| Notater |
- Lynderupgård
Ved Hjarbækvigs nordlige side ligger på en halvø Hovedgården Lynderupgård; den ligger afsides, begrænset i øst af store engstrækninger, mod vest og nord af bakker, lunt omgivet af en stor gammel have på ca. 12 Tdr. land og plantage plantet på de nærmeste banker. Hovedbygningen består af tre 2 etages fløje, det meste egebindingsværk med øverste etage bygget udover nederste; i den vestre fløj er der ca. 20 alen, som er af gammel kampestensmur. De tykke mure er her opført af runde sten; der har i sin tid været et kapel, og der er buede vinduer. I Borggården findes et gammelt springvand, der på opstanderen har et malmhoved med fire pluskæbede ansigter, af hvis munde vandet altid springer. I en gammel beskrivelse fra 1780 står: ”…. På Lynderupgård findes det bedste springvand nord for Flensborg”. Selve Borggården er omgivet af grave, hvori der altid er vand.
Ladegården var tidligere af en umådelige udstrækning, der siges den næststørste gårdsplads i landet; i 1878 – 1880 blev to længer ombygget, og gårdspladsen blev da formindsket med ca. 1 Td. Land. Den gamle nordlige længe var 101 fag á 2½ alen.
Lynderupgård, der i den katolske tid var en lystgård for Biskoppen i Viborg, har siden været ejet af familierne, Rosenkrants, Parsbjerg, Abildgård, Reenberg, Poulsen, Juulsen, Lichtenberg, Friis, Secher, Lottrup og købtes 1828 af brødrene Kield og Jens Kieldsen i forening med d`Herr. Postmester Brendstrup og Prokurator Cæsar Holm, begge af Hobro.
I 1832 var de to sidstnævnte udkøbt, og gården kostede da 40.000 Rigsdaler, dens hartkorn var da ca. 42 tønder udenfor Hovedgården samt ca. 228 tønder hartkorn Bøndergods og Uldbjerg, Lynderup og Laastrup kirker.
Bygningerne var da meget forfaldne, eng- og kærgoderne lå hen i morads, og der var meget at tage fat på. Pengene var knappe; men ved dygtighed og sparsommelighed fik de det til at gå.
Jeg kan erindre, at min moder fortalte, hun havde kun en dug, om aftenen blev der spildt på den, men da den skulle bruges næste dag, blev den vasket om aftenen, tørret om natten og strøget om morgenen, sa hun som en ordentlig kone kunne møde med rent dækketøj.
Arbejdet mellem brødrene var fordelt således, at Kield passede gårdens drift og Godset og Jens førte handelen.
I 1840 døde Jens Kieldsen ugift af tyfus; ved mundtligt testamente bestemte han, at Kield skulle arve ham, imod at han skulle sørge for at broderen, Chr. Faurschou Kieldsen, som da var købmand i Hobro, ikke kom til at lide nød, da det ikke ville gå for ham som købmand; dette gik de andre søskende ind på, imod at han ikke fik nogen arv fra sit hjem på Mølgård.
Da gården blev købt, var der en fæstegård ledig, den lå lige op ad Lynderupgårds bygninger og have, der var ingen, der ville fæste den, så de fik lov til af ministeriet at lægge den ind under Lynderupgård, imod at der tilplantedes 12 Tdr. land, som var det første, der blev plantet; nu er der ca. 100 Tdr. land beplantet.
I begyndelsen af 50’erne blev hoveriet afløst, og Godset blev da også udbudt til salg til fæsterne; men dengang havde de ikke rigtig mod til at købe. Det var først i 60’erne, at de fleste købte – til ikke så lidt højere priser, end de havde kunnet få gårdene tidligere.
Kield Kieldsen døde 22. juni 1864, blev under sin sygdom forskånet for at se fjenden; der var ikke en tysker på gården, skønt de red over marken. Hans enke, der var født Kjeldsen fra Lerkenfeldt, levede i ca 30 år som enke på gården, hun døde 23. nov. 1894.
