Berlingske Tidende - oktober 2004 Kais kongerige
Livet er også, hvad man selv gør det til. Sådan ser brændselshandleren og den tidligere folketingspolitiker Kai Dige Bach på det. Selvom Eva er syg, skal livet leves med fuld knald på farverne, og meningsfulde kontakter til mange vidt forskellige mennesker i de mange selskabelige klubber, han har lavet.
Kais Kongerige. Ja, ja, måske det er en lidt pompøs overskrift til en artikel om den hyggelige skæggede gut med ternet skjorte og lædervest. Men det er altså ikke det halve galt. Kai Dige Bach ejer faktisk alle de huse, man kan se her fra hans 1. sals udestue. Og det er ikke så lidt. Der er en del parcelhuse, der en stor kasse, der rummer bladet Idé Nyt, som er hans opfindelse, og som han stadig ejer 40 procent af. Og der ligger to fine gamle huse, som har rummet landsbykøbmanden og –smedjen. Dem har han restaureret efter alle kunstens regler, i stedet for at købe et Asger Jorn maleri, en ven ville sælge ham, for "jeg har mere glæde af at kigge på dem hver dag".
Udsigten er et billede på Kai Dige Bachs erhvervsmæssige succes.
Indsigten, om jeg så må sige, er et billede på hans menneskelige succes. Hvor Kai er, er der rart at være. Kaster man et blik rundt i hjemmet, som han har bygget med egne hænder i 1960, ser man ærkedansk parcelhusindretning. Her er egetræsmøbler, kobberlamper, messinglysestager, søstykker på væggen over sofaarrangementet og gildesal i kælderen med bar og krohygge. Modsat de fleste af den slags, så bliver Kai’s faktisk brugt. Ret flittigt endda. Til gilder af enhver slags, men altid med indhold. Det er ikke længe siden en vulkanolog kom og holdt foredrag for familien, der med børn og børnebørn kommer op på en snes stykker. Bliver pladsen trang, har han en endnu større kælder, hvor mennesker kan mødes og berige hinanden i Kais talrige klubber, der har navne som Polyrerne, BøjStræk, Gadedrengekoret og Medieforum Oldtimers, eller hvad han ellers kan finde på for at samle folk og få sød musik til at opstå. For det er det, det hele drejer sig om.
Den farverige brændselshandler, politiker, bladejer og meget meget mere har holdt lav profil længe.
"Du er den første journalist, jeg har talt med de sidste 15-20 år. Jeg bliver altid ødelagt af det, så hvorfor skal jeg? Jeg har ikke brug for det, jeg har det jo godt, og jeg skal ikke ud og sælge eller købe noget – jeg skal slet ingenting."
Hvorfor har du så lyst lige nu?
"Jeg synes, det var sjovt, fordi du havde nogle andre vinkler på det end rækken af forretninger. Jeg tænker, at hvis folk kunne lære at lave et sangkor, en danseforening, et seminar eller nogle af alle de ting, så ville de få et rigere liv på deres gamle dage, end hvis de bare diskuterer, om de skal have rød eller hvid sild på søndag. Man kan gøre noget selv for at få et interessant liv."
Hvor mange klubber har du egentlig?
"4-5-6 stykker, tror jeg. Alt er meget organiseret – der findes fundatser til alle klubberne, hvor det er skrevet ned, hvad det går ud på. Men jeg passer alle mine bekendtskaber, sørger for dem og laver skæg og ballade. Jeg er lige kommet hjem fra det årlige filosofikursus med polyrerne - klubben er opkaldt efter Hotel Polyrrinia på Kreta, hvor vi boede på det første seminar for 12 år siden. I år var vi i Slovenien i en uge 31 mænd, selvom vi ikke må være mere end 30, for så kan man ikke hygge sig nok. Folk er meget glade for at blive inviteret. Jeg plukker med nænsom hånd, dem, jeg kan se, kan glæde hinanden."
Det er sådan en bordplan, du lægger meget omhyggeligt?
"Ja, men meget intuitivt. Jeg skulle nok have været en kvinde, hvad det angår, for det er noget, jeg fornemmer. Og der er en fantastisk høj disciplin på det, jeg laver. Det fungerer, alle kommer til alle timerne, og de kommer til tiden."
Jeg troede ellers meget af det, du lavede var sjovt?
"Jamen, det er meget sjovere, når det virker. Jeg har altid sagt, at der skal være orden i roderiet. Der må gerne være masser af roderier, men der skal være orden i det, ligesom jeg mener, at de fleste improviserede ting skal være godt forberedt."
Stor behov for mennesker
Hvad lærte I om på filosofikurset?
"Om sprogets opståen og muligheder. Om hvordan dyr kommunikerer og om hvor svært det er at oversætte – de samme ord findes ikke på alle sprog. Filosoffen David Favrholt forelæste, og historikeren Søren Mørch fortalte om en verdenshistorie, han roder med. Det er spændende for sådan en som mig, som gik med koks, mens de andre gik på universitetet. Jeg sidder som et lille stykke klisterpapir og hører efter."
