| Notater |
- To breve fra Julie til Johanne Kjeldsen på Nøragergaard.
Lördagaften 23/4 1910
Kjære Johanne! Du er, ved jeg, inde i alle Guldbryllupsspekulationer saa jeg kan springe lige lös paa det seneste i denne Sag. Imorges fik jeg Brev fra M:A: om at de nu havde fundet ud at Gaven skulde være et stort Fotografi af Lerkenf:, om jeg vilde tale med Marie H: derom. Det var nu umuligt at træffe hende; men jeg vidste at hun efter Theatertid kom til Lichts, som alle ere i Selskab hos Axel Möllers. Jeg var da nödt til at vente til i morgen. Saa ved 6 Tiden kom Magra her, Marie havde været hos dem for at faa Nögler ril at lukke sig ind med iaften, Thea havde da talt med hende om Gaven af Fotografiet og hun havde sagt, at hun ejede det store Billede af Lerkenfeldt, og at Michal havde Oliemaleriet af Lerkenfeldt bestilt hos Bonnesen, det er vist det med Taarnet og Trappen. Jeg antager at Marie mente at der store Fotografi af L: altsaa i Tidens Löb blev Donblet.
Da M:A: skrev havde hun ikke faaet Theas og mit Brev, baade Thea og jeg synes Ideen med Lerkenf: var mere tiltalende end de förste 2 Forslag; men jeg er og bliver nu af den Mening, at der ingen Mening er i at give Gave der hvor den bestemt er frabedt, imidlertid vil jeg ikke stille mig paa Trods af Anders Opfattelse og skal gaa med om det önskes. Ved at skrive dette til Dig mener jeg der kan vindes 1 Dag, hvis Du vil telefonere til M:A: og sige, at jeg afventer hendes Ordre om jeg skal bestille Billeder hos Julie L:, det er vel alt saa sent, at det neppe kan laves, indrames og forsendes til 1. Mai. Marie og Horneman give intet, og hun fraraader bestemt Gaver. Thea hörte af Laora Schiött at man ikke bruger at give anden Gave til Guldbryllup end Blomster, der havde netop været 3 Guldb: i hendes Kreds og ikke én Gave, kun hvis det er et mindre vel stillet Hjem hvor en Brugsgjenstand særlig tiltrænges.
Der var i dag et Par Ord fra Kis de ere uden Mening og ville gjöre som Flertallet.
Jeg har nu skrevet saa meget om dette Spörgsmaal saa jeg nu vil indstille videre Dröften. Tirsdag venter jeg saa Besked, hvis Rambusch ellers ikke i morgen bringer en helt bestemt. M:A: skrev Du ej var helt rask det har vakt nogen Bekymring, for jeg syntes der er saa forkert naar Du fejler noget. Jeg saae Dine Söstre hos Lichts i aftes, Sophie skulde op i et Fag i dag. Og Döttrene Dine, som skulle gaa i Skole i Hobro, stadig er der Omskiftelser. Det er ikke godt med Anna Liebe, siden Tirsdag da fik hun igjen Galdestenssmerter og Feber og maa ligge, ringe Appetit og mat, lidt slöv ogsaa.
Du maa undskylde fageriet med disse Linier. Min hjertelige Hilsen Din Julie R.
