| Notater |
- Johan Henrik Ahnfeldt Kjeldsen
80 Aar (1840-1920) 1840! Hvem husker vel Noget fra det Aar? næppe Nogen af den paa Nøragergaard d. 20. januar 1920 samlede Familie – det skulde da være Kaptain Bunde, som det Aar naaede den respektable Alder af 3 Aar og nok den Gang havde ikke saa lidt at skulle have sagt; men Saga veed en Del at melde fra den Tid, baade Stort og Smaat; -- hun har tilmed bogført Aaret som et af de ”mærkværdige”. 1840 var Frederik d. 6’te nylig død og med ham et helt Tidsafsnit stedt til Hvile. Man skimtede en ny Tids Gry; Sønderjylland var ved at vaagne og det forhaanede og tilsidesatte Modersmaal begyndte der at kræve sin Ret, saa at Digteren kan lade det synge i Verset: ”Længe nok har jeg Bondepige været, Siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten; Længe nok har hun tyske Frøken blæret Sig paa mit Højsæde og jeg gnavet Ben. Nu vil jeg glad Sidde, hvor jeg sad, Fremmest vil jeg gaa i de Dandsendes Rad”. 1840 er et Mærkeaar i Kampen for dette Maal; da lykkedes det at vinde den første lille Seir, at afnøde Kongen den Befaling, at Dansk fremtidig skulde være Rets- og Bestyrelsessprog i de rent danske Egne af Sønderjylland, hvor Tysken havde indsneget sig som saadant. Ogsaa i Slægten knytter der sig særlige Minder til 1840. Det er maaske kun de Færreste, der føler sig videre interesseret i, at Oberstløitnant Rambuschs Forældre havde Bryllup i det Aar; men for hele Slægten var det en Begivenhed af Rang, at der i det Aar blev født et Drengebarn paa Lerkenfeldt den 20’de Januar; det var ham, der blev døbt: Johan Henrik Ahnfeldt Kjeldsen. Han var Nr. 3 af Sønnerne, hvis Antal senere voksede til fem, saa han blev Midtemand i Sønnerækken. ”Retning til Midten” plejer at give en god Retning --- det stemmer vist som Regel ogsaa her, hvor det betyder: Retning efter Henrik. Som dreng kom Henrik i Huset hos Onkel Kield og Tante Grethe (Henriks faster) på Lynderupgård for sammen med sine Fætre at undervises af en huslærer. Dennes Ankomst imødesaaes af Drengene med en vis Spænding; - saa kom han da, hentet i Lynderupgaards Reisevogn forspændt med to Kraftexemplarer af jydske Heste af den rigtige massive Tybe til ”svært Trækbrug”, og af springer Hr. Læreren med en lille Bylt i Haanden og flotte Bemærkning:”den svære Bagage kommer bagefter – for Hestenes Skyld”; men der kom aldrig nogen svær Bagage, og af lignende Lødighed som denne var nok Mandens Evner som Lærer; Drengene lærte ingen Ting og det endte med at den flotte Islænder maatte vige Pladsen for en Kundskabsbringer af solidere Art. Henrik mindes endnu med Taknemmelighed Onkels og Tantes kjærlige Omsorg, ikke mindst Onkel Kields forstaaende Overbærenhed over for Drengenes – ikke altid lige heldige – Experimenter som Vandbygningsingeniører i Gaardens Dam. Men H. fik nu alligevel intet Resultat ud af denne Begyndelse paa praktisk Ingeniørstudium, med mindre det skulde have støttet ham i en senere Virksomhed ved Amtets Vandsyn. Hans Hu stod til Landbruget, og saa snart han var færdig med Skolen, kastede han sig med hele sin Kraft over sin Uddannelse heri, dels som Elev paa Koldkjærgaard ved Aarhus, dels under Faderens kyndige Vejledning, hvorefter han blev dennes Hjælper som Forvalter paa Lerkenfeldt. Staar der: ”hele” sin Kraft? Ja! Det skal nu ikke tages alt for bogstaveligt. Det var i de Aar, da Lerkenfeldt udviklede sig til det Kulturcentrum og Hof, hvor Egnens Familier med Forkjærlighed samledes, hvor de ældste Søskendes Venner og Veninder mødtes med Ungdommen fra Egnen i videste Udstrækning, mens ”Dandsen gaar saa let gennem Lunden” – nej, rundt i Riddersalen, ikke alene ved de store Fester, men i Ferierne ofte Aften efter Aften. Naar Frasagn fra hin Tid lyde, behøver men ikke ret meget at ”stave og lægge sammen” for at finde Henrik var selvskreven som en af Hovedpersonerne i det glade Lag – maaske første Løve paa Dansegulvet. Høi og slank var han jo, kraftig og smidig, med sin rhytmiske Sands og medfødte kjeldsenske Anlæg en glimrende og utrættelig Dandser, dertil vennesæl og omgængelig, med en stor Arv af Hjertensgodhed og forstaaende Overbærenhed, som lyste ud af hans Blik og prægede hans Tale. Hvad Under, at hans Søstre elskede ham inderlig (en Tid i alt Fald var han Julies erklærede Yndlingsbroder) og at han i det Hele havde en høi Stjerne hos Damerne, baade gamle og unge. At han ogsaa stod høit i Gunst hos Gud Amor fik man snart at se, da han vandt sin smukke og begavede Kusine, Karoline Mathilde Agerup, hvem han ægtede den 22de Oktober 1862. De bosatte sig på Aagaardsholm i Salling, som blev kjøbt af den Proprietær Møller, hvis Datter senere som Frue paa Nørreris blev et høit skattet Medlem af Familien. Det blev ingen Dands paa Roser; gamle Mathias Kjeldsen udtalte tidt sin Bekymring for, hvorledes ”den sølle Henrik” skulde klare sig. Han var jo ogsaa kun 22½ Aar gammel da ham begyndte, og om end Karo var et Par Aar ældre, havde hun kun liden Erfaring i Landhusholdning. Men de toge fat med aldrig svigtende Troskab, Flid og Nøisomhed bl.a. paa Drænings- og Opdyrkningsarbeider. Gården var vist ganske god, men Bygningerne Daarlige (en ny Kostald maatte bygges) og Udgifterne store. Da der paa 247 Tdr. Ld. Var den efter midtjydske Forhold ret stor Hartkornsbyrde af 173/4 Tdr. (iflg. Trap), maa Skatterne kaldes høie (efter Datidens Begreber; nu har et ”frisindet” Ministeriun skaffet os en anderledes Forstaaelse af høie Skatter) Rotterne huserede slemt, men det toges med Ro; et øjenvidne har fortalt at Karo under sin Middagshvile morede sig med at iagttage Rotternes Lege og Kampe midt på gulvet. De vare dog langt fra at ”gaa til