Du er den, der organiserer alle aktiviteterne, bliver du ikke træt af det?
"Engang jeg blev vred over, at folk ikke svarede på invitationer, og det var mig, der stod for alting. Så gik det op for mig, at jeg var nødt til at spørge mig selv, om jeg lavede det mest for deres skyld eller mest for min egen, altså ville jeg undvære det? Hvis ikke, så ville jeg holde op med at ærgre mig over det, så det har jeg ikke gjort siden. Jeg laver det, fordi jeg gerne vil have det lavet."
Men hvorfor vil du?
"Fordi jeg synes det er pragtfuldt at komme til filosofimøde, til sang, til gymnastik at komme sammen med nogle mennesker i politiske sammenhænge. Det er vel fordi, jeg har et meget stort behov for andre mennesker og for at udveksle ideer og tanker. Jeg tror ideer skabes under samtale. Jeg kan slet ikke forstå de mennesker, der siger, at nu må de væk og hiver alle telefonstikkene ud. Jeg har gjort det én gang, da jeg tog et halvt sabbatår, og det var ikke den helt store succes."
Hvorfor tog du det?
"Fordi der var så mange ting, jeg ikke havde nået. Jeg ville gerne ned og se, hvordan ulandshjælpen virkede i Afrika, jeg ville gerne på højskole, jeg ville gerne prøve at sejle på Europas floder. Der var mange ting, jeg havde skrevet op på min liste."
Hvordan var det så?
"Jeg var meget alene, og jeg fandt ud af, at jeg ikke var nær så sjov at være alene med, som jeg troede. Jeg nåede det meste på listen, men det var ikke lige morsomt hele tiden, og det var heller ikke meningen. Jeg havde sådan nogle store indtryk med hjem. F.eks. har jeg ikke siden beskæftiget mig med Afrika, for efter at have været der, kunne jeg ganske enkelt ikke komme med en eneste ide til, hvad man skulle gøre ved det. Det var så forfærdeligt. Jeg lavede en stor lysbilledserie dernedefra. Jeg viste den to gange, så kunne jeg simpelthen ikke holde ud at se den mere, for jeg gik i stykker på, at det ikke var noget, jeg kunne gør noget ved. Jeg kan kun fungere der, hvor jeg kan gøre en forskel."
Brød med den sociale arv
Du er en fattig dreng fra Nørrebro, hvorfor tror du, du har klaret dig så godt?
"Jeg har haft en god barndom og et godt hjem, men i tilbageblikket kan jeg se, at jeg har været bevidst om at bryde min sociale arv. For mig er det gået ud på at undgå, at skulle ud til stævningsmanden, og sige "det er ikke vores radio, det er mormors", som jeg gjorde, fordi jeg var den ældste. Sådan et liv har jeg ikke villet have. Punktum. Det har gjort indtryk på mig. Jeg kan huske, at en af stævningsfolkene engang klappede mig på hovedet og sagde: "Nu er det færdigt for i dag, smut du bare hjem." Man fandt ud af, at der var mennesker inde bag. Så det har gjort mig mindre autoritetstro – jeg har aldrig været bange for at tale med autoriteter, hvad enten det var skoleinspektøren, skattefolk eller ministre."
Den type oplevelser kan også gøre en ydmyg?
"Ja, men sådan har det ikke virket på mig, måske fordi jeg var den ældste af en søskendeflok på seks."
Hvorfor er det lige gået dig så godt i forhold til dine søskende?
"Jeg må være vaccineret lidt hårdere end de andre. Det med at når man havde købt noget, havde man det ikke ret længe. Det har givet mig det der lange sigt på det hele. Jeg havde som ung en ide om, at når jeg blev 30 år, skulle jeg ikke arbejde mere. Og de eneste søvnløse nætter, jeg har haft i mit liv, var, da der så kom nogen og ville købe min forretning, da jeg var 30 år, og jeg faktisk ikke behøvede at lave noget mere. Da måtte jeg finde ud af, hvem jeg selv var, og at det var aktiviteten, der interesserede mig, og friheden, men ikke nødvendigvis det ikke at lave noget."
Det var en streg i regningen?
"Det var en meget stor streg i regningen. Man kunne godt unde nogle flere mennesker, at de fik lov at prøve det. Det er et fatamorgana, som lyder sjovt. Det kan man især se, når man er blevet så gammel, som jeg er. Man har ikke en spor lyst til at holde op."
Fuldtidssygeplejerske
Når man hører Kai dige Bach fortælle om sit liv dengang og nu, kommer man til at tænke på en landmand, der engang sagde: "Det er folks egen skyld, hvis de er i godt humør. Der er nok at være ked af." For det er der da så sandelig også hjemme i Hjortespring. Eva, som han er gift med på 45. år, er meget syg af kræft og oveni har en fejlbehandling gjort hende næsten helt blind.
