Jens Hjorth

1835 - 1929  (94 år)

• Navn	Jens Hjorth
  Født	25 jan. 1835	Blenstrup Sogn, Hellum Herred, Aalborg Amt, Danmark
  	Adresse: Lindenborg Gods (Næs, Daasborg)
  		Lindenborg Gods (5) https://da.wikipedia.org/wiki/Lindenborg_Gods https://www.lindenborgslot.dk/
  Køn	Mand
  Død	3 aug. 1929
  Person-ID	I77362	My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen
  Sidst ændret	29 jan. 2023

  
  

  Far	Jens Christian Hjorth,   f. 10 apr. 1805, Rold Sogn, Hindsted Herred, Aalborg Amt, Danmark ,   d. 16 feb. 1869, Thulstrup  (Alder 63 år)
  Mor	Ane Agathe Kjeldsen,   f. 8 aug. 1810, Havbro Sogn, Aars Herred, Aalborg Amt, Danmark ,   d. 1 apr. 1897, Thulstrup  (Alder 86 år)
  Gift	20 okt. 1832
  Familie-ID	F21672	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Pouline Sigvardine Elisa Marie Meldahl,   f. 31 okt. 1844, Tulsted, Hjørring ,   d. 10 okt. 1934  (Alder 89 år)
  Gift	18 maj 1870	Borup Sogn, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark
  	Kondrup Kirke
  Sidst ændret	1 aug. 2018
  Familie-ID	F21674	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

• Begivenhedskort		Gift - 18 maj 1870 - Borup Sogn, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark  = Link til Google Earth
  Kort forklaring	: Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet

  
  

• Notater

  Jens Hjorth kom bare 2 år gammel i pleje hos sin grandonkel og gudfader på Annerup Jens Hjorth, her var han i 3 år, hvorefter han kom tilbage til forældrene på Lindenborg. I 1842 flyttede han sammen med forældrene til Thustrup. Konfirmeret d. 7. april 1850 og allerede den 30 april valgte han at stå til søs. Sejlede først med forskellige skibe til England, Portugal og Middelhavet og tog 1854 1. og 2. del af styrmandseksamen. Var derefter på rejse til Vestindien og blev 1855 2. styrmand på Barkskibet ”Atlas”, 1857 1. styrmand og fik 1860, kun 25 år gammel, et skib at fører. I 1863 blev han kaldt hjem for at assistere faderen, som dog endnu var alt for virksom og energisk til at ville træde sig tilbage fra gårdens drift. Derfor tog Jens atter ud for at sejle og 7. marts 1867 rejste han for at overtage Barkskibet ”Atlas”, hvormed han sejlede på Østersøen og England. I 1868 fik han den nye Skonnertbrig ”Thor” at føre. 1872 afgik han fra dette skib i Hamborg, for at overtage et større dampskib i England, bestemt til at sejle under engelsk flag. Jens Hjorth tog engelsk kaptajnseksamen. Efter blot en rejse blev dampskibet solgt og Jens rejste hjem til Ålborg. 31. oktober 1873 indgik han kompagniskab med grosserer Vallentin og de byggede sammen Nørre Flødal Fabrikkers Kridtslemmeri, ved Svendstrup. Her virkede han de næste 42 år, indtil han i 1915 solgte sin halvpart til grosserer Milling, og flyttede til villa ”Tairo”, på Annebergvej, i Ålborg. Villaens navn blev ændret til ”Villa Pouline” Jens Hjorth’s erindringer jan. – feb. 1864 om studedriften fra Thustrup til Slesvig. Af min dagbog. 6. og 7. januar 1864 afgik det første hold af de solgte stude til armeen, mærkelig nok over Hadsund. Vægt mellem 60 og 65 lispund, og min broder Jens Laursen fulgte med til hest helt til Flensborg for at tilse studene på vejen og få dem rigtigt afleveret til intendanturen. 20/1 1864 kom telegram om, at alle Thustrup studene var leverede i kvægparken og udbragte til 104 rigsdaler pr. stk. transporten havde varet i 12 dage, og svindet pr. stud havde været 88 ¼ pund. Driften havde i virkeligheden bestået af en flok på 78 stk. stude, hvoraf 38 tilhørte andre leverandører, af hvilke 3 stk. blev trætte på vejen og efterladt, og 15 stk. blev kasserede ved afleveringen i Flensborg. De kasserede blev så solgt til slagtere i byen, og de efterladte senere forhandlede pr korrespondance. 