Rotterne”, at Familien her øgedes med Ægteparrets eneste Barn, Mathias, som fødtes den 29. Maj 1864. Men værre end Rotterne var for Henriks bløde Hjerte det vredladne Hvalpsunds Spærring af Veien til Lerkenfeldt; naar det om Vinteren blev ufremkommelig, følte han sig nok lige saa langt skilt fra Lerkenfeldt, som vi andre nu om stunder føler os fra Norge – eller maaske England. Han higede efter Himmerland og da Leilighed tilbød sig, solgte han Aagaardsholm og købte Ll. Restrup, Juleaften 1867. Dette Eiendomsskifte har viist sig som en god Julegave fra Herren; dog var det paa ingen Maade en stegt Due, som fløj ind i Munden. Restrup var over 100 Tdr. Ld. Større end Aagaardsholm; men deraf maatte omtrent de 80 kjøbes anden Gang ved slidsom Opdyrkning af Hede og Kjær. Resten var i høi Grad vanrøgtet, Marken udpint efter Mergling, Husene forfaldne og elendige; der var Noget at tage fat paa for et Ægtepar i den mest ydedygtige Alder – og der blev taget fat; hvorledes og med hvilken Udbytte, har Mathias paavist i ”Slægten”s nr. 9, her skal kun mindes om, at den praktiske Indretning af det nye Stuehus skyldes Karos Plan og egenhændige Tegninger; det tjente senere som Forbillede paa Louisendal. Thi H. kunde tage fat og havde alle Betingelser for at yde et stort Arbejde. Knap 28 Aar gammel, i Besiddelse af Ungdommens fuldt udviklede Kraft og Spændighed, havde han allerede – først ved Samarbejdet med sin indsigtsfulde Fader, senere ved Kampen med vanskelige Kaar og Samlivet med sin kloge, høit udviklede Hustru – erhvervet sig en Erfaring og Modenhed, som svarede til en langt høiere Alder. Det var da heller ikke alene Familien, der kunde indse dette, og det varede ikke længe før han blev indfanget til Røgt af offentlige Hverv, først – allerede paa Aagaardsholm – som Repræsentant i Kreditforeningen, senere paa Restrup i 15 Aar som Medlem af Hvam – Hvilsom Sogneraad, deraf de 12 Aar som Formand indtil han flyttede bort, dernæst i to Valgperioder som Medlem af Aalborgs Amtsraad og af Landvæsenskommissionen. I tre Aar var han Formand for Hobro Landboforening og da man begyndte at virke for Hobro – Løgstør Banen, blev H, Medlem af den i dette Øiemed nedsatte Komité, i hvilken han i en lang Aarække – til Dels som Formand – udførte et stort Arbejde, som medførte en Del Reiser. Endelig blev han indvalgt i Bestyrelsen af ”Sparekassen for Hobro og Omegn” – og der sidder han endnu. Til Løsningen af den Slags Samfundsopgaver medbragte H. en fra Forældrene arvet varm Fæderlandskjærlighed og udviklet Alménsands, samt i Øvrigt fortrinlige Betingelser i sin sunde Sands, sin store Erfaring, sin udprægede Retsindighed, sin Fredsommelighed og sin dybe Forstaaelse af Bondens Væsen og Tankegang, endelig i en – ikke just glimrende, men – sindig og virkningsfuld Veltalenhed. Der foreligger Beviser nok for, hvor høit hans Kolleger i de forskellige ”Raad” paaskønnede disse Egenskaber. Under andre Forhold havde han saamænd ikke undgaaet at blive sendt ind i Rigsdagen; men paa Grund af det Vanvid, hvortil Partifanatismen udartede i hans Manddomsaar, var han grundkonservative Overbevisning en sikker Garanti imod denne Skæbne. I 1887 fejrede H. og Karo deres Sølvbryllup paa Restrup, en skjøn, uforglemmelig Fest, der bragte talrige Vidnesbyrd om den Høiagtelse og Hengivenhed, Sølvbrudeparret havde vundet i vide Kredse; men da lød der allerede visse Rygter om Sønnens hemmelige (eller forestaaende?) Trolovelse, og at disse talte Sandhed, kom snart for Dagen. Saa købte H. Nøragergaard, flyttede dertil og solgte Restrup til Mathias. Men ”Sorrig og Glæde de vandre til hobe”, snart kom den tunge Sorg, at Karo blev angrebet af den svære Sygdom, der svækkede hendes Aandsevner og lammede hendes Legemskraft stedse mere indtil den lagde hende i Graven i August 1891. Under hele denne trange Sugdomsperiode pleiede Henrik hende med mønsterværdig Taalmodighed og Selvopofrelse, og dybt sørgede han over Tabet. Dog H. var endnu for ung, virksom og livskraftig til at hensidde Resten af sit Liv i passiv Sorg, og i Johanne sendte Gud ham en Trøst, som har beredt ham en ny Vaar, en gjenopblomstret Lykke og en velsignet Alderdom. Om de senere Aar er der skrevet saa meget i Anledning af Sølvbrylluppet i 1917 og vil nu igen blive skrevet af Andre, saa det ligger udenfor min Opgave her, hvor jeg kun har søgt at redde nogle af de Minder fra Gjemsel som nu kun gjemmes af de faa Gamle, der husker H.s Ungdomstid; men endnu skal lige nævnes, at ogsaa Plantningssager eier H.s varme og aktive Interesse, derom vidne flere af de nu store Træet i Lerkenfeldts Borgegaard, som han plantede i sin Ungdom, samt endvidere store Plantninger baade paa Restrup og Nøragergaards Grund. Skulde Nogen finde, at enkelte Skjemteord have nærmet sig vel stærkt til Ironien, da bedes bemærket den gode Hensigt al lade dem give Relief til Kjærnen og den dybe Understrøm i min Afhandling; men hvis mulig en eller anden kold og sur Kritiker vil affærdige mine anerkjendende Udtalelser med et Skuldertyræk og en Karakteristik som ”Festlyrik” eller ”Overdrivelse”, da vil jeg forsikre ham paa Ære og Samvittighed, at de bedste og varmeste Ord, jeg under koldsindig Søndagsprøvelse ved mit Skrivebord har kunnet finde og har brugt, kun formaa at give et blegt og afsvækket Udtryk for den Beundring, Høiagtelse og Hengivenhed, jeg kom til at nære for Henrik Kjeldsen saa snart jeg lærte ham rigtig at kjende, Følelser som i Formen have kunnet undergaaet mindre Ændringer og Lempelser, men som i deres dybeste Grund og Indhold ere blevne styrkede stedse mere i alle de mange mange, - vel snart 55 – Aar siden vi lærte hinanden at kjende.