___________________________________________________________________________
Stilling den 3/1 1913
Kjære Johanne! Aller först önsker jeg Dig et glædeligt velsignet Nytaar med en hel Del mere Fred og Ro over Situationen end der har været i det sidste Aar, og at det sidste Aars Beslutninger og Ordninger maa vise sig at være gode praktiske og bringe de Resultater for Eder, som I have haabet og ventet. Dernæst siger vi rigtig mange Tak for de 2 gode Fugle der naaede os i god Tid til Julen og bleve en Stötte for vore Selskabs Overvejelser, saa vi dristede os til en Familieforsamling 1. Juledag. Det er i Sandhed en herlig Ting, at have Herregaardsfamilier, der forsyner os med Julemad, saa vort lille Forraadskamer antager et ganske ualmindeligt velhavende Præg, som det ikke har til daglig. Middagen den 24, var traditionel Risengröd og Andesteg, derefter Hvile, saa Kaffe med Julekage og Kirkegang til Helligaandskirken, hvor Juletræer ved Alteret, Lyshav, Orgelpræludier, jeg troer Lohengrins Bön, gav Stemning, hvad jeg derimod ikke fandt Pastor Weldings södladne, affekteret Smil gjorde – naa Ordene var gode, dog ogsaa over for dem har jeg den Invending, at han for meget benyttede Ordet ”Jeg” hvorfor kan ikke Personen forsvinde en saa höj hellig Aften, hvor Evangeliet taler for sig selv. Ja saa kom vi hjem klædte os om, saae lidt paa egne Gaver og drog til Lichts, hvor Magra pyntede Træet og Anna sad med varm Sandpose paa Ryggen, fordi hun havde Smerter i den og Skulderen; hun havde været i Johanneskirken (Gotchalk Hansen), var ikke glad for ham, lige efter kom saa Smerterne, som for resten havde været fölelige nu og da flere Dage forud, hun kom ej med til os Juledagsaften og havde en ret vaandefuld Nat, saa Hakon gav Morfin hvoraf hum fik Kvalme, der gjorde at hun maatte af med hvad hun nöd. Det blev dog bedre Dag for Dag, saa hun stod lidt op den 30; men altsaa endnu laa den 29 da der var en Samling paa 12 til Middag i Anledning af Daaben i Skagen. Thea udbragte selv den lille Piges Skaal og naar man tager Forholdene i Betragtning synes jeg Stemningen var god. Kalkun og Lagkage. Den 28 bragte 10 Damer til os Formiddagschocolade, mange yndige Blomster og et Par fine sorte Handsker fra E:R:
Hertil kom vi den 30 og der var festlige Tilst?lninger, idet der skulde være Afskedsselskab for Familien Blom, de have solgt deres Gaard og tager fra Egnen snart. Vi vare 20 i alt med fin Mad. Fiskeboller i Humer og Asparges, stegt Gaas, Ænder med stort Tilbehör, 2 Slags Vin og fine Æggeæblekage. N:L: Tale for Bloms, han for Laurberg. Der blev leget og var livlig Stemning, först ved 12 Tiden toge de bort. Iaften var Döttrene her, Alice og Ellen til Jule og Afskedsselskab hos Wein=Olsens, kom hjem ved 2 Tiden. I dag rejser Edvard, han vil vise sig hos Kongen imorgen til Kuren, maaske tager han herud igjen, da Thinget först begynder den 8, saa vi tage ind senest den 7. Jeg haaber nu kjære Johanne, at Daabsdagen maa være gaaet saa godt, som Vemoden og Sorgen kunde forenes med den ubetinget velsignede og betydsningsfulde Handling, liden Ejna ligner sin Fader, som Barn, i en aldeles forblöffende Grad.
1. Igaar kom I altsaa hjem, ja nu begynder snart den daglige Gjerning, for resten komer jo snart en Fest igjen, gid den ofte
2. maa gjentages, at vi maa beholde vor kjære Broder og Du og Börnene Eders Stötte, jeg syntes slet ikke vi kunde undvære
3. de 2 Brödre, Vorherre holder sin Haand over dem. Min Ven hilser og siger Tak for sig, med hjertelig Hilsen til Eder Alle Din hengivne
Julie R:
- Som et karakteristisk træk af den sjælsstyrke og kraft, hun var i besiddelse af, skal her anføres, at den uhelbredelige sygdom, som medførte hendes død, kom hun til erkendelse af over 2 mdr. før hun døde. Med sin mand, der fyldte 70 aar d. 7. maj, havde hun planlagt at fejre denne højtidsdag med en festlig sammenkomst af deres store familie og vennekreds, og hun vidste i hvor høj grad han glædede sig til denne dag. Straks da hun blev klar over sin egen svaghed, konsulterede hun, uden at betro sig til sin mand eller nogen anden, en bekendt specialist, som efter foretagen undersøgelse raadede hende til straks at lade sig indlægge paa hans klinik.