Under hende blev Lynderupgård i 1867 delt således, at Nørreris blev fraskilt og overtages af sønnen Peder Kieldsen tilligemed en fæstegård og nogle enge, i alt ca. 16 Tdr. hartkorn.
Lynderupgård blev overtaget af mig, der var den yngste søn; jeg forpligtede mig dog til at afstå den til min ældste broder Mickel – der da var meget svag -, når han erklærede sig om tre år. Dette gjorde han, og fik den også i efteråret 1870, men han døde den 13. nov. 1871 og min broders enke Laura, født Wandborg, en søster til min hustru, overdrog igen gården til mig i efteråret 1872.
I 1873 blev der lagt en tilstødende fæstegård, ca. 85 Tdr. land ager, eng og hede ind under Lynderupgård, så der nu er 34 Tdr. hartkorn og 670 Tdr. land til den; i 1878 blev ladegårdens bygninger indskrænket betydeligt, idet laden og kreaturstaldene blev ombyggede.
I året 1908 overdrog jeg den til min søn Kield Kieldsen, der havde (og endnu har) en gård i nærheden af Århus; under ham slog lynet ned i 1912 og brændte de to bygninger, der var opført i 1878 – 1880. de blev genopført meget solidt samme år på den gamle grund med de forbedringer, der kunne anbringes, og som tiden fordrede.
Viborg, den 14. sep. 1916 J.K.
- Spredte småtræk af livet på Lynderupgård
Efter anmodning skal jeg forsøge på i ”Slægten” at skrive lidt om livet på Lynderupgård fra 1879, da jeg overtog Holmgård, og 31 år frem i tiden – i hvilken lange årrække jeg nød godt af et venskabsforhold til Jens Kieldsen og Fru Karen, - et trofast venskab, der sikkert vil holde sig usvækket, så længe det skal forundes os at leve her på jorden.
Jeg beder derfor den store slægt, som læser disse linier, om at tage skånsomt imod hvad jeg skriver og tilgive, at det måske nok er lidt for personligt. Thi det er mit varme venskab til disse kære to, som nu i 50 lykkelige år har levet tilsammen, der gør mig det til en glæde på denne måde at hilse dem ved deres store fest.
Få dage, efter at jeg havde overtaget min gamle gård derover, tog jeg over til Lynderupgård, og det ”Velkommen” jeg fik der, gjorde et dybt og stærkt indtryk på mig. Jens Kieldsen stor og bred og Fru Karen lidt mere tilbageholdende overfor den fremmede mand – sådan stod de i entrédøren i porten – Jens Kieldsen med sit: ”Der har vi Holmgårdsmanden, velkommen skal De være” – hele den scene står så levende for mig den dag i dag.
Men inden jeg fortsætter, ville jeg dog gerne omtale hende, den elskelige gamle bedstemoder, der boede derovre i den anden fløj. Det hører til mit livs bedste og skønneste minder at have besøgt hende. Thi at sidde alene med hende og veksle ord og tanker med dette søde, milde, gamle menneske, livlig og åndsfrisk, altid interesseret for hvad der tildrog sig ude som inde – det var lykkeligt for hendes omværende – også for os, som kun ved vore besøg kunne glædes ved samværet med hende.
En tur med Jens Kieldsen i staldene, i haven og i markerne var gerne det første, man foretog sig, og det var både interessant og imponerende, særlig når man i sit eget hjem levede under noget mindre og mere beskedne forhold. Thi hvor så man en så storartet hestebesætning, store stærke byggede og velformede dyr, eller sligt et hold fedestude – ikke alene, at de var gennemfede og af en ualmindelig høj vægt, men hver en iblandt dem var som regel formet sådan, som netop Jens Kieldsens kyndige øje kunne udpege dem, hvis årsag de også som oftest kunne betinge en noget højere salgspris end almindeligt.
Det var let at se, at det var den overlegent dygtige landmand, man var til huse hos. Bygningerne var holdt fortrinligt ved lige, renlighed og orden fandtes overalt.