- En Hilsen
Fra Lerkenfeldt Min kære ungdommelige Svoger og Fætter Henrik Kjeldsen, Nøragergaard, der den 20 Januar fylder 80 Aar, vil jeg I "Slægten" sende en Hilsen fra hans Fødehjem Lerkenfeldt. Skønt jeg kun er en importeret Kjeldsen, syntes jeg, at jeg nok kan have noget Ret til at gøre det, da Lerkenfeldt I godt 40 Aar har været mit Hjem, og fordi jeg foruden Svogerskabet staar I nært Slægtskabsforhold til ham. - Jeg kan ikke huske, hvilket Indtryk hans forlovelse med min ældste Søster Caroline gjorde paa min Søster Jette og min (de yngste af Familien Agerup), men vi har da ikke haft noget særligt at indvende, som vi havde da min næstældste Søster blev forlovet med Kapt. Harboe, hun var 20 Aar og han var 34 og vi var meget forargede over han var saa gammel, at vi bestemte vi vilde ikke fortælle det I Skolen. - Men det er nu ikke min Mening at ville fortælle indgaaende om min Svogers lange, smukke og fortjenstfulde Liv, -------------, jeg vil kun takke ham for hvad han var for mine Forældre under deres mange aarige Ophold I hans Hjem, mod mig I de 7 Aar jeg var der, mod min Broder, der hvert Aar besøgte Restrup fra England, min Søster Anna med Børn ogsaa aarlig Gæst samt mod min stakkels Søster, hans Hustru, under hendes lange Svaghedsperiode, altid mild, taalmodig og overbærende, og som han var mod dem, har han altid været mod alle sine Slægtninge. - Hans anden Hustru, som staar mit Hjerte nær, og som jeg aldrig kan takke nok for, hvad hun var for min Moder under hendes sidste Leveaar paa Nøragergaard, lever jo Gud ske Lov endnu, og jeg vil inderligt haabe de endnu maa faa mange gode Aar sammen. - Der er nogle der syntes vi taler for godt om hinanden I ”Slægten”, men min kære Svoger skal nu alligevel have en Bebrejdelse tilsidst. Da der for faa Dage siden kom Gæster hertil fra Nøragergaard, var han blevet plaget for at følge med, men han vedblev at sige nej, tilsidst sagde han, at han vilde ønske han var død, saa lod de ham have Fred, men vi fik intet Besøg af ham Mathilde Hilmar Kjeldsen Klokkeklang Hvert Aar, naar vor Skærsommer kærligt tager Nøragergaard ind i sin grønne Favn, En lille Blomst – Campanula ved Navn. Gaar du langs Vejens Kant en Dag i Juli Og ser det grønne blaane Gang paa Gang, Da er det Klokkerne – de ringer sagte For hvert et opladt Øre Livets Sang. Paa Lerkenfeldt der findes ogsaa Klokker. De nynned ind i Henrik deres fredag Og skabte i hans Sjæl for hele Livet En Lovsang til al Skabnings Herlighed. Naturen selv tog Drengen frit i Lære, Og viste ham sin store Billedbog. – Da kendte han sin Vej, han maatte vælge Som Landmand sig sin Plads i Slægtens Tog. Og han blev Landmand – i de gamle Dage Da Husbond var en Høvding paa sin Gaard Og delte Ret og Skel til alle Sider, Men ogsaa høstede, som den der saar – Den Gang en Røgter var en Mand, som røgtede’, Var end hans Flip ej altid lige køn, Men nu skal være Overfodermester, Som ej kan nøjes med Professorløn. De gamle Dyder er i Kurs ej mere, Og ingen véd, hvor Tiden bærer hen, Men derfor skal det nævnes, Henrik Kjeldsen Var alle Dage ingen Ladheds Ven. Sit Land, sit Hjem – dem vied han sit Arbejde, Det sunde Slid, den sunde Nøjsomhed. Og til sig selv forlangte han kun lidet – Han aldrig af sin gamle Hat bli´r ked. For Hjemmet gik han Dagens lange Veje, I Hjemmet havde han sin bedste Tid, Naar stille Aftentimer samlede alle Til Læsning og Musik og huslig Flid. Naar fra Klaveret lød de kendte Sange - og Far først havde faaet Piben tændt – da skulde allermindst en Ko faa Grise, for at faa Husbond ud af Stuen sendt - lidt vel konservativ vil nogle mene, der tager, har med ham en lille Tørn. Nuvel – ham kæmpede for de Værdier, Han satte højst for Land og Hjem og Børn. Og Imod Tidens megen Nivelleren, Hvor alting flyder, ingenting staar fast – Dér gør det godt at se en gammel Kæmpe, Der ikke skifter Mening i en Hast De firsinstyve Aar nu ere rundne Og Slægtens Ældste tænker paa sit Liv Han sér Velsignelsen for al sin Gærning, Han sér Velsignelsen for Børn og Viv. Han husker dem, der styrtede i Løbet Og alt, hvad Slægtens Børn har lidt og stridt – Han ser et Sønderjylland vendt tilbage – Vidunderet, han talte om saa tit. Saa siger vi Dig Tak da, Onkel Henrik, For hvad Du var og er for alle dem, Du støttede med Raad og Daad i Livet – Og Tak for Gæstfriheden i dit Hjem! Gid Livets Klokker om Dig gro og grønnes Og synge for Dig paa den gamle Gaard, saa vil Dit unge Sind Du let bevare, Til ”Slægten” kommer – naar halvfems Du naar! R.A. (Fra bladet ”Slægten” nr. 23, 1920.)
- Lille Restrup
1867-1917 Gaardens Historie kan føres tilbage til Aaret 1400, i dette Aar solgtes den af Jens Pig til Ebbe Skytte. 1479 tilhørte den Væbner Niels Pedersen, der 1476 solgte den til Jens Nielsen, der atter 1488 solgte den til Christiern Grøn. – 1511 blev den købt af den berygtede Godskjøber, Landsdommer Niels Clemmentsen, der døde 1518, hvorefter Kronen overtog den, men dog senere overlod den til Enken, hvis datter blev gift med Christen Harbou, derefter ejedes den af dennes søn Niels Harbou (1560) og forblev Restrup da i denne Familie til 1633. I Hvam Kirke laa i mange Aar en Ligsten over Niels Harbou og Hustru Birete Munck, den blev paa Opfordring af Gaardens nuværende Ejer optaget og opsat i den ene Korvæg. – Efter Harbou kjøbte Jesper Lunov (død 1637) Gaarden, derefter Erik og Otto Lunov og 1645 solgtes den til Mogens Kaas, der efterfulgtes af Sønnen Erik Kaas. Restrup var da, ifølge Rinds Herreds Krønike, en skøn Herregaard med 120 drivende Plove og 300 kjørende Bønder, son gjorde Hoveri, og under den laa, som Græsgaard, Korsøgaard og Skat Skov, men nu begynder der en Nedgangsperiode for den. Mogens Kaas var en klog og streng Herre, men Sønnen, Erik Kaas var en ”Uforstandig og en Døgenigt”, som, trods det han ejede Restrup, Korsøgaard og Bremersvold paa Lolland, dog blev forarmet, og i 1660 – 69 blev ham Gaard og Gods frataget, hver sit stykke. Han var to Gange gift, en Datter Sidsel, af første Ægteskab, blev ”borttaget” imod Forældrenes Villie af Overjægermester Hahn. Godset blev adspredt og nogle af Bygningerne nedrevet. Raadmand Jens Jørgensen af Viborg tog Restrup for Gæld, men da han selv vilde drive den, saa blev det til ”Lapperi”. Derefter 1685 solgte Arvingerne Restrup, der nu havde mistet sin Herregaardsfrihed, da Godset var bortsolgt, til Peder Rasmussen, der atter overdrog den til Anders Christensen, der som det hedder, selv stræbte og slæbte med sine Børn, men ”blev dog slet med den”. Hans Arvinger vilde have haft den til Kronen, men saa kjøbtes den for 10 Rdlr. Pr. Td. Hartkorn af Ritmester Suhr til Buderupholm, hvis