- Da et sådan skridt jo helt ville kuldkaste den planlagte fest, satte hun lægen ind i forholdene og henstillede til ham at vente med indlæggelsen til efter d. 7 maj, hvilket han gik med til.
- Naar man nu betænker alt, hvad der var at arrangere og ordne til en sådan fest, kan man forstå, hvilken selvbeherskelse og sjælskraft hun udviste ved, trods bevidstheden om sin sygdom og til tider stærke smerter, dog at kunne gennemføre, at aftenen formede sig som en i alle maader harmonisk og stemningsfuld og smuk fest, ikke blot for hendes mand, men for alle de indbudte; hun havde ladet en af deres bryllupssange optrykke og havde endog kraft til, efter afsyngelsen af denne, at holde en varm og smuk tale for sin mand. Som hendes mand siden udtrykte sig, havde hun her udvist et sandt heltemod, som næppe nogen mand og kun faa kvinder kunne have gjort hende efter.
Naar man nu skal give et billede af Julie i tidligere og senere aar, ved jeg ikke at kunne skildre hende personlighed bedre end ved at citere, hvad Provst Laurberg sagde ved hendes baare. Han talte over ordene "Vaager og beder, thi I vide hverken dag eller time, paa hvilken menneskenes søm kommer", og efter at have udviklet, hvad det vil sige at holde sig vaagen og navnlig at fines vaagen i sin sidste stund, fortsatte han saaledes:
Jeg maa tænke derpaa i dag, thi hun, som har forladt os, var et aandelig vaagent menneske og var ikke blevet det i ældre alder, men havde været det fra sin tidligste ungdom. Som purung pige kunne hun vel med liv og lyst deltage i vore lege baade udendørs og indendørs, men hørte hun, at der var musik og sang i stuen, eller at der blev ført interessant samtale mellem de ældre, helst om livets dybeste spørgsmaal, forlod hun de unge og gik til de ældre.
- Der var allerede den gang hos hende megen åndelig sans med higen og stræben efter kundskaber og åndelig udvikling, en sans og stræben, der aldrig forlod hende, så det altid var hendes lyst og glæde at deltage i samtaler, hvor livets alvorlige og store spørgsmål blev drøftet; hun fandt på mange måder opmuntring og hjælp dertil i sit barndomshjem som hun omfattede med den største kærlighed så længe hun var i det og aldrig siden svigtede. Allerede som ung tog hun sine pligetr op og udførte dem med størst mulig troskab, idet man altid var vis på, at hvad hun påtog sig, løb hun ikke fra på halvvejen, men udførte det på bedst mulig måde.
Der var over hele hendes person noget rent - det var som smuds ikke kunne hænge ved hende - noget jomfruelig rent, der stod i harmoni med hendes indre, idet hun vist aldrig har huset urene tanker eller ført simple ord over sine læber, og da hun var et betænksomt menneske, der ikke søgte sit eget, men havde omtanke for andre, og var glad ved at række andre en hjælpende hånd, og da hun tillige var sand og pålidelig, hyggelig, omgængelig og fredelig i hele sin færd, var det intet under, at hun, kom til at udfylde en stor plads i barndomshjemmet og vandt sine forældres og søskendes kærlighed - og siden udfyldte en stor plads i sit egen hjem ".
