Christen S. Kjeldsen overtog Mølgård efter sin far i 1879. Han drev gården i den samme gode stil som faderen. Haven blev udvidet, og det blev plantet meget, han var en stor ordensmand i hele den store virksomhed, og hans hustru var ham en god støtte. Det og den gode tradition op, både i gæstfrihed og elskværdighed, samlede slægt og venner, bl.a. til en stor indvielsesfest, hvor en smuk sang af cand.jur. Alfred Kjeldsen, Valstedgård, blev sunget. Naturligvis bal til den lyse morgen. En fest, enestående i sin art, vil jeg omtale. Den 3. feb. 1902 indbød Hr. og Fru. Kjeldsen hele den nære slægt til en familiefest i anledning af, at gården den dag havde været i familiens eje i 100 år. Da gæsterne kom, blev de budt ind i den store spisestue, der kun var svagt oplyst. Der så i det hele taget lidt underlig ud. Belysningen bestod af tællelys i gammeldags messingstager, man fandt sig egentlig ikke selv til rette, før Hr. Kjeldsen i en tale havde meddelt, at han og hans hustru på denne dag, 100 års dagen for Mølgårds erhvervelse ved hans bedstefader, ville mindes de gamle tider på gammel vis og skik, og derfor havde samlet mange gamle genstande, der var blevet brugt i bedsteforældrenes tid. Så fik vi øjnene rigtig op. På væggen var årstallet 1802 - 1902 nydeligt omkranset. Bordet var dækket med gamle fade, store tinkrus med hjemmebrygget øl, jerngafler og knive, gamle klukflasker med brændevin og mange andre gamle ting. Store skinker, kødpølse, hele sødmælksoste, grovbrød, alt af gårdens egen produktion. Der herskede selvfølgelig den mest udmærkede stemning ved den i vore tider så enestående anretning, og den smukke ide vandt velfortjent anerkendelse. Efter denne solide "Mellemmad" gik man op i den stærk oplyste sal, hvor de unge spillede komedie. Nogle timer efter kom man ind i 1902 til fin dinér, en brat overgang fra vore forfædres tarvelighed og nøjsomhed til nutidens luksus og finere smag. Der blev naturlig vist alt og sunget meget bl.a. må mindes familiepoeten Alfred Kjeldsens rimtale, " Et sekel er svundet - ". Det er jo en stor sjældenhed, at en landejendom går i arv fra fader til søn i 100 år, kun gennem 3 generationer - en sådan begivenhed burde fejres og blev fejret på en ualmindelig smuk og værdig måde. Store sorger har Hr. og Fru. Kjeldsen ikke været forskånet for, de mistede således begge deres ældste børn, en datter og en søn i en ung alder. Meget kunne jeg endnu fortælle og naturligvis har jeg glemt meget af betydning, men nu kan andre sikkert fortsætte. Kun vil jeg endnu her fremhæve, at jeg kun har gode minder fra Mølgård, og jeg er taknemlig for al den venlighed, der stedse er vist mig såvel af den gamle som af den unge slægt.(Skrevet i bladet Slægten, nr. 28, 1928, af I.A. Bunde.) ---
(samme sted har en - s.-n. skrevet følgende )
Christen Kjeldsen - 70 år - hvem skulle tro det - især når man så ham ved familiemødet både i fjor i Hareskoven og i år i Hobro, hvor han ungdommelig, let og udholdende konkurrerede - og det med held - med familiens ungersvende i dansekunsten. Er der gået så mange år, siden vi færdedes med ham og Fru. Julie på Mølgård. Er det så længe siden vi så det afholdte per i deres fikse jagtvogn med "Gazella" og "Kerisse" for dukke op i horisonten for atter at forsvinde i en fart, der ledte tanken hen på et stjerneskud. Ja, Chresten K. holdt af at komme rask afsted. Vi husker også " de rare heste", et par sorte dragonheste, der af utålmodighed stod på bagbenene og knap var til at styre, når de holdt for døren og herskabet ikke straks gik ombord. Vi mindes så tydelig C. Kjeldsens forbavselse, da de en gang kom ud for at stige til vogns og så kusken køre bort uden dem. Kusken beroligede dem med at råbe til dem " A kommer igjen, husbond". Han holdt sit løfte efter først at have kørt en lille tur med de urolige dyr. C.K. og Fru J. holdt af at have ungdom omkring sig og mange er de, både mandlige og kvindelige unge, som i årenes løb på Mølgård fik et kursus ude og inde i pligtfølelse, flid, viden, akkuratesse og properhed, som de sikkert har haft udbytte af hele deres liv. De unge holdt til gengæld også af dem og de befandt sig vel på Mølgård. Og sandelig, det var også et godt hjem at være i, Fru Julie havde en sjælden evne til at skabe hygge i den gamle gård, hvor alt var så velholdt og skinnende rent. Der blev spillet og sunget meget på Mølgård, Chresten K. kunne aldrig få for meget musik, og selv sang han begejstret med, når der kom en sang han holdt særlig meget af, ja, der var hyggeligt på Mølgård, ikke mindst i det daglige. Chresten K's fødelsdag lige først i jagtsæsonen fejredes ganske naturligt med en jagt, Weinschenck, Alfred og Hilmar Kjeldsen, Hansen, Gøttrup, og mange flere samledes da til en fornøjelig jagt og lod sig efter jagtens anstrængelser Fru Kjeldsens udsøgte middag smage af hjertens lyst
. Ja, der er mange og forskellige minder, der knytter sig til Mølgård, bl.a. mindes vi at gamle Dr. Levin engang sagde, at Christen K. havde frelst et menneskeliv ved sin resoluthed. En dag var en arbejder bleven levende begravet ved at en grusgrav skred sammen over ham. Samtidig med, at udgravningsarbejdet straks energisk blev påbegyndt, sendte C. K. ilbud efter doktoren, så han øjeblikkelig kunne foretage oplivningsforsøg, når manden var gravet frem. Manden blev reddet, men Dr. Levin fremhævede, at de fleste først ville sende bud efter lægen, når udgravningen var tilendebragt, og så var det i reglen for sent. Chresten K var en uhyre flittig mand, tidlig oppe om morgenen og ude omkring i stald og mark, man så ham aldrig ledig, var der ikke andet at tage vare, så var der det store fløderegnskab, der skulle føres i alle de år, han købte bøndernes fløde i hele omegnen til sit store mejeri. Regnskabsbogen var – ligesom hans egen person – sirlig holdt, så det var en lyst at se. Man kunne ofte se ham tage kosten i hånden og feje stenbroen foran hovedbygningen, thi rent og pillent skulle der være overalt.
De store fester på Mølgård, hundredeårsfesten, sølvbrylluppet, datterens, Fru Ingeborg Bie’s bryllup, hvor var de ikke smukke og stilfulde! Ja, på grund af alle de minder, der knytter os til Mølgård, var det med sorg, at vi så Christen Kjeldsen og Julie forlade den gamle gård, hvor vi så aldrig mere skulle komme.
Men livet har jo formet sig godt og trygt for dem i hjemmet i Hellerup, som i hygge ikke står tilbage for det på Mølgård – og vi ønsker inderligt, at de endnu må være dem beskåret mange lykkelige år.
1850 - 1924 (73 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