23/1 1864. kom broder Jens Laursen hjem fra Flensborg med gode efterretninger. Han havde i Flensborg reddet et par handelsmænd fra at blive kvalte af gas på hotellet. Den 8. januar afgik karlen Jeppe til armeen. 17/1 rejste broder Theodor igen til Skaarupgaards Landbrugsskole og ankom vistnok en transportabel tærskemaskine med lokomobil til Thustrup for at tærske al udestående sæd for første gang, så lidt var damptærskemaskinen endnu i brug herhjemme. 24/1 afgik igen en ny transport bærmestude til armeen. Jens Laursen fulgte i giggen til Skanderborg, hvor han vendte om og rejste hjem, da det var bestemt, at jeg senere skulle følge studene til Flensborg, da der var udsigt til krig med Prøjsen og Østrig. Jens Laursen hjemkom den 30. januar, og jeg rejste samme dag. Krigens anledning. Den danske regering havde ved den nye konges tiltrædelse af regeringen ved en ny forfatning inkorporeret hertugdømmet Slesvig i Danmark. Før havde hertugdømmet sin egen stænderforsamling og stod i en slags politisk forbindelse med hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, og disse to hertugdømmer hørte ind under det tyske forbund, regeret af kongen af Danmark, som havde sin gesandt ved forbundsforsamlingen i Frankfurt am Main. Denne fuldstændige inkorporation af hertugdømmet Slesvig i Danmark benyttede den prøjsiske regering med Bismark i spidsen efter forskellige truende diplomatiske forhandlinger sig af til at overfalde Danmark, da Prøjsen manglede en krigshavn og ønskede Kiel som sådan. Da Holsten var et tysk forbundsland, rømmede de danske tropper frivilligt Holsten, som de tyske tropper fremkom, med stod fast ved Dannevirke, hvor de modtog prøjserne og østrigerne, og faldt der nogle hårde forkampe i de første dage af februar ved Midsund, Kongshøj og Dannevirke, altså krigen var nu i gang. Afrejse fra Thustrup. Altså afrejste jeg fra Thustrup den 30. januar med postvognen fra Støvring til Randers, hvor jeg traf sammen med forpagter Poulsen fra Smorup præstegård og slagtermester Moses Nathansen, som også havde stude i transporten, ligesom forpagter Toft af Louisendal. De to første blev mine ledsagere på rejsen til Flensborg, og afrejseste vi med posten. Studene med drivere fortsatte rejsen sydpå, efter at broder Jens Laursen havde forladt dem, efter den rute, far havde opgivet, da far var kendt med vej og kroer som bedesteder for studene fra sin ungdom, da han selv handlede med stude både i Slesvig og Holsten. Den 31. januar ankom vi til Bandrupdam Kro, og blev der om natten, vi var komne en dag forud for studene, som den nat lå i Højenhus, men fik studene at se der. Afrejste derfra til en af fars ungdomsvenner, proprietær Juhl på Søndergård og var vi nu i det Slesvigske. Blev der om natten og blev vel modtaget. Juhl selv var dansksindet, men en voksen datter havde meget stærke tyske sympatier. Næste dag kørte Juhl os omkring til et par slægtninge med prægtige herregårde, Hans Juhl og kammerråd Juhl. Vi blev igen hos Juhl Søndergård om natten, men da alle vore stude ankom til Steenskro om aftenen, så vi dem der. Første fægtning. Den 2. februar faldt den første fægtning ved Midsunde, hvor prøjserne blev tilbagedrevet. Den 3. februar ankom vi til Hoptrup, så studenes ankomst dertil og forblev der om natten 3/2. fægtning ved Busdorf og Slesvig. 