Og kom man så en sommerdag ud i marken op på et højt punkt, hvor man så ud over fjorden med Vorde kirke og bakkerne i baggrunden og med udsigten ned over fjordengen med de mægtige kærstrækninger, hvor ungkvæget græssede, og hvor høhøsten var i fuld gang – ud over de velplejede marker, der som regel bugnede af korn – i sandhed et fagert syn! Ligeså når man med Jens Kieldsen og Fru Karen spadserede i den herlige park, og i den store velholdte have med den brede, lange gang, der førte fra gården og lige ud til engene.
Og kom man så ind i de hyggelige, smukke stuer, så traf man der Fru Karen, yndefuld og statelig – fuld af beundring var jeg og er jeg den dag i dag overfor hende! I denne sammenhæng mindes jeg en efterårsdag først i firserne, da Jens Kieldsen og jeg fulgtes ad til Hobro marked. Vi overnattede på Trinderup, hvor vi bl.a. traf gamle Thygesen, en af den tids ypperlige og interessante typer. I en samtale med ham udtalte jeg mig med stor begejstring om Fru Karen – hvorover Thygesen, der var husven på Trinderup blev vred, slog i bordet for mig, idet han hævdede, at ”Karen” kunne være meget god, men ”Marie” var nu – og så kom der et vældigt kraftudtryk, - den bedste af de søstre, - hvorefter jeg ikke havde mere at skulle have sagt!
Det var på den samme Hobro markeds tur, at Jens Kieldsen og jeg, der havde et par røde hopper for, hvoraf den ene var blisset, - idet vi kørte over Kleitrup bro – hørte en stemme fra en vogn der kom imod os: ”Hvem skam er det der veister fræ med det blissede øg”.
Så traf det sig jo ret ofte, at P. Kieldsen og Fru Charlotte fra Nørreris kom til stede – disse kære to, som så nøje var knyttede til Lynderupgård. Der kunne skrives side op og side ned om disse hver for sig så ejendommelige og herlige mennesker …….. gerne ville jeg også nævne den kreds af naboer fra egnen, som hørte til omgangsvennerne, navnlig præstefolkene fra Låstrup og Uldbjerg, samt Ingerslev fra Stenildmosegård, der sammen med os fra Holmgård udgjorde den snævrere del af den kreds, der oftest mødtes de.
Først og fremmest dog den store kjeldsenske slægt, forgrenet som den nu er over hele landet, og i hvilken der er et sjældent sammenhold - ”Dem selv til ære, andre til et godt eksempel.
I årenes løb var der mange fester på Lynderupgård. Foruden den kære gamle bedstemoders fødselsdag den 5. august fejredes Jens Kieldsen i samme anledning den 13. juli og Fru Karen den 1. november. Sidstnævnte måtte gerne nøjes med den allernærmeste familie, thi 1. november er for landmandsfolk en forkert dag at komme til verden på.
Så kom sølvbryllup, bryllupper m.m. Og så var Lynderupgård i festdragt, hvor Fru Karen gjorde sit mesterværk som værtinde. Det var af den slags storstilede fester, som man ikke glemmer!
Nu er mange, såvel af slægten som af vennekredsen, borte, men de, som er tilbage, vil kunne mindes, hvor det var fornøjeligt at mødes på Lynderupgård, hvor både husrum og hjerterum var til stede i så rigt et mål.
Det var et såre lykkeligt familieliv, der førtes, hvortil børnene i deres opvækst bidrog deres rigelige part. Johanne, den blide og stilfærdige, Anne Margrethe fuld af løjer – yderst søde pigebørn begge to. Kield en spruttende livlig lille fyr, der mest søgte selskab med sin lidt ældre fætter på Nørreris. Sidstnævnte kom tidlig i Latinskolen i Viborg, og jeg skal blot sluttelig fortælle et lille morsomt træk fra deres drengeår.