Enke 1728 solgte til Oversecretair Christian Møinichen, der fik Herregaardsfriheden tilbage, sammenkjøbte det adsplittede Gods, men solgte den straks efter til Ivar Jørgensen Abel af St. Thorup; denne byggede den første Bro over Aaen, men døde allerede 1733 og efterlod sig stor Gæld, hvorefter Gaarden overtoges af Fru Birgitte Skeel, der havde Pant i den; hun var gift med Gehejmeraad Krabbe til Holmgaard paa Sjælland, og 1737 solgte han den til Mogens Kirketerp i Hobro og Cancelliraad og Herredsfoged Thestrup; denne blev 1746 Eneejer af Restrup. Med Chresten Sørensen Thestrup begyndte en ny og bedre Tid for Restrup; denne dygtige alsidige virksomme Mand havde ved Studehandel, Skibsfart og Forpagtninger og ved sparsommelig Levemaade drevet det saa vidt, at han, foruden Restrup med Gods, ejede Wiffertsholm, Vesterris og Thestrupgaard – Han opbyggede i 1738 og 1748 baade Borggaard og Lade gaard paa Restrup. Stenene blev brændt paa Gaardens eget Teglværk og var af saa god Kvalitet, at de ved Ombygning af Stalden nu i de senere Aar kunde bruges igjen, ligeledes lod han opsætte et ”kunstfærdigt” Stendige om Haven, og i det er der den Dag i Dag ikke faldet en eneste Sten ud. Omtrent ved 1759 overlod han Restrup til sin Søn Krigs- og Landvæsenscommissair Søren Thestrup, der atter overdrog den til sin Søn Søren Thestrup, der døde ugift i en ung Alder. Efter ham ejedes Gaarden af en Proprietair Foss, for hvem det gik tilbage, saa Gaard og Gods stilledes til Auction den 31/10 1826. Efter en Extractudskrift af Conditionerne – disse findes endnu – hørte der dengang til Restrup. A. Hovedgaarden Restrup med Ager, Eng og Overdrev, 16 Tdr. 7 Skpr. 2 Fdkr. 2 Alb. B. Bøndergods 198 Tdr. 0 Skpr. 0 Fdkr. 0 Alb. C. Mølleskyldshartkorn 1 2 2 2 D. Tostrup Sogns Konge Rugtiende 6 0 0 0 E. Gjedsted Sogns Konge Rugtiende 9 4 3 2/5 F. do Sogns Kirkekorn og Kvægtiende 19 4 3 3/5 G. Fjeldsø 18 1 0 0 H. med tilliggende Bøndergods 6 2 3 2 Saavidt ses kan, er saa Gaard og Gods blevet skilt ad, sidste er vel spredt for alle Vinde, men Gaarden blev kjøbt af ”virkelig” Kammerraad Hans Svanholm af Wiffertsholm, der for 3600 Rdlr. Sælger den igjen den 9/7 1831 til sin Forpagter Søren Norss; denne kjøbte siden Hersomgaard, flyttede den ene af Ladebygningerne fra Restrup dertil og sælger saa 22/2 1837 Restrup til Forvalter Claus Neess Schmidt for 7400 Rdlr. Restrups Jordtilliggende var da ca. 600 Tdr. Ld. Ager, Eng, Mose og Hede; senere udskiltes Restrupkrog og Sofiesminde paa ca. 85 og 150 Tdr. Ld. Schmidt var efter sin Tids Anskuelser en dygtig Mand, han opdyrkede Hede og merglede hele Marken, men han gjorde samme fejl, som Datidens Landmænd, han solgte Kornet og Kvæget blev daarlig ernæret; efter hans Død bortforpagtedes Gaarden til en Weitzmann, der vel saa mere paa egen Fordel end paa Gaardens, saa denne, trods de glimrende Afgrøder efter Merglingen, forfaldt mere og mere. Gamle Anders Støtterup har fortalt, at Rugen, efter Brak og Mergling, ”Vorherredød var saa svær, at man kunde kaste en Hund ind paa den og den (Hunden) kunde ikke synke ned”. Atter maatte Restrup ned i Bølgedalen, udpint i Marken, forsømt paa Bygninger, men opad Bølgedalen kom den igjen, da min kjære Fader Johan Henrik Ahnfeldt Kjeldsen Ved Kjøbekontrakt af 24/12 1867 blev Ejer af den. Lille Restrup stod da for Hartkorn 13 Tdr. 7 Skpr. 2 Fdkr. 2½ Alb., Gammelskat 99 Rdlr. 60 Skllg., Areal 355 Tdr. Ld. Og Kjøbesummen var 21000 Rdlr. Hvad Fader og Moder blev for Restrup fortjener en nærmere Omtale – uden store Midler. Men med Iver og Lyst, tog de fat paa deres Gjerning, og de fik af Guds Naade Lov til at leve og virke her i næsten 22 Aar, og de rejste Restrup igjen; virkede Fader ude i Stald og Mark, saa virkede Moder ikke mindre inde i Huset, de stod trofast sammen i hele deres Færd. Allerede i 1870 byggedes det nuværende Vaaningshus, og dertil havde Fader en god Hjælp i Bedstefader Agerup, der nu kom til at bo her tilligemed Bedstemoder. – Efterhaanden udbedredes Udbygningerne; i 1880 byggedes den nye Lade, i 1887 Fedestalden. Heden dyrkedes op, vel ca. 50 Tdr. Ld. Fader overtog Restrup med 40 elendige Kreaturer og 6 Heste, og da han overlod den til mig, var der 100 Kreaturer og 15 Heste; da han tog den, kunde det første Aars Avl ikke nær fylde den gamle Lade og da jeg fik Restrup, kunde Avlen knap være i de to Lader og saadan helt igjennem; Vandværket blev anlagt, Bro byggedes op igjen over Aaen, Huse byggedes paa Marken, Plantager voxede op ”hvor Græsset ikke vilde fro og Leen ikke kunde slaa”, og saa godt var alt stilet, at Fader i 1889 kunde overlade mig Restrup for 90000 Kr., og da var den igjen blevet ”en skjøn Herregaard”. Fader kjøbte endvidere Aalestrupgaarden, Fiskerhuset, byggede Møllen, og da saa alt var i Orden, saa overlod Du og Moder alt det, som I saa dygtig og arbejdsomt havde samlet – byggede op – hele Resultatet af eders Manddomsgjerning – det hele til Ma og mig og drog en lys og varm Majdag bort herfra og tog fat forfra paa Nøragergaard. Nu for 3. Gang i ca. 500 Aar har Restrup været i en Families Besiddelse i 50 Aar, og det er i inderlig Taknemlighed til Dig kjære Fader og til Moder, at jeg her har forsøgt at samle dens Historie, og skulde ”den stundom falde lidt tørt, saa er det dog sand og vist”, at det her nedskrevne skal være en varm Tak for det Hjem, som Du og Moder skabte os og vore Børn. Maatte vi bare faa Lov og Velsignelse til at bygge videre paa det i den Aand, som I skabte og grundlagde det med, saa forlanger vi ikke mere. Tak for de svundne 50 Aar. – (taget fra ”Slægten nr. 9, 1918) Din taknemmelige Søn Mathias Kjeldsen
- Sølvbryllupsfesten