4. februar ankom jeg til Flensborg, og ankom jeg dertil middagen, hvor jeg traf Sigfred Poulsen, der tidligere var rejst i forvejen. Krigen var da alt i fuld gang, vi så de såredes bortførelse med dampskibene og enkelte østrigske fanger. 5/2. var på kirkegården i Flensborg, så krigergraven fra 1850 med løvemonumentet, storartet smukt set fra et dansk standpunkt, men udfordrende overfor tyskerne, i kapellet på kirkegården lå allerede ikke få faldne, men da der gik vagt udenfor, kunne vi ikke komme ind, men igennem vinduerne kunne vi skimte en død officer, og på gulvet lå flere soldaterlig i fuld påklædning. Samme dag ankom hele studetransporten, men havde efterladt en træt stud i Gjenner Kro. Blev indkvarteret i en stor bærmestald, og blev det bestemt, at næste dag skulle studene afleveres til intendanturen, men gik det anderledes, det blev ikke den dag. Studene fra Thustrup havde igen 12 dage undervejs til Flensborg Midtvintertid med almindelig vintervejr, lidt frost og lidt sne. De lærte snart at følge vejene, især helst inde på de bløde rabatter, i sneen eller i grøften, gik mest en efter en uden at vige af, men da der hver dag tilbagelagdes ca. 3 mil, tog det både på kræfterne og fødderne, hvis såler blev opslidte og satte talrige blodspor i sneen. Hvor det var muligt, fik vi læderstøvler til de mest angrebne, og blev studen træt og ikke kunne gå mere, blev den efterladt i bedestederne og senere forhandlet på bedste måde pr. korrespondance. I Flensborg var der megen uro, dampskibe og soldater ankom og afgik, blandt andet så jeg toldbetjent, nu løjtnant ”Admirally” fra Ålborg ved sin deling. Han havde engang givet mig kursus i dans, men det mislykkedes aldeles, fordi jeg intet gehør havde og fordi mine lægge fik krampe ved de mange tvungne benstillinger. For øvrigt reddede hans metal-skråtobakdåse i lommen ham engang fra at blive alvorlig såret, da den blev truffen af en mat kugle. Hotellerne i Flensborg var fuldt optaget af mange forskellige slags folk, som alle tænkte mere eller mindre på at føre forretning på forskellige måde, militæret lod anlægge kolonneveje uden om byen, og forholdene begyndte at se krigeriske ud. Om aftenen var vi ved Sønderport og så vognene indkomme med sårede, det gjorde et underligt indtryk at have forholdene så nær på hånden. På vort hotel var der en del uro, og om aftenen lod byrådet ifølge befaling uddele lygter til grundejerne, disse skulle holde sig i beredskab til indtræffende tilfælde. Stemningen begyndte at blive nervøs, man ventede begivenheder, men vidste ikke hvilke. Som fornuftige folk ihukom Moses Nathansen ordsproget: ”Uden mad og drikke er helten ingenting”, om vi fik en lille toddy, erindre jeg ikke, gik til sengs, ”komme, hvad der komme vil”, under alle tilfælde blev vi nok vækkede. Den 6. februar 1864 om natten kl. 1 kom der efterretning om, at armeen forlod Dannevirke, og trainet havde alt begyndt tilbagetoget. Kl.3. nat fik vi order, Gud ved hvorfra: ”Slå studene ud af bærmestalden, kavaleriets heste skal derind”. Vi tørnede ud, holdt krigsråd, Sigfred Poulsen, Moses Nathansen og jeg. ”Hvad nu”? Her kunne vi ikke blive med studene, skal vi gå til Kolding eller Als. For Kolding var der nogen stemning, men så foreslog jeg Als som den korteste vej, det sikreste sted med sundet mellem fjenden og os, og hvorhen hovedstyrken af armeen sikkert gik, og vandt det bifald. ”Vi slå ikke studene ud, før vi se