En dag var Levring på besøg på Lynderupgård, og da han kørte derfra til Viborg næste morgen, fik Kield lov til at køre med. Da de havde kørt lidt, bemærkede Kield, at Levring behøvede ikke at køre rask for hans skyld. Levring spurgte da om, hvad han, Kield, egentlig skulle i Viborg, hvortil denne med strålende øjne betroede ham, at hans ærinde var, så snart de kom til byen, at gå op på Latinskolen, hvor Johannes Kl. 12 kom ud fra, og når denne kom ud af døren, skulle Kield springe frem og sige ”Bøh”!
Nu er mange år henrundne siden de dage, der i disse linier er omtalt – men end står den gamle gård i omtrentlig uforandret skikkelse.
Og nu sidder Kield Kieldsen som den ejer, medens hans forældre har bosat sig i Viborg – når flaget på guldbryllupsdagen hejses højt på top på Lynderupgård – da fejres der en ægte glædesfest!
Gid lykken og velsignelse må hvile over det gamle hjem både nu og i de kommende dage.
Bernstorff i oktober 1917 V. Borup
- Ungdomsminder fra Lynderupgård
Lynderupgård – Tante Grethe
Onkel Jens og Tante Karen
Der er festlig klang ved de navne, der strømmer tanker om ungdomsår levede i sund, ren og lys luft igennem mig hver gang de mindes og nævnes, og uendelig glade og taknemmelige er vi, at vi i dag får lov at samles med onkel og tante her i deres gamle hjem – så føler vi os unge igen, så kommer de mange lyse, gode minder, som I, kære onkel Jens og tante Karen, gav os med ud i livet, så siger vi tak, at vi fik lov til at nå til og komme med til Eders store fest.
Minderne – ja alle I unge heromkring syntes jo nok, at vi er gamle, kedelige og stivbenede, men I kan tro, der var engang. – ”Ja, der var engang!”
Kan du huske, Johanne, da vi skulle lære at regne – onkel Jens var regnemester – Gud bevares, hvor vi bævede alle, ikke du alene Johanne, jo for der var din tålmodighed nu lidt for stumhalet, onkel Jens – kan være, der krævedes, at den skulle have været ualmindelig langhalet – og tante Karen tørrede ofte tåren af vore kinder og trøstede os med, at det gik nok – det gik nu aldrig.
Nej, må jeg så be´ om dig, når du i porten fortalte os, at din ryg den kløede og spurgte, om vi ville med. Ja – Ja – Ja, og så stillede du dig op ad dørstolpen og flyttede en sort husar. ”Nej ikke der”. ”Hvor da?” ”Opad blomstertræerne”. Så gik det, thi I kan nok tænke jer onkel Jens’s ryg var storartet til det arbejde, og altid stod tante Karen hos med sit mildeste smil og gladeste ansigt, parat til at sige ”Bli’ ved”, når ”Kløen” gik for tidlig over for vore begærlige munde. Ja, det er så betegnende for dig, kære tante, at Jotte engang som mindre sa’e til sin moder: ”Sig mig mo’er, hvem er egentlig min mo’er, enten du eller tante Karen?”
Ingen som vi Nørrerisunger har vel nydt godt af Eder, men der er mange, mange, der har taget mange af deres lyseste minder fra Eders hjem, og de kredse om 5. august – sommerkomsammen o.s.v..
Hvem mindes ikke den lange gang i haven i måneskin – der var heldigvis også sidegange – trapper, hvor der – takket være Jotte – var noget der såes første gang (mon det for resten var første gang) -; spisestuen, hvor vi en aften samledes om den læskedrik, der af tante Karen var tilberedt for en nylig ankommen forkølet ung mand – broderiet, hvor jeg begyndte med knude, kan du huske det tante Karen – eller mindes du, Gæk, da onkel Jens opgav sin kære middagslur for at passe dig og ”Dumpe”; I må vist have været meget kedelige for snart slumrede dragen ind i den grønne stol – og vupti – væk var I, husker du tante Karen …?
