Claus Korsgaard Sand skriver: Karl gik i skole i Øsløs. Herefter arbjedede han i en periode ved landbruget. Som ung begyndte Karl at arbejde inden for murerfaget. Vi har ikke kunne finde, at han nogensinde er udlært. Hvad også et brev til Ministeriet for Handel, Industri og Søfart tyder på. Karl ønskede tilladelse til, at kunne bruge “mester” betegnelsen. Ministeriet skriver >>I anledning af Deres hertil indkomne andragende om tilladelse til at få det for Dem under 9. April 1938 udfærdigede næringsbrev som murer i Øsløs-Vesløs-Arup Kommune påtegnet angående “mester”-betegnelse skal man efter stedfunden brevveksling med Håndværksrådet og Murefagets Fællesudvalg meddele, at det ansøgte ikke har kunnet bevilges.<<
Karl var allerede i en alder af kun 26 år, begyndt som selvstændig inden for murerfaget, og virkede som sådan indtil 1961. Her stoppede han på arbejdsmarkedet på grund af sygdom.
Karl Har i flere år været bestyrelsesmedlem af den lokale skytteforening. Interesse for jagt og fiskeri havde altid haft Karls store interesse.
I begyndelsen af Mary og Karls giftermål boede parret i Øsløs, i Karls fødehjem. I 1946 flyttede de til Vesløs, Stationsvej 55. Karl havde selv bygget huset i slutningen af krigen.
Bedstefar Karl lavede sin egen brændevin. Efter, hvad jeg har hørt, så skulle den have smagt ganske udmærket. Bedstefar fortalt mig engang, at han havde været gymnast og bokser i sine unge dage. På Karls 60 års fødselsdag, stod han i haven og slog en forlæns salto uden tilløb, hvor han landede på benene igen! Det husker jeg selv, fordi jeg stod ved siden af, det var meget imponerende.