Notater |
- Ole Ernst (Pedersen) er søn af kok Ernst Pedersen (død 2004) og hustru Edith Frost (død 1978). Han havde forskellige småjobs og var bl.a. sømand i to år inden han efter at have læst hos Lars Lunøe blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1964-1967 og debuterede 13/5 1965 som Chino i "West Side Story". Efter nogle års ansættelse på Odense Teater fik han sit gennembrud i 1969 som Arnold i "Alting og et posthus" på Svalegangen i Århus og som Biff i "En sælgers død" på Det Danske Teater året efter. Han blev fast ansat ved Det Kongelige Teater i 1970 og udviklede sig som karakterskuespiller op gennem 1970erne. Han var ansat ved Det Kongelige Teater frem til 1986 og igen fra 1994. I den mellemliggende periode optrådte han ved modeshows, var turistfører på De Vestindiske øer, ligesom han medvirkede i cabaret. Gennem tiden har han spillet i mange teaterforestillinger bl.a. i "Figaros bryllup", "Erik IV", "Hamlet", "Amadeus", "Den dobbelte troløshed", "Frøken Julie", "Jeppe på bjerget", "Erasmus Montanus", "Gengangere", "Isbrandt", "Blæs på Odysseus", "Menneskereden", "Civilisation", "En spurv i tranedans", "Antonius og Cleopatra" og "Peer Gynt". Ole Ernst fik sit egentlige filmgennembrud i "Flugten" fra 1973, den første af tre om Vesterbro-roden Per. Både filmen og Ole Ernst fik en Bodil-pris. Senere fulgte "Per" og "Blind makker". Gennem årene har Ole Ernst medvirket i danske og norske film bl.a. i rollen som Peter von Scholten i filmen af samme navn, som hustyrannen i "Sort høst", som politiassistenten i ternet jakke og blød hat i "Olsen-banden"-filmene og filmroller i "Hærværk" - i "Det er nat med fru Knudsen" og "Der er et yndigt land", som gav ham endnu en Bodil-pris. Desuden har han medvirket i både danske og svenske TV-produktioner bl.a. "Bryggeren". Desuden har han haft opgaver i reklamefilm for salg af naturmedicin, ligesom han i "Fangerne på fortet" på TV3 var vismanden i tårnet der uddelte gåder til deltagerne. I januar 1978 udeblev han uden afbud fra optagelsen af TV-spillet "Tribadernes nat", og måtte imødese et erstatningskrav på knapt 300.000 kr. Udover skuespillergerningen skriver han digte, maler og har udstillet sine malerier, bl.a. på Café Cobra. Ole Ernst har modtaget flere priser, bl.a.: Poul Reumerts Studielegat 1983, Olaf Poulsens Mindelegat 1985, Teaterpokalen samme år, og i 1996 Best of Actor ved TV-Festival i Shanghai og Sølvnymfen i Monte Carlo for tv-filmen "En fri mand". Ole Ernst levede først i 1970erne sammen med skuespillerinden Anne-Lise Gabold og siden i fire måneder med fotomodellen Mette Thelin inden han i ni år var gift med indendørsarkitekt Susse Karlsen, Fra 1986 til 2005 levede han sammen med tandlæge Vibeke Qvist, hvoraf de ni år var ægteskabelige. De giftede sig på hendes 40-års fødselsdag den 25. maj 1996.
Kilde: www.danskefilm.dk
- Ekstra Bladet 1/9-2013
Skuespilleren Ole Ernst er død. Det oplyser hans familie til Ritzau. Ole Ernst blev 73 år. Han sov stille ind i sit hjem på Østerbro natten til søndag.
Ole Ernst døde efter et par måneders skrantende helbred, og efterlader sig en søster, en datter og et få måneder gammelt barnebarn.
Mand for en skævert
Ole Ernst var vildmanden i det pæne, disciplinerede teaterliv. Han var mand for en 'skævert' i ny og næ, men også for scenekunst og skuespil af stort format.
Det viste sig eksempelvis i hans tolkning af titelrollen i 'Jeppe på Bjerget', som han spillede på Det Kongelige Teater og siden på turnéer rundt omkring i landet.
Ole Ernst blev mange gange i sin karriere stemplet som en 'rod'. Han kunne støje og buldre som få - i glæde og i raseri - når han følte, at situationen var til det.
Men efter at han havde smækket med døren, kunne han også blive god igen. Kritikere har nuanceret karakteristikken af ham ved at tilføje, at han var en 'følsom rod'.
De hæftede sig ved, at han i mange år skrev lyrik til skrivebordsskuffen, og de noterede sig den følsomhed, han som skuespiller evnede at give udtryk for.
Ud af en gøglerslægt
Ole Ernst var af gøglerslægt med bakkesangerinden Ruth Lund som sin moster og Dyrehavsbakkens pjerrot Erico Lund som en fætter.
Han blev født på Vesterbro og fastslog mange år senere, at han så sig selv som 'et ganske almindeligt menneske'.
Han prøvede sig selv af som bybud, kok, sømand, glarmester og medhjælper på Svalegangen i Århus sammen med Jens Okking, før han kastede sig ud i det, han allermest havde lyst til: At blive skuespiller.
Han afsluttede elevskolen på Odense Teater i 1967 og blev yderligere to år i den fynske hovedstad. Via andre engagementer fik han ansættelse på Det Kongelige Teater i 1970. I første omgang blev det til 16 år på nationalscenen med store kunstneriske triumfer, men også problemer i spændingsfeltet mellem hans personlige og professionelle liv.
Til hans store roller på Kgs. Nytorv hørte Claudius i "Hamlet" og Mozart i "Amadeus".
Nyskabelsen
Ole Ernst fik nu mange gode roller, også på film, hvor det blev til mere end 40 roller. I 1970erne slog han sit navn fast med sin klassiske Per-figur i kriminal-trilogien 'Flugten', 'Per' og 'Blind makker'.
Han repræsenterede en nyskabelse i dansk film med sin ligefremme og realistiske spillestil og viste i de følgende årtier, at talentet rummede mange flere facetter.
Eksempelvis som politiassistent Holm i en række Olsen-banden-film og som landmanden i Morten Arnfreds 'Der er et yndigt land' fra 1983.
Også i 'Hærværk', 'Peter von Scholten' og 'Sort høst' havde Ole Ernst markante roller, og i 'Okay' fra 2002 demonstrerede han Bodil-klasse som Paprika Steens dødsmærkede far.
Det blev dog ikke til en Bodil det år, så Ole Ernst måtte trøste sig med de to statuetter, han havde stående for 'Flugten' og 'Der er et yndigt land'.
De indskrev sig i rækken af udmærkelser, som den populære skuespiller blev hædret med i årenes løb. Blandt dem kan nævnes Olaf Poulsens Mindelegat, Teaterpokalen og Oehlenschlägers Legat.
|