Ja, jeg kunne blive ved at drage minder frem – men alle samles de i kærlighed til Eder og finder deres udløb i ønsket om en fredfyldt livsaften ovenpå et velsignet samliv – som I har levet Gud til ære, Eder selv til glæde og os til et godt eksempel.
Ma!
- Jens og Karen Kieldsens Guldbryllup
Vesthimmerlands perle, som Fru Slott-Møller så kønt har kaldt Lynderupgård, var alt i forvejen udset til at være skuepladsen for denne storstilede fest. Og en bedre ramme om disse glade dage kunne vel heller ikke tænkes.
Da de første gæster ankom den 11. oktober, lå den stilfulde gamle gård for dem skinnende hvid i den herlige oktobersol, der fremhævede alle de brogede farver i haven og plantagen ved den blå fjord. Denne dag, på hvilken den nuværende ejer og hans Frue kunne fejre deres dobbelte fødselsdag, forløb så stilfærdig som muligt, da alles tanker jo samlede sig om den påfølgende dag. Også selve festdagen oprandt med strålende sol, og den blå himmel fuldkommengjorde alle menneskelige bestræbelser for at hædre det afholdte Guldbrudepar.
Kl. 5 samledes alle gæsterne, både de, der boede på Lynderupgård, og de, for hvem Nørreris gæstfrit have åbnet sine døre. Der toges til bords, og selskabet begav sig opad trappen gennem den med røde løbere prydede kønne lyse gang ind i det nyindrettede og restaurerede sal, hvor der var meget rigeligt plads til de 82 deltagere. Både medens man gik til bords og under middagen musicerede Viborg Regimentsmusik i et sideværelse og bidrog til, at stemningen hurtig kom op i en til festen svarende højde.
Da man var kommen til bords, bød guldbrudgommen kort ”velkommen” med tak til gæsterne, fordi de var mødte, hvorefter salmen ”Jert hus skal i bygge” blev sunget.
Efter sangen ”Den 12. oktober 1917”(af J) holdt Guldbrudeparrets eneste søn Kield, festtalen og udbragte parrets skål, hvorefter sangen ”mens trende verdensdele stå i flammer”( af E.R) blev sunget.
For Guldbrudeparret talte endvidere fra forskellige synspunkter Skovrider Morville, Ritmester la Cour, Provst Laurberg (Tak fra Præsterne), Henrik Kjeldsen (Tak for godgørenhed mod egnens beboere), m. fl.
Af talere kan endvidere mærkes, Direktør Horneman for Kield og Martha, Henrik Kjeldsen for Thea Holm, Kield Kieldsen for Landstingsmand la Cour, Bunde med megen humor for husets døtre med deres ”Riddere”, og senere for fortidens Trinderup med de fire døtre, samt for Johannes og Amalie, Branddirektør Niels Hjorth for sammenholdet i slægten, Skovrider Morville for slægten Kjeldsen, Jens Kieldsen kort, alvorlig og gribende for Danmark, Mathias K. (Restrup) for det gode forhold mellem familierne på Lynderupgård og Nørreris, Fru Anna Margrethe Horneman for Martha (smukt og hjerteligt med tak for hendes godhed mod svigerforældre og svigerinder), Johannes Kieldsen for familien på Havnø, Kield Kiledsen for Lerkenfeldts beboere etc.
Imellem talerne blev de andre sange afsunget, samt endvidere den til selve bryllupet skrevne, som var blevet optrykt og en humoristisk sang af ”G”.
Da man havde ladet den fortrinlige mad vederfares retfærdighed, begav hele selskabet sig ned i dagligstuen for at indtage kaffen, men opholdet der blev kun af kortere varighed, idet musikken ovenpå snart lokkede alle danse- og skuelystne op i den hurtig ryddede sal. Og til stor begejstring indlod endogså Guldbrudeparret sig på en lille adstadig svingom. Imellem dansene blev der jævnlig aflagt små visitter i Guldbrudeparrets store dagligstue, hvor en mængde prægtige gaver var udstillede; det mægtige bord var ganske opfyldt af sølvgenstande, krystal og prægtige håndarbejder.