Paa Nøragergaard 6 Juli 1917. " Bliver det til noget med Sølvbrylluppet på Nøragergård? - Mon de (i så fald) går så langt som til søskendebørnene? -- Sådan blev der hvisket hele vinteren mellem familien, men ingen kunne sige klar besked, og spændingen steg, medens men alligevel for alle tilfældes skyld I det dulgte sørgede for at anmode højere foresatte om ferie, - først I juli mdr. -. Og så kom endelig indbydelsen til de udvalgte, og atter viste slægtsammenholdet sig at stå sin prøve, idet både søskendebørn og anden slægt, plus gode venner og naboer var blandt de indbudte, så gæsternes antal kom op på 101. Dersom der nu havde været mere plads på Nøragergård, så var alle forberedelserne jo også faldet lettere for husfruen, men nu måtte det ordnes med gæsternes anbringelse hos omboende slægt og venner, thi flere end 53 kunne ikke huses på Nøragergård, og så vat endda redt op I de hyggeligste værelser ude imellem stald og lade, og 8 piger lå på gulvet I en stor ”Bås” oppe på øverste loft, hvor de nok havde det ligeså hedt og fornøjeligt som sydens naturbørn. Ja, der var nu ellers mange vanskeligheder og uheld at komme over, så det for en mindre fattet husmoder og - fader ville være forekommet ganske uovervindeligt. Først brændte d. 28. juni 8 14 dage før festen ), tillige med et nærliggende hønsehus, det hus, hvori der var bagerovne, bryggers og 100.000 tørv - hvor skulle der nu bages til festen? men murene stod, sa I hast blev der bygget op, og på festdagen manglede kun selve taget. Så blev de snydt m.h.t. det bestilte telts lovede størrelse, det var kun til 60 personer, og derfor måtte nu et andet tilsættes, hvori der fandtes komfur; thi I disse petroleumsfattige tider kunne jo ingen primus benyttes og mellem husets køkken og teltet var vejen over de toppede sten mere end lang nok til at afkøle alle varme retter. Så rejstes altså teltene under lindene, smukt pyntet med grønt og flag, af hensyn til lys og luft halvåbent I den ene side. Men kvalerne var ikke forbi endnu, 2 dage før festen var kokkepigen så uheldig at skolde begge sine fødder, så hun måtte til sengs, og vel stillede den nærmeste familie deres husjomfruer til rådighed I de værste dage, men om en fremmed end er aldrig så flik, er hun dog ikke huskendt. Og husets smukke døtre arbejdede I haven under deres broders ledelse, og fin blev den med sin blomsterpragt, sine hvidmalede bænke og velryddede gamle borggrave; den have og skov hører på en mærkelig fast tilknyttet måde med til vore indtryk og minder fra Nøragergård, den har vi for øje, når vi mindes glade feriedage, gennem den føres vi til hjemmets arne. Festdagen oprandt med strålende sol og mange tilrejsende gæster lige fra morgenstunden og aftenen før. En smuk løvindgang var rejst over trappen og flaget hejst det midt I haven fra den meget høje hvide stang. - vogn på vogn rullede frem for den smykkede hovedtrappe lige fra kl. var 2½, indtil alle gæsterne omsider var samlet og omklædt til middagen kl. 4. Så blev der taget til bords, og nu trådte onkel Bunde frem og ordnede med sin vidunderlige livlighed og humør alle gæsterne I to lange rækker lige fra trappen til teltet, men det var slet ikke let for " den kommanderende Kaptajn " at få de menige til at " holde retningen ", før han med stentorrøst kommanderede over til den modsatte side, hvor " Kong Henrik " Kjeldsen stod, " Retning efter Kongen" Hvorefter Kong Henrik straks ligeså prompte replicerede til onkel Bundes fløj, " Retning efter Bunden ”. Igennem disse to hurraråbende rækker gik så det smilende sølvbrudepar til deres hædersplads I teltet og bød derpå velkommen, idet de beklagede, at der ikke var plads til flere. Og så begyndte middagen, der for interesserede husmødre lyder således: oksekødssuppe, tarteletter med hummer og asparges, lammesteg, is, kransekage og et overflødighedshorn, hvis indhold kunne glæde både mund og øje. Festtalen holdtes af brudgommens svoger Provst Laurberg, Stilling, tidligere Låstrup; mens den vittigste tale vel nok var fabrikant Mathias Levins, der bl.a. misundte brudgommen, som havde gjort 2 hustruer lykkelige, mens en anden døjede tilstrækkeligt med at holde een kone blot nogenlunde lunken. Den smukkeste og varmeste tak til hjemmet bragtes af " den lille Lars ", sønnen, der nu rigtignok er blevet så stor, at ”Slægten” har kunnet meddele hans forlovelse med hans ”Niece”. Alle var enige om, at søn nr. 2 lignede søn nr. 1 (Mathias Kjeldsen, Restrup) m.h.t. på ejendommelig velformet og hjertelig måde for offentligheden at udtrykke, hvad de har på hjerte, en færdighed en del af familiens andre herre, navnlig yngre, burde vove sig til at øve sig i. - Så var der jo mange andre gode taler hvorimellem vi sang. Tiden gik, og man begyndte så småt at længes ud I det frie og så sluttede onkel Jens, Lynderupgård, med sit hjems gamle traditions recitativ og sang " Den Herre og Frue, hos hvem vi I Dag Saa dejligt har været til Gilde, Taksigelsens Skaal de herved modtag', Og gid det dem aldrig gaa ilde ", Og hele selskabet sang sidste sætning med. - - - Kaffen var drukket, og nu spredtes selskabet, de fleste I have, skov og plantage, mens andre beså den mange gaver, håndarbejder I lange baner, krystalskåle, sølvditi, sølvpotter og kander og fra Hobro sparekasse sølvspiseskeer. -- Om aftenen te og dækket bord I teltet og husets spisestuen og gæsterne mødte med den sunde landboappetit, der er en stadig overraskelse for kogekoner og kan tjene dem til advarsel mod at regne med byfolks mindre madlyst. - - Det blev sendt, inden man skiltes, for at mødes næste dag til andendagsgilde, hvor vi kun var 83. Ret imponerende for enhver husmoder var dækketøjsrigeligheden. Servietter både 1ste og 2den dagen, man måtte mindes onkel Jenses erindring fra hans barndomshjem. Onkel Bunde var vældigt oppe og havde også en taknemlig tilhørerkreds især I sin sidedame, Ma-Restrup, der ligesom hendes moder (Fru. Charlotte, Nørreris) før hende var den første til at få andre med I sin smittende latter. Men onkel Bunde er også ubetalelig ved sådanne fester, han er ung med de unge og har jo alligevel over sig den ånd og tankegang fra 1864, der nu med uro og sorg oplever disse tider, hvor en ikke absolut forsvarsvenlig regering sidder ved styret. - - Nå, men under 2den dags middagen indtraf den kedelige overraskelse at ordet blev givet til damerne, og det bevirkede først en dejlig madro, så man kunne spise sin brune suppe, kalvesteg og jordbær I forholdsvis fred, men dernæst en temmelig stor flovhedsfølelse hos de damer, der ellers ikke I det daglige mangler ord. Endelig slog en behjertet sjæl på sit glas og reddede sit køns ære, idet Fru. Alice Levin I få og velvalgte ord udbragte skålen for " the roof ", her på Nøragergård som tak for de mange ferigæster, der altid fandt venligt ophold, når ferierne var inde. - Desværre havde " Slægtens" redaktion ikke fået en fotograf ud til selve dagen, nu kom han 2den dagen og efter meget møje, mange vittigheder og forvredne miner, som ikke skulle se for lyksalige ud, blev endeligt et nogenlunde godt billede taget, men en del gæster fra foregående dag manglede, således det kære par, der ville spare på kræfterne til deres guldbryllup den 12. oktober. I husets spisestue var dækket tebord, hvor hver især kunne hole, hvad han fandt for godt og så forsvinde med sin mere eller mindre velfyldte tallerken hen I en ensom, eller måske netop ikke ensom krog og fortære det medbragte. Derpå drog hver til sit, og så var da de festdage forbi, der havde knyttet et lysende slægteminde ind I den krans, som vi alle for een og een for alle binder på til vor sidste stund.