kavaleriet”, tilrådede Moses Nathansen, og vi fulgte rådet som fornuftigt. Om formiddagen imellem 7 og 8 ankom de første kavalerister til bærmestalden, og vi slog studene ud og så dem vel ude af Flensborg på vejen til Sønderborg. Vi tre herre havde bestemt at ville tage damperen engang op ad dagen til Sønderborg, gik derfor tilbage til hotellet for at spise frokost. Der var allerede kommen de første fortropper af armeen, dygtig udvågede, udasede og sultne. En time efter studenes afgang kom en driver tilbage og meddelte, en stud falden på den glatte vej en fjerdingsvej udenfor Flensborg og kunne ikke rejse sig, lå alene midt på vejen, da driften fortsatte marchen efter Als. Her var ikke andet for, end jeg som den yngste tilbød at følge driveren tilbage og se at bjerge studen. Da vi kom til pladsen, lå studen der endnu, hvor train og soldater passerede den og camperede i masser rundt omkring på markerne. Vejret var egentlig ikke dårligt, med let frost, til dels glatte veje og let snefald, men egentlig temmelig sigtbart vejr, som næppe kunne hindre færdselen på landevejen. Ikke langt borte lå en større gård ”Krusågård”, og henvendte jeg mig der om hjælp for at få studen bjerget i hus og lejede en ogtbonde med slæde til at hente den og trillede vi den op på slæden og bragte den i laden og tildækkede den godt med halm og overlod til ejeren eller forpagteren hr. Korsholm, foreløbig at tage sig af den, og fortsatte jeg og driveren da marchen efter Als til for om muligt at nå studeflokken. Lidt efter middagstid kom vi til en kro, som allerede var fuld af soldater. Vi var sultne, og kned det svært med at få en mellemmad, men når fræk nok, tog man den uden videre fra kelneren, som han viste sig efterhånden med skåren mad i døren, således gjorde alle. Mærkeligt nok kom jeg til at sidde ved siden af en soldat af 11. bataillon, kaptajn de Fine Lichts kompagni, som fortalte, at han var arresteret under sin sidemands bevogtning, fordi han havde udtalt ”At det var bedst at løbe over til fjenden, så slap man for alle disse anstrengelser”. Vi fortsatte vor march, vejen var endnu fri for militær, de havde fået nok af nattens anstrengelser, bivuakerede og hvilede. Studene så vi ikke noget til, de var langt forud for os. Vejen var vel glat, men vejret var egentlig ikke strengt, som det undertiden kan være en rigtig vinterdag med snestorm og fygning, derimod var der det snefog af nordøst med let frost, fra Flensborg til Als var der mellem 4 – 5 mil. Ankommen til de yderste huse i Gråsten var vi blevet tørstige og henvendte os i et lille hus om et drik vand, men de gav os mælk, fordi vi bragte dem nogenlunde beroligende efterretninger om ingen overhængende fare i øjeblikket. Rygtet var ilet forud og havde opskræmt dem, selv havde de nære slægtninge i armeen og var ængstelige for dem. Vi fortsatte vor vej ind i byen, fandt hotellet kl. 7 – 8 aften og fik at vide at studene allerede var ankomne og indkvarterede på 2 store gårde, og jeg så, dem ikke den aften. På hotellet var der allerede en del gæster af forskellige slags, men vi kunne dog alle blive bespist og jeg fik natlogi i en stor sal i en enmandsseng sammen med glarmester Wulf Nathansen fra Randers, en bror til Moses Nathansen. Jeg havde gjort hans bekendtskab i Flensborg, og han var også mødt for at gøre forretning. En mere ubehagelig nat havde jeg ikke længe kendt, to fuldvoksne mænd i en enmandsseng var et ualmindeligt hårdt leje med den ene sengekant i ryggen. Jeg fik næsten ingen søvn og hele natten skete der ny indkvartering på salen, som soldaterne fremkom. 