Det var godt over midnat, da denne så vellykkede fest sluttede, og for at gøre afslutningen så behagelig som muligt, havde den praktiske og betænksomme unge husfrue numereret alle værelser og senge, så at enhver med lethed kunne finde den ham tiltænkte plads og således hurtig komme til at nyde den hvile, der nok kunne tiltrænges ovenpå aftenens anstrengelser.
Næste formiddag mødtes næsten alle gæsterne igen ved 11. tiden og kunne nu ved frokostbordet drøfte gårsdagens begivenheder. Fortrinlig stemning over hele linien – alle blev så udmærket ”rystet sammen”, mange, som før kun havde kendt hinanden på afstand, glædede sig nu over at være sammen og rigtig gøre hinandens bekendtskab. Tiden inden middag gik for mange af de yngres vedkommende med en rask tur i have og plantage. – ved middagen holdt Bunde den ifølge opfordring fra flere siden, gengivne Rimtale for ungdommen, hvorefter Fru Horneman efter opfordring oplæste Alfreds digt ”Takkebrev fra Sølvbrylluppet på Lynderupgård” (1892). Det fremdragne fortidsminde levendegjordes yderligere ved at Rambusch under stor opmærksomhed oplæste Alfreds sang ”den 5te august 1885 på Lynderupgård” (Tante Grethes 80 års fødselsdag), og dertil knyttede en tak for minderne med stærk betoning af eksemplets magt. Grosserer Rasmussen talte for slægten og efter Jens Kieldsens opfordring blev sangen ”Mens trende verdensdele stå i flammer” på ny sunget.
To yndige små ”Oldebørn” kom ind, blev præsenteret for selskabet og gjorde selvfølgelig stor lykke.
Efter middagen glædede husets frue og det ældste barnebarn, fuldmægtig Morville, gæsterne med at musicere – orgel og flygel sammen – hvilket lød meget smukt. En anden art af musikklang lød en meget stor del af aftenen over fra lejligheden på den anden side porten, idet den utrættelige Ma-Restrup uimodståelige dansemusik elektriserede alle danselystne som så ofte før. Denne festdag sluttede nok så tidligt som den foregående, men sådanne festligheder tager jo også på kræfterne, imidlertid glædede alle sig over, at Guldbrudeparret holdt ud og var med i det hele fra først til sidst så godt som nogen, og vi kan vist alle være enige om, at det rigtig var en fest, som var det elskværdige og afholdte Guldbrudepar værdig.
E.K.
- Bundes rimtale
I disse meget bevægede Tider,
hvor der klages fra alle Sider
over Smørmangel og meget andet
og at vi skal gå i seng med hønsene på landet
da er det som et forfriskende bad,
hvor rigtig man føler sig løftet og glad,
at se denne skare af ældre og unge
og høre den juble og høre dem sjunge.
Ja, da man var ung, tog man så let på livet
svajde’ lidt hid og did, som for vinden sivet.
Da kom der en opskræmmende lyd
der fluks fik vor fod til at ile mod syd
Hvad der skete der, det kender vi alle
vi led nederlag og kammerater faldt.
Nu er man gammel, har lagt skuden op
Så skal I unge tage fat, hvor vi har sagt stop
og kommer der så atter en kampens tid
så skal man se frugten af Eders flid
Derfor hærd Eders legeme, berig Eders ånd
og tag så fat på arbejdet med kraftig hånd
men kast derfor ikke straks idealerne bort
husk. Idealernes tid er desværre så kort
Med disse ord en skål for de unge
lad et hurra for dem her i salen runge
- TANTE KAREN
En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse
Over disse ord talte Provst Laurberg til tante Karens begravelse den 24. november i år (1919), og selv om vi alle ved, at retfærdig er kun Gud, så forstod vi alle, at føre ud iblandt mennesker (el. ført ud i menneskelivet) kunne der vanskeligt findes et ord, der på en bedre måde passede på tante Karen og trøstede os for savnet af hende.
