| Notater |
- Flemming Juncker (1904-2002) gik gennem hele sit liv sine egne veje og fulgte sit hjerte frem for konventioner og forventninger. Han spillede en afgørende rolle, ikke blot i modstandskampen i Danmark, men paa talrige andre felter, som han gennem sit 97-årige liv fattede interesse for.
Gunnar Flemming Juncker blev født i september 1904 på Sjælland, paa Sorø Store Ladegaard, som hans far to aar forinden havde købt. Flemming Junckers mor, Anna Margrethe Kieldsen (1871-1945), var født paa Lynderupgaard og datter af Jens Kieldsen, hvis far Kield Kieldsen erhvervede gaarden i 1828. Flemming Juncker tilbragte som barn og ung talrige somre paa Lynderupgaard.
Flemming Juncker tilbragte ogsaa to "dejlige vintre" som landvæsenselev paa Lynderupgaard i 1921 og 1922, og den sidste vinter, før hans studentereksamen i 1923, hvor hans mor ikke ville tillade ham at forsømme skolen, blev han "reddet" af en blindtarmsoperation. Det efterfølgende to maaneders rekreationsophold fik han nemlig lov at tilbringe paa Lynderupgaard.
I 1923 blev han student uden rigtig at vide hvorfor. Samme aar havde han besluttet sig for at studere historie - en beslutning, som "jeg heldigvis opgav under indtryk af sygdom i august". I stedet kom han med sin mor og stedfar - hans biologiske far begik selvmord i 1910 - paa et længere ophold i Avignon i Frankrig, og det gjorde et stort indtryk på den unge Flemming Juncker, at flere blandt de lokale bønder var millionærer, men "levede i tilsyneladende fattigdom og glæde".
"Jeg forlod helt tanken om en fremtid i en verden af æstetik uden tilknytning til det praktiske liv, og jeg skrev hjem til skovrider Biilmann paa Frijsenborg, hvor min søster aaret forinden havde lært husholdning, om jeg maatte komme som førsteaars elev i skovbrugsstudiet", skriver Flemming Juncker i sin erindringsbog.
Flemming Juncker lærte skovdrift og jordbrug helt fra bunden, med økse og haandsav, og han lærte at grave "snorlige og smukke grøfter".
I 1924 startede saa han paa Landbohøjskolen, hvor han igen forsømte det meste af undervisningen - og læste det hele op lige efter nytaar, før det kommende aars eksamen.
Flemming Juncker havde hele sin skolegang - og i øvrigt hele resten af livet - store problemer med automatisk respekt for autoriteter. Skolen fandt han direkte uinteressant. Hurtigt holdt han op med at tage skolebøger med hjem - paa den maade kunne "skolens verden" ikke forstyrre den unge Flemming i alt dét spændende, som livet virkelig handlede om. Evnerne manglede han ikke; lektier klarede han ved hver morgen at møde i klassen en halv time for tidligt og skrive de andres opgaver af. Af samme aarsag blev han klassens ordensduks; saa maatte han nemlig blive inde i alle frikvartererne og kunne forberede sig paa næste skoletime, hvis han - som han skriver i sine erindringer - "ikke allerede havde smuglæst i stille perioder i den foregaaende time". Skolegang var simpelt hen for kedeligt og langsommeligt for Flemming Juncker.
Tilsvarende med skovbrugsstudiet: af hele denne studietid fik Flemming Juncker mest ud af grundvidenskaberne paa førstedelen. Den mere fagligt betonede undervisning i anden del af studiet mente han var baseret paa subjektiv viden og derfor ikke værd at spilde sin tid paa.
Flemming Juncker var meget mere optaget af andre ting, og kemi var hans store hobby. Hele hans pensionatsværelse paa Ny Østergade 10 i København var fyldt med kolber og reagensglas. Han frekventerede ogsaa gerne nattelivet i København og gik ofte i teatret, og han kunne sidde til den tidlige morgen og diskutere, helst filosofi og kemi. Det gjorde det lidt svært at følge undervisningen paa normal vis.
Flemming Juncker fik maaske derfor den helt utraditionelle idé at faa tilladelse til at gennemføre den tredje og sidste del af skovbrugsuddannelsen i Schwarzwald i Sydtyskland.
Han blev her dybt betaget af det tyske princip om "Dauerwald" og blev bekræftet i sin afstandtagen fra det mere "ordensprædede, skakbræt-baserede skovbrug" i Danmark, som han mente "egnede sig mere for bogholderi og beskrivelse end for biologisk vækstoptimering".
I 1930 var Flemming Juncker til Nordisk Skovkongres i Norge, og han saa her for første gang et moderne ramsavværk. Skovforeningen havde netop faaet at vide, at DSB ville forlange endnu lavere pris paa sveller i det kommende aar, saa der var haardt brug for rationelle produktionsformer. Flemming Juncker var hurtig og tilbød DSB at opskære 40.000 nye sveller med træ fra de sjællandske skove aaret efter - han fik ordren og tog straks "hjem" til Lynderupgaard for at laane startkapital. Derefter til Södertälje, hvor han købte sit første savanlæg. Da B&W paa det tidspunkt var i likvidation fik han lov at leje 7.000 kvadratmeter af det gamle Køge Værfts arealer. Dette blev starten på Junckers Industrier, som ved hans død var en af Danmarks største træindustrier og producent af gulvlak og paa verdensplan beskæftiger mere end 1.200 ansatte.
Allerede som 13-aarig havde Flemming Juncker bestemt, at han en dag skulle eje godset Overgaard. I august 1937 lykkes det ham at stable penge nok paa benene til at erhverve ejendommen, der baade i forhold til hans banebrydende jord- og skovbrugsdrift og i Flemming Junckers arbejde som modstandsmand kom til at spille en stor rolle.
