Følgende er skrevet i bladet ”Slægten”, nr. 50, i 1923. ” Mandag d. 13. august d.å. hensov på Julianeholm Fru Michaeline Hjorth, tidligere afdøde Proprietær Octavius Hjorths hustru, og blev under megen deltagelse begravet på Sulsted kirkegård ved siden af sin ægtefælle. Et såre virksomt liv er hermed afsluttet, og når jeg gerne, om jeg kunne, ville riste en minderune, såvel over hende som over Octavius Hjorth, er tanken derom udsprungen af min store ærbødighed over for dem begge og af kærlighed til deres minde. Jeg har i en årrække boet dem nær og været en næsten daglig gæst på Julianeholm, mens de begge endnu stod for styret på den gamle gård.
Det samliv de to førte - den livsgerning de udøvede - den kamp til sejr de udstod mod tidernes ugunst, tjente dem begge til lige megen ære og vandt dem alles uskrømtede agtelse og respekt. De oplevede at høste lønnen for al deres trofaste udholdenhed, enestående arbejdsomhed og nøjsomhed, idet de så hjemmet - det sted de havde viet alle deres evner og kræfter, idet som de elskede så højt - blive bevaret for slægten.
Octavius Hjorth, der var født på Thustrup den 11. november 1848, købte 1880 om foråret Julianeholm og ægtede d. 9. juli samme år Frk. Michaeline Jacobsen, født d. 29. september 1855 i Nykøbing på Mors. Han boede på Julianeholm til sin død 24. maj 1916. året efter flyttede hans hustru til Nørre Sundby efter at have bortforpagtet gården til sin søn, Anders Georg Hjorth, som nu ejer gården.
Det er ikke min hensigt at omtale Octavius Hjorths dygtighed som landmand – den bar de år for rigere afgrøder og den voksende besætning vidnesbyrd om – men at fremdrage nogle enkelte træk fra hans daglig liv, som det var en åndelig berigelse at lære at kende og forstå.
Det første, jeg da vil pege på, er den store ordenssans, han var i besiddelse af. Kom man ind på Julianeholm og ikke havde været der før var det første, der vakte den besøgendes opmærksomhed og beundring, den mageløse orden, der herskede overalt både inde og ude. Han tålte ikke, at noget lå på urette sted, hver ting havde sin bestemte plads og skulle være på den. Jeg har senere ofte tænkt på, hvor det stemmede godt med hans noble og retskafne karakter. Som han var pillen i sin bedrift, var han det også med sin egen person og klædedragt. Om søndagen kunne man, om man traf ham hjemme, altid finde ham højtidsklædt, en art ærbødighed overfor hviledagen. Når jeg skriver ”om man traf ham hjemme”, vil jeg dermed sige, at han ellers var gået i kirke. Som han elskede orden i sit ydre liv, således søgte han også at have det i sit forhold overfor sin Gud; jeg ved – ikke fra ham selv, det forbød hans åndelige blufærdighed ham – at han var en bønnens mand. Kun endnu en ting skal fremhæves – hans gode og ligevægtige sind og humør, han havde forstået, at det er livskunstens kærne, gennem let og tungt, om sit ungdomssind at værne, holde hjertet ungt.
Ved hans jordefærd talte præsten smukt over ordet: ”I min Faders Hus ere mange Boliger”, og fremhævede Octavius Hjorths store beskedenhed blandt mennesker og ydmyghed overfor sin Gud, og som han betegnende sagde: ”Han albuede sig ikke frem”. Ved hans båre blev hans ynglingssang: ”Når solen ganger til hvile”, afsunget under megen bevægelse.
Som jeg ved at anføre disse smukke træk om Octavius Hjorth har villet give udtryk for min højagtelse for ham, vil jeg også fremdrage nogle af Michaeline Hjorths mange gode egenskaber. Dengang hun som ung husmoder begyndte på Julianeholm, var det en stor oh omfattende gerning, da alting jo dengang behandledes hjemme, både smør og ost og andre husarbejder, hvilke nu næsten alle er ganske bortfaldne. Men med sin store dygtighed, flid og påpasselighed overvandt hun alle vanskeligheder. Hun var en levende illustration af det gamle ord: ”Skal alt i huset vel sig føje, hold selv dermed et vågent øje”. Desværre mærkede det tidligt Michaeline Hjorth, at hun trak et stort læs – og de mange trin fra kælder til kvist ødelagde tilsidst hendes ben; hun fik åreknuder og måtte gå med bandage og ofte være sengeliggende. Drivfjederen i hendes liv var hendes store kærlighed til sin mand, sine børn og hjemmet.
Hvor var det hyggeligt at komme til Julianeholm, hvor man altid følte sig velkommen; og inde i den store, gamle stue med det altid hvidskurede, sandbestrøede gulv præsiderede ”Tante Michaeline” med sine smukke sølvhvide hår og de milde øjne. Mange var de spørgsmål, hun i sin kærlige interesse for slægten og venner ville have rede på. Da hun, efter at være flyttet fra Julianeholm til Nørre Sundby, boede der i sine sidste år, gaves der hendes børn og svigerbørn rig lejlighed til at afbetale på den store taknemmelighedsgæld, de stod i ti begge, hvilket de også vidste at benytte ved at vise den gamle moder al den omhu og kærlighed, de formåede.
Ved pinsetid i år blev hun mere svagelig og hendes søn og kærlige svigerdatter tog hende da hjem til Julianeholm, og der nød hun til sin sidste stund en kærlig og opofrende pleje. Som hun var afholdt af mange vil hun blive savnet af mange – som også onkel Octavius var og bliver det -. Lad os ære deres minde.
1855 - 1923 (67 år)
d. 7 jun. 1916, Julianeholm 
