Michael Kjeldsen fik først undervisning hjemme, (sammen med Mathias Peter Richter Spliid, som var på samme alder, de to drenge forblev, nærer venner resten af livet ), af lærer Kjeld Nielsen. Michael kom derefter til Århus latinskole, hvorfra han blev student. Derfra til København hvor han læste jura, og efter endt eksamen kom han i Indenrigsministeriet. I en kort tid var han konstitueret amtmand i Sorø, og kom derefter, fra 1. april 1871, til Øster- og Vester Hanherred som Herredsfoged, og han var lykkelig over at komme til Skerpinggård.
I 1864 fik Michael et brev med det sørgelige hverv at gå hen til gamle Fru. de Fine Licht og fortælle hende, at hendes søn, Kaptajnen, var faldet i Krigen. Han gav sig langsomt på vej, det var en tung gang. Da mødte han en vogn fuld af sårede, - og hvem sidder der lyslevende, men med bind om panden, Ham, hvis død Michael skulle hen at melde.
Der blev glæde i stedet for sorg - Det var sandt nok, at Kaptajnen var faldet om, ramt af en kugle, men det blev da ikke døden heldigvis.
Min plejefars daglige liv forløb i største regelmæssighed. Han stod op om sommeren kl. halv 5, drak et glas iskoldt vand og gik ned og gravede i ”Trekanten” indtil kl. var ca. 8, så spiste han og var på kontoret fra kl. 8 til 6, så gik turen på ny til ”Trekanten”. Dernede voksede jordbær og grønsager i stor frugtbarhed. Han drev det til en sådan fuldkommenhed, at hans jordbærhøst oversteg de dristigste forventninger. I sommeren 1885, efter Sølvbryllupsrejsen til Paris, inviterede han alle sine søskende over, for at de skulle smage på jordbærrene. De kom også og blev først af ”Møtte” ført ud i Fadburet for at se de fyldte kurve. Det virkede så stærkt på Tante Elise Bunde, at hun slet ikke kunne spise, da de kom til bords. Og Herredsfogden var glad, han delte ud til slægt og venner og til hvert skolebarn der gik forbi ”Trekanten”. Undertiden tog han en skovl I hånden og gik ud for at samle " Guld på marken ". Han samlede både fra vejen og marken og bar det ned I ”Trekanten” til planterne, som blev stærke og kraftige af ”Guldet”.
Kl. 7 spiste vi til aften, og så gik tiden med højtlæsning af klassikerne. Herredsfogeden kunne lave alle Phisters ansigter efter og læste Holberg fortrinligt. Moster læste Svend Dyrings hus, navnlig Ragnhilds rolle, aldeles gribende. Vi glædede os altid til aftenen, det var det bedste ved hele tilværelsen.
Han var en mand med humor, en aften ved borderet sagde han: " Nu har jeg her i huset 8 kvinder, 1 kone, 1 svigerinde, 1 datter, 1 plejedatter, 1 husbestyrerinde, 1 lærerinde, 1 kokkepige og 1 stuepige, og ikke én kan gå ud og hjælpe mig med at få mine roer renset. Og fremmed hjælp kan jeg ikke få ".
" Søde ”Micho”, vi vil hjælpe dig alle sammen ". sagde Lone, og efter bordet gik fogden i spidsen for alle sine damer ud i roerne. Det var lige ved vejen vest for gården. Solen var ved at gå ned, det var en dejlig sommeraften. Da kom Mette Toft forbi, " Kan De se, vi er flittige ", sagde Fru Lone. Men vaskekonen satte hænderne i siden, stor og bred stod hun ved grøften og råbte med skingrende stemme, " Skal I rige folk ligge her og tage brødet ud af munden på fattigfolk. I skulle skamme Jer, skulle I " - Det var første og sidste gang, at herredsfogden var i marken med damer."
Sommerferiens to store begivenheder var vennen Spliids regelmæssige besøg og Amtmandsmiddagen. Kammerherre Unsgaard tog hustru og barn med og blev i tre dage, det var så fornøjeligt, og en dag var vi ved havet. - Det var I de gode gamle dage; senere kom der en lov om, at Amtmanden skulle komme uanmeldt. Det var ikke nær så morsomt og hyggeligt.