"Eva har et ufatteligt lyst sind. Hun kan hele tiden se noget, der er godt. Det kan hun i alt og alle. Hun er sådan en, der kigger ud af vinduet, når der er gråt allevegne, og lægger mærke til den lillebitte blå plet på himlen. Hun finder hele tiden noget at glæde sig over. Lægerne på hospitalet er helt vilde med hende, for de har aldrig haft sådan en patient før, der ikke brokker sig over noget som helst."
Så bliver livet jo også ved med at være værd at leve?
"Det er der heller ingen diskussion om – på en måde er det også blevet bedre. Man får snakket lidt mere sammen, tænker sig lidt mere om, end dengang man løb vildt rundt i forretning. Eva skulle jo være død, men hun har taget en pause. I marts måned var hun meget syg, men så var nogle af de stråler hun fik, der hjalp. Og det er vi lykkelige for, men rask bliver hun nok desværre ikke."
Hvordan har du det så?
"Jeg har det jo nemmere på grund den måde, hun tager det på. Men det betyder, at andre ting bliver mindre vigtige – virksomheden og den slags. Nu er jeg vældig tilfreds ved at få malet vindskeden derude grøn, at få lavet en udestue foran, og jeg går meget op i, at den lille have dernede skal indrettes som en sansehave, hvor jeg vil sætte lys ned i stierne, som lyser op, så Eva kan følge dem. Det går jeg og pusler med."
Dig og Eva har ikke bare været gift, I har også været et makkerpar?
"Ja, det har vi. Jeg har jo set mange mennesker, og Eva kender dem alle sammen, for jeg har taget dem med hjem. Hun har elsket at have selskabelighed og lave mad. Hvis jeg har ringet hjem fra Folketinget og sagt, jeg tager 25 med hjem til middag, har hun sagt: "Hurra, det bliver vel nok skægt!" Nu kan hun ikke gøre så meget, som hun gerne ville, men hun kan ikke lade være at rode rundt ude i køkkenet alligevel."
Hvor meget arbejder du i dag?
"Ikke meget i firmaet, for jeg er fuldtidssygeplejerske. Jeg indskrænker og sælger fra, både fordi Eva er syg, og fordi jeg er blevet ældre. Nu laver jeg kun de sjove ting som foredrag og sammenkomster - mest herhjemme omkring Eva, nu hvor hun ikke kan komme så meget ud. Det er det, jeg vil nu: Bygge og pynte her i Hjortespring, lave sjov og samle mennesker hjemme."
At ville eller gerne ville
Du sælger, men hvad med børnene, skal de ikke overtage – din søn er da med i firmaet?
"Det er de ikke indstillede på. Og det er også svært, når firmaet ikke hviler på et særligt fedt idegrundlag. Altså, hvis nu man har en stor ide, som ingen kan efterligne, var det noget andet. Men den eneste ide i mit firma har været, at jeg skulle lave det samme som de andre, bare bedre og billigere. Det skal man virkeligt ville, for at kunne overleve på. Som Piet Hein siger: "Det at ville, er lidt mere end gerne at ville." Det er der min barndoms vaccination kommer ind, for hvis man vil, er man ikke til at vælte."
Og dine børn vil kun gerne?
"De vil sikkert også, men de ved ikke, hvad det er at ville. Min gamle sagfører sagde: "Kai, du kunne godt tænke dig, at dine børn fik den samme opvækst som dig, at de skulle kæmpe for det og bevise, at de kunne." Jeg sad og nikkede ivrigt. Men han sagde: "Det er din skyld, de ikke kan få lov!" Og det er jo sandt. De kan i sagens natur ikke begynde forfra. Det er umuligt ikke at få en kassekredit, hvis banken bare skal gå og lægge fede renter på, indtil jeg dør."
De har jo haft andre vilkår end dig?
"Økonomisk har de fået en hård opvækst. Hvis ikke de havde sparet sammen til den tur med klassen, så kunne de ikke komme med – færdig. De skulle selv lære det. Det var vores holdning. Det har selvfølgelig taget noget af, for det er tosset, hvis de ikke har nogen glæde af det nu, men skal vente på, at den gamle kreperer. Man lærer også at sætte mere pris på de bløde værdier. Når nu John, der er den ældste, kommer og skifter sin mors stomi, og hun elsker ham, så får det med økonomi og forretning meget mindre betydning. De er så søde alle sammen. De passer deres gamle mor. Vi har ikke haft nogen sygeplejerskehjælp i år – det har vi selv klaret."
Du er 68, hvad tænker du om alderen?
"Jeg synes, den er god, for der er mange ting, man ser mildere på. Der er meget, der ikke er så vigtigt mere, for man kan se, at i helet fylder det så lidt. Vi skal bare gå og pynte lidt på vejen."
Hvad er vigtigt, når man bliver ældre?
"Det er at have noget godt at beskæftige sig med. Der er kun en ting, der gælder: Du skal leve så længe, du har lyst, og når du så ikke har lyst mere, skal du se at få kreperet! Man skal have lyst til noget. Jeg får hele tiden lyst til at lære noget nyt. Nu vil jeg gerne vide mere om gener, og hvad det er for noget med stamceller – det er så interessant."
©Hanne Sindbæk
1936 - 2026 (90 år)
[1] 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
