| Notater |
- Hjemmet på Nørreris
Redaktionen af ”Slægten” har opfordret og til at skrive lidt om dette emne i anledning af sølvbryllupet. Skønt vi er fuldt klare over, at andre kunne gøre det bedre end vi, har vi ment at kunne forsvare at følge opfordringen, idet det gennem snart 26 år er blevet faste familie- og venskabsbånd, der knytter os og vort hjem til hjemmet på Nørreris. Vi vil på forhånd fralægge os al mistanke om, at det bliver en ukritisk lovprisning, med overdrivelse af de gode sider og fortielse af de mindre gode. Nå, opgaven er for så vidt ikke så vanskelig, der er egentlig så lige at fortie eller undskylde. Det er neppe nogen nyhed, vi betror ”Slægten”s læsere, når vi begynder med at kalde hjemmet på Nørreris et lykkeligt hjem. Samlivet mellem sølvbrudeparret har altid været såre lykkeligt, vi ved, at det er uendelig faste bånd, der er knyttede mellem ægtefællerne, mellem forældrene og børnene og mellem børnene indbyrdes. Det er dette, der blandt andet har gjort hjemmet så harmonisk. Ægteskabet er ikke grundlagt på nogen forbigående stemning, tværtimod, som den altfor forsigtige mand, svoger Johannes sikkert er, prøvede han sig selv og Amalie gennem mange år, man siger 7 år, inden de blev enige om at gå til guldsmeden. Grundlaget var altså for så vidt solidt nok, men Johannes og Amalie har forstået fuldt ud – som 26 årige ægtefolk taler vi med nogen erfaring om dette emne -, at den første og sidste betingelse for et lykkeligt samliv er, at ægtefæller hele livet igennem må vedblive med at vinde hinanden for at holde deres følelse lige varm, selvom forholdet naturligvis med årene – og ganske særlig gælder dette når børnene kommer – skifter karakter, uden derfor at tabe i værdi, tværtimod. Hvor ofte forsynder man sig ikke på dette punkt. Johannes og Amalie er begge religiøse gemytter, hjemmet er præget heraf og det i en god lys retning. Johannes og Amalie har begge en stærk familiefølelse, ikke alene – som omtalt – overfor deres allernærmeste kreds, men også overfor søskende og søskendes børn. Svoger Johannes og jeg mødes i vor varme, stærke følelse for den gamle købmandsgård i Nibe, Fr, Jakobsens, med alt hvad dertil hører, hvorfra vi har hentet vore hustruer. Svoger Johannes er god og hjælpsom. De er begge trofaste i venskab, ærlig i deres meninger og i at udtale dem, når der er anledning hertil. De er begge meget konservative naturer, på dette punkt kan vi få små sammenstød med dem, nå, men dette har jo noget med moralen af skaffe. Ungdom befinder sig vel på Nørreris, ganske specielt ved vi det fra vore egne børn, der ikke ved noget bedre sted at holde ferie, nok er moster Amalie bestemt, men Amalie omfatter de unge med varm interesse, og der er ingen, der mer end hende under den en fornøjelse. Vi vil nu slutte med at bringe vor varmeste tak for alt, hvad hjemmet på Nørreris har været for os og vore børn i de svundne år og med at frembære vore varmeste ønsker om lykke i de kommende år. Ida og Johannes Møller.
- EN GOD SØN VAR JOHANNES NØRRERIS
Den 19 oktober skal ikke gå hen, uden jeg – efter ringe evne – forsøger at udtrykke en taknemmelighed, der stiger med årene og derfor vil kulminerer, når guldbrylluppet holdes samme sted. For at mindes Eder, kære par, så må jeg gå så langt tilbage som til Eders bryllupsdag, thi først da spillede i nogen rolle i min bevidsthed. Du Moub (=morbroder) og tante Amalie kom med toget om eftermiddagen forbi Restrup, og vi to ældste børn – 6 og 5 år – havde længe stået og ventet med vor forkarl, Søren Laursen, der var væbnet med et ladt gevær. Om det var hans mordvåben, der gjorde os dagen så betydningsfuld, eller det var det uhyggelige tusmørke, ved jeg ikke, men den æressalut, der lød, da toget kørte forbi, syntes at have vakt min bevidsthed om din og en ny tantes eksistens. Jeg kan slet ikke huske andre end jer på Nørreris, hvor I begge tog så kærligt mod os børn fra Restrup. Tante Amalies dukkestue, hvor jeg trods dine agtpågivende blikke vist lavede alle de ulykker, som dine egne børn ellers med tiden ville have gjort, eller kulskovlene, vi lånte af dig og den tykke kokkepige Jane, for at sprede muldvarpeskud sammen med vogterdrengen ”bette Niels”, indtil du Moub kom og fik os med på islænderen ”Gule” og ”Sorte” ned til Lynderupgård, vel sagtens med et friskbagt sigtebrød en sending, der tit veksledes mellem gårdene. Så gik årene, skolen kom for os med sine krav, i fik børn i massevis, den ene større og dejligere