7/2 1864 Vel ude af sengen om morgenen, øm i alle lemmer, tørnede en kavalerist i sengen både med støvler og sporer på og mange flere militære sov allerede på salen. Morgenvask var der ikke tale om, og da vi kom nedenunder, var hotellets lokaler allerede fulde af officerer, som vist med deres afdelinger var ankomne om natten og nu var tørnet ud til morgenkaffe. Blandt andre erindrer jeg en gammel, gråhåret oberst, der så ud til at have ligget i en alt for dunrig seng i fuld uniform. Med besvær fik vi noget kaffe, og min driver og jeg stak igen af for Als, om vi mulig kunne op gå studene, som nu kom fra to kanter og skulle mødes på landevejen. Denne dag var vi ikke fri for følgeskab af militær. Vejene var glatte, let snevejr, egentlig opklarende. Infanteriet marcherede i tilsyneladende uordnede kolonner på vejen, enkelte af soldaterne i slæbere eller træsko. Kavalerister trak til dels deres heste på rabatten eller i grøften. Kanoner marcherede på vejen, en enkelt trainvogn var gledet ud og væltet. Driveren og jeg fortsatte vejen hurtigere end soldaterne, nåede ikke studene før i Sønderborg. Vi kom over Dybbøl Banke uden at bemærke batterierne, måske vidste vi slet ikke, at der var batterier. Studene var imidlertid ankommen til broen over Als Sund, hvor de mødte Moses Nathansen og Sigfred Poulsen, blev forbudt overgang, men Nathansen kommanderede. ”Det er kongens stude, driv på”, og over broen gik studeflokken trods forbud. Ankommen til Sønderborg eftermiddag kl. 2 stod vi der og vidste ikke hvorhen. På gaden kunne vi ikke stå med studeflokken, og vi drev dem ind i nogle små haver i nærheden af broen, hvis ejere vel protesterede, da studene åd deres grønkål, men Nathansen svarede; ”Det er kongens stude, som bliver her, indtil byrådet anviser os en anden plads”. De kunne ikke drive os ud, da vi, jeg og driveren nu var stødt til og med de andre drivere og med Nathansen og Poulsen var langt de stærkeste. Det varede en tid, før vi blev anviste plads i et teglværk uden for byen til studene, nogle meget åbne lokaliteter, vel under tag, men med en forskrækkelig træk. Nu var det om at gøre, at skaffe føde til studene, og nede ved stranden lå en del små skibe med hø og halm, og vi sendte alle driverne derned og hente alt det, de kunne bære. Den første dag fik vi vil alt det, vi ville have, men den næste forlangtes skriftlig ordre fra autoriteterne til udlevering. Vi indlogerede os selv, jeg troer det var på hotel Als Sund, men inden aften var det fuldt belagt med militær, vi kunne ikke få andet logement end pigernes værelse, to råt optømrede senge med tarvelige sengeklæder på halm og vi lå 3 mand i haver seng og alle vore drivere på gulvet, da de ingen husly kunne få. De tre mand, som delte sengeplads med os, var civilister fra København. 8/2 1864 Det kneb svært med at få noget til føden på hotellet, så jeg gik ned til stranden og købte rugbrød og en flæskeskinke og bragte det på vort værelse, at vi såvel som driverne ikke skulle sulte lige straks. Samme dag blev studene antaget og vejede. Ifølge mine optegnelser var far Thustrup afgået 62 stude (bærmestude), hvoraf 6 blev kasserede og senere solgt til slagterne i byen. 22 leverede stude til armeen vejede tilsammen 19010 pund eller 864 pund(391,90 kg) pr. stk., og svindet havde været fra Thustrup til Sønderborg 140 pund (63,5 kg) pr. stk.. Prisen var ved afleveringen 10 mark 14 skilling pr. lispund og indbragte