Senere i talen udtalte Provst Laurberg sig således til hendes mand:
" I delte livet med dets sorger og glæder trofast med hinanden, og du fandt forståelse og deltagelse hos hende i det, som mest optog dine tanker og din kærlighed. Jeg vil kun nævne tre ting: Forsvarssagen: du har været en varm og ihærdig forkæmper derfor, og hun delte fra begyndelsen af interessen med dig. Hvor ofte du for den sags skyld måtte forlade hjemmet, så har hun vist aldrig holdt dig tilbage, men tværtimod opmuntret dig og glædet sig, om du kunne vinde ny jord for din sag eller befæste kærligheden, hvor den alt var vakt.
Så tænker jeg på hedeplantningen. Hun elskede heden med gammel trofast kærlighed og holdt selv af at plante, så hun fuldte dit arbejde med at forvandle den golde hede til frodig skov med levende interesse og glædede sig over at se det lykkes.
Og så tænker jeg på det højeste livet rummer, livet til Gud. Når du kunne skrive over dit husdør: Jeg og mit hus ville tjene Herren, da kunne hun med sandhed sætte sit navn under. I delte med hinanden det højeste og bedste, livet rummer, livet til Gud, og have ofte erfaret velsignelsen deri ".
Hun havde i tidens løb knyttet mange venskabsforbindelser, hvoraf flere fra den første ungdom, som holdt sig livet igennem, så vidt forholdene tillod det, og det trofaste venskab viste sig også efter hendes død, idet hun af sammensparede penge har efterladt flere summer, hvor hun skønnede det tiltrængtes. Den kærlighed, hun hele livet igennem nærede for sit barndomshjem, deltes fuldt ud af hendes mand og gav sig tydelig tilkende ved foruden at yde en udstrakt gæstfrihed mod hendes familie tillige i, at begge i fuld enighed har ydet betydelige pekuniære ofre for at bevare det i den nærmeste families eje ".
(fra bladet ”Slægten” nr. 2, julen 1916)
- Følgende er fra bogen " Slægten Rambusch ” af Sigurd Rambusch, udgivet i 1965.
" officeren og politikeren Edvard R. er slægtens kendteste mand. På tre områder har han ydet betydelig indsats; i hæren, i forsvarsagitation og politik og i plantningssagen. Skolegang i Rendsburg, præliminæreksamen fra Slesvig Domskole 1863, telegrafist. Ved udbruddet af krigen 1864 meldte han sig som frivillig, men nåede ikke at komme med. Uddannet ved landvæsen 1864 - 68, derefter officerkarriere.
Menig 25. april 1868, korporal 30. april 1869, sekondløjtnant i fodfolket 30. juli 1870, premierløjtnant i ingeniørkorpset 1. maj 1874, kaptajn 9. maj 1883, chef for telegrafkompagniet 1. maj 1884. På grund af alder afskediget med oberstløjtnantrang 7. maj 1898.
Han var teknisk begavet og havde evner som arbejdsleder. Han forbedrede forskellige telegraf- og signalapparater og konstruerede bl.a. en felttelefon og en blinklanterne til natsignalering. Desuden organiserede han hærens ballontjeneste og deltog selv i flere ballonture. Forestod opførelsen af Fortun-, Bagsværd- og Hvidøreforterne (led i Københavns befæstning 1885 - 94).
Nogle pjecer og artikler fra disse år viser hans interesse for tekniske problemer. Som første skridt til en politisk karriere kastede han sig fra ca. 1880 ud i tidens heftige forsvarsagitation. Det gjaldt Københavns befæstning, midlerne dertil ville han skaffe ved selvbeskatning. Selv gav han hele sin officersgage (-pension) til forsvarssagen. I 1885 udgav han sit største arbejde, " Vort værn, Forsvarets historie 1850 - 84 ", på 240 sider.
En lang række artikler i dagpressen og nogle tusinde foredrag over hele landet må med i billedet af en af forsvarssagens ledende agitatorer i en menneskealder.