end den anden, men havde vi ferierne at glæde os til. Og det ved jo de fleste her i dag, at det jo altid var de elskede og elskelige bedsteforældre (Peder og Charlotte Kjeldsen f. Møller) der havde os, og hvor vi mødte en altoverbærende kærlighed, der aldrig senere vil møde os her i livet. Men lige fra første dag i ferien til den sidste, kunne vi komme til jer, så meget vi ville, og det kan jeg nu indse er stort – dengang fandt jeg vel, der var en selvfølge – at I havde samme omsorg for os som for eders egne børn. I indskrænkede ikke kærligheden til børn til jer egen flok, nej Moub er den bedste morbroder der existerer, og tante ”Malle” har ofte vist, at hendes hjerte følte varme for sin mands slægt. Moub, kan du huske, hvorledes du morgen – eller formiddag – efter morgen kom over på Villaen og skældte os ud, fordi vi endnu lå og snuede på ”det nordre”, mens dine børn havde været oppe siden kl. 7. og derfra gik du til din far og talte højt til ham og så igen ind for at se, om vi var kommet op, for nu gik du ned til din ”2den – 3die Kaffe” hos din mor. Og nu er det jo en kendt sag – desværre også indenfor familien – at det er vanskeligt at blive ved med at være en god søn jo nærmere man bor sin forældre, når man selv har fået foden under eget bord, men mange ”Sønner” i lignende stillinger kan tage sig dir exemplar til efterfølgelse, thi du var en god søn, både mod din mor og ikke mindst mod din far. Og alt dette er yndeligere i disse dage blevet mig bekræftet at en meget rar husjomfru, som var hos dine forældre i 9 år før – under – og efter dit giftemål, så det kan vel ikke kaldes ”slægtsforgudelse”. Aldrig kom du med knubbede ord , var humøret mindre godt, da gik du dig først en tur i din dejlige hede, så du var ligelig i sindet, når du kom til dem, aldrig lod du dem mærke, at de var dig i vejen. Du handlede nok på egen hånd men du skaffede aldrig den det dårligste af, hvad du havde. Du købte dem køreheste, de var glade for i mange år, du tog kun gartneren, når du var ganske nødt til det, du avr aldrig bange for at køre deres tørv tørre og først i hus, du overlod dem din kusk og din personlige hjælp, som om du betalte af på din kærlighed til dem. Altid var det såmænd ikke let at være dig, og det var sandelig heller ikke let at være din kone – vi ved jo nok, hvordan mange bedsteforældre i deres kærlighed ser på deres børnebørns ”forfærdelige” opdragelse – men du jævnede altid de små stridigheder på 1000 forskellige måder, og alt som årene gik, så viste der sig, at I som sande bevidste kristne erfarede: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt”, og derfor er det mit håb, at eders børn engang vil være mod eder, som du var mod dine forældre – en god søn. Alt som børneflokken blev større og krævede mere hjælp, så var du dog, tante Amalie, ikke bange for at påtage dig forøget arbejde ved at samle endnu flere til morsomme udflugter og baller. Aah, vi husker nok, vi Restrupper, Morviller, Spreckelsener og Lynderupper, hvorledes vi år efter år samledes hos jer, for at køre i Langvogn enten til Kjeldsgårdsminde plantage eller i heden, og da havde tante Malle altid chokolade i en eller to store stendunke, hvedebrød i massevis og så klejner! Jeg vil da håbe, vi i dag får tante Malles klejner ar smage. – Og så danseskolen! Vær så artig! En fin, fiks, indtagende balletdame, fra den kgl. Ballet, som en passende forberedelse til et af de mange baller, du har glædet min samtid med. og midt i alt dette liv, altid Moub som en af de yngste, altid tante Malle som den vi kunne gå hen til og få chokoladepletter vasket af eller få rifter repareret hos, begge to vågede I over, at ungdommen aldrig opførte sig på en uskøn måde, aldrig bange for at dadle synderen mildt og bestemt under fire øjne. Og således endnu den dag i dag, viser det sig, at I kan træde hjælpende til, enten det nu er for at forhindre en Restruppige i at cykle på Herrecykel på landevejen, eller det er for at forære en anden en vognfuld kalve eller det er for at bringe det bedste mulige ud af eders nærmestes vanskelige forhold i øjeblikket, så kan vi også være sikre på, at så kan vi finde Moub og tante Malle på Nørreris, og går man til dem i ærlig oprigtighed, så er de af den slags folk, der ikke viger tilbage, men yder deres hjælp ud fra det ord: ”Hvad I ville, at mennesker skulle gøre mod Eder, det skulle også I gøre mod dem”. Tak fra de 5 Restrupbørn ved Charlotte Kjeldsen 4/10 – 1921
- Børnene på Nørreris.