- Henrik Kjeldsens
80 Aars Fødselsdag Havde samlet alle hans Børn og Svigerbørn (undtagen Ma Restrup, der ikke følte sig rask nok, lidt upasselig), alle endnu levende Svogere og Svigerinder (undtagen Ma Hilmar, upasselig), Lerkes, Hansen (Sophiesminde), Chr. Og Else Licht, Krogh-Meyers, Seminariforst. Taaning, Stationsforst. Michelsens, Læge Olesens, Petersens (Ømark), Schmidts (Korsgaard) ect., en Del allerede ankomne Dagen før. Til Festmaaltidet 33 til Bords fordelt i Spisestue og Kontor. Retter: Krustader, Ande- og Gaasesteg med Kartofler (hvide og brune) og Rødkaal, Is, Lagkage, dertil Rødvin, Portvin og Madeira. Rambusch talte for Fødselsdagsbarnet som den ”ældste og ypperste Bærer og Arvtager af den gamle Aand fra Lerkenfeldt”, henviste i øvrigt til Stykket i ”Slægten” som fandtes omdelt ved Bordet. Laurberg talte for Børnene, nævnte den Støtte, disse havde i et godt Hjem og den Glæde, de beredte Forældrene, endvidere talte Mathias (Restrup) for sin Fader, bragte som den ældste af Børnene paa disses Vegne en Tak for det gode Eksempel han havde givet dem, samt for Familien Holst, Bunde for Johanne. Henrik holdt adskillige smaa, hjertelige Taler for forskellige af tilstedeværende og fraværende Slægtninge og Venner, endelig talte Rambusch for Fædrelandet, viste, hvorledes Mærkeaar i Henriks Liv faldt sammen med saadanne i Landets Historie og at netop i Dag paa Henriks 60 Aars Fødselsdag begyndte Preussernes slappede Klo med Rømningen af Haderslev og Aabenraa at slippe sit Tag i Sønderjylland. Under Maaltidet blev Albrechtsens Digt i ”Slægten” sunget paa Melodien ”Der er et land –” gik rigtig godt og bidrog til at forhøje Stemningen. En Del af de nærmeste Slægtninge blev Natten over og Dagen efter. Under hele vort Samvær herskede den hjertelige og hyggeligste Tone og Stemning. Et Par Spillepartier, i øvrigt gik Tiden med gode Samtaler og det hele Samvær føjede en ny Buket af gode værdifulde Minder til den rige Mindekrands, som har saa stor en Del i Slægtens Sammenhold og Styrke. E.R. (fra ”Slægten” nr. 26, den 18. maj 1920) På det tidspunkt boer Caros mor Johanne C. Faurschou, gift Agerup, på Nøragergård, samt en plejedatter, som hed Dine. Dine blev senere gift med dyrlæge Fromberg og fik 7 børn. Hun mistede sin mand i 19??. Og i 19 ?? var hun distriktsjordmor i
- I breve fra, fra Lone Kjeldsen, Skjærpinggaard, til Henrik Kjeldsen, Nøragergård.
1. 4. jan. 1892: " Nå så du skal have en lærerinde! Ja Pigen fra Skagen er både elskværdig, fordringsfri og tiltalende på sin stille kvindelige måde - meget ældre end sin alder og som den ældste i et hjem vænnet til at omgåes mindre søskende og hyggelig i samlivet for andre men siden hun kom herfra har hun ikke været lærerinde og jeg ved ej ret om hun kunne udfyldeen lærerindeplads mere end et par år efter den alder lille pige har, men det brød du dig vel ikke om, Børn må godt skifte lærerkræfter, hun tilbragte en tid i London og Liverpul fra maj til jul og taler og korrespenderer med en dannet og udviklet Frue det sidste sted - ellers er hun flink i hænderne og har en lille ret køn sangstemme og spiller vist ret net, jeg har ikke hørt hende de sidste tider, men hun spillede og sang kønt for Miche og de andre i sommer - Du ser nok det er mere hendes elskværdighed end kundskaberne jeg kan fremhæve. Hun er i sit hjem - døttrene skiftes vist til at tage ud så dersom du vin… ønsker det skal jeg gerne spørge om hende -- forresten troede jeg du havde et ophav af emner fra -----. " 2. 21. jan. 1892: " Så må jeg da tilstå, at jeg blev lidt betænkelig ved at blive klar over at dit barn var så gamel, thi jeg havde ikke ment at Fr. H. (Holst) kunne lægge sidste hånd på hendes undervisning - Imidlertid skrev jeg til den rare pige og nu kan du se at hun egentlig har lyst at prøve kræfterne, men det forbehold med musikken - som hun mener ikke at kunne - finder jeg lidt urimelig hvorvel hun ikke er ??? troe jeg godt hun kan lede en almindelig undervisning - Du ser kære Henrik at der er udveje nok til at frafalde underhandlingerne, hvis dog måske du har tænkt dig en større kundskabsmesse end vedkommende besidder - Jelma tror nok det kunne gå, hendes dom i slige spørgsmål stoler jeg mere på end min egen - jeg må dog også oplyse at betragte hende som et oplivende element i et hus, det kan man ikke sige om hende hun er modtagelig, hyggelig rar og elskværlig uden at det bestemt yttrer sig i ydre livlighed." 3. 26 feb. : " Nå så du vover det! Ja vi ved det er en flink kvindelig en, om end noget ung og det håbes at måtte blive efter tilfreds her med lærerinden fra Skagen - Og din datter kan lære menuet af hende og sin Bedste .." 4. 5 marts 1892: " Har du så fået den Skagens pige tilhuse til april?
- Der er også bevaret et par breve fra Johan Henrik A. Kjeldsen til Johanne Holst inden de blev gift.