På forhånd vil jeg bede om tilgivelse, hvis jeg kommer med gentagelser af, hvad der blev skrevet i anledning af onkel Jens og tante Karens guldbryllup, ak, jeg føler selv bedst, hvor dårligt jeg er i stand til at udtrykke blot en brøkdel af, hvad jeg altid vil føle i mindet om den tante, jeg elskede højest.
Pastor Krohn talte så smukt om tante Karens sidste dage; hun var så usvigelig frimodig og fuld af tro og fred, ja selv den læge, Dr. Skot-Hansen fra Viborg, som tante Karen også havde så meget glæde af, var betaget af, med hvilken tillid til Gud, at hun ventede på den svære død. Og vi, der holdt så meget af hende, vi skylder de to mænd en tak, fordi de glædede og styrkede hende i den sidste strid.
”Jeg er måske vel frimodig i min tro på Guds nåde mod mig”, sagde tante Karen under sin sygdom, men den frimodighed var en følge af hendes inderlige Taknemlighed mod Gud og mennesker. ”Jeg dør midt i min lykke”, sagde hun også, hvor mange af os kan mon sige det, når vi bliver 76 ar og så gerne ville leve videre sammen med de kære, som stod om os. Men, ”Jeg håber, jeg er parat til at møde Jesus” – var så ofte hendes ord til sin mand og sine børn, hun havde tankerne om dem og om så mange andre af sine venner; hun blev så lykkelig, da der meldtes hende, at datteren Anne Margrete kom tilbage til hende. ”Hvor er der kærligt af Hormenan, at han vil undvære hende”. Tante Karen forstod bl.a. godt, at det var vanskeligt for moster Gæk at rejse fra 7 nye tjenestefolk.
”Det var rige og opløftende dage, vi tilbragte ved mors sygeleje, du kan tro, vi også lærte, hvor det var godt at kunne salmevers udenad; mor var så lykkelig, når vi kunne fremsige dem for hende, især fandt hun glæde i dette lille vers:
Sov, oh sov i Jesu Arm,
viger fra mig Verdens Larm.
Jeg er i min Jesu Skød,
han min sidste Bøn vil høre,
han min sidste Søvn vil gøre
rolig, sagte, salig, sød.
Sådan kunne moster Jansen – Johanne Morville – fortælle mig på begravelsesdagen. Det var så forunderlig dejligt at høre disse udtalelser om tante Karen, selv har hun aldrig talt med mig derom, men i bekymringens og sorgens dage, da kunne jeg være sikker på at få brev fra tante Karen, hvor hendes trøstens ord blev hentet og havde underbund fra Guds ord.
Som tante Karen i sin tid var som en anden mor for min mor og morbror Johannes på Nørreris, sådan var hun især efter min mormors død som en anden ”Monnimor” for mig, og jeg tør også sige, jeg holdt ligeså meget af hende som nogen af hendes børnebørn. Og hvor var tante Karen lun og morsom. Hvor var hun hyggelig og uundværlig ved hver fest i mit barndomshjem og hun og onkel Jens svigtede os aldrig, når de på nogen måde kunne komme.
Jeg husker til sølvbryllupet hjemme, hvorledes jeg måtte op på kanten af en seng og række højt op for at hænge hendes fine grå Slæbkjole op på et søm helt oppe ved loftet, og da jeg så mødte – virkelig i god tid – efter hendes middagssøvn for at tage den ned og hjælpe hende i den, tænk, så havde hun virkelig selv været gymnast og havde den på. ”Søde Tante Karen”, som mor altid sagde til hende, der stod hun så lun og veltilfreds med at kunne hjælpe sig selv, da onkel Jens var gået ud for at inspicere gårdens seværdigheder.
Og så hendes morsomme måde at fortælle om sine oplevelser på.