Børnene på Nørreris skal jeg skrive om, (”Slægten” mener, det vil interesse slægten) en dejlig flok, syntes jeg det er, der elsker deres hjem og hverandre indbyrdes, en flink søskendeflok. Og hvorfor skulle de ikke også være det? de bør nemlig være det, de har gode forældre og gode bedsteforældre på begge sider, så der er meget godt at tage i arv – ja fejlene må de jo også tage med, har dem også, men flest er de gode egenskaber, dem de med Guds hjælp og en ærlig vilje skal værne om og udvikle, så de kan blive til gavn og glæde i verden, redelige, sande og sunde mennesker. Jeg hørte en dag en dame sige: ”Hvor er hun sød”, hertil blev der svaret: ”Har de boet i hus med hende?” – jeg har boet i hus med 4 af Nørrerisbørnene i længere tid, endda som husets forskrækkelse, så jeg kender dem altså. Kield, nr. 1, 24 år, cand. pharm., har boet hos mig 2 gange, medens han i sin ferie var vikar på apoteket i Viborg, hvor han var meget afholdt både af over-, side- og underordnede! Han og jeg kom udmærket ud af det. alle søskende er glade, når Kield er hjemme, han spiller, danser og er hyggelig. ”En herlig fyr”, finder de unge piger, og jeg har hørt en ældre dame sige, at hun forstår dem så godt. De unge piger er heller ikke luft for Kield. Dog – jo måske endda – luft er jo en livsbetingelse. Erik, nr. 2, er 22 år, amerikafarer fra sit 19. til sit 21. år, tog til Nordamerika for at studere landbrug, klarede selv hele rejsen, undtagen pengene til overrejsen, så sig vidt om fra Atlanterhavet til det store hav, var også i Mexico og tjente sig frem overalt. Hjemturen ville hans fader dog betale, denne havde nemlig lovet en bekendt, at Erik skulle opsøge deres syge søn og tage ham med hjem til Danmark, hvilket han også gjorde, men han var altså afskåret fra at tage arbejde undervejs og derved spare rejseudgifterne, hvilket han ellers plejede at gøre. Han oplevede en hel del der over, som man kun ved lejlighed hører noget om (altså ingen Hans). En prægtig dreng er han, dog ikke fejlfri. Ligner for resten sin morfar så meget, især jo som far var i sine unge dage. Hanne, min store pige, hedder Johanne og er 20 år, har altid vidst, hvad hun ville (er dog ingen Hvad vi vil Kvinde), men har i tide lagt planer for din fremtid, hun vil være sygeplejerske. For tiden er hun i en præstegård i Sydengland, hvor hun befinder sig udmærket, har en tid fartet rundt pr. cykel og set en del af Sydenglands smukke og minderige steder. Turen var billig, hun indtog sine måltider, der bestod af brød, margarine, marmelade og vand, hvor hun fandt et smukt sted bag et tæt heng, hvorfra der var en god udsigt, og kom tilbage brun som en zigøjner, skriver hun. Rejser nu snart hjem efter et kort ophold i London og er hjemme den 19nde. Ida og Karen, 17 og 15½ år har altid fulgtes ad til dato. 5 år boede de i det kære Viborg og fulgtes ad til den lige så kære skole. Alligevel trods 5 år kender de kun lidt til Viborg by, de forsagede, nemlig dens glæder og ofrede sig for hjemmet, så snart der kunne blive mindste lejlighed, så afsted pr. cykel, bane eller fod, hvilket der nu hurtigst kunne bringe dem hjem. – Skolen fik de mere udbytte af, en ordentlig realeksamen og det prædikat af Rektor, at deres opførsel hele deres skoletid havde været mønsterværdig, herom siger de selv, at Rektor er en mildt drømmende mand, men noget om det tror jeg nu, der er. Hjemme var de knap så mønsterværdige, det hændte at Karens blyant ikke var på dens rigtige plads, eller Ida ikke kunne høre dørklokken eller telefonen, dog, måske var det en fejl ved hørelsen og – ja synet kunne måske være skyld i blyantens forkerte plads, hvem ved, man skal jo være varsom med at dømme. Karen er nu lærerinde for de mindre søskende, Ida slagter, bager og gør rent. Hvad de vil være ved jeg ikke, men håber, de går giftevejen, jeg tror de egner sig godt dertil, og synet og hørelsen kommer sig nok til den tid. Så kommer vi til det andet hold de 3 små, Lotte, Per og Henne. Lotte (Charlotte) knap 8 år og Per 6 år går i skole hos søster Karen og finder, hun er den bedste lærerinde, de har haft, de har nemlig haft 2 før hende, kan altså nok have en mening om sagen, Henrik Hilmar, knap 3 år, slutter flokken, en sød dreng, der er elsket af alle sine søskende, selv om de finder, at han har en del fejl og får lov til meget mere, end de gjorde i den alder, en almindelig antagelse af ældre søskende, måske ikke helt uden grund. Ja så har jeg præsenteret dem hele flokken, som den virkelig er, sølvbryllupsstemning har ikke ført ordene i pennen. Deres fejl har jeg jo ikke dvælet særlig ved, dem hitter folk også nok og ellers er der jo ingen større skade sket. Når blot de selv ved dem eller får dem at vide er det jo godt og undertegnede er en af dem, der gør sit bedste i den retning. M.M.
|
1870 - 1945 (75 år)