Nøragerg. Mandag Aften Kl. 11 Min allerkjæreste Pige Tanta Tutten og min rinaghed er nu lige kommet hjem fra Lerk. Og Tante fik 2 breve men hvad fik jeg? En lang næse sagde Tante. Fra hvem mente mon hun jeg burde have hørt? Jeg selv turde ikke vente og dog længes jeg så såre og jeg angrede at jeg ikke havde bedet Dem sende mig kun et par ord om hvad Hr. og Fru. Holst havde sagt Løverdag aften kl. 9½. Ja De er en barbar for ikke at sige en fiskerpige, sådan at reise bort og lade mig ene tilbage og så komme hjem uden at se Dem eller høre et ord fra Dem uha hvor De er slem. På Lerk. Traf vi ikke mange. Levin Anna og Metha, fra dem sidste skal jeg hilse Dem. Hilmar og hans Hustru var om fredagen kjørte til Valdstedgård for at se til Deres Mathias, som istedet for at komme hjem I ferien lå syg af en byld I halsen og først I eftermiddag et par timer før vi kjørte kom de tilbage og havde Mathias med, der var gået huld på bylden i morges og da Veiret var saa godt havde Lægen givet ham Lov at kjøre med til urigtig Glæde for Mosder, der var I hvi Grad bekymret for sin Dreng. Hilmar var naturligvis af sin Hustru meddelt den dybe Hemlighed og han ønskede os straks til Lykke, saa snart vi blev ene og var meget kjærlig og venlig Stemt for sin nye Svigerinde og noget vred paa Ma Restrup fordi hun havde taget saa haardt paa os. Jeg var paa Restrup om Løverdagen og da var Ma helt venlig og den gamle igjen og bad mig hilse Dem, naar jeg skrev jeg havde nu egentlig vist ikke tænkt paa at skrive Dem til, men nu iaften jeg kom længtes jeg saa gruelig, saa jeg trængte til at tale lidt med Dem og da De jo ved at Brevskriveri er min særlige Passion kunde jeg ikke modstaa og sidder nu ved Lampeskin og samler gloende Kul paa Deres Hoved, thi De svæver maaske et eller andet Sted og sender ikke Ene Bøerne paa Nørag. En Tanke eller maaske Tanker der. - sig nu ikke Snak men ?????? nu Hr og Fru. Holst have været Krasbørstig og sagt til Dem Du er os en rask Plante hvad saa? Kjæreste Pige gid De var her og dumt er det jo af mig at sidde og skrive for Deres Længsel efter mig er naturligvis saa stor at jeg faar Telegram eller Telefon eller noget endnu hurtigere om at hente Dem saa De er her inden dette Brev naar Skagen. En Returbillet gjælder jo kun fire Dage og at De har taget en saadan kan der da ikke være Spor af Tvivl om og man maa jo endog benytte den inden de 4 Dage ere omme, saa jeg jo i grunden kan vente at se Dem, endnu inden jeg gaar iseng, Ja nu er Kl. 12, saa jeg resikerer dog vel ikke det bliver iaften. I Løverdags Aftes sværmede jeg i Haven og jeg saa da at Githe havde glemt at lukke Deres Vindue og dristede mig da til at betræde Jomfru buret for at lukke dem kolde Aftenluft ude. Nu god rolig Nat min kjære kjære Pige og Gud give De nu maa have haft en glad og velsignet Pinsefest og saa komme glad og fornøiet her tilbage til de Mennesker, som omfatter Dem med saa venlig og kjærlige Følelser. ( der er ingen underskrift men skriften er uden tvivl Johan Henrik A. Kjeldsen's )
- Nøragergaard 9. Juni Kl. 1.
Min kjære kjære Johanne Lige siden jeg modtog Telegrammet fra Deres Fader har jeg været I en Sindstemning og et Oprør saa jeg ikke kjender mig selv. Jeg blev saa glad saa glad ved Deres Brev hvori De meldte Deres Hjemkomst til Torsdag og jeg talte Timerne til jeg atter skulde se Dem, saa kom Telegrammet igaar, jeg har tænkt og tænkt hvad Grunden Kunne være og nu idag kom Deres Brev. Jeg Kan ikke reise til Deres Forældre I disse Dage jeg maa først se Dem Johanne og tale med Dem før det kan ske og har De Kjærlighed til mig saa Kommer De Løverdag Aften til Hobro og følger med Frøken Løgstrup hertil. Har Deres Forældre ikke den Tillid til mig ar De tør betro Dem til at være heri Huset blot en kort Tid selv om det ikke er længere end til min Svoger fra Engl. Kommer her, saa kan de da ???? se Dem knyttet til mig for hele Livet og skal denne deilige Tid som vi have levet sammen kun være en skjøn Drøm, aa lad mig ikke tænke Tanken ud. Jeg pines og det kan ikke nytte at De vil sige er hele denne Sag saadan til at tage paa Veie af fordi jeg bliver borte nogle Dage, men saadan er jeg nu og De ved ikke hvor jeg længtes efter Dem. Naa jeg maa helst bryde af, var De hos mig maatte De læse mine inderste Tanker, men de løbe Tag Fat I min Hjærne og jeg kan ikke holde dem fanget, men saa meget kan jeg dog endnu fatte at det ligeoverfor Offentligheden vil se underlig ud at De ikke mere kom her, det er da for Alle at ville sige, enten er de trolovede eller og saa havde jeg opført mig mod Dem saa De ikke kunde være i mit Hjem, jeg kan ikke forstaa at Deres Forældre ikke ville eller kunne se saaledes paa Sagen. Naa min inderlig kjære Johanne jeg venter Dem nu bestemt paa Løverdag og lad mig ikke synge hele mit Liv " hun kom dog ei ". Jeg sagde det til Tutten idag, Tante sagde hende at De ikke kom mere som Lærerinde og jeg syntes da hellere hun maatte vide Grunden. Hun blev dog en Del bevæget og fik Taarer I Øinene, det Skind jeg har velsignet hende fordi hun bragte os sammen lad dog denne Velsignelse blive ved at følge hende. Ogsaa Farvel Johanne min Sjæls Veninde Vor Herre velsigne og bevare os. Deres trofaste Ven.
- Den 20. juni 1892 er Johanne hos sine tanter i København for at hente sin brudekjole.
Hendes kommende mand skriver da til hende, bl.a. følgende: " Idag har jeg skrevet til mine Svigerforældre og forberedt dem paa at jeg snart kommer til Skagen for at hente Dig og minde Svigerfader om hans Løfte at hvad Tante Hanne og jeg blive enige om vilde han ??? og Tante kom nu før Middag og bad mig hilse Dig at hun ønskede Du var igjen I vor Midte, saa vi ere enige om at længtes efter Dig, ja Du kjæreste Pige gid Du var her. Vi talte idag om Brylluppet og syntes det skulde staa I Skagen og ikke andre burde indbydes end Mathias og hans Hustru ogsaa Tutten, at vi kommer Dagen før og reiser samme Dag som Brylluppet her hjem og saa vilde vi se at faa Englænderne til at være paa Lerkenf. Saa vi blive ene de første Dage …….. "
- Nøragergård
Gislum herred er et fattigt herred. Dets fattigdom spores også i herredets herregårde; de er ikke mange i tal og overvejende små. Heller ikke Nøragergård har gjort sig særligt bemærket i Danmarks historie. Denne herregård har ikke altid ligget dér, hvor den nu ligger. Tidligere fandtes 300 m nordligere et firkantet voldsted med spor af tilgroede grave udenomkring. Ved anlægget af landevejen Hobro – Løgstør i den nyeste tid førtes vejen henover det gamle voldsted, der derved molesteredes; men her har altså det ældste Nøragergård ligget. Flytningen af herregården har vist fundet sted i forbindelsen med opførelsen af det Nøragergård, hvis mure endnu står. Nøragergaards historie i middelalderen kendes ikke, udover at man ved, at gården hørte til Viborg bispestol gods; den har næppe heller været andet end en stor bondegård. Ved reformationen tilfaldt Viborg-bispens gods kronen, og Nøragergaard kom med meget andet gods ind blandt kronegods. Den kom dog ikke til for længere tid at være i kronens eje. 1542 gav Kong Christian III Jakob Jude, underfoged på Hald Slot, livsbrev