1898 blev han afskediget, og han gik nu for alvor ind i politik. 1895 og 1898 forkrtingskandidat for højre i København, 2. okt. 1903 – 11. maj 1918 landstingsmand for 1. Kreds (København). Sekretær i tinget 1903 - 08. Han tog tit ordet under forhandlingerne, oftest naturligvis om militære spørgsmål, men mange andre emner havde hans interesse. I 1908 afholdt han (og Asger Karstensen) sig fra at stemme og muliggjorde derved vedtagelsen af loven, der demokratiserede valgretten ved kommunale valg; højre var utilfredse med dem. I det hele taget var han ikke reaktionær, havde flere venner i højskolen og forstod, at forsvaret intet var værd, hvis det ikke byggede på folkets tillid; derfor popularisering og agitation.
Trods en energisk indsats formåede han ikke at gøre sig rigtig gældende på Rigsdagen; han kunne ikke affinde sig med partilinien i alle spørgsmål, og i 1918 blev han vraget af det nydannede konservative Folkeparti.
I 1919 skrev han to politiske pjecer - Ministeriet Zahles ord og handlinger - et flammende angreb på den radikale grænsepolitik - og Verdenskrigens oprindelse, ophavsmænd og sandsynlige følger, en citatsamling med rigelig til gode seen af egne standpunkter, dog positiv overfor Wilson og Folkeforbundet.
Efter sin afsked fra hæren og sideløbende med sit politiske virke kastede han sig ud i et nyt eventyr. Hans kones slægt, Kjeldsen'erne, ejede store hedestrækninger omkring slægtsgården Lerkenfeldt I Himmerland. Her gik den 56-årige " med ungdommelig iver og virketrang " I 1902 i gang med at rydde lyngen og plante nåletræer. Hos fagfolk og i videnskabelig litteratur søgte han oplysninger om hvilke træer det var bedst at anvende.
Arbejdet begyndte kl. 6 efter et bad i åen; selv gik han i spidsen med 5 - 7 timers arbejde. Der benyttedes en plov, han selv havde konstrueret. Allerede 1908 var 35 tdr. land beplantet, og snart stod der en veldrevet plantage på 80 tdr. land, Lerkenfeldt Bjerge. Oberstløjtnanten førte en detailleret dagbog og et omhyggeligt regnskab. I 1922 opgjorde han udgifterne til planter og gødning til 19.897. ( hvoraf staten refunderede 4.392 kr. ) og anslog sit eget arbejde til 14.888 kr. (aldrig refunderet).
Rambusch blev medejer af Lerkenfeldt Bjerge og en anden Kjeldsen-plantage. Kjeldsen.slægten mindes ham med taknemlighed: " Flittig, nøjsom og uendelig god ”. En fløj på Lerkenfeldt kaldes endnu ”Rambuschfløjen”. Egnens befolkning rejste et mindesmærke for ham i plantagen, afsløret 24. juli 1927, af Hedeselskabets formand, fhv. Konseilspræsident J.C. Christensen.
Edvard R. var son barn så svagelig, at hans forældre var sikre på, at militæret ikke ville kunne bruge ham. Som 85-årig kunne han se tilbage på et virksomt liv, og han var stadig forbløffende vital. Sin leverecept angav han således: " Stadig brug af alle evner og kræfter lige til deres grænse, nøjsom og tarvelig levevis, afhold fra tobak og tilnærmligvis fra alkohol og andre pirringsmidler (som stærke krydderier o.l. ), tidlig op og tidlig til ro, dagen til arbejde, natten til søvn ". Desuden et koldt bad hver morgen og rigelig motion og frisk luft.
Hans dagbøger viser, at han dyrkede en del selskabelighed; han holdt af musik og teater og var en ihærdig danser. Samtidig var han dog så sparsommelig, at han ved sin afsked I 1898 havde en formue på 41.000 kr.
