. I H. R.s huslige Forhold var der imidlertid indtraadt store Forandringer. Efter henved 10 Aars Enkemandsstand havde han i sit 51. Aar 25. April 1568 ægtet den 24aarige Karen Gyldenstjerne, Datter af Christoffer G. til Iversnæs og Fru Anne Parsberg, og samtidig indløste han det rige St. Hans Kloster i Horsens fra den hidtilværende Panthaver og fik det uindløseligt i sin og sin Enkes Livstid. Med Karen Gyldenstjerne fik han 2 ndfr. og ovfr. nævnte Sønner, Otte Christoffer (f. 1569) og Frederik, der opkaldtes efter Kongen, som selv stod Fadder ved den store Barselsfærd paa Skanderborg Slot 2. Sept. 1571, hvori foruden Kongen og Hoffet Peder Oxe og det hele Rigsraad samt en umaadelig Mængde adelige Herrer og Damer deltoge. H. R. stod da paa Højden af sin Magt som Herre til Boller, hvis samlede Gods han ved Mageskifter var den egentlige Stifter af, og til Rosenvold, som han havde dannet fra ny af, som Statholder i Nørrejylland og Lensmand paa Skanderborg, Bygholm og St. Hans Kloster. Men da Kongen 1573 besluttede sig til i længere Tid at opholde sig paa Skanderborg, blev Lenet pludselig givet til en mindre Adelsmand, Claus Glambek, og H. R. fik Ordre til med kort Varsel at flytte ud. Kongen og den næsten med fyrstelig Glans levende Lensmand kunde ikke faa Plads under samme Tag. Det var saaledes ingenlunde at betragte som kongelig Unaade. H. R. brugtes stadig til diplomatiske Sendelser; 1573 blev han derpaa udnævnt til Rigsmarsk, en Værdighed, der havde staaet ubesat siden Frands Brockenhuus' Fald ved Varberg, - en Stilling, som han først paatog sig efter indtrængende
Forestillinger af Kongen og Rigsraadet, som han da aldrig trængte sig selv frem. Som Marsk fik han ikke Lejlighed til at udøve nogen større Virksomhed. 29. Jan. 1575 fik han Skjødebrev paa det rige St. Hans Kloster ved Horsens, hvori han havde store Pantesummer, og s. D. Bygholm frit paa Livstid, dog mod at opgive Pantesummerne, han havde staaende heri. Statholderstillingen i Nørrejylland beholdt han indtil sin Død. Denne indtraf allerede 4. Marts s. A. (1575) paa Bygholm i hans 58. Aar-, han stededes til Hvile i Ut Kirke ved Boller, som han havde indrettet til et Mausoleum for en stor Del af sin Slægt. Han var ubetinget en Hædersmand, ligesom hans Broder Jørgen stærkt paavirket af den Gudsfrygt, der udmærkede de bedre Medlemmer af den Adelstand, der havde været Vidne til Reformationsrøret.
Fru Karen Gyldenstjernes store Virksomhed efter Mandens Død er tidligere omtalt (VI, 375).
|
1517 - 1575 (58 år)
