Følgende er skrevet i bladet ”Slægten” nr. 3 i anledning af Anna Dorthes Kieldsens 80 års fødselsdag. Anna Dorthea Kieldsen kom efter endt skolegang i Viborg tilbage til hjemmet, hvor hun i 1867 gjorde bekendtskab med den mand, der blev hendes livsledsager i omtrent 40 år, nemlig Christian Holm, der den 1. maj 1867 kom til Lynderupgård som forvalter. Bryllupet fandt sted den 12. nov. 1869, efter at Holm den 1 nov 1869 havde overtaget Louisendal ved Nibe. Her i sit eget hjem fandt hun sin livsopgave som den virksomme, kærlige husmoder, der altid tænkte på andre fremfor på sig selv. Aldrig forjaget og altid beskæftiget skabte hun et hjem, hvor man straks mærkede, at der var godt at være, og hvor slægt og venner kom ofte og blev længe. De gamle, gæstfri familietraditioner holdtes i ære, og efterhånden som børnene voksede til og i ferierne medbragte deres jævnaldrende, viste det sig, at også den nye generation forstod at vudere og sætte pris på det hjem, der så villigt åbnede sine døre for dem, og hvor Tante Thea altid mild og venlig bød dem velkommen. Og mild og venlig var hun altid, selv om hum ikke veg tilbage for at sige sin mening, når forholdene krævede det. Hun var en eksemplarisk hustru - familiens unge mennesker søgte at få deres tilkommende hustruer anbragt i huset på Luisendal i det håb, at de dér ville lære at blive lige så omsorgsfulde for dem som Tante Thea var for sin mand. Hun besad en beundringsværdig evne til at skabe glæde og tilfredshed omkring sig, så meget mere beundringsværdig, som det ikke lå tul hendes natur at se lyst på tingene. Hendes karakter var alvorlig og dybt religiøs, hvad dog ikke forhindrede munterhed og glæde i at komme til orden i det daglige liv, men kun sjældent kunne man formå hende til at vise sin udmærkede opfattelse af sine medmennesker og det efterlignelsestalent, som få kender, men som endnu er usvækket trods de 80 år. Men grundtonen, var altid alvor og sjælsstyrke, og det hjalp hende da sorgen kom og hun i 1907 mistede sin mand. Der var meget at ordne og afvikle - Holm havde i 1892 købt Hovedgården Krastrup ved Løgstør, hvor familien dog aldrig boede - men med aldrig svigtende ro og styrke bar hun sorgen over sit tab, og her efter hendes mands død viste det sig, at de i årenes løb havde forstået at skabe sig en trofast vennekreds, der nu, da hun stod ene, var rede til at hjælpe hende med råd og dåd. Hun blev boende på Louisendal, indtil den i 1910 overtoges af hendes søn, Hakon Holm, hvorefter hun tog ophold i Nibe hos sin eneste datter.
Chr. H-N.
Hjemmet på Louisendal.
Hvis jeg havde evne til at fremstille mine oplevelser på papiret, ville det ikke mangle på emner, når talen er om oplevelser og indtryk fra hjemmet på Louisendal, jeg føler godt min egen brist i så henseende, og det må bære skylden, hvis de småtræk, jeg vil fremdrage, falder blege ud i forhold til, hvad det var mit ønske at opnå.
Min første personlige erindring om Louisendal er fra 1880, onkel Christian kom kørende med et spand heste badede i sved og fik moder med, og da han kom tilbage med hende, blev det mig fortalt, at de havde fået tvillinger på Louisendal.
Uden at have nogen særlig forståelse af, hvad dette betød – jeg var 6 år – så husker jeg at jeg fik en voldsom respekt for et sted, hvor noget sådant kunne ske – jeg tænkte mig naturligvis ikke tvillinger son et par almindelige små børn, og dette – at jeg nærede respekt – hængte vel nok sammen med den måde, hvorpå jag både før og efter den tid hørte hjemmet på Louisendal omtalt i mit hjem. Hvor hørte jeg ofte mor sige, når hun stod tvivlende over for et eller andet, ”Det skal jeg huske at spørge Thea om”, eller ”Sådan, siger Thea, man skal gøre” skulle far have gjort handel, særlig med heste, så skulle han altid have Holm med på råd, og hændte kunne det også, at andre vanskeligheder, som der var mange af i 80’erne, fandt både råd og dåd på Louisendal, dette karakteriserer så nogenlunde min opfattelse af onkel og tante, til den tid kom, hvor jeg selv blev en hyppig gæst i deres hjem. Da drengene (Kjeld og Peer) – som det altid hed – kom til Ålborg for at gå i skole, var deres hjemkomst, som jo sjældent var uden i de lange ferier, en fest, både for drengene og for onkel og tante, også jeg fik min del af festen.
”Nu kommer drengene hjem, så må du komme over og underholde dem” sagde onkel, en opfordring jeg, såvidt det stod til mig, aldrig var overhørig, og mine besøg var både mange og lange.
At vores bevægelsesfrihed i nogen måde var præget af, at ”drengene” var en slags gæster i deres eget hjem er utvivlsom, men der var dog det følte vi så sikkert, en grænse, det ikke ville være rådeligt at overskride, og den grænse var, efter min opfattelse, så absolut sat af tante. Aldrig kan jeg huske, at vi bad om lov til et eller andet mere end en gang, det var så selvfølgeligt, at når der var sagt ”nej”, så måtte den sag opgives.
Hvor har jeg ofte siden hos tante beundret den evne, som i forening med hendes milde, venlige sind alligevel var præget af en sådan ro og bestemthed, at det forenede, at man ved siden af at holde af hende alligevel nærede den mest ubetingede respekt. Jeg er vis på, at hendes børn og andre, der har kendt hjemmet, vil give mig ret i denne opfattelse.
Tante var altid ens, altid i ligevægt, onkel kunne være noget forskellig, det var særlig om morgenen, hans humør kunne være mindre godt, jeg husker bestemt, at vi særlig hvis vi havde lidt på samvittigheden ikke anstrengte os for at møde ham, før han havde fået sin kaffe om formiddagen og så piben tændt, men når dette iagttoges, så var han ikke nogen hindring for vor leg og påfund, når, han var jo også meget ude. Hans enestående evne som vært, og hans glæde ved at åbne sit hjem for dem, han holdt af, havde jeg naturligvis først senere den rette forståelse af.
Mine erindringer om børnene knytter sig i dette afsnit kun om Kjeld og Peer, de med så stor respekt modtagne tvillinger regnede vi ikke med og så mærkeligt det lyder, regnede vi heller ikke med Anna, hun har åbenbart allerede den gang været for kvindelig anlagt til at tage del i vore kåde drengelege.
Den så højtpriste jydske gæstfrihed blev på Louisendal gjort til skamme på den måde, at gæstfriheden og glæden ved at glæde og meddele andre de goder man rådede over, langt oversteg det almindelige.
Utallige er de gange, hvor jeg husker at en stafet – da havde man jo ikke telefon – kom med brev til far og mor: ”Kom over i efterm. Alfred og hans kone kommer – eller – P. Hansen er her; men I skal blive i nat, at vi kan have det hyggeligt og rart i aften o.s.v.”. for mit eget vedkommende blev de også utallige de gange, hvor jeg på opfordring og uden sådanne nød godt af gæstfriheden, og altid følte man venlighed og hygge slå en i møde, og mange livsværdier kunne man erhverve i samværet med onkel og tante, hvis man havde evne til at holde dem fast, vi er mange, som hele vort liv føler taknemmelighed mod dem og deres hjem.
1837 - 1924 (86 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