Under besættelsen var Flemming Juncker i kraft af sit omfattende personlige netværk og store engagement en af nøglepersonerne og stod i spidsen for modstandsarbejdet i hele Jylland. Han maatte til sidst selv gaa under jorden og blev fløjet til England. Her fortsatte han modstandsarbejdet som officer i Special Operations Excecutive (SOE).
Flemming Juncker var gift flere gange, senest med Jutta Graae.
Flemming Juncker under besættelsen
Flemming Juncker ydede ogsaa under besættelsen af Danmark en meget stor indsats.
Flemming Juncker blev involveret i modstandsarbejdet under besættelsen, fordi han blev kontaktet af sin barndomsven fra Sorø, Stig E. Jensen. Denne havde frem til 9. april 1940 været ansat som annoncekonsulent paa Berlingske Tidende, men blev fyret.
Han kontaktede derfor Svenska Dagbladet - han var gift med en datter af den svenske visesanger Sven Scholander og havde derfor nære kontakter - og han startede en annoncekampagne i Danmark for den svenske avis, som i modsætning til de danske aviser ikke var underlagt censur. Stig Jensen var god ven med Ebbe Munck, som allerede var flygtet til Sverige, og paa dennes opfordring blev Flemming Juncker i efteraaret 1941 bedt om at finde en egnet nedkastningsplads øst for godset Overgaard, som Flemming Juncker havde erhvervet tre aar forinden.
Dette skulle blive starten paa en omfattende organisation, hvor Flemming Juncker kom til at staa i spidsen for modstandsbevægelsen i Jylland.
Han mødte sin "næstkommanderende" Christian Ulrik Hansen for første gang i Stig Jensens lejlighed i København, hvor Flemming Juncker gennem tre aar havde et lille værelse med egen indgang.
Her mødte Flemming Juncker ogsaa flere faldskærmsfolk, og en dag i starten af maj 1942 mødte han ogsaa Chr. Rottbøl, der havde fødselsdag og bad Flemming kontakte hans far paa Børglum Kloster.
Chr. Rottbøll kunne fortælle, at det kneb for faldskærmsfolkene at holde radiokontakten hjem til England, fordi de engelske "bærbare" radioer var kuffertstore og kunne ikke bæres diskret rundt af modstandsfolk og hemmelige agenter.
I Flemming Junckers uendeligt store netværk var Svend Olufsen (Bang & Olufsen), og denne havde lige den rette ingeniør til at sørge for, at den danske illegale radiotjeneste i praksis blev Europas bedste.
Det lykkedes for en ingeniør Duus-Hansen fra B&O at fremstille driftssikre radioapparater i telefonbogsstørrelse, hvilket fik helt en afgørende indflydelse paa kommunikationen mellem de allierede og modstandsbevægelsen i Danmark.
I aarene 1941. 42 og 43 foretog Flemming Juncker en lang række legale rejser til Sverige, hvor han havde møder med Ebbe Munck og den allierede top. Han havde faaet den idé at ansøge om et svensk patent paa en ny mejetærskerkonstruktion med kun tre bevægelige dele. Dette var kun et skalkeskjul for at faa et gyldigt rejsevisum - om maskinen kunne virke, "var jo underordnet i den forbindelse", skriver Flemming Juncker i sine erindringer.
Han modtog personligt i 1943 fire faldskærmsfolk, der blev nedkastet ved Støvring og som skulle indlogeres paa højskolen. Her var man imidlertid bekymret, fordi de havde haft besøg af politiet efter nedkastningen ved Farsø et halvt aar forinden. Derfor paatog Flemming Juncker sig at skaffe nattely til folkene - et foretagende, der endte i dybet af en plantage ved Randers, hvor faldskærmsfolkene maatte overnatte, Ved samme lejlighed blev der for første gang kastet vaaben ned paa Trinderup Hede, og kroejer Marius Fiil blev udpeget til at hente godset.
Fra 1941 og frem til april 1944 udførte Flemming Juncker utallige aktioner i frihedskampen. I februar 1944 fik han nys om, at Gestapo var paa sporet af ham og maatte gaa under jorden. Han opholdt sig derefter sjældent hjemme paa Overgaard og overnattede ofte paa Hotel Randers.
En søndag havde han forladt hotellet og egentlig haft i tankerne at køre hjem til Overgaard. I stedet valgte han at besøge sin mor paa Holbækgaard. Da han om aftenen kom tilbage til Randers, var hele byen i oprør: Gestapo havde ransaget Overgaard og derefter slaaet ring om Hotel Randers.
To maaneder senere var han kun sekunder fra at blive taget af Gestapo i en lejlighed i København, og Flemming Juncker indsaa, at han maatte forlade landet.
Han blev fløjet til England, siddende i lastrummet paa en lille Mosquito-bombeflyver, hvorefter han arbejdede for Special Operations Executive (SOE). Ledelsen af modstandsarbejdet i Jylland blev overladt til Jens Toldstrup og Vagn Bennike.
Flemming Juncker blev siden gift med Jutta Graae, der selv var meget aktiv i modstandskampen. Han døde i 2002, 97 aar gammel.
- Bøger skrevet af Flemming Juncker:
"Men morsomt har det været" (1983)
"En gård skifter hænder" (1984)
"Humus. Dynamisk økologi" (1985)
"Træk fra glemmebogen" (1986)
Om Flemming Juncker:
Bl.a."Portræt af Jutta og Flemming Juncker" af Peter Laursen, (1987) Og af samme forfatter en TV udsendelse "Modstandskamp og husflid" "Elefanten" af Sven Ove Gade (2007)
|