I 1902 tog Michael sin afsked og bosatte sig i Ålborg. Og i 1910 holdt ægteparret Guldbryllup. Mens vi sad ved bordet, stod fløjdørene åbne til dagligstuen og inde på gulvet, på et lille tæppe lige ved fløjdøren, sad to lyshårede, hvidklædte små piger med lyseblå silkebånd I håret og om livet. Det var Maries tvillinger, bedsteforældrenes stolthed og glæde. De to større børnebørn Margrethe og Kjeld, var med til bords.
D. 23. juli blev Michael 78 år, han havde den dag besøg af (nogle) af sine søskende, Henrik Kjeldsen, Hilmar Kjeldsen og Thea de Fine Licht. Han var rask og glad, men tre dage efter blev han pludselig syg og døde d. 30. juli.
Michael sagde ofte, at hans højeste ønske var at få et lille hus på Vesterbølle hede, det fik han ikke, men han har hjulpet mangfoldige mennesker til at danne et hjem både på heden og andre steder.
( fra " Slægten nr. 21, 1919, af plejedatteren Selma. )
Lone har fortalt os om den første gang, hun fra Kjærbygård kom til Lerkenfeldt, som hun havde hørt så meget om. Hun løb ned i haven og så sig om - og dér, på et hjørne af de lange gange, stødte hun lige mod en dreng, som galopperede af sted i fuld fart på en kæphest. Han blev så forfærdet over sammenstødet, at han var lige ved at tabe hesten, men sige noget kunne han ikke straks. Lone satte hænderne i siden og sagde:
" Maj hedder None. Hvad hedder du? ”
” Maj hedder Michael. ”,
" Nopne vil ha’ din træhest ”.
" Nej ", sagde Michael og griber fastere om sit eje.
" None vil ha´ din træhest ".
Michael er meget betænkelig ved situationen, men pludselig slår Lone en drillende latter op og løber sin vej. - Sådan var deres første møde.
Lone kom som 18 årrig til Pastor Møller i Gedsted og blev meget betaget af det grundviske åndsliv. Da hun i 1860 kom til København, søgte hun til Vartov menighed og sluttede sig helt til kredsen der. Hun hørte Grundtvig i 11 år omtrent hver søndag. Michael gik lige så trofast til Frue kirke.
Et par fortællinger fra tiden i København, (skrevet af Selma Olsen, plejedatter på Skerpinggård.).
Lone holdt ikke af at sy knapper i sin mands tøj; hun ”glemte” det næsten altid. En dag kom hun hjem fra byen, og idet hun lukkede døren op, ser hun en mand hænge i lysekronen. Hun blev så forfærdet, at hun nær var dånet, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være Michaels knapløse jakke og benklæder, som han havde anbragt dér for at hjælpe på sin kones hukommelse. Siden den dag glemte hun det aldrig.
En gang var Hanne Søndergård (Lones søster) kommet på besøg, og de to søstre tænkte, at de ville finde på en rigtig god spøg til at narre Michael med. De var begge høje og slanke, og så klædte de sig i Michaels tøj, tog hans hat og overfrakke og stok, - og så af sted op på Volden, gamle Nørrevold. Dér gik de længe og spadserede. Til sidst kom Michael, og de troede, at han skulle give sig til at le - men han blev meget vred og forskrækket, sagde, at forklædningen var forbudt ved Lov, og at de kunne have risikeret, at politiet havde ført dem I arrest. - Han var ikke rolig, før han havde dem godt og vel hjemme igen.
Michael var lykkelig over at komme til Skerpinggård, men Lone syntes, at det var en frygtelig overgang fra København. Tilmed var hun ikke rask og meget nedtrykt i sindet. De første år var svære at komme over. Da moderen, kom derop fra Hobro på besøg, sagde hun på sin ejendommelige måde:
" Hvad har dog de sølle Mennesker gjort Vor Herre, at de skal leve på så grim en Egn? ".
Men hvem tænkte på det, da en lille blåøjet pige lå i vuggen - det første levende barn efter 15 års ægteskab. Hun blev " svøbt i klude ", for de havde ikke spor af tøj til hende.
1832 - 1910 (78 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