pr. stud 97 rbd. 5 mark og 5 skilling. Svindet var 52 pund (ca. 23 kg.) mere pr stk end ved første transport begrundet på strengere vintervejr, vanskeligheder føre, dårligere og utilstrækkelig forplejning – især i de sidste dage, hvor studene lå i en næsten åben tegllade i Sønderborg. Hele transporten hjemmefra var i alt 62 stk. stude, hvoraf 51 blev antaget og 5 blev trætte og efterladte på vejen, og 6 stk. kasserede som nævnt ovenfor, mærkelig nok alle bærmestude fra Thustrup 9. februar afleverede vi studene til armeens kvægpark. Så kong Christian d. 9. ifølge med officerer på gaden. Så også dragonerne indkomme fra forposterne fra Dybbøl som havde været i berøring med prøjserne, en dragon havde fået en kugle igennem kammen på hjelmen. 11. bataljon fik efter ankomsten til Sønderborg anvist kvarter på et høloft over en bærmestald og syntes at befinde sig helt vel efter hvilen. Den største del af armeen var vist ankommen til Dybbøl og Sønderborg, da undertiden betydelige troppemasser camperede på gaden, det var vel vinter med et jævnt lag sne på alle veje, men just ikke strengt vejr. Det kneb fremdeles på hotellet med at få føde, men om aftenen den 10. februar, efter at vi havde hævet vore penge ved intendanturen, gav overslagtermester Ebbestrup os 3 leverandører på sit hotel en rigelig varm aftensmad, som var meget velkommen. Samme dag solgte vi vore kasserede stude og så enkelte af dem blive slagtede. I slagtehuset var en ring i gulvet, hvortil med et reb studens hoved blev bundet med snuden mod gulvet, før den blev slået for panden. For mig noget nyt. Nu havde vi fået pengene for studene, over 10.000 Rdlr. Da hele flokken fra begyndelsen havde været 120 stk. tilhørende 4 ejere, hvoraf far var hovedleverandør, og da vi ikke kunne gøre vort regnskab op i Sønderborg, først hjemme, var vi lidt i tvivl, til hvem vi skulle betro pengene. Jeg var den yngste, og det ville såre de andres følelser, om jeg blev den betroede. Resultatet blev, at Sigfred Poulsen som den ældste og pålideligste skulle have dem, og jeg og Moses passede på ham, at fjenden ikke skulle tage ham, eller han selv løbe bort. Nu knep det med at komme bort fra Sønderborg med alle vore drivere. Landevejs spærrede fjenden os vejen, søværts gik der vel dampskibe, men ikke vor vej. Endelig den 11/2 afgik dampskibet ”Fylla” om aftenen til Fåborg, og vi gik der ombord, men dampskibet blev på reden om natten, og vi ankom til Fåborg næste dag. På dampskibet led mangel på den nødvendige føde, da intet havdes uden nogle få torsk, som gik i dem, der var frække nok til at trænge på, og jeg havde end ikke lært den kunst, men kom dygtig sulten til Fåborg, hvor jeg forsynede mig tilstrækkeligt. Det var den 12. februar, lejede slæde til Assens, 11 mand stærk og forblev der om natten formedelst snestorm. Den 13. februar afgik fra Assens til Middelfart alt på slæde vi tre leverandører og 6 drivere foruden kusken. Fra Middelfart med damper til Fredericia og videre med slæde og vogn til Vejle og Horsens. Forblev der om natten og gik den 14. til Skanderborg, Århus, Randers, Hobro og Støvring, hvor jeg ankom den 15. om morgenen, gik til fods hjem til Thustrup, hvor jeg var ventet med længsel, da man frygtede for, at tyskerne havde taget os og alle studene. Begyndte straks at lave på studeregnskabet, som var et godt sammensurium, fordi transporten bestod af 4 flokke med 3 leverandører, som hver især havde gjort udlæg, men jeg klarede sagerne, så godt jeg kunne og hver fik sit.