Til vort bryllup fik vi af dem bl.a. et fag filerede gardiner, som onkel Jens havde fileret og hun syet. ”Men så kan du tænke dig, lille Charlotte, onkel Jens havde fileret et stykke, der ikke var pæn, det kunne jeg ikke få ham ril at forandre”. – ”Og så skal du høre, hvad Madammen gjorde”, siger onkel Jens lunt, men tante Karen sidder med et muntert glimt i øjet, ”så stod Madammen op midt om natten og klippede det væk, så var jeg jo nødt til at gøre det næste pænere”.
Stille og behersket, som tante Karen virkede udadtil, var der dog noget djærvt og bestemt i hendes måde at give sin mening til kende på, flere småtræk kan belyse denne side hos hende. Som den trofaste stadige kirkegænger hun var, gik hun et af de sidste år på Lynderupgård op i Lynderup kirke i et forrygende vintervejr. Tante Karen sad da også alene i kirken en halv times tid, der kom hverken præst eller degn. Så rejste hun sig og gik hjem til gården. Der mødte hun præstens kusk, af hvem hun hørte, præsten havde læst en prædiken nede i skolen, da han ikke mente at nogen kom i kirken i sådan et vejr.
”Ja, vil De så bare sige pastoren, at jeg har siddet og ventet på ham en halv time”.
Ja underligt nok havde hun forkærlighed for den slags vejr og mangen en rigtig snevejrsdag kørte morfar – hendes mands bror på Nørreris – ned på Lynderupgård for at få ”Karen” med på en slædetur, ligesom hun selv engang kørte ud og hentede Frkn. Wahl i Laastrup efter dog først at have forhørt karlen, om vejret var forsvarligt at køre ud i. som ung frue red hun meget sammen med Monnimor, - sin svigerinde – og begge fruerne skulle efter hendes påhit have så stor en lomme i ridekjolen, at der kunne være et stort friskbagt sigtebrød deri, gårdene bagte jo sjældent på samme tid, og så var et frisk brød jo lige velkomment hos den ene som hos den anden.
Der var det smukkeste forhold mellem de to hjem, Lynderupgård og Nørreris, de var jo næstslægtsknyttede, of de ville bevare freden – kunne vi unge dog lære af dem at vise takt og overbærenhed mod hinanden. Tante Karen var jo frue, mens oldemor Grethe var på Lynderupgård, og vi ved jo, det er ikke altid let med ung og gammel frue i samme hus; men tante Karen forivrede sig aldrig. Der fortælles at engang kom oldemor Grethe over og ville vise ”lille Karen” i pigernes påhør, hvordan en storvask skulle lægges sammen, selvfølgelig på den gamle frues maner – og så begyndte oldemor jo at lægge tøj sammen.
Lidt efter gik tante Karen stille ud af stuen, og langt om længe opdager jo oldemor Grethe, at hun ikke kom igen.
”Hvor blev min svigerdatter af?”
”Ja”, oplyste en af pigerne, ”jeg så fruen gå ud af vesterport med overtøj på, fruen er nok gået til Nørreris”.
Og ganske rigtig tante Karen sad og talte med Monnimor, men oldemor Grethe forstod hende, og for fremtiden blandede hun sig ikke i svigerdatterens storvask.
Ja, kunne vi kun få egnens folk til at fortælle, de holdt af ”den unge frue” som af den ældre, meget godt gjorde hun der som i Viborg, men stille og helst ubemærket. Morgenmand var hun, sit hus holdt hun som et mønster, de gode kår, der altid har været til huse på Lynderupgård hjalp selvfølgelig, men de lod hende også føle sig som en Guds statholder, hvem meget gods var betroet, og hun gravede ikke sit pund ned. Nej, hun lod det bære frugt på den smukkeste måde, så mindet om hende virker til velsignelse for os, der nu rykker op i eksemplets rækker, - måtte vi kun arbejde hen på at blive hende lig i alt det gode, vi skal da sande:
Mindet lader som ingenting
Er dog et lønligt kildespring.
Charlotte Kjeldsen
Restrup
|
1842 - 1933 (90 år)