Med års mellemrum traf han på gaden i København sin fætter Sigurd R. Denne har berettet, at møderne altid forløb på samme måde: Edvard R. hilste " Goddag Sigurd!", trak sit ur frem og konstaterede: " Vi har nøjagtig 3 minutter at tale sammen ", og derefter spurgte han systematisk: " Hvordan har din kone det? Skammelig, at hun er radikal" "…… " Hvordan gåt det med dine børn ? " …… " Dit arbejde ? " ….. o.s.v. Når de 3 minutter var tilende, ilede han videre.
I slutningen af 1933 tog han på en af Berlingske Tidende arrangeret julerejse til Madeira. Ufortrøden studerede han spansk før og under rejsen og han var en veloplagt og populær rejsefælle. Under et besøg i Tanger blev han våd af styrtsøer, en forkølelse udviklede sig til lungebetændelse -- og endelig sagde hjertet stop.
- Fra bladet ”Slægten”, nr. 33, 1921, kommer følgende artikler.
" Det er med megen vemod for os som for hele familien, at vi ser min svogers gode hjem I København opløst. Selv om vor afdøde søster og svigerinde efterlod et savn, der aldrig kunne erstattes ved jeg, hans svigerinde, af egen erfaring, da jeg I 1918 - 19 boede der omtrent 6 uger og endda var patient den meste tid, at min kære svoger gjorde alt, for at hjemmet skulle føres I samme spor som tidligere.
Hidtil har han været en hyppig og kær gæst hos os, nu er han blevet et fast medlem af vor husstand, hvor han altid ved sin møjsomhed, elskværdighed og sjældne arbejdslyst vil være et godt eksempel for de unge, som kommer I berøring med ham. En god løftestang har hans gode helbred været for ham, dels har han vel fået det som vuggegave, men han har sikkert bidraget sit dertil ved sin sunde, regelmæssige levevis.
Vi føler trang til, at alle " Slægten "'s læsere skal vide, at der er med stor glæde, vi ser ham som hørende til hjemmet her og vi håber, han aldrig skal fortryde det. Måtte vi nu, ved at hjælpe på hans ensomhed, kunne gengælde ham lidt af alt, hvad hen I de forløbende år har været for os, vil det være os alle her en stor tilfredsstillelse.
Hilmar og Mathilde Kjeldsen
___________________________________________________________________________
Er han nu gammel?
Jeg troer det ikke. Oberstlieutenant E. Rambusch blive ikke gammel, fordi Aarenes Tal øges. 75 sætter næppe Gammelmandes Præg paa ham I sjælelig Henseende, dertil er han for livsfrisk og frejdig af Naturen.
Jeg ønsker han til Lykke med de 75 og venter at træffe ham en skønne Dag lige stærkt interesseret for alt, hvad der tilsigter Landets og Folkets selvstændige Stilling udadtil og deres Udvikling indadtil. Ganske vist er vi maaske som saa ofte før ikke enig om Vejen til at naa dette, men Maalet er fælles for os, og derfor har jeg altid kunnet respektere Hr. Rambusch som Politiker, trods vore Forskelligheder. som Menneske sætter jeg ham højt. Hans Aandslivlighed og ungdommelig Interesse har altid virket tiltrækkende paa mig. Blandt mine Minder om ham, nævner jeg et højst fornøjeligt fra Kongerejsen paa Island I 1907, da Oberstlieutenanten tog Ordet ved et Folkemøde og holdt en fortræffelig Tale paa Islandsk. Hr. Rambusch havde kastet sig over Sprogstudiet paa Rejsen og gav os en forbavsende Prøve paa, hvor vidt han var naaet. Islænderne sagde, at de forstod ham udmærket, og de var selvfølgelig de bedste Dommere om Resultatet.
Altsaa til Lykke Hr. Oberstlieutenant. De er ikke gammel og bliver det næppe nogensinde. Det er nu det fornøjelige ved Dem, og derfor kan jeg tænke mig, at Deres Fødelsdag er en Glædesdag i deres Slægt.
Til Lykke J.C. Christensen
|
1843 - 1916 (72 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