på Nøragergaard med ret til at bruge Nørager mølle mod at give den sædvanlige skyld og landgilde af den. Længe beholdt Jakob Jude nu ikke gården; han har nok fået den som en pension for vel udført tjeneste og har været oppe i årene; han er derfor snart efter død. 1547 giver kronen i hvert fald forleningsbrev på Nøragergaard og Nørager mølle samt 16 bøndergårde i Durup sogn til landsdommer Jens Mogensen Harbou; han døde dog allerede i 1549. i dette år fik Thomas Svendsen (Orning?) livsfæste på Nøragergaard med møllen; samme år bortforlenedes gården med andet bøndergods til den afdøde landsdommers enke Kirstine Juel. Det fremgår tydeligt, at gården da beboedes af den ovennævnte Thomas Svendsen, der ydede landgilde af den. Forleningen til Jens Mogensens enke blev imidlertid heller ikke af lang varighed. Sidst på året 1551 skødede kronen Nøragergaard, Nørager møllested, 7 gårde i Vester Nørager, 2 gårde i Durup by, 1 gård i Lille Durup, 2 gårde i Øster Nørager og 2 gårde i Ømark til Hans Stygge til Holbækgaard. Slægten Stygge var vel ikke nogen fornem adelsslægt; men Hans Stygge havde dog formået at gøre sig gældende i kongens tjeneste; han havde været lensmand på Silkeborg og Skanderborg og var allerede i 1537 blevet forlenet med Tvillum Kloster; 1540 fik han Holbækgaard i forlening, nogle år senere (1544) købte han denne ejendom 1548 – 59 sad han som lensmand på Dronningsborg ved Randers. I 1568 døde han, tæt op mod de 70, og blev begravet i Holbæk kirke. Med sin frue Christence Svendsdatter, der var af slægten Væbner, havde han to sønner Mourids og Niels. Mourids Stygge fik efter faderen Holbækgaard, medens Niels Stygge fik Nøragergaard; han skrev sig desuden til Søgaard (Hing herred). Niels Stygge syntes at have gjort krigstjeneste til søs, endnu 1583 tjente han som skibshøvedsmand. Mens hans fader næppe har boet på Nøragergaard til stadighed, så vides Niels Stygge 1568 at have taget bolig på Nøragergaard. Her har han nok boet med sin første hustru Sophie Sandberg, og her stod i hvert fald bryllupet med hans anden hustru Else Munk 1581. Niels Stygge anvendtes ikke i synderlig grad i statens civile administration; han var dog i nogle år forlenet med Romsdalens len i Norge. Hans finanser var ikke gode. Da han døde 1606, fragik enken arv og gæld efter ham; men på dette tidspunkt var Nøragergaard gået ud af familien Stygges eje. Niels Stygge har vist – måske allerede i slutningen af 1590’erne – solgt gården til sin broder Mourids, og denne solgte den 1604 til Claus Maltesen Sehested. Claus Maltesen, der også ejede Højriis på Mors, var i årene 1595 – 1612 statholder på Øsel; det meste af denne tid har han således ikke kunnet være på sine herregårde, også hans hustru Anne Nielsdatter Lykke opholdt sig på Øsel; flere af børnene er født derover på Arensborg, deriblandt det mest bekendte, den senere statholder i Norge Hannibal Sehested. Da Claus Maltesen endnu var i sin bedste alder, først i halvtredserne, døde han, det var i året 1612. Enken sad tilbage med 11 børn, hvoraf den ældste var 18 år. Hun var imidlertid, som så mange andre adelige enker, en dygtig administrator. Hendes godser anslogs 1625 til 1.024 tdr. htk., 1638 til 1.038 tdr.; så hun har foruden at opdrage børneflokken, hvad der jo ikke var ganske billigt, forstået at øge sine ejendomme. 1616 havde hun købt Rørbæk, en anden lille herregård i Gislum herred, og desuden ejede hun jo Højriis. Af de tre herregårde syntes hun at have haft størst interesse for Nøragergaard; det var hende, der lod opføre nye bygninger på denne gård og lod den flytte til sin nuværende plads. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår denne bygning er opført; men det er dog vist sket i de første år af Anne Lykkes enkestand. Det nye voldsted kom til at omfatte både borg- og ladegård, og der var god plads til bygningerne på det. Sydligst lå ladegården, og adgangen til borggården var herigennem. Den daværende hovedbygning i to etager med trappetårn midt på og to hjørnetårne blev nedrevet 1822; den nuværende hovedbygning var oprindelig en sidefløj, der er ombygget i 1700-årene; de gamle, hvælvede forrådskældre fra Anne Lykkes dage er bevaret under den. Hannibal Sehested tilbragte en del af sin barndom på Nøragergaard og arvede siden en part deri; om hans tilknytning hertil vidner det også, at han skrev sig til Nøragergaard, selv efter at han i 1640 var blevet optaget i rigsrådet og havde solgt broderen Mogens sin part i den. Mogens Sehested ejede Nøragergaard til sin død 1657; hans to døtre Sophie og Margrethe Sehested arvede gården, der efter deres død en tid ejedes af deres broder Axel Sehested; han solgte den 1705 ud af Sehestedernes eje til Adam Ernst v. Pentz, fra hvem den 1713 kom til Niels Arctander. Efter hans død erhvervede en Sehested, major Iver Nicolaj Sehested, igen Nøragergaard; men en af hans kreditorer professor Edvard Londemann (Rosencrone) fik den 1730 ved tvangsauktion. Edvard Londemann havde haft en mærkelig livsbane. Han var født 1680 på Island som søn af en sysselmand; men blev allerede som barn sat i skole i København. Han læste senere til præst og fik embede i Skelund i Himmerland. 1727 udnævntes han til professor i filosofi ved Københavns universitet, hvorfra han dog 1732 forflyttedes til et lektorat i Bergen, efterhånden med titel af biskop. I sine forskellige embeder samlede han sig en betydelig formue, han må have været et stykke af en gnier. Formuen anlagde han i jordegods. I Norge erhvervede han sig godset Rosendal, som han fik ophøjet til et stamhus. Få dage før din død i 1749 adledes han under navnet Rosencrone. Hans søn Hans Christoffer Rosencrone overtog 1741 Nøragergaard; ved hans død 1774 overgik gården til halvbroderen Marcus Gerhard Rosencrone. Denne havde tilbragt en del af sin barndom på Nøragergaard og blev senere en anset diplomat. 1780 opnåede han at blive udenrigsminister; men ved det Guldbergske styres fald 1784 afskedigedes han og indtrådte ikke senere i statens tjeneste. 1783 var han med sin ægtefælle Agneta Marie i Hielmstierne blevet optaget i grevestanden. Han nåede således så højt i samfundet, som det var muligt, det, der har bevaret hans navn til nutiden, er dog først og fremmest, at han skænkede alle sine ejendomme til en stiftelse. Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, der endnu virker for humane og kulturelle formål. M.G. Rosencrone skilte sig af med Nøragergaard 1800. Hovedgårdsjorden udstykkedes 1807, og gården deltes i to ejendomme, der 1807 og 1816 købtes af J. Bisgaard, der genforenede ejendommen. Sønnesønnen solgte den 1875 til Th. N. Hjorth fra Tustrup, som 1888 solgte den til J.H.A. Kjeldsen, denne afhændede 1912 Nøragergaard til redaktør S.S. Borresen, der udstykkede den knap 600 tdr. ld. Store avlsgård; dog beholdt Kjeldsen hovedbygningen og en del af jorden til sin død 1928, og den overtoges da af hans enke. Nøragergaard kom 1939 til svigersønnen Erik Andreas Carl Kinch. Arealet er nu 150 tdr. ld. ( skrevet af C. Rise Hansen, i Danske Slotte og Herregårde 1966)
|
1840 - 1927 (86 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
